Måned: november 2020

Udgivet den

Knuthificering

Den nu 82-årige Donald Knuth er en meget farverig person og en legende inden for datalogi. Hans hovedværk, The Art of Computer Programming var planlagt som en enkelt bog til udgivelse i 1962. Stoffet viste sig imidlertid at være lidt mere omfangsrigt end først tænkt, så sidenhen blev planen at det istedet skulle være et 7-binds værk. De første tre bind udkom i 1968, 1973 og 1974, hver af dem på 6-700 sider og nu klassiske referenceværker. Særligt bind 2, Seminumerical Algorithms, har jeg af og til konsulteret i arbejdsregi.

Det planlagte bind 4, Combinatorial Algorithms, viste sig så også at indeholde “lidt” mere stof end først antaget, så den opdaterede plan blev at splitte det op i et antal underbind, 4A, 4B, 4C,… Af disse udkom bind 4A i 2011. Sidst jeg checkede hans website stod der om Volume 5 “Estimated to be ready in 2025”, og at han derefter, “God willing”, vil gå i gang med bind 6 og 7.

Der er noget fascinerende over en så stædig vedholdenhed i forbindelse med et projekt der for de fleste må synes fuldstændig håbløst. Jeg kommer til at tænke på opgaven om en larve, der kravler af en uendeligt strækbar elastik, der til en begyndelse er 1 meter lang. Larven kravler en centimeter frem hvert minut, men elastikken strækkes også en meter længere hvert minut. Når larven nogensinde til den anden ende?

En anden forfatter der, forekommer det mig, er ved at falde i samme fælde med sit projekt – “knuthificering” kunne man kalde det – er den engelske historiker og Beatles-ekspert Mark Lewisohn, som er i færd med at monumentalt trebinds-værk, The Beatles: All Those Years. Det første bind, Tune In (lur mig om ikke de to næste kommer til at hedde Turn On og Drop Out) består i sin “extended special edition” af 1728 sider, og dækker tiden indtil – 1962. Altså det år hvor The Beatles udgav den første single, Love Me Do.

Man kan ellers ikke beskylde Lewisohn for ikke at have været grundig med sine tidligere bøger om bandet. The Complete Beatles Recording Sessions er en detaljeret dag-for-dag-beskrivelse af alle bandets studio sessions. The Complete Beatles Chronicle dækker noget af det samme stof og også alle bandets andre aktiviteter – koncerter, TV-optrædener med mere – med samme nidkærhed. De bøger blev i sin tid kaldt definitive, nu ligner de nærmest opvarmningsøvelser.

I 2013 gættede Lewisohn på at bind 2 af The Beatles: All Those Years kunne være klar i 2018 og bind 3 i 2020. I skrivende stund tyder hans website på at 2023 er et optimistisk bud for bind 2. Vi får se.

Som opmuntring for de herrer Knuth og Lewisohn og deres læsere: larven når faktisk frem til den anden ende af elastikken. Det kan ses ved at observere, at larven det første minut tilbagelægger 1/100 af den samlede strækning, det næste minut 1/200, så 1/300 og så fremdeles. Den harmoniske række 1/1 + 1/2 + 1/3 + … er divergent, dvs den vokser uden grænse, omend langsomt. Larven når sit endepunkt når summen overstiger 100, hvilket sker efter ca 1037 år.

Udgivet den

Uopsprættede bøger

I forlængelse af mit forrige indlæg, nogle betragtninger om bøger der skal sprættes op. Af de ganske mange dedikationseksemplarer jeg er stødt på i tidens løb, har jeg bemærket, at langt størsteparten af dem har været uopsprættede. Det er faktisk så påfaldende, at jeg nærmest føler en smule pinlighed på forfatterfagets vegne. Man får indtryk af et folkefærd, der har høje tanker om egne frembringelser, som ingen andre gider læse.

