Mit nylige indlæg om Sherlock Holmes i Meiringen mindede mig om bogen Chess Mysteries of Sherlock Holmes, som jeg har i min bogreol. Forfatteren, Raymond Smullyan, var en fascinerende person – matematiker, tryllekunstner, logiker, musiker med mere – som gennem et langt liv (1919-2017) skrev mange hjernevridende bøger.
Her har han begået en meget fornøjelig litterær pastiche, som burde være videre kendt. (Det nu hedengangne Mandøes Antikvariat havde en anseelig samling af holmesiana, men denne bog havde indehaveren ikke hørt om, da jeg engang spurgte ham om den).
Bogen begynder med at Holmes foreslår Watson, at de kigger hen i den lokale skakklub. Holmes er nemlig interesseret, ikke i skak som sådan, og heller ikke i almindelige skakopgaver, men i en type af problemer entusiaster rubricerer som retrograd analyse. Altså opgaver, hvor man forelægges en skakposition og skal udlede noget om hvad der er sket tidligere i partiet. Naturligvis kommer Holmes’ evner for deduktion til fulde til deres ret i denne sammenhæng.
Efter at Holmes har demonstreret løsningen på en særligt vanskelig opgave:
I was lost in admiration. “Really, Holmes, this is the most remarkable problem you have shown me yet! Who invented this masterpiece?”
“Moriarty,” was the thunderously unexpected reply.
“Good God, no!” I gasped.
“Oh yes, Watson! And it is hardly surprising, you know. This problem has the sort of diabolical simplicty which was so much a part of Moriarty’s nature.”
Naturligvis: med Holmes som mesteren i at løse den type opgaver er det klart, at Moriarty må være den største opgavekomponist! Det spindes der en længere ende over i bogens anden halvdel, der primært foregår på en luksusliner – inspiration fra Stefan Zweigs Skaknovelle måske? Jeg kan nu lidt bedre lide første del, der udspiller sig i skakklubbens mere dagligdags omgivelser. Men hele bogen er fornøjelig.
Holmes og de andre figurer er måske nok lovlig lattermilde, og Watson siger måske nok “Capital!” og lignende lidt rigeligt mange gange, men ellers er tonen fra novellerne ganske godt ramt. Der er en vis charme ved at være i selskab med de to berømte herrer, mens man selv forsøger at løse opgaverne. Som for manges vedkommende er nederdrægtigt svære.
Det er med en vis tilfredsstillelse at jeg kan konstatere, at jeg har udtænkt en skakopgave som hverken Sherlock Holmes eller Raymond Smullyan (anno bogens udgivelsestidspunkt i 1979) ville have været i stand til at løse. Og det på trods af at den kun har to brikker på brættet. Opgaven lyder i al sin enkelhed “Hvem trak sidst?” og stillingen er denne:
Sagen her er, at opgaven kun er løselig pga en regel som ikke fandtes på Sherlock Holmes’ tid, men som det internationale skakforbund FIDE indførte for relativt nylig. (OK – strengt taget kan jeg jo ikke vide om skakreglerne i Holmes’ fiktive univers er de samme som dem vi kender fra virkelighedens, men den antagelse vil jeg, ligesom Smullyan, tillade mig at gøre!). Reglen er beskrevet i sektion 5.2.2 i de officielle skakregler, og lyder:
The game is drawn when a position has arisen in which neither player can checkmate the opponent’s king with any series of legal moves. The game is said to end in a ‘dead position’. This immediately ends the game, provided that the move producing the position was in accordance with Article 3 and Articles 4.2 – 4.7.
Hvis man vil have alle de forkromede detaljer med, kan man nærstudere dem her: https://handbook.fide.com/chapter/E012023
Det er en ledetråd, at opgaveformuleringen var “Hvem trak sidst?” snarere end “Hvis tur er det?”. Det er ingens tur, for partiet er slut – det er tydeligvis i en død position. Når et parti er slut, kan ingen trække. Følgelig var positionen umiddelbart før diagramstillingens position ikke en død position. Det snurrige er, at denne observation er nok til at løse opgaven.
Lad os antage at sort trak sidst. Kan han have flyttet kongen ind i hjørnet fra a7 eller b8 uden slag? Nej, for så var der jo også kun to brikker på brættet i forvejen, dvs allerede dén stilling var en død position. OK, så sort må have slået en brik på a8. Det kan ikke have været en springer, for det er ikke muligt at opstille en matstilling med kun konge+springer mod konge, så det ville også have været en død position. Det kan ikke have været en løber, af samme grund. Det kan selvfølgelig ikke have været en bonde – dem træffer man ikke på ottende række. Så er der tårn og dronning tilbage.
Det er jo muligt at sætte mat med konge+tårn mod konge, eller med konge+dronning mod konge, så umiddelbart synes man, at sort skulle kunne have slået enten et tårn eller en dronning på a8 – men nej! For ved nærmere eftersyn ser vi, at sort i den pågældende situation ikke ville have andre muligheder end at slå. Altså, igen ingen lovlige muligheder for at nå til en matstilling. Igen en død position. Vi kan konkludere, at sort ikke kan have trukket sidst – det har hvid gjort, og den hvide konge må have slået et tårn eller en dronning på c6.
“Jurist-skak” kunne man kalde dette! Det føles næsten perverst – og det kan man sige om retrograd analyse-opgaver i almindelighed.
Jeg har komponeret én enkelt anden skakopgave i denne genre. Den har fordringen “Mat i ét træk” og stillingen er denne:
Den ville Holmes til gengæld kunne løse på et splitsekund. Hvorfor jeg da også vil overlade løsningen til læseren, istedet for at fornærme hans/hendes intelligens ved at skrive den her!
