Måned: juni 2019

Udgivet den

Jennifer Egan på Louisiana

Den 19. juni gæstede Jennifer Egan Louisiana, hvor hun blev interviewet af Tommy Vorm om hendes seneste roman Manhattan Beach fra 2017. Jeg var blandt publikum og har nu også fået læst bogen, som finder sted i 30’ernes og 40’ernes New York, og som jeg fandt meget velskrevet og fængende.

Egan fortalte bl.a. om i forbindelse med sin research at have interviewet så mange gamle new yorkere – mennesker der stadig kunne huske noget fra 30’erne og 40’erne – som hun kunne komme i nærheden af. Hun var blevet overrasket over, hvor mange der havde haft gangstere i deres bekendtskabskreds. Hvad hun tilskrev, at forbudstiden (1920-33) jo ikke forhindrede ganske almindelige mennesker i gerne at ville nyde alkohol, og når det nu kun var kriminelle der i den periode leverede varerne, blev der nok set lidt mere stort på den slags socialiseren end i andre epoker før og siden.

Manhattan Beach er skrevet fra skiftende synsvinker, men uden de store distancerende dikkedarer. Det var dog nær blevet anderledes. Egan fortalte, at tidlige udkast til manuskriptet inkluderede en fortæller, der smed om sig med legende referencer også til vores tid. En writing group hun frekventerede hadede dog disse kunstgreb, som blev beskrevet som patroniserende, og det endte altså med at Egan – også til sin egen lettelse – skilte sig af med dem.

Det var i det hele taget interessant at høre Egan fortælle om den kreative proces. Et afsnit tidligt i bogen lyder “”I was hoping to meet Mrs. Kerrigan,” Mrs. Styles said in a husky voice, holding Anna’s father’s hand in both of hers. To which he replied that his younger daughter had taken sick that morning, and his wife had stayed at home to nurse her.” Dette afsnit var formentlig skrevet in-the-spur-of-the-moment, men Egan sagde det fik hende til at tænke over hvad hovedpersonen Annas søster egentlig fejler, og den sygdom er endt med at blive en vigtig del af romanen, både stemningsskabende og plotdrivende.

Jeg tror mange fiktionsforfattere arbejder på den måde – lader sig styre af indfald med følelsen af at “opdage” den fiktionsverden de beskriver snarere end opfinde den – men Egan beskrev det usædvanligt præcist.

En anbefalelsesværdig og elementært spændende bog.

Udgivet den

Mystik i storcenteret

Gjorde et underligt fund i Arnold Buscks boghandel i Lyngby Storcenter engang i 2013: Blandt tilbudsbøgerne lå en hel stak, cirka 15 stk, af Douglas Couplands bog Generation A. Det mærkelige var, at de alle var signerede. Couplands karakteristiske “Doug” var der i sort, blå eller rød tusch, alt efter hvilket eksemplar man fik fat i. De kostede kun 30 kroner stykket, så jeg købte fire – gav et af dem væk, solgte to af de andre og beholdt det sidste eksemplar selv. Men hvordan var de mon endt der til den pris, og hvorfor var det ikke annonceret at de var med signatur? Mystisk.

Udgivet den

Sammensmeltninger

Har for nylig læst The Coen Brothers, en ganske lækker coffee table-bog af Adam Nayman om Joel og Ethan Coens film fra 1985-debuten Blood Simple til og med Hail, Caesar! fra 2016. Fik en lille aha-oplevelse under læsningen af afsnittet om O Brother, Where Art Thou? Denne films titel er jo taget fra Preston Sturges’ gamle komedie Sullivan’s Travels, om en prætentiøs filminstruktør der drømmer om at lave et seriøst drama om Depressionen, baseret på en bog skrevet af en vittigt navngivet fiktiv forfatter:

The author of the book-within-a-film, also titled O Brother, Where Art Thou? is Sinclair Beckstein, whose name kids Sinclair Lewis, John Steinbeck and Upton Sinclair all at once.

Da jeg læste dette, gik det op for mig at jeg aldrig har skelnet mentalt mellem Sinclair Lewis og Upton Sinclair. Jeg har aldrig læst nogen af dem, men jeg må have hørt om dem begge og registreret dem som socialt indignerede forfattere fra en bestemt epoke – og så er de altså smeltet sammen inde i mit hoved, sjovt nok.

Det er et fænomen jeg har oplevet før. Da jeg var teenager forvekslede jeg George Orwell og H. G. Wells, og at Orson Welles også var inde i billedet med radio-udgaven af Klodernes kamp gjorde forvirringen komplet. Og en gang for ikke så længe siden gik det pludselig op for mig, at jeg altid havde tænkt på Paradise Lost af John Milton og Lost Horizon af James Hilton som det samme værk – sammenblandingen gik først op for mig da jeg læste sidstnævnte og undervejs havde en semi-bevidst, småforvirret følelse, for bogen var kulørt og underholdende, men den havde da ikke de store litterære kvaliteter, som jeg synes jeg havde hørt den skulle have!

Jeg mindes også at have læst om én der i årevis troede at P. H. og Piet Hein var den samme person. Det har jeg dog aldrig troet selv (og ej heller har jeg troet initialerne dækkede over Peter Høeg, Peer Hultberg eller Patricia Highsmith…), men jeg gad nok vide hvor mange andre forfattere der i skrivende stund stadig er sammensmeltede i min hjerne uden jeg er klar over det.

