Da jeg opdagede eksistensen af Siobhan Roberts’ bog Genius at Play med undertitlen The Curious Mind of John Horton Conway, fik jeg straks lyst til at læse den. Alt jeg hidtil havde hørt om den excentriske matematiker Conway og hans besynderlige frembringelser havde været fascinerende. Bogen var imidlertid overraskende svær at få fat i til rimelige penge, så jeg var længe for nærig til at anskaffe mig den. Så fik jeg tilfældigvis en Amazon-gavekort der af en eller anden grund endte med kun at virke på den amerikanske branch, og da der samtidig dukkede et udgået bibliotekseksemplar op der, blev det anledningen til endelig at anskaffe mig den.
Jeg er stødt på Conways alsidige virke i flere sammenhænge. Alle dataloger kender hans Game of Life, et “no-player never-ending game” som Conway selv endte med – i hvert fald i perioder – at hade konstant at blive associeret med. På matematikstudiet blev jeg fortalt om hans arbejde med sporadiske grupper – navnene The Monster og The Baby Monster morede mig. Conway har i det hele taget altid været god til det med navngivning – en del af hans showmanship – omend en af hans mest bemærkelsesværdige hjernespind/opdagelser, surreal numbers, fik sit navn fra Donald Knuth.
Conway blev født i Liverpool (hvor hans far var kemilærer, bl.a. for Paul McCartney og George Harrison – en af den type ligegyldige men alligevel sjove stykker trivia som biografier har det med at byde på). Han tilbragte den første og mest produktive del af sin matematiske karriere på Cambridge og rykkede så som midaldrende over dammen til Princeton.
Hvordan var han som person? Stephen Wolfram karakteriserer ham præcist, forekommer det mig:
“I think he is keen to impress people,”, Wolfram continues. “What he doesn’t necessarily do is gauge what is going to impress a given person. And I am much more impressed by hearing about the fundamental stuff than I am in hearing about the days of the week for birthdays. I think he cares about what people think, who gets credit for what. And although there is a big layer of playfulness, I think there is… competition as well as playfulness in the whole enterprise. It kind of reminds me of a person I knew much better than I know John, the physicist Dick Feynman, who wrote this book called What do You Care What Other People Think? And the funniest part of that book is that [Feynman] cared very deeply about what other people thought, and his whole playful thing was very much a coping mechanism for actually caring quite deeply. Insecure people will often come on very strong and be very aggressive. It is a way of coping with the internal dynamics.”
(Stephen Wolfram er i øvrigt heller ikke selv helt almindelig. Hans besynderlige mursten af en bog, A New Kind of Science, er i sig selv et blogindlæg værd engang).
Det “days of the week for birthdays” Wolfram refererer til er Conways såkaldte Doomsday Algorithm, en metode han opfandt til hurtigt at kunne regne ud på hvilken ugedag en given dato i et vilkårligt år falder. Jeg lærte mig den engang for sjov, men drev det ikke videre end til at det som regel tog mig 15-20 sekunder at finde svaret. Conway var rutinemæssigt nede på 1 sekund. En interessant litteraturhistorisk note kan knyttes til denne algoritme: Conway blev inspireret til den, efter at Martin Gardner opdagede, at Lewis Carroll i 1887 publicerede en lille note i Nature med titlen To Find the Day of the Week for Any Given Date. Han skrev bl.a. “Having hit upon the following method of mentally computing the day of the week for any given data, I send it you in the hope that it may interest some of your readers. I am not a rapid computer myself, and as I find my average time for doing any such question is about 20 seconds, I have little doubt that a rapid computer would not need 15.”
Jeg forstår Wolframs frustration over hvordan Conway til tider prioriterede at bruge sin unikke hjernekapacitet på, men sådan var han. Stort og småt mellem hinanden, altid en legende tilgang, simplicitet det guidende princip. Et sted i bogen hævder Conway over for Roberts at det ikke huer ham at skrive, eller for den sags skyld læse, matematiske artikler på 200 sider. (Men måske koketterer også lidt med sine udtalelser, for andetsteds er han citeret for at have skrevet til Paul Cohen, der i 1963 netop publicerede en sådan monsteratikel, et i matematikkredse berømt resultat om Kontinuumshypotesen, at “Reading your proof had a similarly pleasant effect on me as seeing a really good play”).
Roberts fulgte Conway over nogle år og hendes resulterende skildring af ham, er fascinerende og ærlig. Der lægges ikke skjul på at han kunne være en ganske anstrengende person – hans store ego, hang til at være i centrum, og tendens til at hive de samme historier frem igen og igen vidner herom. De matematiske resultater er beskrevet tilpas detaljeret til at man får en god fornemmelse af hvad det drejer sig om, men de dybe resultater er der selvfølgelig ikke mulighed for at gå i detaljer med i en biografi af denne type, sådan må det nødvendigvis være.
Bogen udkom et håndfuld år før Conway døde (af covid-komplikationer; den første kendte person med den dødsårsag som jeg hørte om). Den kan anbefales.