Måned: juli 2019

Udgivet den

Fugle

En del af fornøjelsen ved at læse en masse bøger, er at notere sig besynderlige ligheder mellem dem. Inden for det sidste par måneder har jeg således helt tilfældigt (tror og håber jeg i hvert fald!) læst to bøger, i hvilke sindsforvirrede unge kvinder giver sig af med at gnaske levende fugle. Den ene var argentinske Samantha Schweblins novellesamling Mouthful of Birds, den anden sydkoreanske Han Kangs – i denne sammenhæng mindre logisk betitlede – roman The Vegetarian.

Jeg kunne bedst lide The Vegetarian. Jeg har før konstateret, at jeg ikke er så meget til sydamerikansk magisk realisme, men at jeg til gengæld godt kan lide den drømmeagtige weirdness som er ret udbredt i asiatisk litteratur.

Apropos fugle og bøger: hvorfor pokker indgår fugle i så mange forskellige forlags-logoer? På denne samling bogrygge er hele 12 forskellige repræsenterede:

OK, en af dem tæller ikke helt. Elleve så.

Udgivet den

Mondæn burgøjsersmag

Jeg kan godt lide at læse selvbiografiske bøger – man kan altid være sikker på, at de er skrevet af folk der virkelig er interesserede i deres emne! Om emnet så altid er synderligt interessant for andre er en anden sag, men entusiasme er i hvert fald ikke det værste udgangspunkt.

Har senest læst Ung Kunster, af maleren/tegneren Anton Hansen, en fortsættelse af Drengen Drømte, som jeg læste for et par år siden. Bogen her skildrer hans år som teatermaler og bladtegner omkring første verdenskrig, og Hansen skriver levende og muntert, ikke mindst om sine kvindebekendtskaber. Jeg må sige, jeg faktisk er noget mere imponeret af Hansen som forfatter end som tegner. På et tidspunkt beskriver han et møde med Steen Drewsen, der var kunstnerisk konsulent for Hasselbalchs forlag og redaktør af Pressens Magasin:

Jeg blev overbevist om, at han ikke hade forandret sin opfattelse af mine tegninger, dystre, rå og kantede mente han, de var, da han en dag viste mig nogle postkort af en amerikansk tegner, Gibson. Kortene, der var slået an i Europa, forestillede unge kvindeansigter, runde, smilende og med smukke frisurer. De skabte en pigetype kaldet Gibson-Girl.
    – Her skal De se en yndefuld og let tegner. Han har tjent millioner på de dejlige unge kvinder. Tegn som han, og De vil tjene en formue på få år. Aviserne vil slås om dem.
    Jeg kiggede på tegningerne, noget forbandet sukkerstads, samme karakterløse ansigtstræk i alle de tomme pigefjæs. Jeg forargedes over, at han kunne tro, at jeg ville lefle for den fade, mondæne burgøjsersmag, som de tegninger var udtryk for. Kompromittere min kunst. Foragteligt afviste jeg alle fristelser. Om jeg hade forsøgt, ville jeg ikke ha været i stand til at tegne med den flothed og rutine, som fjenden Gibson var i besiddelse af. Jeg var en klods til at tegne elegante kvinder. Måske elskede jeg kvinder for højt.

Man fornemmer et element af sure rønnebær. Tilfældigvis havde jeg netop selv et par måneder forinden købt en bog om Charles Dana Gibson, The Gibson Girl & Her America, og jeg vedstår mig gerne min mondæne burgøjsersmag. Jeg synes det er en sand nydelse at lade blikket vandre over de elegante stregtegninger – især kvindemotiverne selvom de, indrømmet, har ret ensartede ansigtstræk, men også karakterstudierne af andre typer.

Om tegningernes kulturhistoriske betydning skal jeg ikke forsøge at kloge mig – det kan jeg se, at mange andre på nettet har gjort bedre end jeg kan. Denne artikel af Erin Blakemore, The Gibson Girl: The Kardashians of the early 1900s, fandt jeg interessant (og sjovt betitlet):

http://mentalfloss.com/article/58591/gibson-girls-kardashians-early-1900s

Udgivet den

Flyvevandrehistorie

I The Cassell Dictionary of Anecdotes stødte jeg på følgende:

It is very important to know your element. There was once a Secretary of State for Air who was himself a qualified pilot. He went down to Southampton to see and try out a new flying boat. He went up in it and after a bit he asked the pilot if he might take over the controls. This, of course, was agreed. They approached an airfield and the Minister circled round it and lost height steadily until the young man could bear it no longer. He said, ‘Sir, this is a flying boat, you know.’ The Minister gave him a very old-fashioned look and circled the airfield again. He then moved off and brought the flying boat down carefully on Southampton Water. As he turned to go, the young man, feeling that he might have blotted his copybook, said, ‘I hope, sir, you didn’t mind my saying that: I thought you might have forgotten this was a flying boat.’ The Minister looked at him and said, ‘My boy, cabinet ministers don’t make elementary mistakes like that.’ He then turned, said goodbye, opened the door and stepped into six feet of water.

