Måned: december 2022

Udgivet den

De 10 mest bemærkelsesværdige bogværker i Anders Ands hjem

Lister er fornøjelig letvægtslæsning. Det samme er indsigt i kendissers læsevaner. Så som juleafslapning er her en liste over de efter min mening mest bemærkelsesværdige bogværker spottet i husstanden tilhørende en af de største kendisser af dem alle: Anders And. Eller Donald Duck, om man vil, for jeg vil holde mig til eksempler fra originaltekster af hans fremmeste kronikør, Carl Barks.

Som nummer 10 på listen vil jeg placere…

How to be a Sleuth, ukendt forfatter. Vi ser ofte Anders læse for at dygtiggøre sig i et eller andet. Her, i slutningen af en historie hvor han er kommet til kort over for ungerne, kaster han sig over vejledning i detektiv-gerning. Og noget kunne tyde på, at det bærer frugt, når vi ser på…

… nummer 9 på listen, som er en krimi med af ukendt forfatter, og med ukendt titel. Dens plot lader til at være ret unikt. Jeg ved ikke om Hercule Poirot ville nedlade sig til at beskæftige sig med en sag om vindheks-ildpåsættelse. Men Ratmore-Slinki lyder indiskutabelt som en skidt knægt og en dårlig kammerat.

Nummer 8: Senator Soapbox’s taler, udgivet i ti bind. Formentlig ikke et værk Anders sætter specielt højt, eftersom han kun køber det for at slippe af med en irriterende sælger, men det ser givetvis flot ud i reolen.

Nummer 7: Windy Words. ukendt forfatter, formentlig en antologi. En anden kategori af bøger, Anders synes at sætte højt, er samlinger af bevingede ord eller trivia af generel art. Mærkeligt nok er der en tendens til, at han bliver afbrudt af tre løbende nevøer, når han sidder mageligt med sådanne bøger. Således har vi fx Words of Wise Men, Dis and Dat og Windy Words, som alle kunne kvalificere sig til syvendepladsen på denne liste – men jeg vælger Windy Words, da den ydermere gør sig bemærket ved tilsyneladende at have titlen på bagsiden.

Nummer 6, Value of Being Honest, ukendt forfatter. Strengt taget lidt af en tilsnigelse at inkludere den på denne liste, da den muligvis aldrig har befundet sig i Anders Ands hjem – han har nemlig givet den til en fætter med det vidunderlige navn Mehitabel Mudhen, som vi desværre aldrig før eller siden hører noget til. Muligvis refererer Barks med dette navn til Archy and Mehitabel, figurer (kakerlak og kat henholdsvis), skabt af Don Marquis i 1916, og senere illustreret af Barks’ kollega George Herriman.

Nummer 5: 20,000 Leagues Under a Flatcar! af H. O. Bo. Tegneserien der nævner denne bog udkom i 1956, og Barks har dermed utvivlsomt tegnet den mens Disneys Jules Verne-filmatisering 20,000 Leagues Under the Sea fra 1954 stadig var i frisk erindring. Jeg ville have stor lyst til at læse hr Bos sikkert meget farverige beretning.

Nummer 4: Oh, So? af ukendt forfatter. En stor procentdel af de titler vi ved Anders er i besiddelse af, synes at være blevet erhvervet i ét hug, som led i forberedelser til et stort TV-quizshow. Her er blandt andet tale om titler som Speeches, Lectures, Talks, History of Wind, Trees, Fleas, Bees, Glues, Flues, Hues, Stews, Why, Causes, Reasons og så altså bogen med den noget uudgrundelige titel Oh, So? Vi må formode der er tale om et opslagsværk, men hvad værket dækker er svært at regne ud. Måske er det en bog om slangudtryk og idiomer – i hvert fald er “Oh, So?” en replik ænderne ofte leverer til hinanden i Barks’ historier.

Nummer 3: Child Raising, af Hoocan Doit. Titel og forfatter taler for sig selv.

Nummer 2: Ten Seconds to Mars af Spicer Willits. I en dansk oversættelse af denne tegneserie hedder bogen Hokus Pokus, men den har næppe noget med Kurt Vonneguts roman af samme titel at gøre. Her er tale om en science fiction-bog om teleportering, som ungerne har bragt til huse til Anders’ store fortrydelse – indtil det går op for ham, at principperne beskrevet i den faktisk virker. Forfatternavnet Spicer Willits er sammensat af John Spicer og Malcolm Willits, de to første fans der fik etableret kontakt med Carl Barks.

Og nummer 1 på denne liste over bemærkelsesværdige bogværker i Anders Ands hjem, kan i mine øjne kun være…

Removing Musty Smells from Dried Dodo Feathers

Ukendt forfatter. Så bliver det ikke mere nicheudgivelsesagtigt. Jeg ville ELSKE at eje denne bog alene på grund af titlen.

Udgivet den

Cinema Speculation

Jeg var meget imponeret over Quentin Tarantinos debutfilm Reservoir Dogs, da den kom ud i 1993, og året efter var jeg endnu mere oppe at køre over giganthittet Pulp Fiction. Derefter kølnedes min begejstring. Hans tredje film, Jackie Brown, fandt jeg monumentalt kedelig, og jeg var helt på bølgelængde med en anmelder der skrev om den, at det var “three hours of Tarantino wishing he was black”. Siden da har jeg af og til prøvet at give hans nyere film en chance – fx Inglorious Basterds, Django Unchained og Once Upon a Time in Hollywood, men ingen af dem holdt min interesse fanget længe nok til at jeg gad at se dem færdig.

Heller ikke Pulp Fiction siger mig noget længere. Jeg har prøvet at gense den i “nyere tid” og er nærmest lidt flov over, at jeg syntes den var så fantastisk dengang. Nu synes jeg bare den fremstår komplet overlæsset. Alt skal være bare supercool, hele tiden, og det forekommer mig infantilt.

Siden jeg nu har det sådan med Tarantino, hvorfor stak jeg så hans nye bog Cinema Speculation til mig, da jeg så den i en boghandel for nylig? Fordi jeg faktisk enormt godt kan lide at høre Tarantino snakke om andre menneskers film! Han er en utroligt vidende og entusiastisk formidler, og i denne bog øser han af sin viden. Især om film fra 1970’erne, som er det bedste årti i filmhistorien efter min mening.

Der er nedslag på klassikere som Bullitt, Dirty Harry, Deliverance og Taxi Driver. Der er afsnit om movie brats-generationen, og der er mange underholdende selvbiografiske sidebemærkninger. Særligt interessant fandt jeg Tarantinos skriverier om Brian De Palma – hvordan denne har ladet sig inspirere at Hitchcock (og hvordan han IKKE har). Det er også et kapitel om De Palma, der har givet bogen dens titel – Tarantino leger med tanken om hvordan Taxi Driver mon var faldet ud hvis De Palma (som læste Paul Schraders manuskript før Martin Scorsese gjorde) var blevet instruktøren.

Mange steder føler jeg, at Tarantino bruger meget energi på meget obskure B-film, der virkelig ikke fortjener så meget opmærksomhed, men entusiasme er på den anden side altid fascinerende, og den kvalitet bidrager stærkt til at bogen her er værd at bruge et par timer på.