Måned: marts 2019

Udgivet den

Desmond Morris

I mange år kendte jeg kun Desmond Morris som dyre- og adfærdsforskeren, der havde skrevet de klassiske bøger Menneskets adfærd og Den nøgne abe, som jeg læste i gymnasietiden. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at han også er en anerkendt surrealistisk maler, der har udstillet sammen med Miró og malet omkring to et halvt tusind malerier. Man kan undres over hvordan han har haft tid til så forskelligartede karrierer, men det hjælper selvfølgelig at han er 91 år gammel. Senest har han skrevet bogen The Lives of the Surrealists, om de 32 surrealister (inden for visuelle kunstarter) han finder mest interessante, med fokus på deres liv snarere end deres kunst. (En anden bog, Sixty-Nine Surrealists, om mindre kendte navne udkom året før på et andet forlag – måske fordi Thames and Hudson hellere ville udgive en bog på 250 sider end en på 750).

Jeg vidste ikke meget om surrealismens historie i forvejen, så jeg er blevet godt oplyst af bogen, som også er meget underholdende. Morris er en ægte raconteur, der kender værdien af en god anekdote og af formuleringer, der vækker læserens nysgerrighed. Et kapitel indledes fx med sætningen “Wolfgang Paalen has the dubious distinction of being the only surrealist to have been eaten by wild animals”. Et andet med “I once made Francis Bacon laugh when I told him that he was the only artist whose work had made me physically sick. I hastened to explain that it was not the content of his paintings that disturbed me, but their weight.” (efter Morris engang i fuldskab hos en kunstsamlende bekendt havde flyttet rundt på Bacon-malerier i tunge forgyldte rammer og efterfølgende fik kvalme). Fra en dansk synsvinkel er kapitlet om Wilhelm Freddie interessant – “the only surrealist artist to have been imprisoned because of the images in his work of art”. Egentlig mærkeligt der ikke er andre.

Hvad jeg har læst af Morris giver indtryk af en legende tilgang til tilværelsen og en glæden sig over mødet med det absurde. I 1979-selvbiografien Et liv med dyr citerer han en obskur bog fra det 17. århundrede, Nehemiah Grews fantastisk betitlede The Comparative Anatomy of Stomachs and Guts Begun, som han faldt over som barn. Man forstår hvordan verden åbnede sig og blev stor, efter han stødte på en liste af dyrenavne der, i dansk oversættelse, lyder således:

Den savlende læbesnegl; tobakspibe-fisken; kæmpe glo-øjne billen; den rapfodede østers; perlemors-sejleren; den mavekrybende hvirvler; den pukkelryggede venus-musling; den åbenmundede sorte hjertemusling; den ægyptiske pindsvinefisk; den brogede kæmpelom fra Norge samt den pigge puné; nocoonaca’en; wham’en og humgum’en.

Desmond Morris Information Page: https://www.desmond-morris.com

Udgivet den

7936

Fantastisk, at man kan gå ind i en almindelig boghandel og finde en mere end 70 år gammel roman i fire forskellige udgaver:

Set i Arnold Buscks boghandel i Århus.

Udgivet den

Bænkevælling

Skulle man være blevet træt af den sædvanlige kasse fra Årstiderne, er her til kulinarisk inspiration et uddrag af Frans G. Bengtssons erindringer Det Paradis som var engang:

Endelig havde min farfar også været med til som tjenestedreng at blive bespist med ‘bænkevælling’. I de dage havde man den teori, at ingen mad måtte gå tilspilde, og at menneskeføde var noget, der skulle spises, og som man ikke burde handle letsindigt med. Bænkevælling kan, så vidt jeg forstår, kun være forekommet på mere fattige steder, hvor man ikke kunne holde gris; men dér, hvor man fik bænkevælling, var det en stående mandagsret. I ugens løb, fra søndag og fremefter, samlede man alle madrester sammen og hældte dem i en spand eller bøtte, der havde sin plads inde i huset, ved den ene side af gåsebænken – deraf navnet. I ugens løb gik der gæring i denne mad, som bestod af grødrester, kartoffelstumper, et sildehoved, nogle omhyggeligt afgnavede stykker flæskesvær samt forskellige andre madrester af lignende art. I større husholdninger var bøtten mere eller mindre fuld om mandagen; så hældte man indholdet i en stor gryde, tilsat vand og måske en smule salt, når det skulle være særlig fint, og så fortærede man det hele – som middagsmad – af den fælles træskål. Min far, der aldrig selv havde smagt denne berømte bænkevælling, fremhævede altid meget omhyggeligt, at farfar aldrig havde sat pris på denne ret: den havde en skarp smag, der var ham imod, mens mange mænd i farfars ungdom kunne lide denne ret, der virkede styrkende, især om vinteren, når den blev spist skoldhed.

