Sven Holm 1940-2019

Sven Holm døde tidligere på måneden. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham i gymnasiet, hvor vi i dansk læste et uddrag af Min elskede. En skabelonroman. Jeg var på det tidspunkt tilstrækkeligt interesseret i science fiction til at navnet blev liggende i baghovedet, og mange år senere kom jeg i tanker om ham igen og læste nogle af hans bøger. Den lille roman Jomfrutur syntes jeg bedst om; en yderst charmende fortælling om ung kærlighed i et gartnermiljø, skrevet i et sprudlende og helt bogstaveligt talt blomstrende sprog.

Sven Holm skrev dedikationer med sirlig, mikroskopisk skrift. Jeg er faldet over en del dedikationseksemplarer fra hans hånd i årenes løb, og i anledning af hans død fandt jeg en af de endnu ulæste frem: novelleudvalget Sin egen vogter, en blandet landhandel der dækker det meste af karrieren, “fra lidt efter vugge til noget før krukke” som han skriver i hilsenen til Klaus Rifbjerg og frue:

A void

Jeg lavede – i min uoplysthed – lige et double take da jeg så denne bogryg i et antikvariat for et par dage siden:

En trykfejl var min første tanke – jeg har selv både “Johannez V. Jensen” og “Nis Pedersen” stående hjemme på hylderne – men nej, stavemåden gik igen indvendigt:

Kunne så godt svagt huske, at Shakespeares navn vist var blevet stavet på mange mærkelige måder i tidens løb, men jeg troede bare, at det lå længere tilbage i tiden. Åbenbart ikke: Wikipedia fortæller: ” The standard spelling of the surname as “Shakespeare” was the most common published form in Shakespeare’s lifetime, but it was not one used in his own handwritten signatures. […] The spelling of the name was later modernised, “Shakespear” gaining popular usage in the 18th century, which was largely replaced by “Shakspeare” from the late 18th through the early 19th century. “

Og altså i dette tilfælde så sent som 1854. Så lærte man det.

Dwarsliggers

Så for kort tid siden i Schiphol lufthavn hvad hollænderne kalder “dwarsliggers”: små bøger i liggende format, med supertynde sider og med skriften på den lange led. Måske er det bare mig, der har været uopmærksom, men jeg mindes ikke at have set dem andre steder. Forstår ikke rigtigt ideen. Ja, de fylder kun ganske lidt, og ja, man kan have dem i én hånd, og bladre i dem omtrent som man swiper på en smartphone – men hvis man synes det er væsentlige kriterier, er man så ikke allerede typen der hellere vil læse på en ebook reader? Og omvendt, hvis man kan lide rigtige bøger, vil man så ikke synes de her er lige usle nok?

Formatet har været brugt i Holland i cirka 10 år, men det ville overraske mig hvis det vandt stor udbredelse.

Langt om længe

Thorkild Bjørnvig skrev fire bind erindringer, dækkende årene 1918 til 1948: Solens have og skolegården, Hjørnestuen og månehavet, Jordens hjerte og Ønsket. I 2006 fandt jeg i et antikvariat i Nakskov et eksemplar af fjerde bind med denne lille (typisk for Bjørnvig versificerede) dedikation:

Modtagerne må være billedkunstneren Meta May Holmboe og komponisten Vagn Holmboe, med hvem Bjørnvig samarbejdede i forskellige sammenhænge.

Efterlysning

I Johannes Møllehaves meget fornøjelige anekdotesamling Replikker og pointer skriver han:

Humor har altid forekommet mig mest fortryllende, når den var ubevidst. I en roman fra Victoria-tiden har den danske oversætter været rørende omhyggelig med noter og kommentarer og præcise udredninger. Et sted i bogen står der:
    »Da han så hende nøgen, ønskede han sig ti tusinde mile under jorden.«
     I en note nederst på siden tilføjer oversætteren oplysende:
     »Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«

Hvis anekdoten virkelig er sand, er jeg meget interesseret i at få bogen identificeret. Jeg har dog en formodning om at den, som så mange andre gode historier, kunne være en and. Det eneste jeg kan søge mig frem til (her: https://bogmarkedet.dk/artikel/humor-i-bogmarkedet ), er at en variant af historien mere end en gang sås i fagbladet BogMarkedet:

En, der dukkede op med jævne mellemrum, var denne kommentar fra en oversætter: »Grevinden ønskede sig tusind mile under jorden,« til hvilket oversætteren tilføjede denne fodnote: »Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«

Jeg vil være lige så rørende omhyggelig som oversætteren og bemærke, at hankønsvæsenet i Møllehaves udgave af citatet blev ti gange så påvirket, som grevinden blev i denne udgave.

Muligvis har Møllehave selv historien fra BogMarkedet og citerede den efter hukommelsen, med en vis erindringsforskydning til følge. Det er selvfølgelig ren spekulation, men i hvert fald indeholder  hans bog på en af den nærliggende sider et replikskifte, der involverer en grevinde:

»Du fortjente, jeg behandlede dig som en hund,« sagde grevinden.
»Vov,« sagde greven.

Hvorom alting er: Replikker og pointer er en sjov bog.

Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaard savner jeg. Det er trist at tænke på, at der ikke kommer flere sorte og grumme og umulige-at-lægge-fra-sig bøger fra hans hånd.

Efter de tre novellesamlinger Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen kan jeg huske jeg tænkte, at han vel for pokker ikke kunne blive ved med stadig længere titler, men minsandten om han ikke holdt stilen: i 2009 udkom hans første roman: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. SÅ var jeg også sikker på, at han måtte krybe til korset med den næste, men nej: han diskede op med Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. OK, strengt taget var der også novellesamlingen Gamle historier imellem, men den indeholdt jo netop gammelt materiale, så med lidt god vilje kan man sige, at det først var svanesangen Frysende våde vejbaner der brød reglen!

Jeg hørte engang Sonnergaard til et forfatterarrangement på Paludans Bogcafé, dengang de tre første bøger blev genudgivet som Radiator-triologien. Det jeg husker bedst fra den aften er hans svar på spørgsmålet “Hvem skriver du for?”. Efter en lille pause svarede han “Jeg tror jeg skriver for dem, der stadig køber CD’er”. Mange holder op på et tidspunkt, når til et punkt hvor de synes, at nu har de egentlig nok. Formuleringen føltes ganske meningsfuld. (I dag ville han selvfølgelig have været nødt til at sige det på en anden måde, men streaming var ikke udbredt den gang).

Jeg ejer et eksemplar af Radiator med en ualmindeligt charmerende dedikation fra Sonnergaard til kollegaen F. P. Jac:

Man kan slutte, at der muligvis er et lignende eksemplar out there et eller andet sted. Kunne være sjovt at få de to samlet!

Ud over at være eminent til at skrive om dumme svin var Sonnergaard også en mester i spøgelseshistorier. Da jeg i 2016 hørte om hans død, blev min egen lille markering at genlæse Spøgelset på Ottmachauer Steig. Jeg mindes ikke at have læst en novelle i den genre med en mere isnende uhyggelig slutning.