Set i Susanne Vebels Bogen om Jules Verne: Vernes fødselsattest angiver hans fødeår som 1928 istedet for det korrekte 1828. Hvilken herlig og helt igennem passende skrivefejl.
Jules Vernes fødselsattest
Små mænd i Swindon
John Cleese blev engang i et interview spurgt, hvorfra han dog fik sine ideer. Da jeg ikke kan lokalisere interviewet lige nu, må jeg nøjes med at citere hans svar efter min stadig mere mangelfulde hukommelse:
I get them from my mother. And she gets them from a little man in Swindon. But where HE gets them I have absolutely no idea.
Jeg formoder Cleese svarede på denne måde for på humoristisk vis at udstille det klicheagtige i spørgsmålet, og så brugte han nok Swindon, fordi den by er gået hen og blevet en go-to reference for jokes. (Jeg har set Muncie, Indiana, brugt på lignende måde i amerikansk regi).
Så meget desto mere pudsigt, at Swindon , som tæller ca 233000 sjæle, og omegn faktisk har fostret en ganske anseelig mængde kendte og kreative personer. En af dem er filmstjernen Diana Dors, som en af mine all-time favoritanekdoter handler om. Jeg citerer den her fra min hårdtprøvede Cassell Dictionary of Anecdotes af Nigel Rees:
The film actress Diana Dors was born – and this will come as a mighty revelation to all those who don’t know it – Diana Fluck. Her father was the railway station master, or some such, in a tiny Somerset village. Anyway, when fame and fortune descended upon her in the 1950s, the well-known start was invited back to open the village fete.
The vicar – who had to introduced her – was very conscious of the fact that he would have to mention the name by which she was still known to all in the village, and how serious it would be if by any chance he mispronounced ‘Fluck’.
He worried about it, right up to the moment when he had to speak. He concluded his introduction with the words: ‘And now here she is, the woman the whole world knows as “Diana Dors”, but whom we will always remember as our own Diana Clunt …’
Denne prægtige anekdote kan Rees ikke give en mere præcis kildeangivelse af end at notere “A tale first heard by me in the late 1960s I should think”. Men for nogle år siden stødte jeg i Richard Dawkins’s selvbiografi An Appetite for Wonder på en oplysning, der måske kaster lidt mere lys over sagen. Dawkins skriver om Desmond Morris (som jeg tidligere har skrevet om her) og karakteriserer ham som “a biologist, television personality, anthropological collector, (implausible) raconteur and best-selling author” hvorefter han i en fodnote tilføjer:
I suspect him of being the original source of a widely circulated anecdote about the film star Diana Dors. She and he came from the same Wiltshire town and were childhood friends. Her real surname was not Dors but Fluck. She was invited back to open some fête or other, and the vicar, thinking to introduce her by the name the locals would have known, genially asked them to welcome the lovely ‘Diana … Clunt’.
Også på popmusikfronten er Swindon godt repræsenteret med bl.a. Supertramps Rick Davies og The Moody Blues’ Justin Hayward. For slet ikke at tale om det skammeligt undervurderede band XTC, hvis forsanger og primære sangskriver Andy Partridge er en af mine store helte. XTC is as good as it gets. OK, The Beatles er ikke til at komme uden om men kun Partridge kunne finde på en linje som “Then she appeared, as the giggling crew of Mary Celeste”.
Nej, små mænd (M/K) i Swindon skal man ikke kimse af. Ikke at jeg kunne finde på at kimse af nogen som helst. Nu jeg tænker over det, er det faktisk aldrig rigtig gået op for mig hvordan man kimser.
Hjertets utålmodighed
Jeg ville have svoret på, at det var for ca 7-8 år siden jeg læste Stefan Zweigs roman Hjertets utaalmodighed, men den nørdede readbooks.txt på min computer fortæller mig, at det var helt tilbage i 2010. Det var en af ganske få bøger jeg gjorde mig ulejlighed med at anmelde på Amazon, primært fordi den var så intens og eminent skrevet (den føles mere som en novelle end en roman), og sekundært fordi jeg ikke kunne huske at have set temaet behandlet i nogen anden bog.