Udgivet den

Orwellian OCD

“It was a bright cold day in April, and the clocks were striking thirteen” begynder som bekendt Orwells Nineteen Eighty-Four. I The Ministry of Truth, Dorian Lynskeys nyligt udkomne studie af bogen, dens inspirationskilder og dens indflydelse, nævnes et sted i forbifarten at det faktisk er den sjette af Orwells bøger der indledes med en klokkeslætsangivelse. Jeg har læst alle Orwells romaner, samt de selvbiografiske skriverier i boglængde, men det var ikke noget jeg havde lagt mærke til, så det blev jeg lige nødt til at konstatere ved selvsyn. Den er god nok: af de seks romaner Orwell skrev, er det kun Animal Farm der nøjes med en mindre specifik tidsangivelse (“Mr Jones, of the Manor Farm, had locked the hen-houses for the night, but was too drunk to remember to shut the pop-holes”). Her er de øvrige, hhv Burmese Days, A Clergyman’s Daughter, Coming up for Air og Keep the Aspidistra Flying:

U Po Kyin, Sub-divisional Magistrate of Kyauktada, in Upper Burma, was sitting in his veranda. It was only half past eight, but the month was April, and there was a closeness in the air, a threat of the long, stifling midday hours.

As the alarm clock on the chest of drawers exploded like a horrid little bomb of bell metal, Dorothy, wrenched from the depths of some complex, troubling dream, awoke with a start and lay on her back looking into the darkness in extreme exhaustion. […] It was just half past five, and coldish for an August morning.

The idea really came to me the day I got my new false teeth.
I remember the morning well. At about a quarter to eight I’d nipped out of bed and got into the bathroom just in time to shut the kids out.

The clock struck half past two. In the little office at the back of Mr McKechnie’s bookshop, Gordon – Gordon Comstock, last memeber of the Comstock family, aged twenty-nine and rather moth-eaten already – lounged across the table, pushing a four-penny packet of Player’s Weights open and shut with his thumb.

Og endelig den selvbiografiske Down and Out in Paris and London:

The Rue du Coq d’Or, Paris, seven in the morning. A succession of furious, choking yells from the street.

Hvis det ikke var fordi jeg ejer romanerne samlet i ét bind, (The Penguin Complete Novels of George Orwell som i øvrigt spøjst nok ordner titlerne alfabetisk snarere end efter udgivelsesår), ville jeg naturligvis straks arrangere bøgerne på hylden efter klokkeslæt, bare for at sætte en ære i denne unikke mulighed for at nørde igennem!

TL, DR:
05:30 – A Clergyman’s Daughter
07:00 – Down and Out in Paris and London
07.45 – Coming up for Air
08:30 – Burmese Days
13:00 – Nineteen Eighty-Four
14:30 – Keep the Aspidistra Flying

Udgivet den

Lemistry

En af mine yndlingsforfattere er polske Stanislaw Lem (1921-2006), som jeg nok kommer til at skrive adskillige blogindlæg om. Alt han har skrevet, som findes på sprog jeg kan forstå, har jeg slugt. På dansk findes kun den filosofiske science fiction-roman Solaris og den kortere, satiriske og helt rablende Fremtidskongressen, men på engelsk er en god snes titler tilgængelige. Hans hovedværk er nok ikke-fiktionsværket Summa Technologiae, et 400-siders essay om menneskehedens muligheder, der udkom på polsk i 1964 og først blev oversat i sin helhed til engelsk i 2013.

i 2011 udkom antologien Lemistry – A Celebration of the Work of Stanislaw Lem. En af samlingens absolutte pletskud er The Apocrypha of Lem af Jacek Dukaj. Denne novelle er udformet som en fremtidig anmeldelse af en bog om “Literature issuing from imitated minds”, med Stanislaw Lem selv som case study.  Vi fortælles at der i midten af det 21. århundrede var tre software-simuleringer af Lem – “the Heidelberg postLem, the Krakow-Viennese postLem and the Japanese postLem” og så ridses der op hvordan disse simuleringer blev forfinede indtil de var virkelig pålidelige:  

[Heidelberg’s] apocryphologist programmers found their postLem to be one hundred percent in tune as he generated Fiasco, more Lem-like than the version published in 1987, differing from it in numerous small details which ‘in reality’ editors and proof-readers had changed.  

Den nye litterær disciplin “Non-linear literary studies” er herefter en realitet:  

For years, Lem’s apocrypha were started, reset and started anew with ever more subtly deviating parameters; now in hundreds and thousands of versions. Thus we came to know Lem’s work disordered according to the mathematics of chaos: from those very similar to each other, concentrated around the attractor of obsession (the orbital of The Investigation is almost a point) to those which differ drastically due to a small change in the initial premises, set into disarray by literary bifurcations (e.g. the orbital of Solaris which appears as a great cloud of novels with the same beginning but diametrically various narratives and endings).  

Det ville faktisk ikke undre mig om sådan noget bliver reel forskning engang. Og i øvrigt har jeg samme fornemmelse af at det ville gå sådan med hhv The Investigation (en af de mærkeligste bøger jeg har læst) og Solaris!  Novellen går meget længere ud i komplikationer og fejder mellem de forskellige teams. Meget velskrevet, brain-spinning, og helt i Lems egen ånd.