Sidst jeg var i Københavns lufthavn så jeg en hel del bøger med lidet varierede titler. Først disse:
How edgy, how in-four-face! Men så alligevel ikke mere edgy, end at det centrale ord er tonet ned med en asterisk. Så helt f*cking, eller fucking, ligeglad er Mark Manson alligevel ikke. Det finder jeg ironisk og egentlig også en smule ynkeligt.
Manson har tydeligvis fundet en formel, der virker for ham. Går man videre til den engelske afdeling finder man ham selvfølgelig også repræsenteret her, men ikke nok med det – adskillige andre forfattere er hoppet med på samme vogn:
For mere end fyrre år siden kunne Shubidua, i blødeste og mest ufarlige inkarnation, kalde en sang Fuck you uden nogen løftede et øjenbryn, men tiderne har åbenbart ændret sig.
Der er flere eksempler. I Used to be a Miserable F*ck af John Kim. Unf*ck Your Brain af Faith G. Harper. F*ck Feelings af Michael I. Bennett og Sarah Bennett. Og så er der enkelte forfattere, der en anelse mere kreative i deres variationer. Sofie Linde brugte titlen Fårking gravid.
Hermed en opfordring til forfattere af selvhjælpsbøger til at udvise lidt mere kreativitet fremover. Skulle det virke helt uoverkommeligt, viser Vishen Lakhiani her en mulig vej. Det er da en begyndelse…
Selv på LinkedIn kan man finde sjove småtterier om bøger:
Det minder mig om, at jeg engang så en boghandel der i et vindue havde udstillet bøger som 1984, Fagre nye verden, Fahrenheit 451, Kallocain, og så lige Anders Fogh Rasmussens Fra socialstat til minimalstat. Jeg tog et foto, men kan lige nu desværre hverken finde det eller huske boghandelens navn.
Lister er fornøjelig letvægtslæsning. Det samme er indsigt i kendissers læsevaner. Så som juleafslapning er her en liste over de efter min mening mest bemærkelsesværdige bogværker spottet i husstanden tilhørende en af de største kendisser af dem alle: Anders And. Eller Donald Duck, om man vil, for jeg vil holde mig til eksempler fra originaltekster af hans fremmeste kronikør, Carl Barks.
Som nummer 10 på listen vil jeg placere…
How to be a Sleuth, ukendt forfatter. Vi ser ofte Anders læse for at dygtiggøre sig i et eller andet. Her, i slutningen af en historie hvor han er kommet til kort over for ungerne, kaster han sig over vejledning i detektiv-gerning. Og noget kunne tyde på, at det bærer frugt, når vi ser på…
… nummer 9 på listen, som er en krimi med af ukendt forfatter, og med ukendt titel. Dens plot lader til at være ret unikt. Jeg ved ikke om Hercule Poirot ville nedlade sig til at beskæftige sig med en sag om vindheks-ildpåsættelse. Men Ratmore-Slinki lyder indiskutabelt som en skidt knægt og en dårlig kammerat.
Nummer 8: Senator Soapbox’s taler, udgivet i ti bind. Formentlig ikke et værk Anders sætter specielt højt, eftersom han kun køber det for at slippe af med en irriterende sælger, men det ser givetvis flot ud i reolen.
Nummer 7: Windy Words. ukendt forfatter, formentlig en antologi. En anden kategori af bøger, Anders synes at sætte højt, er samlinger af bevingede ord eller trivia af generel art. Mærkeligt nok er der en tendens til, at han bliver afbrudt af tre løbende nevøer, når han sidder mageligt med sådanne bøger. Således har vi fx Words of Wise Men, Dis and Dat og Windy Words, som alle kunne kvalificere sig til syvendepladsen på denne liste – men jeg vælger Windy Words, da den ydermere gør sig bemærket ved tilsyneladende at have titlen på bagsiden.
Nummer 6, Value of Being Honest, ukendt forfatter. Strengt taget lidt af en tilsnigelse at inkludere den på denne liste, da den muligvis aldrig har befundet sig i Anders Ands hjem – han har nemlig givet den til en fætter med det vidunderlige navn Mehitabel Mudhen, som vi desværre aldrig før eller siden hører noget til. Muligvis refererer Barks med dette navn til Archy and Mehitabel, figurer (kakerlak og kat henholdsvis), skabt af Don Marquis i 1916, og senere illustreret af Barks’ kollega George Herriman.