Kort fortalt handler bogen om en ung løjtnant, der kommer til at dumme sig, da han på besøg hos en godsejer, byder husets datter Edith op til dans, uvidende om at hun er lam. Og, som han opsummerer i rammefortællingen i indledningen: “Og derpaa fulgte saa Forsøget paa at gøre den dumhed god igen; men – naar man altfor hastigt vil reparere et Hjul i et Ur, gaar det jo gerne saaden, at man ødelægger hele Værket.” Det er medlidenhed det hele handler om – man kan vel nærmest kalde bogen for det definitive studie af denne følelse. Den unge pige forelsker sig i løjtnanten, som ikke gengælder hendes følelser, hvilket han dog ikke rigtigt nænner at tage konsekvensen af eller lade hende forstå. Situationen eskalerer konstant, og man er som læser ikke i tvivl om, at det kommer til at ende katastrofalt, spørgsmålet er bare hvordan.
Nu har Bille August filmatiseret romanen under titlen Kysset, med Esben Smed og Clara Rosager i de to hovedroller, og det synes jeg egentlig han er sluppet godt fra. Stemningen jeg huskede fra bogen var i hvert fald ramt meget godt. Jeg havde meget af den samme oplevelse som under læsningen: Den frydefuldt ubehagelige følelse det giver at overvære en hovedperson, som heldigvis ikke er én selv, grave sin egen grav dybere og dybere, fordi han ikke kan sige fra.
Dog synes jeg at sproget i filmen er et problem – de fleste af personerne lyder simpelthen bare ALT for moderne. Jeg spekulerede undervejs over om det var et bevidst valg, men jeg tror det ikke, for der var enkelte undtagelser, primært en oberst spillet af Kurt Dreyer som, forestiller jeg mig, egentlig lyder ret overbevisende 1914-agtig. På et tidspunkt siger en af personerne sågar “Godt gået!”. (Det var altid noget, at vi ikke hørte løjtnanten sige “Hva’ så der, Edith, hvad sker der for dig?”)
På engelsk er bogen udgivet under den prosaiske titel Beware of Pity, som må siges at være den ultimative, og ultimativt kortfattede, opsummering af bogens budskab. På dansk findes den under i hvert fald to forskellige titler, tættere på originalens titel Ungeduld des Herzens, nemlig Hjertets utålmodighed, og Utålmodige hjerter. De titler giver mig associationer til noveller fra FamilieJournalen, og jeg så ikke umiddelbart forbindelsen til bogens tema. Men den forklares midtvejs i en samtale i hvilken en indsigtsfuld læge (i filmen spillet af David Dencik) belærer den unge hovedperson om, at der findes flere slags medlidenhed, og at den vor helt praktiserer ulykkeligvis er “den blødhjertede og sentimentale; den er egentlig kun det utaalmodige Hjertes Forsøg paa snarest muligt at frigøre sig for den generte Grebethed, som den fremmede Ulykke har bevirket”.
Samme læge har også en anden sentens, der også passende kan opsummere romanen: “Kun til at begynde med er Medlidenhed – akkurat lige som Morfin – en Velgerning over for den syge, et Lægemiddel og et Hjælpemiddel; men hvis man ikke forstaar at give den i de rigtige Doser og med Stop-Ur, bliver det til en morderisk Gift.”
Det sjoveste jeg nogensinde har læst i Politiken
Jeg ved ikke hvem der står bag dette lille mesterværk, men hvem det end er, så en stor tak til vedkommende. Jeg klippede det ud af avisen dengang for ca 10 år siden, og jeg har siden moret mig hver gang jeg er faldet over det igen.
Det sjoveste jeg nogensinde har læst i Politiken
Jeg ved ikke hvem der står bag dette lille mesterværk, men hvem det end er, så en stor tak til vedkommende. Jeg klippede det ud af avisen dengang for ca 10 år siden, og jeg har siden moret mig hver gang jeg er faldet over det igen.
Kollegial omsorg
Sjov anekdote fra Jens Kruuses erindringsbog De uforberedte. Kruuse er til digteraften i Studentersamfundet omkring 1926. Her tager han telefonen, da den ringer. “Samtale fra Klampenborg” meldes der, hvorefter en “forfrossen og syg stemme” spørger om digteren Jens August Schade er til stede.
– Ja, han er, svarede jeg. Skal jeg hente ham?
– Nej tak, lød den høfligt døende røst. Nej, tak. Vil De sige en besked til ham?
Han ventede på mit svar. Det ville jeg.
