Jeg skrev tidligere om Stanislaw Lems bog Fremtidskongressen og oversætterens pudsige undskyldende forord om, at bogen ikke primært er oversat fra den polske original. Jeg er stødt på en bog der forholder sig endnu mere utraditionelt til oversættergerningen. Hyman Kaplan af Leonard Q. Ross. Oprindeligt udgivet som The Education of Hyman Kaplan i 1937, og udsendt i Danmark af Skars Forlag i 1966.
Bogens introduktion er et uddrag af en kronik Jens Kruuse skrev i Jyllands-Posten 1952. Det begynder: “Det drejer sig aldeles ikke om en god bog. Jeg vil gerne sige det så tydeligt som muligt: det drejer sig om den morsomste bog i verden.” Et opsigtsvækkende prædikat, og det der fik mig til at købe bogen i første omgang, da jeg fandt den i et antikvariat for nogle år siden. Bogen handler om en hjertelig og småkomisk østeuropæisk immigrant (Ross hed selv oprindeligt Leo Calvin Rosten og kom fra Polen) og hans problemer med at lære det engelske sprog. I erkendelse af dette handlingsforløb ville være problematisk at gengive på andre sprog, har forlaget simpelthen konsekvensen og undladt at oversætte bogen! Den eneste danske tekst i den således Kruuses forord, samt bagsideteksten.
Jeg ved ikke af at være stødt på noget lignende med andre bøger, men der skal jo nok være andre eksempler.
At Kruuse kunne finde på at betegne bogen som den morsomste i verden går over min forstand. Jeg har intet mod gammeldags humor, sætter faktisk ofte stor pris på det, men der er intet her der fik mig til trække på smilebåndet.