Brigitte Bardot 1934-2025

Ak, nu er Brigitte Bardot også væk, en af de allerstørste stjerner der var tilbage. Sikke en afslutning på året.

Jeg har en lille bog om hende, Nina Companez’ Le Livre de Brigitte Bardot, som jeg købte antikvarisk i 2019. Med den fulgte et kort med en charmerende lille tegning af en blomst og en håndskrevet besked, hvis kontekst jeg ikke kender. Bardot havde en særegen håndskrift, der blandede store og små bogstaver på uortodoks vis, og der er et par ord jeg ikke kan dechifrere, men det meste er læseligt: Fev. 2012 Le gentil Prince est sauvé, ma Fondation est arrivée à le prendre et à lui redonner un peu confiance en l’être [?] qui lui à fait tout de mal! Brigitte.

Jeg forstår så meget, at et eller andet dyr er blevet reddet, men den midterste del af næstsidste linje kan jeg ikke læse. Kan nogen hjælpe?

Bardots La Madrague vil blive spillet mange gange på verdensplan de næste dage. Det samme vil Initials B. B., Serge Gainsbourgs monumentale hyldestsang til hende. For slet ikke at tale om duetten Je t’aime… mon non plus.

Eftersom Bardot trak sig tilbage fra film- og underholdningsbranchen for et halvt århundrede siden, skulle man måske ikke synes at hendes bortgang er nogen særlig big deal. Det er det imidlertid for mig: det føles som om det er en del af Frankrig, der er død. Jeg følte noget lignende – og i endnu højere grad – mht Storbritannien, da dronning Elizabeth døde i 2022. Jeg har boet i begge lande i 1990’erne, og jeg elskede begge deres respektive kulturer, men det var dengang. Europas igangværende dødsspiral er generelt så deprimerende, at jeg normalt gør hvad jeg kan for at undlade at tænke på den. Det kan bare ikke lade sig gøre, når der forsvinder et pejlemærke af Bardots størrelsesorden.

Og så var hun i en lang periode simpelthen bare den smukkeste kvinde i verden. RIP BB.

Skrabelodder

Jeg kan godt lide at gå på jagt efter dedikationseksemplarer i antikvariater, og jeg bilder mig ind, at jeg efterhånden har fået en vis næse for hurtigt at finde sådanne i hollandske bogudsalgs bjerge af bøger. En del af det har at gøre med at bese udvalget af bogrygge og straks ekskludere bøger, der IKKE er stor chance for at finde et navnetræk i – bogklubsudgaver, genoptryk osv. Med tiden bliver denne førstesortering helt automatisk, lidt ligesom en erfaren skakspiller simpelthen ikke ser indlysende dårlige træk.

At tage en bog ud af reolen, slå op på første side og finde en dedikation er en oplevelse, der minder mig lidt om at vinde på et skrabelod. Jeg skal af høflighed undlade at sætte navn på forfattere, hvis navnetræk svarer til rene bagatelbeløb.

Et fin oplevelse var fra et besøg i et københavnsk antikvariat i 2012. Jeg havde min baby på venstre arm, så reol-scanningen var mere besværlig end sædvanligt, og jeg trak ikke så mange bøger ud til nærmere eftersyn. Men jeg fik øje på en Finn Søeborg-titel der var i god stand og lignede en førsteudgave, så den måtte der kigges nærmere på. Og hurra, der var gevinst:

Sølle 15 kr – glad ud af butikken med den. Noget senere, da jeg havde begge arme fri, tog jeg bogen i nærmere eftersyn, og så flagrede der minsandten et brev ud af den. Et skrabelod med TO gevinster! Dette er hvad Søeborg skrev til Hr. Overbibliotekar G. Heilskov:

Jeg er enig med Heilskov i at Glashusene ikke er blandt Søeborgs bedste. Jeg er for den sags skyld heller ikke så vild med den (ganske rigtigt temmelig meget anderledes) Navn ukendt. Af Søeborgs ni romaner er det Sådan er der så meget, Her går det godt, Vi har det jo dejligt, Bare det løber rundt og Den store gevinst jeg læser igen og igen. Det er i disse, han rammer den perfekte blanding af komik og tragedie. Med årene skiftede han vægten for meget over på det tragiske. I et TV-interview sagde han, at skiftet havde at gøre med at han syntes hans bøger blev “ringere og ringere”. Men jeg er uenig: af mine fem favoritter, er det den sidste af dem, Den store gevinst, som jeg synes er den allerbedste.