– Sig til ham, at det er digteren NN. Fortæl ham, at jeg ringer fra Dyrehaven. Sig ham, at det planlagte er opgivet.
– Javel, sagde jeg, og der blev ringet af.
Jeg fandt Schade og fortalte ham, hvad jeg skulle sige til ham.
Han blev vred.
Ikke sådan skrigende vred, men tydeligt ærgerlig.
– Det er for dårligt, sagde han.
Han fortalte, at NN havde meddelt, at han ikke ville komme til digteraften i Samfundet, men begive sig ud i Dyrehaven for at begå selvmord. Kan jeg stole på det? havde Jens August Schade spurgt. (Vi levede i sådan en mærkeligt smukt alvorlig verden, og vi sagde De til hinanden) Ja, aldeles bestemt, lød svaret.
Og nu klagede Schade sig, vi syntes med rette. For han havde skrevet en lille artikel til Politiken, hvori han havde talt om poesiens sørgelige kår – i anledning af den unge NNs tragiske død. Og han havde fået penge for artiklen.
Han bestemte sig til at ringe til redaktionssekretariatet.
– Det er så svært at stole på nogen, sagde han.
Han ringede, det lykkedes at få standset artiklen, og vi satte os skuffede hen, nogle stykker, mens de støjede uden om os.
Vi havde oplevet døden, der svigtede.
Vi glemte de dårlige poeter, men vi var sårede i et eller andet af den mand, som ikke derude havde kunnet fuldføre sit forsæt. Vi plejede ikke meget selv at tænke på døden. Vi ville slet ikke være onde.
Vi stod ganske på Jens August Schades side, da den milde kosmiske kærligheds store digter lagde sit vældige hoved på skrå og sagde:
– Det var nu ikke pænt af ham.
Superintelligence
Jeg læste Nick Bostroms Superintelligence for cirka tre år siden. Det er en ambitiøs og imponerende bog, som enhver der interesserer sig for AI-revolutionen bør læse. Det er store, eksistentielle perspektiver vi taler om her. Fra forordet:
If some day we build machine brains that surpass human brains in general intelligence, then this new superintelligence could become very powerful. And, as the fate of the gorillas now depends more on us humans than on the gorillas themselves, so the fate of our species would depend on the actions of the machine superintelligence. […] In this book, I try to understand the challenge presented by the prospect of superintelligence, and how we might best respond. This is quite possibly the most important and most daunting challenge humanity has ever faced. And – whether we succeed or fail – it is probably the last challenge we will ever face.
Bostrom sætter modeller og tankeeksperimenter op og tænker dem virkelig stringent igennem. Der gås i detaljer med antagelserne. I kapitel 4, “The kinetics of an intelligence explosion”, spørger han indledningsvist: “Once machines attain some form of human-equivalence in general reasoning ability, how long will it then be before they attain radical superintelligence? Will this be a slow, gradual, protacted transition? Or will it be sudden, explosive?” I lyset af den eksplosive udvikling i AI-modellers evner de seneste måneder (i går så jeg en artikel om at ChatGPT kan bestå en skriftlig jura-universitetseksamen bedre end 90% af menneskelige studerende), er følgende observation særdeles tankevækkende:
It is also possible that our natural tendency to view intelligence from an anthropocentric perspective will lead us to underestimate improvements in sub-human systems, and thus to overestimate recalcitrance. Eliezer Yudkowsky, an AI theorist who has written extensively on the future of machine intelligence, puts the point as follows […]:
AI might make an apparently sharp jump in intelligence purely as the result of anthropomorphism, the human tendency to think of “village idiot” and “Einstein” as the extreme ends of the intelligence scale, instead of nearly indistinguishable points on the scale of minds-in-general. Everything dumber than a dumb human may appear to us as simply “dumb”. One imagines the “AI arrow” creeping steadily up the scale of intelligence, moving past mice and chimpanzees, witih AIs still remaining “dumb” because AIs can not speak fluent language or write science papers, and then the AI arrow crosses the tiny gap from infra-idiot to ultra-Einstein in the course of one month or some similarly short period.
Jeg har længe ment at AI-modeller burde behandles med ekstrem forsigtighed, på samme vis som livsfarlige vira i biolaboratorier bliver det. Men det er det stik modsatte der sker: kunstig intelligens skal bygges ind i hvad som helst, og det kan tilsyneladende ikke gå hurtigt nok.
