I et anfald af nostalgi har jeg for nylig genlæst Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, som jeg satte højt og læste gentagne gange i min barndom i de tidlige 80’ere. Det kan forekomme sært at jeg gjorde det, al den stund at bøgerne allerede dengang havde 50-60 år på bagen, men sådan er der så meget. Jeg vendte tilbage til dem ikke mindst pga Flemmings kammerat Kvik, hvis sproglige opfindsomhed morede mig meget dengang.
Også i dag finder jeg at bøgerne har en stor underholdningsværdi, men nu ligger den nærmest udelukkende på det utilsigtede plan.
Flemmings mor er syg. Man får aldrig at vide præcist hvad det er hun fejler, blot at det er noget med nerverne og meget alvorligt, og at Flemmings helt utålelige opførsel har en god del med det at gøre. Denne hans grænseløst skændige måde at være på, er også skyld i at han bliver sendt på den berygtede Kongsdal Kostskole i seriens andet bind. Det står imidlertid ikke rigtigt klart for en moderne læser hvori Flemmings brøde består – faktisk forekommer han én at være særdeles normal, når måske lige undtages hans hang til … endeløse vandringer i skoven … uden andet selskab … end hans egne følsomme indre monologer … skrevet på denne måde … (En sandhed med modifikationer: af og til løber han på en excentrisk vandringsmand eller en djærv skovrider, som i kraft af sin forbundethed med naturen forstår Flemmings vanskelige unge sind så meget bedre end den forstokkede grosserer-fader gør).
Det ikke just overbevisende postulat at Flemming er så forfærdelig giver nærmest bøgerne et absurd præg. Jeg kom til at tænke på Bunuels film Morderenglen, i hvilken gæsterne ved et middagsselskab er ude i stand til at forlade huset, uden det på noget tidspunkt forklares hvorfor. Det burde måske have været ham, der skulle have haft tjansen med at instruere de to filmatiseringer det blev til, istedet for Gabriel Axel og Niels-Jørgen Kaiser.
For at det ikke skal være løgn introduceres så i bind 2 Flemmings kammerat Frode, der er endnu mere følsom, går endnu flere tænksomme ture i skoven og hvis mor også er nervenedbrudt. Modvægten er den fælles ven, “humørdrengen” Knud, kaldet Kvik, der bruger udtryk som “tretommersømfabrikantaspirantsnuder” og “med højagtelse og papnæse” i hveranden sætning.
Lærerne er delt op i de gode og de onde. Til første kategori hører den alfaderlige rektor Halling, der tror på “guldkornene” i selv de mest vanartede elever, inklusive selvfølgelig hans “smertensbarn” Flemming, og den yngre kandidat Winther, der deler rektorens – og Gunnar Jørgensens – pædagogiske principper. I den anden kategori finder vi Frk. Balle og magister Jespersen, kæft-trit-og-retning-typer, der intet forstår. Lange passager i bøgerne former sig som dialoger mellem fortalerne for de forskellige retninger – denne pædagogiske debat var tydeligvis Jørgensens primære formål med bøgerne i det hele taget. Bøgernes motto var “Prøv! – med Kærlighedens stærke arm – “, og det blev også mottoet for den privatskole Jørgensen oprettede i 1936, og som fandtes til 2006 efter hvad Wikipedia kan oplyse.
Igennem alle bøgerne er Flemming forelsket i klassekammeraten Inger, der også er glad for ham. Der er dog kriser undervejs, bl.a. i bind 6 pga en ny dreng i skolen, en lapset type ved navn William (“Der stod en duft af pomade og parfume ud fra hans person”, uha uha!) og i bind 8 pga den endnu mere verdensmand-agtige Karsten Krüger, der dog viser sig at være god nok på bunden. Thorkild Hansen omtaler i Søforhør i et afsnit om barndommens læsning forholdet mellem Flemming og Inger: “Endelig var der jo ‘Flemming-bøgerne’, som pudsigt nok blev anset for at være en smule misliebige, fordi den gode Gunnar Jørgensen jo ikke havde afholdt sig fra at skildre Flemmings forelskelse i Inger, så rørende kysk den end var. Det kunne man ikke i en børnebog dengang.” Det er endnu en absurditet set med nutidige øjne. Rørende kyske er bøgerne i sandhed – topmålet af sjofelhed er når de tarvelige og mest slibrige kostskoleelever omtaler deres veninder som “Pokkers kønne pigebørn”!
Da jeg sidst læste Flemming-bøgerne var der næppe mange mennesker, der havde hørt ordet “internet”. Af samme grund har jeg ikke fundet på at søge på nettet om dem før nu – og jeg har til min store undren kunne konstatere, at Jørgensen faktisk skrev 11 bøger, og ikke kun de 10 jeg kender. Jeg troede sagaen sluttede med skoleafslutningen i Flemming student, men der er en ellevte, Flemmings efterfølger der ikke lader til at være blevet genoptrykt i mange oplag sådan som de ti første. Jeg kan læse mig til at Flemming i denne bog selv er blevet lærer. Måske er det en form for epilog og hans medvirken begrænset til en birolle. Det må opklares ved lejlighed.