Engang var jeg i en antikvarboghandel i Københavnsområdet og spurgte efter bøger af en bestemt forfatter. Boghandleren gik ikke de 10 skridt ned i den anden ende af lokalet for at lede, nej, han tog en kikkert frem og spejdede længe på hylderne gennem den, før han beklagede at han desværre ikke kunne hjælpe mig.
Indtil for få dage siden tog den opførsel vist prisen som den mest excentriske antikvar-opførsel jeg har oplevet på disse breddegrader. Men ikke længere: i tirsdags ville jeg besøge et bestemt antikvariat i København. Det var en del år siden jeg sidst havde været der, men udefra så det ud som jeg huskede det: Der var udstillingskasser med bøger på fortovet, og et skilt i døren forkyndte “ÅBEN”. Jeg tog i døren, som imidlertid var låst. Efter nogle sekunder kom indehaveren til stede i døråbningen og spurgte hvad jeg ønskede. Han virkede præcist lige så irriteret over at blive forstyrret af en potentiel kunde som en købmand i en Finn Søeborg-roman. Jeg spurgte om jeg kunne komme ind i butikken og kigge mig omkring – hvad jeg egentlig selv syntes var et ret rimeligt spørgsmål – men han svarede, at der ikke var plads til kunder i butikken. Der var for mange bøger. Han virkede lidt irriteret over at skulle forklare mig noget så indlysende. Men jeg var da velkommen til at sige hvad jeg ledte efter, fortsatte han som talte han til et svagt begavet barn. Jeg sagde at jeg ledte efter et forretning der havde plads til kunder, så vi fandt ikke rigtig nogen fælles forståelse, og jeg gik videre til et andet antikvariat.
Roman Polanskis film Den nye lejer har jeg set fire-fem gange. En af gangene var i Cinemateket i København, hvor parret foran mig ikke var udelt begejstrede for filmen: på vej ud overhørte jeg dem ene af dem sige “Jeg havde hørt det var et overset mesterværk”, hvortil den anden svarede “Måske er den bare overset”. Et vittigt svar, som jeg dog ikke kan erklære mig enig i: jeg synes filmen er et mesterværk.
Jeg vidste godt at filmen var baseret på en roman af Roland Topor, men jeg har først fået læst den nu, efter at jeg for nylig købte den i paperbackudgave i en boghandel i Paris.
Efter at have læst den, kan jeg konstatere at filmen følger bogen meget nøje. Bog og film handler om den generte bankassistent Trelkovsky, der flytter ind i en lejlighed i Paris. Den forrige lejer, Simone Choule, begik selvmord ved at kaste sig ud af vinduet, og Trelkovsky bliver mere og mere overbevist om, at der pågår en sammensværgelse for at påtvinge ham alle hendes vaner, så han kan ende med samme skæbne.
Filmens originaltitel er neutral – The Tenant. Bogens titel virker mere bevidst flertydig: lejeren kan opfattes som værende Trelkovsky, men det kunne også være den uønskede “lejer” i den skizofrene Trelkovskys hjerne. Filmen husker jeg i høj grad for nogle eminent foruroligende enkeltscener, ikke mindst dem hvor Trelkovsky udspionerer naboer, der står stille i unaturligt lang tid (en ide, der i øvrigt også blev brugt med stor effekt i en gyser af nyere dato, Paranormal Activity). Måske mest creepy er scenen hvor Trelkovsky undersøger et hul i væggen og finder en tand pakket ind i vat. Tøvende lægger han den tilbage i hullet. Senere vågner han om natten, blødende fra munden og manglende en tand, og da han igen undersøger hullet i væggen, er der nu to tænder.
Der er en sort humor i historien, som jeg synes trænger tydeligere frem i bogen (i Trelkovskys indre monologer) end i filmen. Jeg er dog sikker på, at Polanski ikke har ønsket at negligere det humoristiske aspekt: det er sigende, at hele tre medlemmer af Frankrigs komedieteam La Troupe de Splendid har småroller i filmen: Josiane Balasko og Gérard Jugnot spiller to af Trelkovskys kolleger, og Michel Blanc er en af naboerne.
I første del af filmen identificerer man sig naturligt med Trelkovsky. Så meget desto mere føler man tæppet revet væk under sig, da det efterhånden står klart for en, at han simpelthen bare er splittergal. Jeg havde troet det var en tilsigtet effekt, men jeg kan læse mig til noget andet i Polanskis selvbiografi, hvor han konkluderer: “Filmen forbliver et mangelfuldt, men interessant eksperiment, som nogle filmstuderende beundrer, og andre betragter som en kultfilm. […] Jeg er nu klar over, at Trelkovskys sindssyge ikke tiltager så gradvis som den burde – at hans hallucinationer er for overraskende og uventede. Filmen lider under en uacceptabel ændring i sindsstemning omtrent midt i den. En tragedie skal forblive en tragedie; en komedie der forvandles til et drama, bliver næsten altid en fiasko.”
Hvad forfatteren angår ved jeg ikke mere om ham end hvad Wikipedia skriver. ” Roland Topor (7 January 1938 – 16 April 1997) was aFrench illustrator, cartoonist, comics artist, painter, novelist, playwright, film and TV writer, filmmaker and actor, who was known for the surreal nature of his work. “. Han kunne nok være et nærmere bekendtskab værd. Bogens forsidetegning er i øvrigt også hans værk.
I Turen går til Venedig og Norditalien skriver Preben Hansen følgende om antikvarboghandelen Acqua Alta i Venedig:
“Verdens smukkeste boghandel” kalder ejeren Frizzo Luigi sin antikvarboghandel. Det er i hvert fald en af verdens mest spøjse boghandler, der midt i bogrodet har en gondol fyldt med bøger. Også badekar er fyldt med bøger, og man kan gå op af en trappe lavet af bøger.
Jeg var der for nogle dage siden og er enig i guidebogens skudsmål. “Smuk” er ikke det mest nærliggende adjektiv, men det er godt nok et sjovt sted. Navnet på butikken kan vel oversættes med “højvande”. Jeg tror ikke ejeren vil have noget imod at jeg gengiver en hel del billeder fra butikken her. Absolut et besøg værd.
Alle og enhver spiller Wordle for tiden. Lignende ord-varianter af min barndoms brætspil Mastermind har været spillet i papirform i lang tid. Men hvor mange ved mon at en kendt fransk forfatter har været på banen her? Jeg gjorde i hvert fald ikke, før jeg i Drillepinden – Politikens håndbog i hovedbrud 2 læste følgende:
Exuperium er en bogstavleg, som er opfundet af den franske flyver og forfatter Antoine de Saint-Exupéry og introduceret i Danmark af Salmonsen Leksikon-Tidsskrift i 1949.
Saint-Exupérys udgave benytter seks bogstaver istedet for fem, men ellers er forskellene til at overse. Jeg har forgæves søgt efter flere oplysninger på nettet, men emnet synes i skrivende stund at være noget så sjældent som ugooglificerbart (det samme er i øvrigt ordet “ugooglificerbart”). Så min dokumentation bliver fotos af de relevante sider i Politiken-håndbogen.
