Bogen Når man mailer fra 2009 samler et uddrag af Svend Åge Madsens mailkorrespondance med Flemming Christian Nielsen. 6. april 2005 skrev Madsen:
Af kataloget over Villys [Villy Sørensen] bogsamling fremgår det at han havde nulevende forfattere til at stå i stuen. Afdøde i entreen (lokaliterne er ligegyldige, og sikkert forkerte). Når en forfatter døde bar han (højtideligt?) vedkommendes produkter fra stuen ud i entreen. En ganske smuk ritus – der ovenikøbet vil lette hukommelsen, så man ikke så tit kommer i tvivlssituationer: Lever han endnu?
Enig, en sympatisk ide er det. For nylig fandt jeg også det pågældende katalog, udgivet af Frederiksberg Antikvariat A/S i 2005, og det går i lidt flere detaljer:
Hvad dansk skønlitteratur angår, havde han midt i 1970’erne gjort det til et opstillingskriterium at skelne mellem afdøde og endnu levende forfattere. Kun de afdøde stod i dagligstuen (i den mindre lejlighed i Brede gjaldt det endda kun dem fra før hans egen levetid, resten var stillet op i hans arbejdsværelse), mens de levende havde plads i bagværelset. Når en dansk forfatter døde, bar han de bøger, han havde af vedkommende, fra bagværelset og skaffede plads til dem i reolen med de afdøde,
Det rejser jo spørgsmålet om hvad Villy Sørensen gjorde med bøger med mindst TO forfattere. Hvis den ene døde, placerede han så bogen i dørkarmen mellem de to lokaler? Til stor daglig gene, så man må formode, at han efterhånden bare gik og håbede vrissende på, at den anden forfatter også kradsede af? Hvis der var TRE forfattere, var bøgerne så placeret på gulvet mellem de to reoler efter et afstandsprincip? Vægtede han i så fald forfatternes individuelle bidrag i udmålingen af afstanden? Måske han for nemheds skyld havde et særligt lille “limbo-rum” til bøger i den kategori? ELLER, afholdt han sig simpelthen bevidst så vidt muligt fra at anskaffe sig danske skønlitterære bøger med flere forfattere, for at overhovedet at undgå at skulle forholde sig til disse dilemmaer?
Store, spændende spørgsmål som vi nok aldrig får svar på!
Mit nylige indlæg om Sherlock Holmes i Meiringen mindede mig om bogen Chess Mysteries of Sherlock Holmes, som jeg har i min bogreol. Forfatteren, Raymond Smullyan, var en fascinerende person – matematiker, tryllekunstner, logiker, musiker med mere – som gennem et langt liv (1919-2017) skrev mange hjernevridende bøger.
Her har han begået en meget fornøjelig litterær pastiche, som burde være videre kendt. (Det nu hedengangne Mandøes Antikvariat havde en anseelig samling af holmesiana, men denne bog havde indehaveren ikke hørt om, da jeg engang spurgte ham om den).
Bogen begynder med at Holmes foreslår Watson, at de kigger hen i den lokale skakklub. Holmes er nemlig interesseret, ikke i skak som sådan, og heller ikke i almindelige skakopgaver, men i en type af problemer entusiaster rubricerer som retrograd analyse. Altså opgaver, hvor man forelægges en skakposition og skal udlede noget om hvad der er sket tidligere i partiet. Naturligvis kommer Holmes’ evner for deduktion til fulde til deres ret i denne sammenhæng.
Efter at Holmes har demonstreret løsningen på en særligt vanskelig opgave:
I was lost in admiration. “Really, Holmes, this is the most remarkable problem you have shown me yet! Who invented this masterpiece?” “Moriarty,” was the thunderously unexpected reply. “Good God, no!” I gasped. “Oh yes, Watson! And it is hardly surprising, you know. This problem has the sort of diabolical simplicty which was so much a part of Moriarty’s nature.”
Naturligvis: med Holmes som mesteren i at løse den type opgaver er det klart, at Moriarty må være den største opgavekomponist! Det spindes der en længere ende over i bogens anden halvdel, der primært foregår på en luksusliner – inspiration fra Stefan Zweigs Skaknovelle måske? Jeg kan nu lidt bedre lide første del, der udspiller sig i skakklubbens mere dagligdags omgivelser. Men hele bogen er fornøjelig.
