Jeg kan huske at jeg for år tilbage i København kom forbi en butik med et skilt, der forkyndte “Sidste fyldepennebutik på Strøget”. Det morede mig at tolke ordlyden som handlede det om geografi snarere end historie – som havde det været et skilt på en amerikansk highway der meddeler at efter næste benzintank er der 80 miles til den næste igen. Jeg kan se det for mig: man kommer gående der mod Rådhuspladen, bekymret over at man senere vil få de VILDESTE fyldepen-abstinenser, og så – redningen! Pyha.
Jeg kommer til at tænke på den hændelse, hver gang jeg kommer forbi en af de beundringsværdige “Bogbørsen”-standere. Optankning af åndelig føde! Jeg bliver altid lige nødt til at stoppe op og kigge, og ofte er der jo ikke noget særligt at komme efter, men det er også altid lidt sjovt i sig selv at notere sig hvilke bøger og forfattere der i særlig grad er at træffe her.
Og jeg HAR faktisk fundet nogle glimrende ting i tidens løb – og har da også selv deponeret nogle bøger, især når jeg opgraderet en favorit-titel til en mere interessant udgave og dermed er endt med at stå med en dublet.