Udgivet den

Nemo versus Aronnax

En verdensomsejling under havet var min yndlingsbog, da jeg var omkring 15. Mange år senere diskuterede jeg den med min ven Erik, der på det tidspunkt var ved at læse den på fransk. Han bemærkede, at Jules Verne understreger kaptajn Nemos genialitet ved at… skal man sige… nedtone intelligensen hos hans samtalepartner professor Aronnax. Mest vidunderligt i en scene hvor Nautilus er omringet af is i nærheden af Sydpolen. Her citeres fra Lademanns uforkortede oversættelse af Ella Willy Nielsen:

– Nå, hr. professor, hvad mener De om det?
– Jeg mener, at vi sidder fast, chef.
– Fast! Hvad mener De med det?
– Jeg mener, at vi hverken kan komme frem eller tilbage eller til nogen af siderne. Jeg tror, det er det man kalder at sidde fast, i det mindste i de beboede fastlande.
– De tror altså ikke, at Nautilus kan frigøre sig, hr. Aronnax?
– Vanskeligt, hr. kaptajn, for vi er allerede for langt henne på året til at De kan regne med noget opbrud af isen.

Således fortsætter diskussionen om hvordan Nautilus dog skal komme ud af denne knibe, indtil Aronnax bliver decideret frustreret:

– Jeg vil gerne tro Dem, hr. kaptajn, fortsatte jeg i en lidt ironisk tone. Jeg tror Dem! Lad os gå frem! Der er ingen hindringer for os! Lad os bryde denne barriere! Lad os sprænge den, og hvis den gør modstand, så lad os give Nautilus vinger, for at den kan komme over den!
– Over den, hr. professor? svarede kaptajn Nemo roligt. Ikke over den, men under den.
– Under den! udbrød jeg.

Dette sagt 400 sider inde i en roman om en undervandsbåd, der på dette tidspunkt af handlingen har sejlet halvvejs rundt om jorden under vandet. Man spørger sig selv om Aronnax mon har gjort sig helt fortjent til sin titel som assisterende professor ved Det Naturhistoriske Museum i Paris…

Tak til Erik for observationen!

Udgivet den

It was the best of times, it was the worst of times

Når undtages et par af Gyldendals rødryggede forkortede udgaver af klassikere, er To byer den eneste af Dickens’ bøger jeg har fået læst. Det er længe siden, men jeg husker den som en bog man (jeg) var nødt til at læse i ret store bidder af gangen. Havde en udpræget fornemmelse af “zoomen ind” hver gang et nyt kapitel begyndte: først blev scenen sat med nogle stemningsbeskrivelser, så fulgte man måske en ubetydelig biperson et par sider, indtil dennes vej krydsede en af hovedpersonernes, og så først tog den egentlige handling fat. Hvis ikke jeg fik alle faser med i samme læse-session blev rytmen brudt, på en måde jeg ikke husker at have oplevet lige så kraftigt med andre forfattere.

Bogens berømte indledning har inspireret til hvad jeg synes er den sjoveste scene i sitcom’en Cheers. Frasier forsøger med højtlæsning at banke lidt kultur ind i hovedet på barens stamgæster:

Frasier: ‘It was the best of times, it was the worst of times…’

Norm: Hey, woah, woah, woah! Which was it?

Frasier: Just stay tuned, Norm. ‘it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity’

Cliff: Boy, this Dickens guy really liked to keep his butt covered, didn’t he?

Udgivet den

Klarsyn

Jeg har læst Thorkild Hansens interviewbog Søforhør to gange, første gang for over tyve år siden. I indledningen forkyndes kækt om samtalerne: “Der blev hver gang anvendt båndoptager, idet båndene siden blev afskrevet og derefter tilintetgjort på foranledning af spørgeren, der ønskede at forblive anonym”. Det undrede mig dengang, og først da jeg læste bogen anden gang, adskillige år senere, gik det op for mig, at det selvfølgelig var et kunstgreb der dækkede over, at spørgeren var Thorkild Hansen selv! D’oh.

