For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg læste en masse bøger af Nicholas Monsarrat. Jeg var havde fundet en lille hardback fra Stjernebøgerne, der havde pirret min nysgerrighed: Skibet der døde af skam. Af bogens tre noveller syntes jeg rigtig godt om H. M. S. “Marlborough” og om Kort orlov, og jeg gik straks i gang med at anskaffe mig andre bøger af forfatteren, både på dansk og på engelsk.
Monsarrat viste sig at være en spøjs forfatter. Emnemæssigt spænder hans bøger vidt. Hvad der forekommer mere usædvanligt er at “lødighedsniveauet”, om man så må sige, også er ret varierende. I den ene af spektret har vi Monsarrats mest kendte og aner-ditto bog, The Cruel Sea (eller Havet sletter alle spor, som den hedder på dansk), som bygger på hans oplevelser som kaptajnløjtnant på forskellige skibe under Anden Verdenskrig. I den anden ende har vi en fjollet potboiler som Castle Garac, der er præcis lige så ugebladsroman-agtig som forsiden af paperback’en giver indtryk af.
Fra den ene ende af spektret til den anden: jeg kunne lide det meste. This is the Schoolroom er social indignation a la Saturday Night and Sunday Morning. Tiden der fulgte er en science fiction-bagatel. The Nylon Pirates (på dansk: Pirater i nylon, hvilken titel!) en underholdende historie om svindlere på et krydstogtskib. Esther Costello – inspireret af Helen Kellers historie – om filantropisk svindel. Smith og Jones hopper af er en spionhistorie hængt op på en gimmick der først afsløres til allersidst. The Pillow Fight en glimrende roman om idealisme og et parforhold i problemer. Monsarrat bearbejdede også yderligere stoffet fra The Cruel Sea i diverse noveller, fx i samlingen Tre korvetter.
Som jeg har for vane, når jeg finder en forfatter jeg synes om, og når det kan lade sig gøre for rimelige priser, begyndte jeg at anskaffe mig hans bøger i signerede udgaver. Det var ikke så svært at finde; der var masser af eksemplarer på eBay.
Hvad hovedværket angår fandt jeg et eksemplar i et dansk antikvariat, forsynet med dedikation til en dansk samler, der simpelthen havde sendt bogens titelblad til Monsarrat, fået det retur i signeret stand og ladet bogen privatindbinde – det fremgår af et indlagt brev:
En pudsighed: Jeg har bidt mærke i, at både Michael Palin og Richard Dawkins i selvbiografiske skriverier har omtalt The Cruel Sea, og at begge har samme erindring om den. Palin skriver følgende i forordet til Erebus:
I’ve always been fascinated by sea stories. I discovered C.S. Forester’s Horatio Hornblower novels when I was eleven or twelve, and scoured Sheffield city libraries for any I might have missed. For harder stuff, I moved on to The Cruel Sea by Nicholas Monsarrat – one of the most powerful books of my childhood, even though I was only allowed to read the ‘Cadet’ edition, with all the sex removed.
Og Richard Dawkins, i selvbiografien An Appetite for Wonder:
Every Sunday evening, Mrs. Galloway used to read to us in the family’s private sitting room. We had to leave our shoes outside and we all sat on the floor, cross-legged amid a faint smell of damp socks. She would read a chapter or two each week, and would get through a book a term. They were usually stirring adventure stories like Moonfleet or Maddon’s Rock or The Cruel Sea (the ‘cadet edition’ with the sex scenes removed).
Jeg har svært ved at tro at det er denne ‘cadet edition’ der er oversat til dansk, men jeg husker ikke noget sex-relateret i romanen, bortset fra snak om matrosernes lægebesøg i forbindelse med kønssygdomme.
Apropos Michael Palin: selvom man skulle tro det, handler romanen på fotoet herunder faktisk IKKE om Palins figur i filmen A Fish Called Wanda:
Derimod er det en blodig historie om stridigheder på en fiktiv afrikansk ø, Pharamaul, i nærheden af Sydafrika, hvor Monsarrat arbejdede i diplomatiets tjeneste i 1950’erne. Nogle betragter denne, og dens fortsættelse, som Monsarrats væsentligste værk.
Monsarrats sidste bog, The Master Mariner, forblev ufuldendt. Det skulle have været et stort anlagt tobindsværk i fiktionsform om den engelske flådes historie, set fra en udødelig matros’ synsvinkel. Kun første bind nåede at blive færdigskrevet; det er udgivet på dansk under titlen Havets herskere.
De sidste ti år eller så har jeg ikke læst noget af Monsarrat – men for nylig fandt jeg til billig penge en spøjs lille tegning i en rodekasse i et københavnsk antikvariat:
Havde det ikke været fordi jeg kunne genkende Monsarrats signatur, havde jeg ladet den ligge. Nu købte jeg den naturligvis. Der var flere elefanttegninger i kassen i antikvariatet – de øvrige var af danskere. Jeg formoder de alle var hevet ud af en tema-autografbog, eller gæstebog. Hvordan Monsarrat havnede i det selskab aner jeg ikke. Ejheller ved jeg hvem autografbogen, eller hvad det nu var, har tilhørt.
Og netop nu læser jeg mig, på Wikipedia, til at Monsarrat en overgang boede på den lille maltesiske ø Gozo. Der var jeg sidste år, så nu ærgrer det mig at jeg ikke vidste det dengang.