Enhver bogelsker vil være glad for Shaun Bythells meget morsomme Diary of a Bookseller. Selv fandt jeg den i en lufthavnsboghandel og den fik mig til at le højt indtil flere gange på flyturen. Bythell bestyrer et antikvariat i Wigtown, Skotland, og skriver om bøgerne, butikkens ansatte og dens kunder, især de mest irriterende af dem. Kan varmt anbefales.
“As I was sorting through the boxes from Haugh of Urr, I came across a copy of Collins French Phrasebook in a box. You really would have to be on the most abysmal holiday to find the following phrases useful:
‘Someone has fallen in the water.’ ‘Can you make a splint?’ ‘She has been run over.’ ‘Help me carry him.’ ‘I wish to be X-rayed.’ ‘Leave me alone.’ ‘I do not like this.’ ‘The chambermaid never comes when I ring.’ ‘I was here in 1940.’ ‘Eleven hostages were shot here.'”
Et af mine mere interessante stykker “Hergéiana”, eller hvad man nu skal kalde det, er et eksemplar af albummet Cinquante Ans de Travaux Fort Gais, et “behind the scenes”-album, der aldrig kom i handelen men kun blev trykt i 2000 eksemplarer, som blev givet til gæster til to receptioner i anledning af Tintins 50-års jubilæum i 1979. Det findes ikke på dansk, men det meste af indholdet blev genbrugt i udstillingskataloget Le Musée Imaginaire de Tintin, der også kom på dansk under titlen Tintins museum. Mit eksemplar er forsynet med en dedikation til Josette Baujot, der var Hergés chef-farvelægger. Hergé har ladet bogens undertitel indgå i dedikationen, der således kommer til at lyde: “A Josette Baujot qui sait, depuis vingt-cinq ans, comment nâit une aventure de Tintin”, eller på dansk: “Til Josette Baujot som i 25 år har vidst hvordan et eventyr med Tintin bliver til”.
Jeg har spottet en forbindelse mellem denne dedikation og Hergés ufuldendte album Tintin og alfabetkunsten. I dette album optræder Baujot karikeret som “Fru Laijot” og hun har en replik om at hun har puklet som en slave for “dette firma” i samfulde 25 år, selvfølgelig en insidejoke til Baujots mangeårige ansættelse i Studios Hergé. Tintin giver hende efterfølgende disse ord med på vejen: “Hun er muligvis en harpe, men ellers er hun hæderligheden selv”. I virkelighedens verden havde Hergé stor respekt for Baujot, som ifølge de Hergé-biografier jeg har læst, var en skrap dame og en af de få, der turde tale Hergé imod, også om hans personlige forhold.
Skitserne i Tintin og alfabetkunsten er (ifølge Hergés højre hånd Bob de Moor) tegnet omkring 1978-79, så det er nærliggende at tro at dedikationen har inspireret til sekvensen i albummet eller omvendt.
For noget tid siden fandt jeg i et antikvariat en lille bog med titlen Vin, Vid og Vampyrer af en Billy Rose. Hmm, hvor var det jeg havde hørt den titel før? Lidt efter dæmrede det: den er nævnt i Politikens gamle håndbog Skakspilleren, i afsnittet der hedder Skak i litteraturen. I det afsnit gengives Roses humoristiske skildring af at komme ynkeligt til kort i en skakklub i New York, for så derefter at komme ovenpå igen da han skal betale $1.75, og skakhajen trods talrige forsøg ikke kan finde ud af at give tilbage på en femdollarseddel.
Billy Rose var impresario, tekstforfatter og Broadwayproducer, og bogens indhold er hans letbenede memoirer. Helhedsindtrykket er spøjst, for bogen er illustreret af ingen ringere end Salvador Dali, hvilket giver den en kunstnerisk tyngde, der står i stærk kontrast til tekstsiden.
Flere kapitler er rene opremsninger af den ene brander efter den anden, og jeg er 100% sikker på at enten Preben Kaas eller Dirch Passer må have læst bogen. Sammenlign denne passage:
Hele den sommer var min have genstand for pressens bevågenhed. George Jessel beskrev den som ‘stedet, hvor spurvene må ligge på knæ for at få fat i kornet.’ Quentin Reynolds udbredte det rygte, at jeg blev nødt til at indsæbe mine marker, førend jeg kunne få barberet hveden af.
med Kaas’ tekst til den klassiske Passer-monolog Det må være en kartebolle:
Ellers så må jeg sige at han var meget, meget, meget uheldig med sit korn den sommer, det stod meget lavt, helt fantastisk lavt. Det stod så lavt så gråspurvene måtte ligge på knæ når de skulle nippe til det. Det var dog endnu værre inde hos hans nabo, han måtte høste med barberblade. Jeg kan tydeligt huske det, for netop den dag da vi ankom, der var han ifærd med at sæbe hele marken ind.
