I 2013 fik jeg det påfund at lave ultra-forkortede udgaver af bøger ved at tage første og sidste sætning i hver af dem. Det er jo let nok – sjovt bliver det først, hvis man finder meningsfulde eksempler, og ideelt set nogen hvor forfatterens tone bibeholdes – ELLER ændres fuldstændig. Her er nogle eksempler fra min bogreol. Først Kirk, Hemingway og Blixen:
FISKERNE
Der stod en lille Flok yderst på Broen og spejdede ud over Fjorden i den lune Sommeraften. En Sky gik for Solen, og Skyggen drev hen over Vandet som en stor, mørkeblaa Flage.
HVEM RINGER KLOKKERNE FOR?
Han laa, saa lang han var, i den brune fyrreduftende Skovbund; han støttede hagen paa de korslagte arme, og højt oppe blæste Vinden i Fyrretræernes Toppe. Han kunde føle, hvordan Hjertet bankede imod Fyrrenaalene i Skovbunden.
DEN AFRIKANSKE FARM
Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong. Bjærgets Omrids blev langsomt glattet og jævnet ud af Afstanden.
Ja, bjerget staves faktisk forskelligt i de to sætninger. Next up, H. C. Branner. Hans tone overlever på en eller anden måde også:
RYTTEREN
Susanne vågnede først helt da hun hørte Bertas stemme. “Uundgåelige menneske,” sagde hun.
Hans Scherfig og Finn Søeborg forbliver sjove i koncentrat, omend på en anden måde:
IDEALISTER
Der ligger en Mand i en Himmelseng og forbereder sig paa at falde i Søvn. Senere vil der maaske ske andre Begivenheder, som der engang kan skrives om.
BARE DET LØBER RUNDT
– Mit navn er Momberg.
– Det var da dejligt, sagde fru Momberg.
Svend Åge Madsens ungdomsværk bibeholder mildt sagt sit avantgardiske præg, og Michel Houllebecqs sorte livssyn (her i engelsk oversættelse) bibeholdes også:
LYSTBILLEDER
Nøgne pigelemmer der flyder i sandet frataget deres magt. Man kunne, i stedet for, de lyse.
PLATFORM
Father died last year. I’ll quickly be forgotten.
De sidste her, Willard Motley, Horace McCoy og Knud Sønderby, ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal karakterisere, men jeg kan godt lide resultaterne:
LEV STÆRKT – DØ UNG
Han var et fromt barn. Man kan finde ham i enhver eneste opgang i den gade.
JAMEN, MAN SKYDER DA HESTE?
Jeg rejste mig op. “Jamen, man skyder da heste?” sagde jeg.
MIDT I EN JAZZTID
Peter Hasvig huskede fra sin yngste barndom, at han engang havde tabt et stykke mad med honning, som faldt sådan, at honningsiden vendte opad. Så gik han ned ad trappen og cyklede bort.
Ideen er hermed givet videre.