Bogen Når man mailer fra 2009 samler et uddrag af Svend Åge Madsens mailkorrespondance med Flemming Christian Nielsen. 6. april 2005 skrev Madsen:
Af kataloget over Villys [Villy Sørensen] bogsamling fremgår det at han havde nulevende forfattere til at stå i stuen. Afdøde i entreen (lokaliterne er ligegyldige, og sikkert forkerte). Når en forfatter døde bar han (højtideligt?) vedkommendes produkter fra stuen ud i entreen. En ganske smuk ritus – der ovenikøbet vil lette hukommelsen, så man ikke så tit kommer i tvivlssituationer: Lever han endnu?
Enig, en sympatisk ide er det. For nylig fandt jeg også det pågældende katalog, udgivet af Frederiksberg Antikvariat A/S i 2005, og det går i lidt flere detaljer:
Hvad dansk skønlitteratur angår, havde han midt i 1970’erne gjort det til et opstillingskriterium at skelne mellem afdøde og endnu levende forfattere. Kun de afdøde stod i dagligstuen (i den mindre lejlighed i Brede gjaldt det endda kun dem fra før hans egen levetid, resten var stillet op i hans arbejdsværelse), mens de levende havde plads i bagværelset. Når en dansk forfatter døde, bar han de bøger, han havde af vedkommende, fra bagværelset og skaffede plads til dem i reolen med de afdøde,
Det rejser jo spørgsmålet om hvad Villy Sørensen gjorde med bøger med mindst TO forfattere. Hvis den ene døde, placerede han så bogen i dørkarmen mellem de to lokaler? Til stor daglig gene, så man må formode, at han efterhånden bare gik og håbede vrissende på, at den anden forfatter også kradsede af? Hvis der var TRE forfattere, var bøgerne så placeret på gulvet mellem de to reoler efter et afstandsprincip? Vægtede han i så fald forfatternes individuelle bidrag i udmålingen af afstanden? Måske han for nemheds skyld havde et særligt lille “limbo-rum” til bøger i den kategori? ELLER, afholdt han sig simpelthen bevidst så vidt muligt fra at anskaffe sig danske skønlitterære bøger med flere forfattere, for at overhovedet at undgå at skulle forholde sig til disse dilemmaer?
Store, spændende spørgsmål som vi nok aldrig får svar på!