Bogens originaltitel er Wine, Women and Words, og jeg synes nok de danske oversættere Georg Gjedde og Jørgen Rothenborg har været lige desperate nok efter at bibeholde bogstavrimet.
Har netop læst You Know You Want This, som jeg faldt over i en boghandel i London. Jeg havde ikke før hørt om forfatteren Kristen Roupenian, men jeg forstår hun havde et stort hit med novellen Cat Person da denne blev publiceret i The New Yorker i december 2017 – “the first short story to go viral” forkyndes det på smudsbindet, hvad det så end præcist skal betyde. Cat Person, om et kortvarigt og kikset forhold, er også med i samlingen her og er efter min mening også bogens bedste novelle, men der er også andet at komme efter. De fleste af historierne er foruroligende eller creepy på den ene eller anden måde. Det er godt realiseret, og der er psykologisk indsigt især i de mest realistiske af novellerne.
Bogen rundes af med en lille makaber historie Biter, med en elegant twist-in-the-tale-slutning. Som at læse Roald Dahl opdateret for MeToo-generationen!
Jeg er glad for Tom Lehrer og (gen)så for nylig koncertoptagelsen fra hans optræden i København i 1967. I skrivende stund ligger den på YouTube her:
Jeg kom i tanker om, at Dan Turèll skriver om koncerten et sted, og slog op i Onkel Danny Fortæller Greatest Hits. Det er fra stykket der hedder Jeg har været til en masse koncerter – og lyder som følger:
Jeg kan huske dengang Tom Lehrer var her og altså ikke havde begået selvmord alligevel og lignede en overudviklet rødkindet annonce college-dreng og spillede sine overstadige døds-polkaer på Falkoner Centrets flygel og sagde til publikum, at hvis der var noget man ikke helt forstod så var det hentydninger til lokale amerikanske forhold som den amerikanske ambassade gerne hjalp én med … Jeg kan huske han lød nøjagtigt som sine plader (så man undrede sig når de kendte scratch udeblev) og at manden ved siden af mig – en meget pæn ældre herre, som jeg senere fandt ud af var jurist – virkelig (og det er den eneste gang jeg har set det så åbenlyst) brød sammen af grin, simpelthen knækkede og rystede i kramper mens klaveret trampede videre og Lehrer snappede i luften med tænderne med et lallende mildt udtryk i sit high school teddy boy baby face –
Mærkeligt at tænke på at Lehrer allerede i 1967 var datid og næsten myteomspundet. Nu, i 2019, harTurèll været borte i over et kvart århundrede, hvorimod Lehrer stadig lever i bedste velgående.
Jeg er nu ikke helt enig med Turèll i at Lehrer lyder nøjagtigt som sine plader, og jeg sætter i særdeleshed pris på den alternative udgave af The Elements (25 minutter inde i optagelsen), som jeg ikke har set andre steder end her. Trods de mange kamerapanoreringer ud over publikum, har jeg ikke kunnet spotte Turèll eller hans storgrinende sidemand. Skulle nogen få øje på dem, så smid endelig en kommentar om det!
Denne passage fra Kiplings Havets helte må tage en eller anden pris for mest billedsprog og flest opfindsomme sammenligninger presset ned på mindst mulig plads:
Den lille Skonnert dansede for sit Anker mellem de sølvtoppede Bølger. Den gik bagover med ironisk Forbavselse, naar Ankertovet strammede, den sprang paa det som en Killing paa et Garnnøgle, saa Sprøjtet larmende som Kanonskud stod gennem Klydsene. Saa rystede den på Hovedet, som om den vilde sige: “Jeg maa desværre forlade de Herrer, jeg skal nordpaa,” og derpaa gled den skævt til Siden for brat at standse, saa det raslede virkningsfuldt i Rigningen. Hvorpaa den muntre Skonnert ganske lig en drukken Mandsperson, der henvender Ordet til en Lygtepæl, syntes at sige: “Hvad det var, jeg vilde bemærke …,” men da den havde mimet de Ord, opløste det sig i et Anfald af Krampetrækninger, der snart mindede om en Hvalp, der gumler paa en ende Sejlgarn, snart om en fed Kvindes Bevægelser i en Damesadel, saa om en Høne, der har faaet Hovedet kappet af, eller en Ko, der er stukket af en Bremse – fuldkommen som Havets Bevægelser inspirerede til.
