Kogebøger er ellers ikke noget jeg går op i, men for noget tid siden stødte jeg på en gammel en af slagsen med en så vidunderlig titel, at jeg simpelthen blev nødt til at købe den. Den hed:
Nye Original Dansk Koge-Bog for Fruentimmer, som selv forestaae deres Køkken eller vil have Tilsyn ved dets Bestyrelse
Jo, det hed den, jeg sværger. Se selv:
Det kunne være sjovt engang at invitere gæster på en middag baseret på opskrifter fra denne sag. Men selv hvis jeg aldrig skulle få taget mig sammen til det, er det mig umuligt at fortryde anskaffelsen.
Jeg havde ikke forventet at skulle se en sjovere kogebogstitel – men i dag udsendte Vangsgaard et netkatalog, der blandt andet tilbyder et værk fra 1796 med, virkelig, titlen:
Nye og fuldstændig Koge-Bog, indeholdende en tydelig Anviisning til at koge, bage, sylte, tillave Geleer, Iser, Compoter og andre Conditor-Sager, tilligemed Regler for Anretningen, med de dertil hørende Figurer i Kobber. Alt indrettet på ziirligste og fordeelagtigste Maade, ikke alene til Brug for Herskaber; men tillige for Middelstanden.
Forfatteren til den nymodens bog jeg anskaffede mig, angiver ubeskedent sit fulde navn: Hans Henrich Petersen. Kvinden bag denne ældre forgænger er derimod anonym: titelbladet angiver så vidt jeg kan se blot “Af mange Aars Erfaring meddelte af en Huusmoder”.
Fremover, når som helst mit blik falder på mit eksemplar af “God mad – let at lave”, vil jeg blot snøfte foragteligt.
Da jeg gik i gymnasiet var jeg en flittig gæst på byens lokale bibliotek, og dér opdagede jeg en dag en tyk blå bog kaldet Who’s Who. Whaddayknow, der var opslag om alle mulige kendte personer, og der var endda angivet adresser på mange af dem! Jeg fik straks lyst til at skrive til mine helte i bøgernes og filmens verden. Vi taler her om årene 1988-1991, altså stadig med det dersens “internet” et stykke ude i fremtiden som noget man snakkede om, så papirbreve var muligheden.
I første omgang fik jeg ikke så meget ud af det. Svarene udeblev til min ærgrelse. Så fandt jeg ud af, at man skulle vedlægge IRC’er, såkaldte “International Reply Coupons”, så man reelt sendte noget der svarede til en frankeret svarkuvert. Det gjorde en verden til forskel. Nu indløb der adskillige svar. Den eneste person jeg fik svar fra inden jeg begyndte af vedlægge IRC’er var Terry Gilliam, bless him.
Jeg læste meget science fiction i de år, og da en af mine favoritter var Arthur C. Clarke, blev han en af de første jeg skrev til. Jeg fik den ide, at jeg ville prøve at opbygge en autografsamling, og for at den skulle være lidt speciel, ville jeg spørge autografofrene, om de havde lyst til at sætte titel på en eller flere af deres yndlingsfilm.
Nogle uger senere lå der i posten en tyk kuvert fra Sri Lanka. Svar fra Clarke! Jeg ringede straks til min gymnasiekammerat Mogens, der kendte til mit projekt, og som var lige så stor Clarke-fan som jeg var. Han kastede sig på sin cykel og kom til stede en halv times tid senere. Vi beså forsendelsen sammen. Det meste af den bestod af en længere fortrykt skrivelse, der beskrev Clarkes mange igangværende projekter. Tydeligvis et dokument Clarke vedligeholdt løbende og brugte som standardsvar til fans. Men så var der også en fotokopi af mit oprindelige brev, og på dette havde Clarke tilføjet et par håndskrevne kommentarer (blandt andet en kompliment til mit engelskniveau, som jeg på forhånd havde undskyldt for!). Til spørgsmålet om yndlingsfilmene havde han svaret:
Don’t really have one – how can you rate LAWRENCE, DUNE, PATHER PANCHELLI, INDIANA JONES.. G. W. T. W… ?
