The Dystopian Imagination

Lige så længe jeg kan huske har det været almindeligt at nævne Orwells Nineteen Eighty-Four og Huxleys Brave New World i samme sætning. De to store dystopiske romaner fra det tyvende århundrede. De to store undtagelser fra reglen om at science fiction ikke er værd at beskæftige sig med (og som derfor, til min irritation, ofte blev givet skudsmålet ikke rigtig science fiction!). I essayet The Dystopian Imagination, trykt i samlingen Our Culture, What’s Left of It graver Theodore Dalrymple (selv en værdig arvtager til Orwell i mine øjne) i en lighed mellem de to bøger:

In both dystopias, people find themselves cut off from the past as a matter of deliberate policy. The revolution that brought about the Brave New World, says Mustapha Mond, was “accompanied by a campaign against the Past” – the closing of museums (as in the Taliban’s Afghanistan), the banning of old books. In 1984 “the past has been abolished.” “History has stopped. Nothing exists except as an endless present in which the Party is always right.”
        Such dystopian engineering is at work in my own country. By the deliberate decision of pedagogues, hundreds of thousands of children now leave school without knowing a single historical fact about their own country. The historical principles that museums have traditionally used to display art have given way to ahistorical thematic displays – portraits of women from a jumble of eras, say. A meaningless glass box now sits on a pediment in London’s Trafalgar Square as a “corrective” to the historical associations of that famous urban space. A population is being deliberately created with no sense of history.”

Dalrymple skrev disse ord i 2001, og hvor meget værre er det dog ikke blevet siden! Nu synes alle begivenheder i både nær og fjern fortid at skulle omdefineres efter moderne moralbegreber. Den grassatgående politiske korrektheds ødelæggende effekt på civilisation og menneskelighed er svær at overvurdere. Dalrymple fortsætter med at påpege en interessant lighed mellem de to værker, som jeg ikke selv havde lagt mærke til:

For both Huxley and Orwell, one man symbolized resistance to the dehumanizing disconnection of man from his past: Shakespeare. In both writers, he stands for the highest pinnacle of human self-understanding, without which human life loses its depth and its possibility of transcendence. In Brave New World, possessing an old volume of Shakespeare that has mysteriously survived protects a man from the enfeebling effects of a purely hedonistic life. […] And when Winston Smith wakes in 1984 from a dream about a time before the Revolution, when people were still human, a single word rises to his lips, for reasons that he does not understand: Shakespeare.

Dalrymple afslutter med en selvoplevet anekdote, der står for mig som noget af det mest rystende og tankevækkende jeg længe har læst:

This scene takes me back to Pyongyang. I was in the enormous and almost deserted square in front of the Great People’s Study House – all open spaces in Pyongyang remain deserted unless filled with parades of hundreds of thousands of human automata – when a young Korean slid surreptitiously up to me and asked, “Do you speak English?”
        An electric moment: for in North Korea, unsupervised contact between a Korean an a foreigner is utterly unthinkable, as unthinkable as shouting, “Down with Big Brother!”
         “Yes,” I replied.

         “I am a student at the Foreign Languages Institute. Reading Dickens and Shakespeare is the greatest, the only pleasure of my life.”
        It was the most searing communication I have ever received in my life. We parted immediately afterward and of course will never meet again. For him, Dickens and Shakespeare (which the regime permitted him to read with quite other ends in view) guaranteed the possibility not just of freedom but of truly human life itself.
         Orwell and Huxley had the imagination to understand why – unlike me, who had to go to Pyongyang to find out.

Houellebecq på Louisiana

Jeg betragter Michel Houellebecq som den måske vigtigste aktive forfatter i dag. Han gæstede Louisiana Literature i år, og der var absolut fuldt hus – well, telt – på Parkscenen om den 23. august om aftenen da han blev interviewet af Rune Lykkeberg med Tore Leifer som oversættelseslink.

Houellebecq overraskede mig. Han var langt mindre af en kold intellektuel end jeg havde ventet, snarere i bund og grund et følelsesmenneske. Lykkeberg begyndte med at vise et barndomsfoto og tog udgangspunkt i det. Det gav Houellebecq anledning til at fortælle at han havde læst meget fra en tidlig alder, og at H. C. Andersen havde gjort stort indtryk tidligt, særligt Den lille pige med svovlstikkerne, som ganske havde ødelagt ham. Han fortalte også at læsende børn i Frankrig dengang kunne deles op i to grupper: dem der læste Dumas, og dem der læste Verne. Han var selv i sidstnævnte gruppe.

Da Lykkeberg forelagde ham en gammel udtalelse om at bøger, skrivning er essentielt, var Houellebecq hurtig til at korrigere: “Déjà lire, déjà lire” – for vi har alt for store hjerner til ét liv, og det er et grundbehov at fylde dem med flere liv, flere mennesker. Altså læsning. Og skrivning. Han afbrød dog sig selv for i ærlighedens navn at tilføje en mere prosaisk grund også: digtoplæsning havde i ungdommen været en glimrende strategi pour seduire les filles.

Jens Albinus læste et par passager fra den seneste roman, Serotonin, bl.a. et afsnit der handler om en dejlig dansk pige, Kate, som jeg-personen fortryder han lod slippe væk. Om hende spurgte Lykkeberg om hun evt. skulle være inspireret af en virkelig dansk pige? Houellebecq virkede noget overrasket over et så direkte spørgsmål men svarede så “Un petit peu, oui”, og tilføjede at figuren oprindeligt ikke havde været planlagt til bogen, men var dukket op undervejs, havde trængt sig på. Han havde et fint billede: at skrive er at fremdyrke en lille koloni af parasitter i hjernen. Nu var hun endt som en af de figurer i bogen han syntes bedst om.