Uanset hvad man tror om fremtidsperspektiverne: I betragtning af hvad ChatGPT og andre AI-modeller er i stand til allerede nu, er en ting sikker: verden bliver aldrig den samme igen. Det er ukendt land herfra, helt og aldeles.
Satiriske parodi-bogtitler
I forlængelse af dette blogindlæg om prins Harrys bog Spare (som jeg ikke har læst og heller ikke kunne drømme om at læse), noterer jeg mig til min morskab, at South Park i en nylig episode har gjort grin med prinsen og Meghan Markle: i afsnittet er de på “The Worldwide Privacy Tour” for at promovere prinsens nye bog betitlet WAAAGH.
Det fik mig til at ransage min hukommelse efter andre parodi-bogtitler af samme skuffe. Jeg kunne umiddelbart komme i tanker om to eksempler. Det ene så jeg i Blæksprutten, eller muligvis Svikmøllen, for år tilbage, da Maria Hirse udgav en bog som satireårsskriftet tilsyneladende ikke mente bragte så meget nyt til bordet i forhold til hendes foregående: de kaldte den så vidt jeg husker Mere om min anoreksi – og forresten brækkede jeg også en tå engang.
Eksempel to er fra 2015, kort tid efter at Harper Lee overraskende udsendte Go Set a Watchmen, en form for opfølger til den årtier gamle klassiker To Kill a MockingBird. Onde tunger mere end antød at det ikke udelukkende var hendes egen beslutning, og The Onion kvitterede med en historie om at en tredje bog var på trapperne, med titlen My Excellent Caretaker Deserves my Entire Fortune. Jeg ser nu, at denne historie i skrivende stund stadig kan søges frem her:
https://www.theonion.com/harper-lee-announces-third-novel-my-excellent-caretak-1819577999
Skulle nogen kende andre eksempler på satiriske parodier på bogtitler, hører jeg gerne om det. Jeg er sikker på der er mange flere, men jeg kan ikke komme i tanker om nogen, og jeg ved heller ikke hvilke søgeord jeg skulle benytte for at finde flere på nettet.
Astounding Days
Har lige læst Arthur C. Clarkes Astounding Days fra 1989. Undertitlen “A Science Fictional Autobiography” dækker over, at Clarke tager afsæt i sin ungdoms læsning af SF-magasiner såsom Astounding: Han er simpelthen dykket ned i de gamle blade igen og bruger historierne som udgangspunkt for anekdoter om sit liv, bekendtskaber, andre forfattere – eller hvad den enkelte historie nu lige giver anledning til at mindes. Det er en sjov model for en selvbiografi, velegnet hvis man ikke orker den store forkromede kronologiske gennemgang.
I kapitel 29 forener Clarke adskillige personer fra min interessesfære i et kapitel om Wernher von Braun:
Those who knew him only from TV appearances, or identified him with Dr Strangelove,* may be surprised to know that he was full of fun and had a great sense of humour – though it was once tested to the breaking point at a party where some tactless person played Tom Lehrer’s brilliant song, with its satirical refrain
If the rocket goes up, who cares vhere it comes down?
That’s not my department, says Wernher von Braun
Clarke citerer vist linjerne en anelse forkert, men ikke på meningsforstyrrende måde. Stjernen efter “Strangelove” henviser til denne fodnote:
Stanley Kubrick once said to me, “Tell Wernher I wasn’t getting at him.” I never did, because (a) I didn’t believe it (b) even if Stanley wasn’t, Peter Sellers certainly was.
Og til slut:
Finally, although it is a painful subject (recently reopened by the declassification of the “Paperclip” files) I do not believe I am doing a disservice to the memory of a good friend, if I close this chapter with words which, for the sake of Truth and History, I believe he would have wished to have on record:
“No – I never knew what was happening in the concentration camps. But I suspected it, and in my position I could have found out. I didn’t, and I despise myself for it.”
Tankevækkende, på flere måder.
En anden fodnote i bogen fortæller os at “cybersquatting”-fænomenet havde en forløber hundrede år før internettet:
There was once a popular English literary journal called The Nineteenth Century. As the crucial year 1901 approached, the editor was annoyed to find that some cultured kidnapper had registered the title The Twentieth Century and was holding it to ransom.
He was out of luck. The magazine became The Nineteenth Century – and After.