Jeg gættede på at Lawrence måtte være ham fra Arabien. Derimod tog det mig temmelig lang tid at regne ud at G. W. T. W. formentlig refererede til Gone With the Wind.
Satyajit Rays Pather Panchali har jeg til dato aldrig fået set, og det er nok en fejl. Derimod går det over min forstand at David Lynchs Dune kan være nogens yndlingsfilm. Som jeg husker den består den primært af endeløse nærbilleder af folk der ser alvorlige ud og mumler “The worms… the spice…”.
Derudover indeholdt brevet et Ex Libris-klistermærke med en autograf på. De små personaliserede dele af forsendelsen beholdt jeg; standardskrivelsen smed jeg senere ud. Det har jeg svært ved at forstå i dag, men jeg var en ren begynder dengang.
At Clarke svarede, var en positiv oplevelse, som jeg levede højt på længe. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og jeg er sikker på at hans svar var med til at grundlægge min vedvarende interesse for signerede bøger.
Læste for nylig Rick Moodys roman The Ice Storm. Jeg så filmen i biografen i sin tid og syntes den var virkelig god; et fremragende 1970’er tidsbillede med suveræne skuespillere. For år tilbage bemærkede jeg så, at et antikvariat i København havde et signeret eksemplar af bogen stående, og jeg var fristet, men jeg lod den stå da jeg trods alt syntes den var for dyr. Den blev stående der i mange år, indtil forretningen endelig satte den ned til halv pris, hvorefter jeg slog til.
Desværre syntes jeg ikke nær så godt om bogen som om filmen. Jeg synes Moodys prosa er temmelig “show off”-agtig. (“Se hvor mange popkultur-referencer jeg kender!”). Og bogen er mere sex-fikseret end jeg husker filmen, eller også er den det bare på en mere irriterende måde. Jeg kommer ikke til at læse mere af Moody.
Bogens fysiske udformning har jeg også et problem med. Hvor glad jeg end er for signerede bøger, har jeg aldrig syntes at det trækker op når der indvendigt forkyndes at bogen er signeret af forfatteren. Det er selvfølgelig en god garanti for autenticitet, men det giver mig en lidt flad fornemmelse af kunstigt skabt eksklusivitet (samtidig med at jeg også godt ved, at den følelse er lidt fjollet).
Så lad gå med det. Men forlaget går et skridt videre: de reklamerer med signaturen på bogryggen.
Det synes jeg er et skridt for langt. Læg dertil bogmærke-bånd og hele tre indlægssedler. Helhedsindtrykket ender nærmest med at blive komisk. Det er en bog, dette her, ikke en schweizerkniv.
På en måde synes jeg faktisk indpakningen matcher indholdet: den giver samme oppustede “trying too hard”-indtryk, som jeg fik af prosaen under læsningen. Se det ville være subtilt, hvis det nu havde været tilsigtet fra forlagets side! Men ak nej, The Easton Press har udgivet bøger af adskillige andre forfattere efter samme super-bibliofile model.
I slutningen af 90erne lavede Time Magazine diverse temanumre om århundredets mest betydningsfulde mennesker i forskellige kategorier. Time 100 var fællestitlen for disse, og et af dem var om Artists and Entertainers of the Century. Som en joke bragtes i dette nummer også en artikel om en fiktiv kunstner, en vis Cranford Glimp, der, på trods af sin umådelige produktivitet og store indflydelse på andre kunstnere, forsvandt i glemslen. Jeg læste historien dengang og morede mig, og for nogle dage siden mindede et eller andet mig om den, og jeg kiggede efter, om den kunne søges frem på nettet. Det kunne den godt, den er skrevet af Lewis Grossberger, og den ligger på Times webarkiv her:
Jeg genlæste, og jeg genmorede mig. For en bog-blog som denne er det mest relevant at citere at “Hemingway was suspected of lifting passages in A Farewell to Arms from Glimp’s novella Say Goodbye to Your Feet, a tender love story set amid the depravities of the Bulgarian-Estonian war” og “Later that day, he bumped into Henry Miller and startled him by shouting, “Your stuff is boring! Get some sex into it!”. Men jeg synes hele artiklen er uhyre sjov, og jeg grinede mest af passagen om sønnen, som “died tragically on the Lusitania, though not on the voyage on which it sank”.
