Ak, nu er Brigitte Bardot også væk, en af de allerstørste stjerner der var tilbage. Sikke en afslutning på året.
Jeg har en lille bog om hende, Nina Companez’ Le Livre de Brigitte Bardot, som jeg købte antikvarisk i 2019. Med den fulgte et kort med en charmerende lille tegning af en blomst og en håndskrevet besked, hvis kontekst jeg ikke kender. Bardot havde en særegen håndskrift, der blandede store og små bogstaver på uortodoks vis, og der er et par ord jeg ikke kan dechifrere, men det meste er læseligt: Fev. 2012 Le gentil Prince est sauvé, ma Fondation est arrivée à le prendre et à lui redonner un peu confiance en l’être [?] qui lui à fait tout de mal! Brigitte.
Jeg forstår så meget, at et eller andet dyr er blevet reddet, men den midterste del af næstsidste linje kan jeg ikke læse. Kan nogen hjælpe?
Bardots La Madrague vil blive spillet mange gange på verdensplan de næste dage. Det samme vil Initials B. B., Serge Gainsbourgs monumentale hyldestsang til hende. For slet ikke at tale om duetten Je t’aime… mon non plus.
Eftersom Bardot trak sig tilbage fra film- og underholdningsbranchen for et halvt århundrede siden, skulle man måske ikke synes at hendes bortgang er nogen særlig big deal. Det er det imidlertid for mig: det føles som om det er en del af Frankrig, der er død. Jeg følte noget lignende – og i endnu højere grad – mht Storbritannien, da dronning Elizabeth døde i 2022. Jeg har boet i begge lande i 1990’erne, og jeg elskede begge deres respektive kulturer, men det var dengang. Europas igangværende dødsspiral er generelt så deprimerende, at jeg normalt gør hvad jeg kan for at undlade at tænke på den. Det kan bare ikke lade sig gøre, når der forsvinder et pejlemærke af Bardots størrelsesorden.
Og så var hun i en lang periode simpelthen bare den smukkeste kvinde i verden. RIP BB.