Giraffen anes i midten af billedet

En anden fascinerende tidbit var, hvordan han fandt Serotonin mere vellykket end den forrige roman Underkastelse, i den forstand at sidstnævnte ville have fungeret bedre hvis det var den mandlige hovedperson, der havde forladt den kvindelige snarere end omvendt. At det ikke var faldet sådan ud, var fordi han havde forelsket sig i et par replikker han ikke rigtigt kunne slippe igen. Den ene darling han ikke kunne slå ihjel var replikudvekslingen “J’ai besoin de quelqu’un”/”Moi aussi je suis quelqu’un”, og den anden var den (isnende uhyggelige) “Il n’y a pas d’Israël pour moi”. Fordi han ikke kunne give afkald på disse to, blev plottet som det blev. Som et andet, mere humoristisk eksempel fortalte han, at en del af grunden til at han er blevet beskyldt for at være besat af oralsex er at han bare godt kunne lide alliterationen i sætningen “La plupart des hommes préfèrent les pipes”, PPP, hvilket vakte en del moro blandt publikum. (Han var slet ikke uden humor, omend det kun sjældent lod sig spore i hans ansigt). Lidt en øjenåbner så stor rolle en “well-turned phrase” spillede for ham, men han mente det var almindeligt for forfattere med digter-baggrund.

Til sidst taltes lidt om Kasper Colling Nielsen, som er blevet kaldt “den danske Houellebecq” og hvis seneste bog H. havde læst. Mens vi havde stået og lyttet til alt dette i den heldigvis dejlige sommeraften, var det blevet mørkt, og det var med en følelse af at have overværet noget særligt, at vi begav os hjemad.

The Crumbs på Louisiana

Louisiana Literature løb af stablen 22.-25. august, og der var i år to navne jeg var meget opsat på at opleve: Michel Houellebecq, om hvem i et senere blogindlæg, og amerikansk tegneseries grand (dirty) old man Robert Crumb. Sidstnævnte var der sammen med sin hustru og mangeårige on-off samarbejdspartner Aline Kominsky-Crumb. På forsiden af Drawn Together, samlingen af deres fællestegneserier, kalder de sig “The world’s only cartooning couple” (men de kender så næppe Sussi Bech og Frank Madsen). Den dag jeg besøgte Louisiana, blev de interviewet hver for sig.

Jeg blev først for alvor interesseret i Crumb efter jeg i midthalvfemserne så Terry Zwigoffs film betitlet, well, Crumb. “The most complete portrait of an artist ever made” mener jeg magasinet Empire kaldte den film, og skildringen af Robert Crumb og hans brødre Charles og Maxon gjorde det til den mest fascinerende dokumentar jeg havde set på det tidspunkt (hvor dokumentarfilm endnu ikke var blevet det nye sort).

I manges øjne, inklusive begge mine, er Crumbs sketchbooks hans væsentligste værk. Forskellige forlag har udgivet dem i udvalg, senest Taschen. Crumbs kollega Joe Matt kalder dem “a direct link into Crumb’s brain”, og det er en god beskrivelse: Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden kunstner jeg synes tillader så ufiltreret access, og som samtidig er så umådeligt talentfuld. Chris Ware kalder ligefrem Crumb for “the greatest living artist”.

Hvordan var det så at opleve denne levende legende, som blev interviewet af Christian Monggaard på Louisianas smukke Parkscene den 23. august? Desværre synes jeg ikke der var så meget andet i det end en “Se giraffen”-oplevelse. Måske fordi forummet ikke var decideret tegneserieorienteret, blev det hele holdt meget basic, og der blev ikke sagt noget videre der var nyt for nogen der kendte blot lidt til Crumb i forvejen. Det sjoveste var faktisk at se Crumbs målløse reaktion på, at det var på et offentligt (skole-)bibliotek at Monggaard havde stiftet bekendtskab med hans serier.

Almindelige dødelige fik ikke lov at nærme sig Crumb (ikke den dag i hvert fald; et par dage efter var der en signing session, som jeg dog ikke havde lejlighed til at deltage i). Jeg så en kendis stå og tigge arrangøren så mindeligt om han dog ikke kunne få en lille audiens, men nej. De havde lovet “at passe godt på ham”. Crumbs kone Aline sagde i øvrigt i sit interview at Robert lider af Asperger. På mange måder var dette andet interview, som Ditte Giese forestod, faktisk mere spændende, for Kominsky-Crumbs vinkel på tingene var mindre kendt for mig, og hun havde også ordet mere i sin magt. Så gjorde det i den forbindelse mindre, at jeg ikke finder hendes værker tilnærmelsesvis så interessante som hendes mands.

Robert Crumb var på en længere bryllupsrejse i Europa inkl. København i 1960’erne (ikke med Aline men med den første hustru, Dana). Det føltes lidt som en spildt mulighed at dette besøg ikke blev bragt på bane. MEN det kan jeg måske selv gøre i et fremtidigt blogindlæg – jeg er nemlig kommet i besiddelse af nogle interessante postkort Crumb mange år senere skrev om opholdet, og som mig bekendt ikke er publiceret andetsteds.