Da jeg for tiden er i færd med at eksperimentere med forskellige AI’er, faldt det mig ind at spørge Grok om den vidste noget om Cranford Glimp. Det gjorde den ikke, men den efterfølgende konversation, efterhånden som jeg gav flere detaljer, var dybt fascinerende. Efter at jeg fortalte “Time Magazine had a story about Cranford Glimp in 1998”, lykkedes det Grok at finde en Reddit-tråd Glimp var nævnt i, men det var det hele. Da jeg derimod nævnte forfatteren, sporede Grok sig straks in på at der nok var tale om en humoristisk satire:
Grossberger’s style leaned heavily on satire, absurdity, and cultural commentary, often poking fun at media, society, or obscure figures. A story about “Cranford Glimp” by him in Time Magazine would likely be a humorous or fictional profile rather than a factual biography, given his track record. The name “Cranford Glimp” itself doesn’t appear in any verifiable historical or artistic context – no artist, sculptor, painter, or notable figure by that name shows up in records tied to 1998 or otherwise. This suggests “Cranford Glimp” could bea pseudonym, a typo, or, most plausibly, a made-up character Grossberger invented for the piece.
Jeg var allerede lidt imponeret over dette svar. Derefter skrev jeg: “You are right, it is a satirical humorous story. I found it now on time.com’s website archive. It is called “The Unknown Cranford Glimp”. Can you not access it?”. Det detaljerede svar gav mig næsten kuldegysninger:
Jeg er vildt imponeret over så spot-on Grok rammer Grossbergers stil og tone – den her opsummerede artikel virker som noget Grossberger lige så godt kunne han skrevet, som det han faktisk skrev (det var en noget klodset formulering).
Hvad skal man konkludere af dette? At Grossberger når det kommer til stykket egentlig ikke var så kreativ? Der er i hvert fald mange ting, som jeg tidligere har tænkt på som kreativitets-indikatorer, som AI’er nu kan sprøjte ud uden problemer. Det er meget fascinerende at se i hvilken rækkefølge de forskellige områder erobres.
Jeg spurgte også detaljeret ind til hvordan Groks hukommelse virker, og jeg fik hvad der virkede som faktuelle svar om for eksempel hvordan ting bliver gemt i dens vidensbase med en vægtet sandsynlighed for sandhedsværdi. Det er den længste konversation jeg har haft med en AI, uden at jeg havde en følelse af at noget var “off”. Man slipper stadig ikke for hallucinationer, men jeg har oplevet langt flere med ChatGPT og Perplexity. Om et par måneder ser AI-landskabet sikkert allerede helt anderledes ud igen – jeg kan ikke komme mig over hvor hurtigt udviklingen går på dette område.
On another note: det omtalte Time-temanummer havde på forsiden et lækkert maleri af Al Hirschfeld:
Jeg er stor fan af Hirschfeld, “The Line King”,og, som redaktøren skrev på bladets indledende sider, var han det helt oplagte valg til at at tage sig af coveret. Hirschfeld var lige så gammel som århundredet, så han må have været 97 eller 98 da han lavede dette maleri, og han havde lavet karikaturer af kultur-personligheder igennem årtier. Læg i øvrigt mærke til at der på Spielbegs ærme står “NINA” – Hirschfelds datter, hvis navn han som regel skjulte i sine tegninger. (Lidt ligesom Don Rosa plejede at gemme bogstaverne “D.U.C.K.” på første billede af sine Disney-tegneserier – om der er tale om kollega-inspiration der ved jeg ikke).
Jeg husker også at Time-redaktøren takkede Hirschfeld for at have været fleksibel mht nogle sidste-øjebliks ændringer af motivet. Hvad disse bestod i, stod der ikke noget om – men det fik jeg tilfældigvis opklaret, da jeg nogle år senere fik bogen Hirschfeld On Line i fødselsdagsgave. På side 223 er den originale illustration gengivet:
Så ud med Armstrong, og ind med Dylan! Hvorfor Chaplin røg med som collateral damage skal jeg ikke kunne sige. Måske var der grænser for hvor meget Hirschfeld gad at gøre om; man fornemmer i hvert fald hans irritation i den ledsagende tekst.
