Da Storm P. irriterede Adrian Doyle

Det morer mig altid at høre om uventede forbindelser mellem personer i min interessesfære. Her er et sjovt eksempel jeg har fra De nyere kulørte hæfter, et privattryk af Knud Nielsen fra 1994. Nielsen beskriver Anker Kirkeby, der stod bag Stjerne-Hæfterne, der med Kirkebys ord havde til formål at komme den “rædselsfulde kiosklitteratur til livs” med mere lødige alternativer. I sit forsøg på gøre genren mere lødig, udgav han værker af anerkendte forfattere som Conan Doyle, Edgar Allan Poe, Georges Simenon, Jack London og mange andre. Også omslagene blev givet opmærksomhed, med motiver af bl.a. Storm P,, Sikker Hansen og Des Asmussen. Der udkom i alt 44 bind mellem 1944 og 1947.

Det var imidlertid ikke altid let, særligt ikke i krigsårene, at skaffe rettigheder til udgivelserne rettidigt:

Han udsendte bl.a. et Sherlock Holmes-hæfte uden tilladelse fra Doyle-familien, der naturligvis vogtede forfatter-arven. Det resulterede 1946 i et bistert brev fra Doyles søn, Sir Adrian, der krævede tilbagetrækning af af hæftet samt 2000 pund i erstatning.
    Kirkeby sendte straks en check, og for at formilde Sir Adrian vedlagde han en af Storm P.s noget særprægede Holmes-tegninger.
    Resultatet var et nyt brev fra Sir Adrian, der ophidset meddelte, at hans fars berømte opdager i tidens løb var blevet udødeliggjort i tegninger, film og på teatret, men endnu havde ingen dristet sig til at fremstille Holmes som en åndssvag på cykel og med en stor sikkerhedsnål i bukserne. Sir Adrian havde derfor personligt tilintetgjort tegningen og instrueret sin advokat om at fordoble erstatningskravet.
    Tegningen med det nævnte motiv var dog slet ikke anvendt til hæftet, og den har heller ikke kunnet spores i andre Holmes-publikationer, og uvejret drev over. Faktisk hørte man aldrig mere fra Sir Adrian, der måske alligevel har kunnet se det pudsige i situationen.

Jeg kunne godt tænke mig at se den tegning. Nielsens fremstilling giver det indtryk, at det var originalen Sir Adrian Doyle fik tilsendt, så hvis dennes vrede melding står til troende, er den altså gået tabt. Men måske en reproduktion af den kan opspores? En ud- og opfordring til evt Storm P.-kendere der måtte læse dette.

Stålfarfar og Stylte-onkel

Jeg så tilfældigt et indlæg på X, postet af Dr. M. F. Khan, om en historie jeg ikke kendte til:

Historien, navnet og fotoet af ‘Stålfarfar’ gav mig straks associationer til Finn Søeborgs novelle Stylte-onkel. (Vildt så mange indlæg på denne blog der kommer til at handle om Finn Søeborg, men so be it!). Denne novelle handler om den 67-årige Lars Peter Jensen, der til at begynde med kun er berømt i sit nære lokalsamfund, hvad han gerne ser ændret. I indledningen bliver han givet denne meget søeborgske karakteristik:

– En rigtig gammel viking, sagde folk om ham, når han en kold vintermorgen med raske skridt gik gennem byen på vej til badet, uden overtøj og med åbentstående skjorte, så man kunne se et stykke behåret bryst, og Lars Peter rankede sig og fælte selv, at han var en rigtig gammel viking. For yderligere at understrege ligheden havde han anlagt fuldskæg, og det var nu efterhånden blevet så langt, at det nåede ham et godt stykke ned på brystet. Det havde med tiden antaget en ubestemmelig grå farve, og ligheden mellem Lars Peter og en viking var nu slående, forudsat altså at de gamle vikinger så sådan ud, men det skal de jo nok have gjort.

Novellen fortsætter så med, at han finder et par gamle stylter, som han bliver besat af at stavre rundt på, i en grad så han til sidst beslutter sig til at gå på stylter hele vejen ind til hovedstaden, et projekt der tager ham fem dage. Det vækker opmærksomhed, og Søeborg satiriserer over hvordan medierne går i selvsving over ham,

De næste dage gik der en begejstringens bølge over landet. Alle aviserne havde resolut strøget de ligegyldige meddelelser om truende krigsfare det ene og andet sted for i stedet at kunne bringe de sidste bulletiner om Lars Peters færd. Stylte-onkel, døbte en avis ham og mente det venligt, og dette navn blev omgående accepteret af alle. Hver dag kunne man nu på forsiden af sin avis læse alt om Stylte-onkel, hvad han spiste, hvad han drak og hvordan han havde lært sig at gå på stylter, og små, kloge bemærkninger, som Stylte-onkel var fremkommet med, blev omgående spredt ud over hele landet. Lars Peter var ganske viste ikke særlig god til at komme med kloge bemærkninger, men når de kom på tryk, tog de sig alligevel ud.

Novellen ender med at Lars Peter fuldfører sit projekt og i et par dage er landsberømt, indtil aviserne så med ét slag mister enhver interesse for ham, fordi en hidtil ukendt mand helt uventet besejrede alle sine konkurrenter og hjemfører verdensmesterskabet i ping-pong til landet.

Søeborgs novelle udkom i samlingen Kun for sjov i 1954. Mon ikke han er blevet inspireret af Gustaf Håkansson? Jeg tror det.