Holmes og de andre figurer er måske nok lovlig lattermilde, og Watson siger måske nok “Capital!” og lignende lidt rigeligt mange gange, men ellers er tonen fra novellerne ganske godt ramt. Der er en vis charme ved at være i selskab med de to berømte herrer, mens man selv forsøger at løse opgaverne. Som for manges vedkommende er nederdrægtigt svære.
Det er med en vis tilfredsstillelse at jeg kan konstatere, at jeg har udtænkt en skakopgave som hverken Sherlock Holmes eller Raymond Smullyan (anno bogens udgivelsestidspunkt i 1979) ville have været i stand til at løse. Og det på trods af at den kun har to brikker på brættet. Opgaven lyder i al sin enkelhed “Hvem trak sidst?” og stillingen er denne:
Sagen her er, at opgaven kun er løselig pga en regel som ikke fandtes på Sherlock Holmes’ tid, men som det internationale skakforbund FIDE indførte for relativt nylig. (OK – strengt taget kan jeg jo ikke vide om skakreglerne i Holmes’ fiktive univers er de samme som dem vi kender fra virkelighedens, men den antagelse vil jeg, ligesom Smullyan, tillade mig at gøre!). Reglen er beskrevet i sektion 5.2.2 i de officielle skakregler, og lyder:
The game is drawn when a position has arisen in which neither player can checkmate the opponent’s king with any series of legal moves. The game is said to end in a ‘dead position’. This immediately ends the game, provided that the move producing the position was in accordance with Article 3 and Articles 4.2 – 4.7.
Det er en ledetråd, at opgaveformuleringen var “Hvem trak sidst?” snarere end “Hvis tur er det?”. Det er ingens tur, for partiet er slut – det er tydeligvis i en død position. Når et parti er slut, kan ingen trække. Følgelig var positionen umiddelbart før diagramstillingens position ikke en død position. Det snurrige er, at denne observation er nok til at løse opgaven.
Lad os antage at sort trak sidst. Kan han have flyttet kongen ind i hjørnet fra a7 eller b8 uden slag? Nej, for så var der jo også kun to brikker på brættet i forvejen, dvs allerede dén stilling var en død position. OK, så sort må have slået en brik på a8. Det kan ikke have været en springer, for det er ikke muligt at opstille en matstilling med kun konge+springer mod konge, så det ville også have været en død position Det kan ikke have været en løber, af samme grund. Det kan selvfølgelig ikke have været en bonde – dem træffer man ikke på ottende række. Så er der tårn og dronning tilbage.
Det er jo muligt at sætte mat med konge+tårn mod konge, eller med konge+dronning mod konge, så middelbart synes man, at sort skulle kunne have slået enten et tårn eller en dronning på a8 – men nej! For ved nærmere eftersyn ser vi, at sort i den pågældende situation ikke ville have andre muligheder end at slå. Altså, igen ingen lovlige muligheder for at nå til en matstilling. Igen en død position. Vi kan konkludere, at sort ikke kan have trukket sidst – det har hvid gjort, og den hvide konge må have slået et tårn eller en dronning på c6.
“Jurist-skak” kunne man kalde dette! Det føles næsten perverst – og det kan man sige om retrograd analyse-opgaver i almindelighed.
Jeg har komponeret én enkelt anden skakopgave i denne genre. Den har fordringen “Mat i ét træk” og stillingen er denne:
Den ville Holmes til gengæld kunne løse på et splitsekund. Hvorfor jeg da også vil overlade løsningen til læseren, istedet for at fornærme hans/hendes intelligens ved at skrive den her!
Hvis jeg i en boghandel støder på en signeret bog, og den ikke er for dyr, har jeg svært ved at lade den ligge. Det kan til tider faktisk være irriterende. Sidste år kom jeg, efter en tur i københavnske antikvariater, således hjem med denne her:
Allerede inden jeg havde købt den, havde jeg en forudanelse om, at jeg muligvis ville fortryde det! At den var for irriterende på en eller anden måde – pseudo-intellektuel, woke måske. For New Yorker-agtig. Istedet for at få mistanken be- eller afkræftet ved at læse bogen, fik jeg den ide at se filmatiseringen. Det gjorde jeg så. Og magen til vammel følelsesporno skal man da lede længe efter.
