Here

En dobbelt-anmeldelse, eller måske snarere en triple-anmeldelse. Jeg så i går i biografen Robert Zemeckis’s nye film Here, som er baseret på en 300 sider lang tegneserie af Richard McGuire. Som selv var baseret på en 25 år ældre 6-siders udgave med samme ide. Da den lange udgave udkom i 2014 anmeldte jeg den på serieland.dk – jeg gengiver anmeldelsen her, med et par billeder tilføjet:

Af og til får en kunstner en stærk ide, realiserer den, og finder så sidenhen, at den i virkeligheden havde potentiale til langt mere end den blev brugt til i første omgang. Således skrev Daniel Keyes novellen “Flowers for Algernon” (dagbogsnotater fra en en mands udvikling fra mentalt retarderet til geni og tilbage igen) før han senere vendte tilbage til ideen og udvidede den til romanlængde. Et andet eksempel er Art Spiegelman hvis første udgave af “Maus” var tre (!) sider lang.

Richard McGuires klassiske tegneserie “Here”, der blev trykt i et nummer af Raw omkring 1989, var en lille sag på seks sider. De fleste kender den vel: hver af de i alt 36 billedrammer viser den samme “location” – et hjørne af en stue, til vidt forskellige tider. Nogle af billederne er yderligere opdelt, så man i samme ramme kan få et glimt af hændelser fra flere forskellige år. Fx viser en ramme glimt fra 1971, 1957 og 1999 mens en anden serverer en grinende ældre herre fra år 1986 side om side med en dinosaurus fra år 100.650.010 B.C. Et sjovt koncept der giver rig lejlighed til tematisk fascinerende sammenstillinger i billederne.


Nu er “Here” så udvidet til en tyk hardback på cirka 300 sider. Tung, lækker at se på og røre ved. Den har været længe undervejs – det er flere år siden, at jeg et eller andet sted (McSweeneys-tegneserieantologien? Jeg kan ikke lige finde referencen) så Chris Ware omtale projektet. Det store spørgsmål er jo så om ideen kan bære det udvidede format. Der er jeg muligvis lidt for tidligt ude med denne anmeldelse, for det er meget tænkeligt en bog der vil stå sig ved mange gennemlæsninger. Man kan vel sige den nærmest er designet til at blive læst på den måde (og hver gennemlæsning behøver såmænd ikke at tage så lang tid). Jeg har i skrivende stund været den igennem to gange, og er bestemt fascineret men kan heller ikke sige mig fri for at være en anelse skuffet.

I den nye udgave er der ikke seks tableauer pr side, men ét pr dobbeltside. Og hvor den oprindelige udgave var i sort-hvid og med en konsistent udtryk, arbejdes der her med farver og mange forskellige teknikker. Nogle af disse synes jeg skurrer lidt mod hinanden, og i det hele taget generer bogens inkonsistente udtryk mig noget – nogle opslag er meget smukke, andre fremstår noget halvfærdige.


Mere væsentligt er hvordan selve ideen overlever format-transplantationen. Jeg havde en forestiling om, at bogen nok dybest set ville være en demonstration af en ekstremt rendyrket udgave af den oprindelige ide – med 50 gange mere plads til rådighed ville der være mulighed for at gøre den mindst en størrelsesorden mere kompleks denne gang. Det er dog ikke det McGuire har gjort. I stedet for at udvide til en gigantisk labyrint af referencer frem og tilbage over årstal og sider, har han holdt kompleksiteten på omtrent samme niveau som i 1989-udgaven. Det der er tilføjet i stedet er stemninger. Hvor 1989-udgaven dybest set var en intellektuel lille sag, taler 2014-udgaven mindst lige så meget til følelserne.

Anbefales, trods forbeholdene. Jeg tror alle der interesserer sig bare en lille smule for tegneserien som form i det mindste vil finde bogen fascinerende. Blandt folk der ikke er specielt tegneserieinteresserede vil meningen om den nok være mere delte.

Hvordan har ideen så overlevet at blive omsat til film? I det store hele godt. Det væsentlige fungerer, og den holdt interessen fanget både hos mig og min biografledsager, min søn på 13. Det trækker dog ned at der er en noget sentimental tone, og der er enkelte scener der er så pinligt woke, at jeg måtte krumme tæer. Men de fylder heldigvis ikke så meget i helheden.

Foryngelses-CGI-teknikken der er blevet brugt på hovedpersonerne, bl.a. Tom Hanks og Robin Wright, er blevet kritiseret for ikke at fungere særlig godt, men jeg tænkte nu ikke særligt over det aspekt. Størstedelen af handlingen følger Hanks’s figurs familie fra slutningen af 1940’erne til nutiden, men der er også afstikkere til slutningen af 1700-tallet (hvor Benjamin Franklin inddrages, hvilket jeg allerede fandt malplaceret i bogudgaven) og til begyndelsen af 1900-tallet, hvor en flyver-entusiast og hans hårdtprøvede hustru bor i huset. Filmens friskeste pust er dog klart scenerne med det bizarre og sært charmerende entrepenante par, der bebor huset i begyndelsen af 1940’erne – de er i øvrigt ikke med i bogen.

Som i tegneserieudgaverne holdes synsvinklen fast hele vejen igennem. I modsætning til tegneserieudgaverne med én undtagelse. Da kameraet endelig bevæger sig (i øvrigt på en naturstridig måde, ligesom den berømte scene med spejlet i samme Zemeckis’ film Contact), for første og eneste gang, gør det så meget større indtryk. Den slags kan jeg virkelig godt lide! Mindede mig om Sange fra anden sal, i hvilken kameraet også flyttede sig én og kun én gang.

Man kan også sammenligne konceptet for tegneserierne og filmen med Georges Perecs vanvittige roman Livet – en brugsanvisning. I denne bog tages så at sige et snapshot af et lejlighedskompleks i Paris (den 23. juni 1975, lidt før kl 8 om aftenen), hvorefter bogen redegør for alt der foregår i bygningen, og alt hvad der er foregået, der har ledt det til netop den tilstand – hvorfor det og det billede hænger på den og den væg osv. Den kunne det også være interessant at se en filmudgave af.