Under anekdoten står at læse “Told by General Sir Brian Robertson, chairman of the British Transport Commission at the annual diner of the Municipal Passenger Transport Association (Inc) at Southend in 1954.” Enhver der har læst Tintin-albummet Kong Ottokars scepter vil huske, at det slutter med en meget lignende scene med Dupond og Dupont i ministerens rolle. De pågældende sider fra den Tintinhistorie blev oprindeligt publiceret i 1939. Det ville jo være herligt om anekdoten virkelig havde rod i en virkelig hændelse, som er blevet bemærket ikke bare af Robertson, men også af Hergé, men mere sandsynligt er det nok bare en vandrehistorie. En netsøgning afslører en variant i en anden anekdotesamling, Bartlett’s Book of Anecdotes. Her er klovnerollen tildelt den græske general Ioannis Metaxas (1879-1941):

During a visit of inspection to an air base Metaxas was invited to test a new flying boat. He took the aircraft up for a short flight and was coming in to land when the commander of the base intervened: “Excuse me, General; it would be better to come down on the water; this is a flying boat.” Metaxas, who had been about to put the aircraft down on a runway, swerved quickly upward, made another circuit, and touched the flying boat down safely on the surface of the water. Metaxas switched off the engine and turned to his host. “Thank you, Commander, for preventing me from making a stupid blunder” – and so saying, briskly opened the aircraft’s door and jumped out into the water.

Selvom jeg umiddelbart kun kan få Google til at lave en meget begrænset “uddragsvisning”, er det nok til at konstatere, at Eric Woods’ bog From Flying Boats to Flying Jets: Flying in the Formative Years of BOAC: 1946-1972 også indeholder en version af anekdoten. Her er piloten en trainee, der tidligere kun har haft erfaring med almindelige fly. Som i Robertsons udgave er det dog stadig Southampton Water der landes på:

… boats, there is an amusing little anecdote concerning the ‘reverse’ conversion of one captain from land planes to flying boats, … Brought to a halt by the shocked flying boat training captain, the trainee apologised for his dreadful oversight, blaming it … He then flew the flying boat back to Southampton Water, made a perfect ‘landing’ on the sea and jumping out of his …

Denne sidste udgave forekommer mig umiddelbart mest troværdig, hvis der altså overhovedet ligger en virkelig hændelse til grund.

Udgivet den

Samarbejde

En virkelig kuriositet jeg fandt på et loppemarked for et par dage siden: En udgave af Robert Louis Stevensons Kidnappet, men med Jules Verne angivet som forfatter! Dog kun på forsiden og bogryggen. Meget mærkeligt at det ikke blev fanget i nogen korrekturrunde undervejs.

Udgivet den

Nej, Remarque hed ikke Kramer

Jeg hørte engang for mange år siden, at Erich Maria Remarques fødenavn skulle være Kramer. Lyder da også som en besnærende måde at lave sig et pseudonym på: stave sit rigtige navn bagfra og gøre det lidt mere fancy med en fransk endelse. Det er imidlertid en myte: Remarque har aldrig heddet Kramer. Hans fødenavn var Erich Paul Remark. Muligvis er den sejlivede misforståelse et resultat af nazistisk propaganda. Wikipedia:

On 10 May 1933, the Nazis, instigated by the then Nazi propaganda minister Joseph Goebbels banned and publicly burned Remarque’s works and produced propaganda claiming that he was a descendant of French Jews and that his real last name was Kramer, a Jewish-sounding name, and his original name spelled backwards. This is still cited in some biographies despite the complete lack of evidence. The Nazis also claimed, falsely, that Remarque had not done active service during World War I.

For nogle år siden, da jeg i en sprogklumme i en dansk avis så påstanden om Kramer-navnet fremført endnu engang, skrev jeg til klummens forfatter om ovenstående. Jeg modtog et lidt arrogant svar om, at det altid har været kendt, at han hed Kramer, uden yderligere dokumentation. Så jeg gravede – barnligt, indrømmet! – dette citat frem fra The Novels of Erich Maria Remarque: Sparks of Life af Brian Murdoch:

[O]ne of the most absurdly tenacious myths about him is that he was really called Kramer. This appeared in at least one official Nazi document and still crops up in otherwise respectable or scholarly works, even though he denied it fairly bluntly in print as late as 1966, and it has been corrected often enough. His birth certificate is in the name of Erich Paul Remark, born 22 June 1898, and there is even a photograph of it in Thomas Schneider’s pictorial biography.

Man må sige det er tankevækkende hvor effektiv propagandaen åbenbart har været i dette tilfælde.