Det er noget med en niårig dreng, Oskar, spillet af Thomas Horn, som leder efter ejeren af en mystisk nøgle hans far gemte på. Faderen kan ikke spørges ud om den, for han døde under 9/11-angrebet. Vi ser ham i flashbacks, en frelst all-American-everyday-hero-type (spillet af Tom Hanks, naturligvis). Sandra Bullock er moderen, og Max von Sydow en enigmatisk gamling, der hjælper Oskar og kun kommunikerer ved at skrive på en notesblok. Vi ved jo fra The Piano, at dét forøger filmens chancer for at vinde de store priser.
Jeg har ingen grund til at tro, at bogen skulle være spor bedre. En gennembladning viser, at den er proppet med grafiske gimmicks, af hvilke den sidste er specielt usmagelig: en flipbook-sekvens baseret på de grufulde autentiske optagelser af en af de mænd der sprang i døden fra Twin Towers i 2001.
Summa summarum: et eklatant fejlkøb.
Jeg synes i øvrigt bogen indskriver sig i en trend: jeg kendte i forvejen ikke blot én, men to romaner der i høj grad er skåret over samme læst: Mark Haddons The Curious Incident of the Dog in the Night-Time, og Reif Larsens The Selected Works of T. S. Spivet. Alle fortalt i første person, af følsomme (møgirriterende) drenge på en ensom mission. Alle drenge med en diagnose – asperger, autisme, hvad ved jeg. Alle bøgerne med lange, “cute” titler og grafiske gimmicks på tekstsiderne.
Det er på sin vis ganske kvikt at lade en mindreårig agere som fortæller – så har forfatteren jo en undskyldning for ikke at forsøge at skrive på særligt højt niveau. Jeg kan ikke sige, at jeg har behov for nogensinde at læse flere bøger der minder om disse.
Sommerferien i år gik til Schweiz, blandt andet til Meiringen, hvor man kan se Reichenbach-vandfaldet, stedet hvor Sherlock Holmes og professor Moriarty i den berømte novelle The Final Problem havde deres drabelige kamp til døden. Det sted måtte naturligvis ses. En charmerende, gammel bjergbane fører op til vandfaldet, hvor skilte med en forbløffende præcision (som faktisk giver mening ud fra hvad man kan læse i novellen) angiver stedet for kampen. Der jo som bekendt i første omgang var tænkt som punktummet for Holmes’ karriere, indtil Conan Doyle senere lod ham genopstå i novellen The Empty House og fortælle Watson at det pga hans kendskab til kampsporten baritsu alligevel var lykkedes ham at overmande ærkefjenden.
Nede i selve Meiringen er der i en gammel kirke indrettet et lille Sherlock Holmes-museum, som absolut også er besøg værd. Den audioguidede udstilling tager kun en halv time. Der er selvfølgelig fokus på Schweiz-forbindelsen, men også interessante oplysninger om Doyle, som jeg egentlig ikke vidste ret meget om, og en fint udført “rekonstruktion” af Holmes og Watsons lejlighed.
Jeg har fået lyst til at genbesøge Holmes-universet nu. Conan Doyle skrev 56 noveller og 4 romaner om Sherlock Holmes. Jeg fik læst alle novellerne så langt tilbage som i slutningen af 1980’erne. Husker hvor forkert det føltes, at nogle få af dem ikke var fortalt af Watson, men af Holmes selv, eller var skrevet i tredje person – man må tro Doyle kedede sig og følte trang til at variere formlen. Af de fire romaner, A Study in Scarlet, The Sign of the Four, The Hound of the Baskervilles og The Valley of Fear, fik jeg af en eller andet grund aldrig læst sidstnævnte. Det må være på tide at rette op på den forglemmelse.
Kogebøger er ellers ikke noget jeg går op i, men for noget tid siden stødte jeg på en gammel en af slagsen med en så vidunderlig titel, at jeg simpelthen blev nødt til at købe den. Den hed:
Nye Original Dansk Koge-Bog for Fruentimmer, som selv forestaae deres Køkken eller vil have Tilsyn ved dets Bestyrelse
Jo, det hed den, jeg sværger. Se selv:
Det kunne være sjovt engang at invitere gæster på en middag baseret på opskrifter fra denne sag. Men selv hvis jeg aldrig skulle få taget mig sammen til det, er det mig umuligt at fortryde anskaffelsen.
