Jeg ville have svoret på, at det var for ca 7-8 år siden jeg læste Stefan Zweigs roman Hjertets utaalmodighed, men den nørdede readbooks.txt på min computer fortæller mig, at det var helt tilbage i 2010. Det var en af ganske få bøger jeg gjorde mig ulejlighed med at anmelde på Amazon, primært fordi den var så intens og eminent skrevet (den føles mere som en novelle end en roman), og sekundært fordi jeg ikke kunne huske at have set temaet behandlet i nogen anden bog.
Kort fortalt handler bogen om en ung løjtnant, der kommer til at dumme sig, da han på besøg hos en godsejer, byder husets datter Edith op til dans, uvidende om at hun er lam. Og, som han opsummerer i rammefortællingen i indledningen: “Og derpaa fulgte saa Forsøget paa at gøre den dumhed god igen; men – naar man altfor hastigt vil reparere et Hjul i et Ur, gaar det jo gerne saaden, at man ødelægger hele Værket.” Det er medlidenhed det hele handler om – man kan vel nærmest kalde bogen for det definitive studie af denne følelse. Den unge pige forelsker sig i løjtnanten, som ikke gengælder hendes følelser, hvilket han dog ikke rigtigt nænner at tage konsekvensen af eller lade hende forstå. Situationen eskalerer konstant, og man er som læser ikke i tvivl om, at det kommer til at ende katastrofalt, spørgsmålet er bare hvordan.
Nu har Bille August filmatiseret romanen under titlen Kysset, med Esben Smed og Clara Rosager i de to hovedroller, og det synes jeg egentlig han er sluppet godt fra. Stemningen jeg huskede fra bogen var i hvert fald ramt meget godt. Jeg havde meget af den samme oplevelse som under læsningen: Den frydefuldt ubehagelige følelse det giver at overvære en hovedperson, som heldigvis ikke er én selv, grave sin egen grav dybere og dybere, fordi han ikke kan sige fra.
Dog synes jeg at sproget i filmen er et problem – de fleste af personerne lyder simpelthen bare ALT for moderne. Jeg spekulerede undervejs over om det var et bevidst valg, men jeg tror det ikke, for der var enkelte undtagelser, primært en oberst spillet af Kurt Dreyer som, forestiller jeg mig, egentlig lyder ret overbevisende 1914-agtig. På et tidspunkt siger en af personerne sågar “Godt gået!”. (Det var altid noget, at vi ikke hørte løjtnanten sige “Hva’ så der, Edith, hvad sker der for dig?”)
På engelsk er bogen udgivet under den prosaiske titel Beware of Pity, som må siges at være den ultimative, og ultimativt kortfattede, opsummering af bogens budskab. På dansk findes den under i hvert fald to forskellige titler, tættere på originalens titel Ungeduld des Herzens, nemlig Hjertets utålmodighed, og Utålmodige hjerter. De titler giver mig associationer til noveller fra FamilieJournalen, og jeg så ikke umiddelbart forbindelsen til bogens tema. Men den forklares midtvejs i en samtale i hvilken en indsigtsfuld læge (i filmen spillet af David Dencik) belærer den unge hovedperson om, at der findes flere slags medlidenhed, og at den vor helt praktiserer ulykkeligvis er “den blødhjertede og sentimentale; den er egentlig kun det utaalmodige Hjertes Forsøg paa snarest muligt at frigøre sig for den generte Grebethed, som den fremmede Ulykke har bevirket”.
Samme læge har også en anden sentens, der også passende kan opsummere romanen: “Kun til at begynde med er Medlidenhed – akkurat lige som Morfin – en Velgerning over for den syge, et Lægemiddel og et Hjælpemiddel; men hvis man ikke forstaar at give den i de rigtige Doser og med Stop-Ur, bliver det til en morderisk Gift.”