Nummer 5: 20,000 Leagues Under a Flatcar! af H. O. Bo. Tegneserien der nævner denne bog udkom i 1956, og Barks har dermed utvivlsomt tegnet den mens Disneys Jules Verne-filmatisering 20,000 Leagues Under the Sea fra 1954 stadig var i frisk erindring. Jeg ville have stor lyst til at læse hr Bos sikkert meget farverige beretning.
Nummer 4: Oh, So? af ukendt forfatter. En stor procentdel af de titler vi ved Anders er i besiddelse af, synes at være blevet erhvervet i ét hug, som led i forberedelser til et stort TV-quizshow. Her er blandt andet tale om titler som Speeches, Lectures, Talks, History of Wind, Trees, Fleas, Bees, Glues, Flues, Hues, Stews, Why, Causes, Reasons og så altså bogen med den noget uudgrundelige titel Oh, So? Vi må formode der er tale om et opslagsværk, men hvad værket dækker er svært at regne ud. Måske er det en bog om slangudtryk og idiomer – i hvert fald er “Oh, So?” en replik ænderne ofte leverer til hinanden i Barks’ historier.
Nummer 3: Child Raising, af Hoocan Doit. Titel og forfatter taler for sig selv.
Nummer 2: Ten Seconds to Mars af Spicer Willits. I en dansk oversættelse af denne tegneserie hedder bogen Hokus Pokus, men den har næppe noget med Kurt Vonneguts roman af samme titel at gøre. Her er tale om en science fiction-bog om teleportering, som ungerne har bragt til huse til Anders’ store fortrydelse – indtil det går op for ham, at principperne beskrevet i den faktisk virker. Forfatternavnet Spicer Willits er sammensat af John Spicer og Malcolm Willits, de to første fans der fik etableret kontakt med Carl Barks.
Og nummer 1 på denne liste over bemærkelsesværdige bogværker i Anders Ands hjem, kan i mine øjne kun være…
Removing Musty Smells from Dried Dodo Feathers
Ukendt forfatter. Så bliver det ikke mere nicheudgivelsesagtigt. Jeg ville ELSKE at eje denne bog alene på grund af titlen.
Jeg var meget imponeret over Quentin Tarantinos debutfilm Reservoir Dogs, da den kom ud i 1993, og året efter var jeg endnu mere oppe at køre over giganthittet Pulp Fiction. Derefter kølnedes min begejstring. Hans tredje film, Jackie Brown, fandt jeg monumentalt kedelig, og jeg var helt på bølgelængde med en anmelder der skrev om den, at det var “three hours of Tarantino wishing he was black”. Siden da har jeg af og til prøvet at give hans nyere film en chance – fx Inglorious Basterds, Django Unchained og Once Upon a Time in Hollywood, men ingen af dem holdt min interesse fanget længe nok til at jeg gad at se dem færdig.
Heller ikke Pulp Fiction siger mig noget længere. Jeg har prøvet at gense den i “nyere tid” og er nærmest lidt flov over, at jeg syntes den var så fantastisk dengang. Nu synes jeg bare den fremstår komplet overlæsset. Alt skal være bare supercool, hele tiden, og det forekommer mig infantilt.
Siden jeg nu har det sådan med Tarantino, hvorfor stak jeg så hans nye bog Cinema Speculation til mig, da jeg så den i en boghandel for nylig? Fordi jeg faktisk enormt godt kan lide at høre Tarantino snakke om andre menneskers film! Han er en utroligt vidende og entusiastisk formidler, og i denne bog øser han af sin viden. Især om film fra 1970’erne, som er det bedste årti i filmhistorien efter min mening.
Der er nedslag på klassikere som Bullitt, Dirty Harry, Deliverance og Taxi Driver. Der er afsnit om movie brats-generationen, og der er mange underholdende selvbiografiske sidebemærkninger. Særligt interessant fandt jeg Tarantinos skriverier om Brian De Palma – hvordan denne har ladet sig inspirere at Hitchcock (og hvordan han IKKE har). Det er også et kapitel om De Palma, der har givet bogen dens titel – Tarantino leger med tanken om hvordan Taxi Driver mon var faldet ud hvis De Palma (som læste Paul Schraders manuskript før Martin Scorsese gjorde) var blevet instruktøren.
