Nogle bøger er sjove at snakke om, alene fordi handlingen er så absurd. En sådan er Antkind af Charlie Kaufman. Det er en moppedreng af en debutroman, ca 700 sider, af hvilke jeg nu er godt 200 sider inde. Den handler om en utåleligt selvoptaget og woke filmkritiker, B. Rosenberger Rosenberg, der tilfældigt møder en 119-årig mand, der har brugt 90 år på at lave en tre måneder lang stop-motion-film. Rosenberg får, som den første, lov at se denne film, som han efterfølgende ikke tøver med at udnævne til verdenshistoriens største kunstværk. En del af grunden til at det har taget så lang tid at lave filmen, er i øvrigt at kun ca en sjettedel af alle de stop-motion scener filmskaberen animerede foregik FORAN kameraet – han følte at de “Unseens” bag kameraet var lige så vigtige for processen.
Desværre går filmen tabt i en ulykke der også sender Rosenberg i koma i et stykke tid. Kun ét stillbillede fra filmen er bevaret, og da den gamle filmskaber (som i øvrigt mens han levede kunne huske hændelser fra fremtiden på samme måde som hændelser fra fortiden) i mellemtiden er død, sætter Rosenberg sig for at rekonstruere resten af filmen.
Det står dog efterhånden klart, at hans realitetssans efter komaet er noget forstyrret. Det kommer bl.a. til udtryk i en scene hvor han diskuterer “Friends”. Det er hans yndlingsserie, han har set hvert afsnit mindst fem gange, men han har ingen erindring om at der medvirker personer ved navn Ross, Rachel, Joey, Phoebe, Monica og Chandler. Hans yndlingsafsnit er “the one where Freddy gets murdered in his sleep”. Freddy er “the fat one” forklarer han sin ven, som ikke husker Friends helt på samme måde…
Det er kun en lille brøkdel af den fuldstændigt forrykte handling indtil videre, og efter bagsideteksten at dømme bliver bogen kun mere og mere mærkelig som den skrider frem – Maria Semple citeres for “Antkind is a fever dream you don’t want to be shaken awake from, a thrill ride that veers down stranger and stranger alleys until you find yourself in a reality so kaleidoscopic you will question your own sanity – or: the novel only Charlie Kaufman could pull off”.
Han har i hvert fald en god track record med at skrive virkeligt sært materiale, der alligevel formår at være underholdende. Jeg husker da jeg første gang hørte om Being John Malkovich i slutningen af halvfemserne: jeg læste en kort handlingsbeskrivelse, og jeg tænkte at det lød som noget af det mest prætentiøse crap nogensinde. Men filmen viste sig at være fremragende. Adskillige år senere sad jeg i en biografsal og så Synecdoche, New York, og jeg tænkte flere gange undervejs at dette her var virkelig FOR mærkeligt, FOR meta, FOR meget… og dog blev filmen efterfølgende hængende, og jeg endte med at finde den både smuk og gribende. (Jeg ville også have sat Eternal Sunshine of the Spotless Mind højt, hvis det ikke havde været for den uudholdelige Jim Carrey, der med sin blotte tilstedeværelse spolerer alt han medvirker i).
Jeg er spændt på om Kaufman formår at holde så meget struktur, at Antkind bliver ved med at være interessant.
November 2020, tilføjelse efter endt læsning: Jeg synes desværre bogen blev ringere og ringere som den skred frem. Hvis alle dens bedste elementer var bibeholdt og samlet i en koncentreret version på omkring 300 sider, ville den have være et absurd-humoristisk mesterværk.
