Før Dan Brown, før J. K. Rowling, ja endda før Stephen King, var der En Engelsk Urmagerslægt der havnede i Aabenraa.
For et nutidigt publikum er det svært at forestille sig hvilken furore denne titel vakte ved udgivelsen i 1960. Man mindes anekdoten om Charles Dickens’s popularitet, da denne var på sit højeste. Folk ventede spændt ved kajerne i New York, når skibene indløb med de engelske blade der indholdt næste kapitel af hans romanføljeton. At noget tilsvarende ikke har gjort sig gældende med denne titel kan kun tilskrives omstændigheder som titlens format, udgivelsesform og indhold.
Kort fortalt omhandler En Urmagerslægt… om urmageren Peter Green og hans (formodede) søn William. Peter Green forlod England “paa flugtlignende Maade” og ankom til Aabenraa ca 1744 fra England sammen med hustruen Elisabeth og tre børn. Før Greens ankomst til Aabenraa fandtes der, omkring Aar 1700, én engelsk Klokke i byen, konstrueret af Essaias Kindermann. Ordet “ærkefjende” benyttes ikke direkte, men man kan komme langt med antydningens kunst.
Hvor Ken Folletts familiesagaer problemfrit runder 3000 sider, klarer Aabenraa Antikvitetshandel sig med 27. Det er bemærkelsesværdigt.
Fermt sammenflettet med Green-slægtens turbulente familiehistorie fortælles om udviklingen i dens urmagerhåndværk der kulminerer i produktionen af kostbare og sjældne ure med indlagt musikværk. (“Disse Ure kunde som Regel spille seks forskellige Salmemelodier”).
For undertegnede var et højdepunkt i fortællingen den åndeløst spændende passage om Green seniors juridiske skærmydsler, med lykkelig udgang: “I Aabenraa Bys Retsprotokol står under 18. Juni 1764 anført, at Urmager Peter Green har faaet Attest for Udskibning af et Slagur med tilhørende Perpendikel og Lodder [min fremhævning] der ombord på Skipper Johan W i e n c k e s Skib skulde føres til København.”
Men det er faktisk synd at fremhæve enkelte dele af historien på bekostning af andre, da der er tale om et bemærkelsesværdigt homogent værk.
Længe verserede der rygter om en fortsættelse: En Engelsk Urmagerslægt der havnede i Aabenraa II: Klokken Slaar, om Greens endelige opgør med Essaias Kindermann. Vi fik aldrig denne toer, og det er svært at forestille sig hvordan det litterære landskab ville have set ud hvis vi havde fået den. Vi må nøjes med originalen, der heldigvis er af en sådan kvalitet at man kan vende tilbage til den igen og igen.