Så denne opstilling i en Bog & Ide for noget tid siden, og jeg gætter på at den ikke var tilfældig. Mærkeligt nok er syntesen ikke grimmere end nogen af forlæggene, nærmest tværtimod.
En dobbelt-anmeldelse, eller måske snarere en triple-anmeldelse. Jeg så i går i biografen Robert Zemeckis’s nye film Here, som er baseret på en 300 sider lang tegneserie af Richard McGuire. Som selv var baseret på en 25 år ældre 6-siders udgave med samme ide. Da den lange udgave udkom i 2014 anmeldte jeg den på serieland.dk – jeg gengiver anmeldelsen her, med et par billeder tilføjet:
Af og til får en kunstner en stærk ide, realiserer den, og finder så sidenhen, at den i virkeligheden havde potentiale til langt mere end den blev brugt til i første omgang. Således skrev Daniel Keyes novellen “Flowers for Algernon” (dagbogsnotater fra en en mands udvikling fra mentalt retarderet til geni og tilbage igen) før han senere vendte tilbage til ideen og udvidede den til romanlængde. Et andet eksempel er Art Spiegelman hvis første udgave af “Maus” var tre (!) sider lang.
Richard McGuires klassiske tegneserie “Here”, der blev trykt i et nummer af Raw omkring 1989, var en lille sag på seks sider. De fleste kender den vel: hver af de i alt 36 billedrammer viser den samme “location” – et hjørne af en stue, til vidt forskellige tider. Nogle af billederne er yderligere opdelt, så man i samme ramme kan få et glimt af hændelser fra flere forskellige år. Fx viser en ramme glimt fra 1971, 1957 og 1999 mens en anden serverer en grinende ældre herre fra år 1986 side om side med en dinosaurus fra år 100.650.010 B.C. Et sjovt koncept der giver rig lejlighed til tematisk fascinerende sammenstillinger i billederne.
Nu er “Here” så udvidet til en tyk hardback på cirka 300 sider. Tung, lækker at se på og røre ved. Den har været længe undervejs – det er flere år siden, at jeg et eller andet sted (McSweeneys-tegneserieantologien? Jeg kan ikke lige finde referencen) så Chris Ware omtale projektet. Det store spørgsmål er jo så om ideen kan bære det udvidede format. Der er jeg muligvis lidt for tidligt ude med denne anmeldelse, for det er meget tænkeligt en bog der vil stå sig ved mange gennemlæsninger. Man kan vel sige den nærmest er designet til at blive læst på den måde (og hver gennemlæsning behøver såmænd ikke at tage så lang tid). Jeg har i skrivende stund været den igennem to gange, og er bestemt fascineret men kan heller ikke sige mig fri for at være en anelse skuffet.
I den nye udgave er der ikke seks tableauer pr side, men ét pr dobbeltside. Og hvor den oprindelige udgave var i sort-hvid og med en konsistent udtryk, arbejdes der her med farver og mange forskellige teknikker. Nogle af disse synes jeg skurrer lidt mod hinanden, og i det hele taget generer bogens inkonsistente udtryk mig noget – nogle opslag er meget smukke, andre fremstår noget halvfærdige.
Mere væsentligt er hvordan selve ideen overlever format-transplantationen. Jeg havde en forestiling om, at bogen nok dybest set ville være en demonstration af en ekstremt rendyrket udgave af den oprindelige ide – med 50 gange mere plads til rådighed ville der være mulighed for at gøre den mindst en størrelsesorden mere kompleks denne gang. Det er dog ikke det McGuire har gjort. I stedet for at udvide til en gigantisk labyrint af referencer frem og tilbage over årstal og sider, har han holdt kompleksiteten på omtrent samme niveau som i 1989-udgaven. Det der er tilføjet i stedet er stemninger. Hvor 1989-udgaven dybest set var en intellektuel lille sag, taler 2014-udgaven mindst lige så meget til følelserne.
Anbefales, trods forbeholdene. Jeg tror alle der interesserer sig bare en lille smule for tegneserien som form i det mindste vil finde bogen fascinerende. Blandt folk der ikke er specielt tegneserieinteresserede vil meningen om den nok være mere delte.