Mange steder føler jeg, at Tarantino bruger meget energi på meget obskure B-film, der virkelig ikke fortjener så meget opmærksomhed, men entusiasme er på den anden side altid fascinerende, og den kvalitet bidrager stærkt til at bogen her er værd at bruge et par timer på.
Var for nylig i Lissabon og måtte selvfølgelig checke diverse boghandler. Byen kan blandt andet byde på Bertrand, som skulle være verdens ældste stadig eksisterende boghandel. Den har i hvert fald Guinness’ stempel for det:
Mere interessant fandt jeg dog det nærliggende antikvariat Livraria Sa da Costa, en gedigen rodebutik man kunne tilbringe timer i, og som også havde et fint udvalg af engelske og franske titler.
Flottest af alle var Ler Devargar i det hippe område af byen kaldet “LX Factory”. (Dette område, proppet med kunstneratelier og spistesteder giver mindelser om både Christiania og Kødbyen og var besynderligt nok slet ikke omtalt i den årlige Time Out-guide til Lissabon, selvom jeg dårligt kan forestille mig etmere “Time Out-agtigt” sted). Boghandelen er imponerende flot, men hvis man ikke kan portugisisk er det begrænset hvad der er at komme efter ud over udsigten.
Selv spisekortene i byen gav mig bog-associationer! “Buttery sheep” læste jeg i første omgang som “Battery sheep”, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på Drømmer androider om elektriske får?
Endnu et køb i kategorien “for spøjs til at lade ligge”: en udgave af Robinson Crusoe skrevet med lutter enstavelsesord. Udgivet 1. januar 1900 af en Mary Godolphin (skønt navn), der også har udsat et par andre bøger for samme behandling. Hun skriver i forordet:
The production of a book which is adapted to the use of the youngest readers needs but few words of excuse or apology. The nature of the work seems to be sufficiently explained by the title itself, and the author’s task has been chiefly to reduce the ordinary language into words of one syllable. But although, as far as the subject matter is concerned, the book can lay no claims to originality, it is believed that the idea and scope of its construction are entirely novel, for the One Syllable literature of the present day furnishes little more than a few short, unconnected sentences, and those chiefly in spelling books. The deep interest which De Foe’s story has never failed to arouse in the minds of the young, induces the author to hope that it may be acceptable in its present form. It should be stated that the exceptions to the rule of using words of one syllable exclusively have been made in the case of the proper names of the boy Xury and of the man Friday.
Det sidste skuffer mig lidt. Det ville da have været oplagt at kalde omdøbe Robinsons følgesvend til “Fifth Day of the Week” (eller faktisk “Sixth Day of the Week”; Robinson hører til dem der tæller søndag som første dag). Og bogen kunne så passende have været betitlet The Man Who Was Stuck on an Isle for Quite a Long Time.
Det er i øvrigt ikke første gang jeg er stødt på enstavelsesords-disciplinen. Douglas Hofstadters sprudlende murstensværk Le Ton Beau de Marot (som jeg må skrive om på et tidspunkt) omhandler skriveri under alle tænkelige restriktioner, og således også denne. Hofstadter påtager sig endda den temmelig ærefrygtindgydende opgave at redegøre for Einsteins relativitetsteori på den måde – jeg husker noget i retning af “… and four score or so years on from that time all had been found to be true by folks whose job it is to stare at the night sky’s lights”. Godolphin benytter sig af samme trick mht tidsangivelse; hendes bog slutter således:
And now I must bring this tale of my life to a close; while at the age of three score years and twelve, I feel that the day is at hand when I must pray to go forth on that sea of peace and love, which has no waves or shores but those of bliss which knows no end.