Jeg havde ikke forventet at skulle se en sjovere kogebogstitel – men i dag udsendte Vangsgaard et netkatalog, der blandt andet tilbyder et værk fra 1796 med, virkelig, titlen:
Nye og fuldstændig Koge-Bog, indeholdende en tydelig Anviisning til at koge, bage, sylte, tillave Geleer, Iser, Compoter og andre Conditor-Sager, tilligemed Regler for Anretningen, med de dertil hørende Figurer i Kobber. Alt indrettet på ziirligste og fordeelagtigste Maade, ikke alene til Brug for Herskaber; men tillige for Middelstanden.
Forfatteren til den nymodens bog jeg anskaffede mig, angiver ubeskedent sit fulde navn: Hans Henrich Petersen. Kvinden bag denne ældre forgænger er derimod anonym: titelbladet angiver så vidt jeg kan se blot “Af mange Aars Erfaring meddelte af en Huusmoder”.
Fremover, når som helst mit blik falder på mit eksemplar af “God mad – let at lave”, vil jeg blot snøfte foragteligt.
Da jeg gik i gymnasiet var jeg en flittig gæst på byens lokale bibliotek, og dér opdagede jeg en dag en tyk blå bog kaldet Who’s Who. Whaddayknow, der var opslag om alle mulige kendte personer, og der var endda angivet adresser på mange af dem! Jeg fik straks lyst til at skrive til mine helte i bøgernes og filmens verden. Vi taler her om årene 1988-1991, altså stadig med det dersens “internet” et stykke ude i fremtiden som noget man snakkede om, så papirbreve var muligheden.
I første omgang fik jeg ikke så meget ud af det. Svarene udeblev til min ærgrelse. Så fandt jeg ud af, at man skulle vedlægge IRC’er, såkaldte “International Reply Coupons”, så man reelt sendte noget der svarede til en frankeret svarkuvert. Det gjorde en verden til forskel. Nu indløb der adskillige svar. Den eneste person jeg fik svar fra inden jeg begyndte af vedlægge IRC’er var Terry Gilliam, bless him.
Jeg læste meget science fiction i de år, og da en af mine favoritter var Arthur C. Clarke, blev han en af de første jeg skrev til. Jeg fik den ide, at jeg ville prøve at opbygge en autografsamling, og for at den skulle være lidt speciel, ville jeg spørge autografofrene, om de havde lyst til at sætte titel på en eller flere af deres yndlingsfilm.
Nogle uger senere lå der i posten en tyk kuvert fra Sri Lanka. Svar fra Clarke! Jeg ringede straks til min gymnasiekammerat Mogens, der kendte til mit projekt, og som var lige så stor Clarke-fan som jeg var. Han kastede sig på sin cykel og kom til stede en halv times tid senere. Vi beså forsendelsen sammen. Det meste af den bestod af en længere fortrykt skrivelse, der beskrev Clarkes mange igangværende projekter. Tydeligvis et dokument Clarke vedligeholdt løbende og brugte som standardsvar til fans. Men så var der også en fotokopi af mit oprindelige brev, og på dette havde Clarke tilføjet et par håndskrevne kommentarer (blandt andet en kompliment til mit engelskniveau, som jeg på forhånd havde undskyldt for!). Til spørgsmålet om yndlingsfilmene havde han svaret:
Don’t really have one – how can you rate LAWRENCE, DUNE, PATHER PANCHELLI, INDIANA JONES.. G. W. T. W… ?
Jeg gættede på at Lawrence måtte være ham fra Arabien. Derimod tog det mig temmelig lang tid at regne ud at G. W. T. W. formentlig refererede til Gone With the Wind.
Satyajit Rays Pather Panchali har jeg til dato aldrig fået set, og det er nok en fejl. Derimod går det over min forstand at David Lynchs Dune kan være nogens yndlingsfilm. Som jeg husker den består den primært af endeløse nærbilleder af folk der ser alvorlige ud og mumler “The worms… the spice…”.
Derudover indeholdt brevet et Ex Libris-klistermærke med en autograf på. De små personaliserede dele af forsendelsen beholdt jeg; standardskrivelsen smed jeg senere ud. Det har jeg svært ved at forstå i dag, men jeg var en ren begynder dengang.
At Clarke svarede, var en positiv oplevelse, som jeg levede højt på længe. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og jeg er sikker på at hans svar var med til at grundlægge min vedvarende interesse for signerede bøger.