I det højst usandsynlige tilfælde at jeg selv nogensinde skulle skrive en selvbiografi, tror jeg jeg ville vælge et lignende uforpligtende format, som det Clarke benytter her. Jeg kan godt lide den flyvske hoppen omkring, med de uventede associationer og småopdagelser der følger med. Som Clarke også skriver:
The chief pleasure of browsing lies in the unexpected discoveries one makes – I would use the word “serendipitous”, if ti wasn’t so badly overworked, and my Wordstar Dictionary knew how to spell it.
Jeg havde ikke hørt om bogen, før jeg fandt den i et antikvariat for nylig. Jeg nævnte for antikvarboghandleren, at jeg som teenager skrev et fanbrev til Clarke og fik et svar. Da jeg forlod butikken en halv times tid senere, sagde han at han var glad for, at det var mig der købte bogen, for “en del af det at drive et antikvariat er at sørge for at bøgerne får et godt hjem”. Det er en boghandler efter mit hoved!
Sensitivity Readers
Jeg har ikke ord for at udtrykke hvor meget jeg hader woke-bevægelsen i alle dens afskygninger.
Seneste offer for idiotien er Roald Dahl, hvis børnebøger nu i forbindelse med nyudgivelser er blevet gennemgået af “sensitivity readers”, som har omskrevet og fjernet adskillige passager. De seneste dage er nettet flydt over med eksempler, mange af dem så groteske at man tænker “Det her MÅ være satire!”. Men nej.
Her er nogle eksempler. De to første er fra The Witches, det tredje fra Matilda:
Før:
“Don’t be foolish,” my grandmother said. “You can’t go round pulling the hair of every lady you meet, even if she is wearing gloves. Just you try it and see what happens.”
Efter:
“Don’t be foolish,” my grandmother said. “Besides, there are plenty of other reasons why women might wear wigs and there is certainly nothing wrong with that.”
Før:
Even if she is working as a cashier in a supermarket or typing letters for a businessman.
Efter:
Even if she is working as a top scientist or running a business.
Før:
She went on olden-day sailing ships with Joseph Conrad. She went to Africa with Ernest Hemingway and to India with Rudyard Kipling.
Efter:
She went to nineteenth century estates with Jane Austen. She went to Africa with Ernest Hemingway and California with John Steinbeck.
Ubegribeligt! Andre ændringer består i at fjerne ord som “crazy” og mad”, “white” og “black”, og selvfølgelig “fat”, for guderne forbyde at det skulle traumatisere nogen at støde på disse adjektiver. Denne ændring er fra Charlie and the Chocolate Factory:
Før:
A nine-year-old boy who was so enormously fat he looked as though he had been blown up with a powerful pump […] Great flabby folds of fat bulged out from every part of his body, and his face was like a monstrous ball of dough.
Efter:
A nine-year-old boy who was so enormous he looked as though he had been blown up with a powerful pump […] Great folds bulged out from every part of his body, and his face was like a monstrous ball of dough.
Beskrivelser af personers køn bliver systematisk ændret i ligestillingens navn: “Okay, girls” bliver til “Okay, folks”. “Fully grown women” bliver til “Fully grown people”. “mothers and fathers” bliver til “parents”. Og Mr. Fox fra Fantastic Mr Fox har nu tre døtre istedet for tre sønner.
Jeg ville ønske, jeg kunne nøjes med at betragte de ansvarlige mennesker som spild af kulstof, men det kan jeg ikke. Revisionisme af denne type besidder en destruktiv kraft, der er svær at overvurdere. Disse anonyme idioter er et symptom – et blandt mange – på den vestlige civilisations dødsdans. Deres historieomskrivning svarer til Talebans statue-destruktioner. De har min dybeste foragt.
For nylig fremførte en vis Rhiannon Lucy Cosslet i The Guardian (hvor ellers?) det synspunkt, at det at eje en stor bogsamling er et tegn på at man er “smug and middle class”. Nuvel, Dahl-revisionisterne her har lige leveret det bedste argument for at holde sig fra eBogs-læsere og holde sig til bøger af papir – i de oprindelige udgaver. Jeg vil læse det mine yndlingsforfattere faktisk skrev, så jeg beholder min store bogsamling. Tilsvarende er jeg glad for min store DVD-samling – jeg vil for fremtiden aldrig have tillid til at en gammel film vist på en streamingtjeneste vil være ucensureret.