Engang, jeg har måske været 13-14 år, var jeg med mine forældre på aftenbesøg hos nogen af deres venner. På et tidspunkt har jeg måske set ud som om jeg kedede mig, for værtinden fandt en bog frem fra reolen og anbefalede mig at læse den. Den var fantastisk spændende, sagde hun. En lille tynd blå bog af Frederick Forsyth, Hyrden hed den.
Jeg kunne godt huske at have set den før, den bog, for der syntes altid at være adskillige eksemplarer af den på de loppemarkeder min familie så flittigt besøgte dengang. Jeg kender ikke dens historie, måske har den været trykt i et stort oplag som en særlig juleudgivelse fra Lademann. I hvert fald havde jeg aldrig interesseret mig nok til at jeg havde anskaffet mig den; måske havde jeg en fornemmelse af et eller andet religiøst ved den. Selv om det ikke lige stemte så godt med mit indtryk af Forsyth og hans bestseller Sjakalen, hvis filmatisering jeg vist allerede havde set på det tidspunkt.
Nu læste jeg den så den aften, mens mine forældre og deres venner snakkede over kaffen ved siden af, og jeg blev øjeblikkelig fanget. Det er en perfekt lille historie om en ung pilot der kommer i problemer over Nordsøen på vej hjem på orlov i sit fly juleaften 1957. At røbe mere ville være synd og skam. Den er fantastisk spændende. Forsyth gjorde tjeneste i Royal Air Force, så han har kunnet trække på sine egne erfaringer og gøre skildringen komplet overbevisende. (Om der er noget religiøst ved den må være op til læseren at beslutte).
Jeg har tænkt over, at denne lille bog er den perfekte lekture til en sen juleaften, efter alt ræset med julemad og -gaver er overstået. Alle er trætte, men man har trods alt lige har lyst til at være oppe en times tid længere, mens man drikker en kop te og, mod bedre vidende, spiser endnu et par småkager. Jeg har genlæst bogen flere gange, men aldrig under de omstændigheder – det må jeg gøre næste gang!
Bogen er oversat af Mogens Boisen, hvis ufattelige produktivitet også fortjener et blogindlæg ved lejlighed.