Hvordan har ideen så overlevet at blive omsat til film? I det store hele godt. Det væsentlige fungerer, og den holdt interessen fanget både hos mig og min biografledsager, min søn på 13. Det trækker dog ned at der er en noget sentimental tone, og der er enkelte scener der er så pinligt woke, at jeg måtte krumme tæer. Men de fylder heldigvis ikke så meget i helheden.
Foryngelses-CGI-teknikken der er blevet brugt på hovedpersonerne, bl.a. Tom Hanks og Robin Wright, er blevet kritiseret for ikke at fungere særlig godt, men jeg tænkte nu ikke særligt over det aspekt. Størstedelen af handlingen følger Hanks’s figurs familie fra slutningen af 1940’erne til nutiden, men der er også afstikkere til slutningen af 1700-tallet (hvor Benjamin Franklin inddrages, hvilket jeg allerede fandt malplaceret i bogudgaven) og til begyndelsen af 1900-tallet, hvor en flyver-entusiast og hans hårdtprøvede hustru bor i huset. Filmens friskeste pust er dog klart scenerne med det bizarre og sært charmerende entrepenante par, der bebor huset i begyndelsen af 1940’erne – de er i øvrigt ikke med i bogen.
Som i tegneserieudgaverne holdes synsvinklen fast hele vejen igennem. I modsætning til tegneserieudgaverne med én undtagelse. Da kameraet endelig bevæger sig (i øvrigt på en naturstridig måde, ligesom den berømte scene med spejlet i samme Zemeckis’ film Contact), for første og eneste gang, gør det så meget større indtryk. Den slags kan jeg virkelig godt lide! Mindede mig om Sange fra anden sal, i hvilken kameraet også flyttede sig én og kun én gang.
Man kan også sammenligne konceptet for tegneserierne og filmen med Georges Perecs vanvittige roman Livet – en brugsanvisning. I denne bog tages så at sige et snapshot af et lejlighedskompleks i Paris (den 23. juni 1975, lidt før kl 8 om aftenen), hvorefter bogen redegør for alt der foregår i bygningen, og alt hvad der er foregået, der har ledt det til netop den tilstand – hvorfor det og det billede hænger på den og den væg osv. Den kunne det også være interessant at se en filmudgave af.
Douglas R. Hofstadter er bedst kendt for bogen Gödel, Escher, Bach, som blev et fænomen da den udkom i 1979 – en svært definerbar moppedreng om bevidsthed, intelligens og begrebet “jeg”, som kommer ud af de særeste tangenter, og som endte med at vinde Pulitzer-prisen. Den gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste den omkring 1990, og meget af min senere læsning var inspireret af emner og personer jeg blev introduceret til via denne bog og Hofstadters øvrige bøger. Flere af hvilke jeg fandt endnu bedre – jeg tror faktisk ikke engang jeg ville placere Gödel, Escher, Bach på min Hofstadter-top-tre.
En af hans bøger – den mest tekniske i forfatterskabet – hedder Fluid Concepts and Creative Analogies. To pudsigheder om den, en generel og en personlig:
1) Den allerførste bog der blev solgt på Amazon, var et eksemplar af den titel. Det var i 1995.
2) Da jeg selv ville have fat i titlen, ikke længe efter den var udkommet, forsøgte jeg at bestille den i en boghandel i Århus. Personalet i boghandelen gav mig meldingen, at de ikke kunne bestille den hjem til mig, hvis jeg ikke kendte bogens ISBN-nummer. Det er nok det mærkeligste spørgsmål jeg har fået i en boghandel.
Nå, men det lykkedes mig, selv uden ISBN, at få fat i bogen på en eller anden måde, og jeg læste den med interesse. Den beskriver diverse forskningsprojekter Hofstadter lavede sammen med diverse studerende på Indiana University og University of Michigan – “The Fluid Analogies Research Group” er listet som medforfatter på bogen, og medlemmernes navne fremgår af individuelle kapitler – Daniel Defays, Melanie Mitchell, Robert French, David Chalmers og Gary McGraw.