I går fandt jeg på et bogudsalg en lille bog betitlet Den forvandlede Konge, et skuespil af Rudolph Schmidt fra 1876. Hverken titel eller forfatter var mig bekendt, men jeg blev simpelthen nødt til at have bogen med mig hjem, da den for det andet kun kostede 20 kroner, og for det første indeholdt den mest utroligt høflige dedikation jeg har set:
Hvilket ordvalg! “Højvelbaarne”, “Herr Kammerherre”, “Med Højagtelse” og “ærbødigst”. Og så underskrevet blot med forkortelsen “Forf.” (som det altid ærgrer mig lidt at støde på i bøger, fordi jeg ikke kan se det som en rigtig signatur!). Faktisk fremgår forfatterens navn intetsteds af den lille bog, besynderligt beskedent. Jeg måtte søge mig til det på nettet. Modtageren må være Edvard Fallesen, om hvem Wikipedia har meget at sige, bl.a. at han i 1876 blev chef for Det Kgl. Teater, “og arbejdede i denne stilling med stor energi for at afskaffe mangen gammel slendrian”, en formulering der giver det indtryk, at Wikipedia-siden også er fra 1876.
Jeg spekulerede lidt over hvilken af mine øvrige signerede bøger, der udviser den største kontrast til denne. Måske er det Ekstrem Stangtennis af Wulffmorgenthaler, i hvilken Anders Morgenthaler lavede denne lille hilsen;
Kontrasten kunne selvfølgelig have været større – han kunne have skrevet “hader” istedet for “elsker”, fx. Alligevel, noget af en forskel, i stil og udtryk. Det er sjovt at forestille sig de to dedikationer byttet om. Kammerherre Fallesen ville nok have spærret øjnene op.
Jeg ved desværre ikke hvem der bør krediteres for dette. Hvem end det er, beundrer og misunder jeg vedkommende. Jeg ville gerne selv have en hjerne der, givet en nøgtern formulering på et skilt, associerer til en smuk strofe af Dylan Thomas.
“Man kan få et stof, duattin, som spalter bevidstheden sådan at man kan føre diskussoner med sig selv om et hvilket some helst emne. Hvad emnet skal være, bestemmes af et andet stof.” Denne bagsidetekst fra bogen Fremtidskongressen fascinerede mig tilstrækkeligt til at jeg købte den i et antikvariat i Århus i 1990’erne, og det blev min introduktion til Stanislaw Lems fantastiske forfatterskab.
Denne forrykte lille science fiction-roman fra 1971 er en af kun to Lem-titler oversat til dansk – den anden er naturligvis klassikeren Solaris – og jeg har læst den flere gange siden. Jeg tror det må være den eneste bog jeg har læst på tre forskellige sprog: dansk, engelsk og fransk. Forudsætningerne for at læse den polske original har jeg desværre ikke. Muligvis er jeg blevet inspireret til at læse den i flere udgaver pga den danske udgaves højst særegne forord, i hvilket oversætteren Ellen M. Pedersen lægger kortene på bordet og kalder fordanskningen en “skandale og et mirakel”, fordi den ikke primært er baseret på den polske original, men på tidligere engelske og tyske oversættelser af hhv Michael Kandel og I. Zimmermann-Müller.
Sjove forskelle i designvalg i de tre landes udgaver af bogen.
Stanislaw Lem virker som mindst 4 forskellige forfattere. Nogle af hans bøger, som fx His Master’s Voice, fremstår som helt realistisk “hård” science fiction. Andre er komplet rablende, humoristiske, ofte satiriske. Atter andre er literære eksperimenter (såsom The Investigation, eller A Perfect Vacuum, der er en samling anmeldelser af ikke-eksisterende bøger, en genial ide i øvrigt). Så er der de eventyragtige fortællinger (The Cyberiad) for ikke at tale om utallige essays om teknologi, menneskehedens potentiale og andre dybe emner. Det er sådan set ikke så underligt, at Lems amerikanske kollega Philip K. Dick mistænkte ham for at være et sovjetisk forfatterkollektiv. (Der er i øvrigt mange ligheder mellem de to forfattere – ikke kun deres efternavne knytter dem sammen…).
Fælles for Lems bøger er en helt utrolig fantasi – “Lem’s imagination is one of the wonders of the world” skrev en anmelder, og jeg er helt enig. Sommetider er det næsten umuligt at tro på, at han ikke selv har set de besynderligheder han skriver om. Et andet gennemgående træk er fascination af menneskets møde med noget der er komplet fremmed og uforståeligt.