Ved anden gennemlæsning bed jeg også mærke i en bemærkelsesværdigt klarsynet observation. Hansen kommer mod slutningen af bogen ind på, at det billede mennesker har af deres samtid ofte er meget forkert: “For eksempel tror jeg ikke, at den konflikt, som til overmål har beskæftiget min generation, konflikten mellem kapitalismen og kommunismen, er den egentlige konflikt i vor tid. Begge dele er europæisk fremstillede masse-produkter, men kommer man til u-landene, opdager man, at der ikke altid er interesserede købere.” I stedet peger han på konflikten mellem religion og vestlig rationalisme, og lidt senere følges op:

– Hvad sejrer, rationalismen eller religionen?
– Dem begge, for de er begge fundamentalt uudryddelige kræfter i den menneskelige natur, men det kommer meget an på, hvor du befinder dig i verden. Hvor den økonomiske nedgang fortsætter, som det formentlig vil være tilfældet i vesten, vil anti-rationalismen trænge frem. Hvor den økonomiske opgang fortsætter, vil rationalismen befæstes yderligere, først og fremmest i Japan og Kina, der formentlig bliver kapitalismens nye stærke bastion. I den retning er vi nok færdige, til gengæld vil vi få den religiøse fanatisme at føle, med alle dens velsignelser.

Imponerende set i 1982, ti år før Huntingtons The Clash of Civilizations.

Udgivet den

Bill Bryson om Shakespeare

Jeg har aldrig fået læst nogen af Bill Brysons mange rejsebøger men kun hans lille bog om Shakespeare. Den er letlæst og underholdende og rig på fornøjelige oplysninger om England omkring år 1600, hvilket også er hvad jeg primært kommer til at huske den for. Eksempel:

Folk af alle klasser holdt meget af at deres mad var sød. Mange retter var dækket af klistrede søde glasurer, og selv vin fik sommetider en rundhåndet dosis sukker, og det samme gjaldt fisk, æg og kød af enhver art. Så populært var sukker at folks tænder ofte blev sorte, og de der ikke opnåede denne tilstand på naturlig vis, farvede ofte deres tænder kunstigt sorte for at vise at de også havde fået deres andel af sukker.  

Tydeligst fornemmer jeg historiens vingesus i en lille passage, der fortæller at King James og hans svoger, kong Christian IV af Danmark, i 1606 drog på et “fordrukkent og tøjlesløst gæsteri” til herregårdene i Thames Valley, hvor Christian IV på et tidspunkt faldt sammen, “indsmurt i gele og fløde”. Et par dage senere kunne man imidlertid se dem begge sidde og opmærksomt overvære Macbeth.

Til tider får man det indtryk, at Bryson ligefrem stræber efter at trække de mest Monty Python-agtige småfacts om perioden frem: OmThe Gunpowder Plot, der forpurredes i 1605, oplyses det at det resulterede i skrappe sanktioner mod katolikker: de blev forment adgang til nøglestillinger og måtte en overgang ikke rejse mere end 8 km hjemmefra. Man foreslog endda en lov der skulle påbyde dem at gå med opsigtsvækkende og latterlige hatte, så man lettere kunne genkende dem, men denne lov blev ikke indført.

Så er der spørgsmålet om hvorvidt værkerne virkelig var skrevet af Shakespeare, eller om der var en eller flere andre forfattere på spil, en teori der vandt udbredelse i 1800-tallet. En af de påståede ophavsmand var Edvard de Vere, den syttende jarl af Oxford, om hvem det i parentes bemærkes at han som syttenårig myrdede en tjener i raseri, men slap for straf efter at nogle letpåvirkelige nævninge blev overtalt til at afsige en kendelse om at tjeneren var løbet ind i hans sværd.

Af og til i bogen citeres en Shakespeare-ekspert ved navn Sidney Lee, hvilket virker noget distraherende for en dansk læser. Det er dog intet mod navnene på nogle af de skribenter, der bekender sig til teorien om at værkerne ikke skyldes Shakespeare: med slet skjult fryd fortæller Bryson, at de hedder J. Thomas Looney, George M. Battey og Sherwood E. Silliman!

Udgivet den

En farlig bog

Jeg betragter Fru Marie Grubbe som en farlig bog. Den er nemlig spækket med gamle udtryk som jeg bliver stærkt fristet til at citere, hvilket ville gøre mig komplet uudholdelig for mine omgivelser.

Særligt ordet “idel” er svært at modstå. Som fx i udbruddet “Idel Løgn og Digt tilhobe!” eller den filosofiske betragtning “Hver har sin Jammerslod tildelet og vi svømme og bade i idel Elendighed”.

For ikke at tale om den “Enormität” at Marie Grubbes Fader “lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion”. Eller, måske min favorit: at man ikke siger “Hvem har bildt dig det vrøvl ind?” men derimod “Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?”

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget af dette der faktisk er repræsentativt for hvordan man talte i de kredse i 1670, og hvor meget der er J.P. Jacobsens egen fantasi, da han skrev bogen et par hundrede år senere. Én ting er sikker: er man på jagt efter udtryk, der vil gøre ens børn flove over én hvis man bruger dem offentligt, så er Fru Marie Grubbe ideel!