“Man kan få et stof, duattin, som spalter bevidstheden sådan at man kan føre diskussoner med sig selv om et hvilket some helst emne. Hvad emnet skal være, bestemmes af et andet stof.” Denne bagsidetekst fra bogen Fremtidskongressen fascinerede mig tilstrækkeligt til at jeg købte den i et antikvariat i Århus i 1990’erne, og det blev min introduktion til Stanislaw Lems fantastiske forfatterskab.
Denne forrykte lille science fiction-roman fra 1971 er en af kun to Lem-titler oversat til dansk – den anden er naturligvis klassikeren Solaris – og jeg har læst den flere gange siden. Jeg tror det må være den eneste bog jeg har læst på tre forskellige sprog: dansk, engelsk og fransk. Forudsætningerne for at læse den polske original har jeg desværre ikke. Muligvis er jeg blevet inspireret til at læse den i flere udgaver pga den danske udgaves højst særegne forord, i hvilket oversætteren Ellen M. Pedersen lægger kortene på bordet og kalder fordanskningen en “skandale og et mirakel”, fordi den ikke primært er baseret på den polske original, men på tidligere engelske og tyske oversættelser af hhv Michael Kandel og I. Zimmermann-Müller.
Stanislaw Lem virker som mindst 4 forskellige forfattere. Nogle af hans bøger, som fx His Master’s Voice, fremstår som helt realistisk “hård” science fiction. Andre er komplet rablende, humoristiske, ofte satiriske. Atter andre er literære eksperimenter (såsom The Investigation, eller A Perfect Vacuum, der er en samling anmeldelser af ikke-eksisterende bøger, en genial ide i øvrigt). Så er der de eventyragtige fortællinger (The Cyberiad) for ikke at tale om utallige essays om teknologi, menneskehedens potentiale og andre dybe emner. Det er sådan set ikke så underligt, at Lems amerikanske kollega Philip K. Dick mistænkte ham for at være et sovjetisk forfatterkollektiv. (Der er i øvrigt mange ligheder mellem de to forfattere – ikke kun deres efternavne knytter dem sammen…).
Fælles for Lems bøger er en helt utrolig fantasi – “Lem’s imagination is one of the wonders of the world” skrev en anmelder, og jeg er helt enig. Sommetider er det næsten umuligt at tro på, at han ikke selv har set de besynderligheder han skriver om. Et andet gennemgående træk er fascination af menneskets møde med noget der er komplet fremmed og uforståeligt.
I Fremtidskongressen er hovedpersonen Lems gennemgående figur Ijon Tichy, og så ved man, at man er i den rablende afdeling af produktionen. Det er en lille bog på kun lidt over 100 sider, og den må strengt taget betragtes som en bagatel i hans samlede værk. Og dog har den i hvert fald indirekte haft en stor indflydelse på moderne popkultur: det centrale koncept i filmen The Matrix er løftet direkte fra denne bogs klimaks, er jeg sikker på.
Bogen tager sin begyndelse i Costa Rica hvor Tichy deltager i verdens ottende fremtidskongres på et gigantisk Hilton-hotel. Det er en kaotisk affære, der bliver endnu mere bizar da begivenhederne afbrydes af terrorangreb og væbnede kampe i gaderne. Deltagerne flygter ned på hotellets nederste niveau, et underjordisk kloaksystem. De er under stærk påvirkning af hallucinerende stoffer, der gør det håbløst at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det er kun begyndelsen.
Bogens tempo er aldeles frenetisk, man sidder med en følelse af næsten ikke at kunne følge med i alle de absurde begivenheder og plot twists og så, knap halvvejs bremses der pludseligt fuldstændig op, et besynderligt toneskift, og decideret lyrisk (og dermed meget atypisk for forfatteren) er beskrivelsen af Tichys oplevelse af at vågne op efter at have være frosset ned i årtier:
Ingenting.
Ingenting.
Ingenting, absolut og aldeles ingenting.
Der er ingenting her. Jeg er her heller ikke.
Hvor meget længere? Ingenting.
Næsten noget, men meget, meget lidt. Må koncentrere mig.
Noget, men ikke meget. Under andre omstændigheder ville jeg sige: ingenting.
Gletsjere, blå og hvide. Alt er af is, også mig.
Smukke, disse gletsjere. Bare det ikke var så forbandet koldt.
Isnåle, snekrystaller. Arktis. Gennemfrossen, til benet. Hvilket ben? Ren, gennemsigtig is, skør og stiv.
Herefter fortsætter handlingen i år 2039 hvor vor helt (nu i en ny krop, da den gamle gik til grunde under kamphandlingerne) må lære at begå sig i en verden der nu helt og holdent kontrolleres af psykofarmaka. Der findes stoffer for alt. Som i absolut alt:
I den psykotropiske forretning om hjørnet så jeg freudusser, morbidin, dilemmal og det nyeste i egoimer, som der blev gjort kraftig reklame for: autentium. Det fremkalder syntetiske erindringer om ting, der aldrig har fundet sted. Nogle få gram dantin, for eksempel, så går man rundt i den faste overbevisning, at man har skrevet Divina Commedia. Hvorfor nogen skulle have lyst til det, kan jeg ikke for min død forstå.
Min væsentligste anke mod bogen er den samme som jeg har mod mange andre af Lems bøger: slutningen. Med Lem er det ofte som han på et tidspunkt pludselig mister interessen for den verden han har skabt, hvorefter han lader det hele løbe ud i sandet i en utilfredsstillende slutning. Således også her, men undervejs er man vældig godt underholdt.
Lems bog blev i 2013 brugt af Ari Folman som løst forlæg for filmen The Congress, der blander realfilm og animation. Nogle temaer og handlingselementer bibeholdes, men der gøres ingen synderlige forsøg på at ramme bogens tone, og filmen tager sig også store friheder med persongalleriet. Ijon Tichy er ikke engang med – istedet er hovedpersonen skuespilleren Robin Wright, der spiller en fiktiv udgave af sig selv. En kuriøs sag.
Nogle år efter jeg første gang læste bogen, gjorde jeg i øvrigt en tilfredsstillende lille opdagelse. Jeg faldt over en anden Lem-bog, en paperbackudgave af The Cyberiad, som indeholdt et stempel med et særpræget navn:
Jeg kendte ikke Rottensteiner, men jeg huskede at en af bipersonerne i Fremtidskongressen hedder “Trottelreiner” (fejlstavet “Trottenreiner” mindst et sted i bogen, i øvrigt). Jeg kunne hurtigt søge mig frem til at Rottensteiner var Lems forlægger og ven, så der er næppe tvivl om at romannavnet er en munter hilsen.