I Fremtidskongressen er hovedpersonen Lems gennemgående figur Ijon Tichy, og så ved man, at man er i den rablende afdeling af produktionen. Det er en lille bog på kun lidt over 100 sider, og den må strengt taget betragtes som en bagatel i hans samlede værk. Og dog har den i hvert fald indirekte haft en stor indflydelse på moderne popkultur: det centrale koncept i filmen The Matrix er løftet direkte fra denne bogs klimaks, er jeg sikker på.
Bogen tager sin begyndelse i Costa Rica hvor Tichy deltager i verdens ottende fremtidskongres på et gigantisk Hilton-hotel. Det er en kaotisk affære, der bliver endnu mere bizar da begivenhederne afbrydes af terrorangreb og væbnede kampe i gaderne. Deltagerne flygter ned på hotellets nederste niveau, et underjordisk kloaksystem. De er under stærk påvirkning af hallucinerende stoffer, der gør det håbløst at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det er kun begyndelsen.
Bogens tempo er aldeles frenetisk, man sidder med en følelse af næsten ikke at kunne følge med i alle de absurde begivenheder og plot twists og så, knap halvvejs bremses der pludseligt fuldstændig op, et besynderligt toneskift, og decideret lyrisk (og dermed meget atypisk for forfatteren) er beskrivelsen af Tichys oplevelse af at vågne op efter at have være frosset ned i årtier:
Ingenting.
Ingenting.
Ingenting, absolut og aldeles ingenting.
Der er ingenting her. Jeg er her heller ikke.
Hvor meget længere? Ingenting.
Næsten noget, men meget, meget lidt. Må koncentrere mig.
Noget, men ikke meget. Under andre omstændigheder ville jeg sige: ingenting.
Gletsjere, blå og hvide. Alt er af is, også mig.
Smukke, disse gletsjere. Bare det ikke var så forbandet koldt.
Isnåle, snekrystaller. Arktis. Gennemfrossen, til benet. Hvilket ben? Ren, gennemsigtig is, skør og stiv.
Herefter fortsætter handlingen i år 2039 hvor vor helt (nu i en ny krop, da den gamle gik til grunde under kamphandlingerne) må lære at begå sig i en verden der nu helt og holdent kontrolleres af psykofarmaka. Der findes stoffer for alt. Som i absolut alt:
I den psykotropiske forretning om hjørnet så jeg freudusser, morbidin, dilemmal og det nyeste i egoimer, som der blev gjort kraftig reklame for: autentium. Det fremkalder syntetiske erindringer om ting, der aldrig har fundet sted. Nogle få gram dantin, for eksempel, så går man rundt i den faste overbevisning, at man har skrevet Divina Commedia. Hvorfor nogen skulle have lyst til det, kan jeg ikke for min død forstå.
Min væsentligste anke mod bogen er den samme som jeg har mod mange andre af Lems bøger: slutningen. Med Lem er det ofte som han på et tidspunkt pludselig mister interessen for den verden han har skabt, hvorefter han lader det hele løbe ud i sandet i en utilfredsstillende slutning. Således også her, men undervejs er man vældig godt underholdt.
Lems bog blev i 2013 brugt af Ari Folman som løst forlæg for filmen The Congress, der blander realfilm og animation. Nogle temaer og handlingselementer bibeholdes, men der gøres ingen synderlige forsøg på at ramme bogens tone, og filmen tager sig også store friheder med persongalleriet. Ijon Tichy er ikke engang med – istedet er hovedpersonen skuespilleren Robin Wright, der spiller en fiktiv udgave af sig selv. En kuriøs sag.
Nogle år efter jeg første gang læste bogen, gjorde jeg i øvrigt en tilfredsstillende lille opdagelse. Jeg faldt over en anden Lem-bog, en paperbackudgave af The Cyberiad, som indeholdt et stempel med et særpræget navn:
Jeg kendte ikke Rottensteiner, men jeg huskede at en af bipersonerne i Fremtidskongressen hedder “Trottelreiner” (fejlstavet “Trottenreiner” mindst et sted i bogen, i øvrigt). Jeg kunne hurtigt søge mig frem til at Rottensteiner var Lems forlægger og ven, så der er næppe tvivl om at romannavnet er en munter hilsen.
“I say in speeches that a plausible mission of artists is to make people appreciate being alive at least a little bit. I am then asked if I know of any artists who pulled that off. I reply, ‘The Beatles did’.” – Kurt Vonnegut