For nogle år siden læste jeg Hans Bendix’ erindringer. Første bind, Troskyldigt forår, indeholdt en hilsen til en tidligere medarbejder:

Kun de første 20-30 sider af bogen var sprættet op. Resten blev det først, da jeg selv læste bogen. Fornøjeligt nok lader det til at Bendix må have opdaget, at hans skriverier ikke fandt et entusiastisk publikum i Philip, for bind 2, Urolig Sommer, havde denne inskription:

Philip har dog ikke ladet sig tyrannisere af Bendix’ store ego (at det var meget stort fremgår af bøgerne): i bind 2 var ikke en eneste side skåret op! Og de sidste to bind, Spraglet efterår og Lun vinter, indeholdt ingen dedikationer, om der så ligger noget i det eller ej…

At jeg nu selv har skåret bøgerne op for at læse dem har uundgåeligt ændret det indtryk hilsnerne giver for eftertiden, og jeg har en irriterende lille følelse af at have gjort mig skyldig i historieforfalskning! En bagatel i dette tilfælde, men hvor går grænsen? Min samling tæller også en førsteudgave af Aksel Sandemoses debutbog Fortællinger fra Labrador fra 1923, med inskription til Vilhelm Andersen, der var litteraturprofessor på den tid. Den bog var også uopskåret i årtier, men blev på et eller andet tidspunkt skåret op af ham jeg købte den af i 2005. Ville jeg selv gøre det, hvis jeg faldt over sådan en sag i dag? Det er jeg ikke sikker på.

Og hvordan forholder man sig til en kuriositet som Alice Thompsons roman Justine? Den er designet således at alle sider, der er synlige i uopskåret tilstand er blanke! Har ikke læst den, så jeg ved ikke om der er en statement i det design, men det ville sjovt, hvis der var.

Finn Søeborgs herlige roman Vi har det jo dejligt kommer også ind på problematikken:

    – Men jeg forstår nu ikke, sagde han så, at der ikke er nogen, der køber denne her “Atomstøv”, for det er nu en mægtig god bog.
    – Det kender du ikke noget til, sagde Gustafsen, for du har jo aldrig læst den.
    – Det har jeg vel nok, bedyrede Thorvald, kan du ikke huske, at du lånte mig den.
    – Jo, sagde Gustafsen, det kan jeg godt huske, men det eksemplar jeg lånte dig, var ikke sprættet op, og det var det heller ikke, da jeg fik det tilbage.
    – Jamen det troede jeg ikke, jeg måtte, sagde Thorvald, og så nøjedes jeg med sådan at kikke op under siderne, du ved.

Findes der i øvrigt en roman med en på samme tid sjovere og mere bittersød afslutning? “Og aldrig havde de set et skønnere Sankt Hans bål.“

Udgivet den

Per Højholt og Dan Turèll

For mange år siden købte jeg en paperback af Per Højholt, Intethedens grimasser, i hvilken Højholt havde skrevet en lille hilsen til Dan Turèll. Jeg har en forkærlighed for den type antikvariat-fund, og jeg kunne godt lide Turèll, samtidig med at jeg havde en forventning om, at jeg sikkert også ville sætte pris på Højholt, når jeg først kom i gang med at læse ham. Sådan er det ikke gået. Nu, mange år senere, kan jeg stadig godt lide Turèll (som jeg dog ikke kan sige jeg har læst voldsomt meget af), men Højholt står for mig som helt uigennemtrængelig. Højpandet. Og u-underholdende.

Bogen har nu stået ulæst i så lang tid, at jeg erkender, at den var et fejlkøb, og jeg vil skille mig af med den igen. Sådan går det engang imellem – Højholt er bare ikke for mig.

Jeg tror i øvrigt heller ikke Turèll kom igennem bogen. Der er enkelte markeringer med tuschpen i bogens første tredjedel, men så hører de op. Et enkelt sted er en linje understreget og forsynet med et spørgsmålstegn i marginen. Det kan passende blive gengivet her som en repræsentation af min forståelse af Højholts produktion i almindelighed.