Bogens hovedinhold er detaljerede beskrivelser af projekter med at udvikle computerprogrammer der modellerer en form for “intelligens” – mønstergenkendelse, kreativitet – i et eller andet mikrodomæne. Således har vi fx programmet Jumbo, der finder engelsk-lydende anagrammer. Der er Letter Spirit, som, givet nogle bogstaver i en bestemt font/stil, frembringer øvrige bogstaver i alfabetet i samme stil. Og programmet Copycat, som finder analogier i et domæne af tekststrenge: (“Suppose the letter-string abc was changed to abd; how would you change the letter-string ijk in “the same way”?).
Allermest interessant finder jeg faktisk et indledende kapitel, i hvilket Hofstadter beskriver undersøgelser han lavede som teenager, for at finde ud af hvordan trekanttal (dvs tal der kan skrives som summen af de første N heltal) og kvadrattal fordeler sig mellem hinanden. Et studie i mønstergenkendelse; som beskrivelse af en kreativ proces er dette kapitel en tour de force. Mange forskningsartikler ville være betydeligt lettere at forstå, hvis de var udstyret med et afsnit i denne stil, så man forstår baggrunden for processen i tænkningen, og ikke bare præsenteres for det færdigpudsede resultat. Men der er næppe mange, der så præcist som som Hofstadter har dokumenteret egne tankeprocesser gennem årtier.
Hofstadter er, der i 90’erne, overbevist om, at vejen frem er at beskæftige sig med diverse mikro-domæner, en man-må-krybe-før-man-kan-gå-tilgang. I et kapitel kaldet The Knotty Problem of Evaluating Research erkender han, at mange kolleger langtfra er enige med ham. Der er så mange forskelligartede tilgange til forskning i kunstig intelligens, at Hofstadter må ty til “A Crazy Bazaar” som fællesbetegnelse for hvad der foregår i feltet. Han udtrykker vantro over for en radikalt anderledes tilgang, som han hører præsenteret i en forelæsning af Doug Lenat, der præsenterer et projekt han kalder CYC:
CYC (pronounced as, and related to, the “cyc” in “encyclopedia”) involves the encoding of millions upon millions of everyday facts into a uniform representation language based on predicate calculus, in an attempt to imbue a computer with common sense of the kind that any ten-year old has. The basic message of Lenat’s talk was that this type of knowledge-intensity is the only way to go, if you really want to make models of intelligence. Anything less is baby stuff. He said that in his opinion, within twenty years or so, thanks to advances in hardware (both memory size and raw speed), the complexity of programs, and the amount of knowledge available, computers will reach and surpass humans in intelligence level. He seemed perfectly confident and quite happy about this. I was nonplussed that he could say or believe such things, but in private conversation later, he reaffirmed his statements and incidentally remarked that work in microdomains is hopelessly outmoded. It was hard to even know how to reply to this, except to say “I don’t think so.”
De senere års eksplosive udvikling inden for AI fik mig til at tænke tilbage på denne passage. For det synes jo unægtelig som om Lenat har fået mere ret i sine forudsigelser end Hofstadter. Jeg kunne godt tænke mig at se, om Hofstadter inden for nyere tid havde udtalt sig om emnet og eventuelt skiftet mening. Det har han, viser det sig. Eftertrykkeligt endda, og det er ikke noget der har beredt ham glæde. I et interview fra 2023 med Amy Jo Kim siger han om udviklingen: “It’s like a tidal wave that is washing over us at unprecedented and unimagined speed, and to me it’s quite terrifying, because it suggests that everything that I used to believe was the case is being overturned.”
Hele interviewet er dybt interessant, og kan p.t. ses på Kims YouTube-kanal Game Thinking TV her:
Et lidt længere citat, fra ca 30 minutter inde i interviewet:
Hofstadter: I grew up with a certain feeling about what computers can or cannot do, and I thought that artificial intelligence when I heard about it was a very fascinating goal which is to make rigid systems act fluid, but to me that was a very long, remote goal. It seemed infinitely far away, it felt as if artificial intelligence was the art of trying to make very rigid systems behave as if they were fluid, and I felt that would take enormous amounts of time, you know I felt it would be hundreds of years before anything even remotely like a human mind would be asymptotically approaching the level of the human mind, but from beneath. I never imagined that computers would rival or let alone surpass human intelligence, and in principle I thought they could rival human intelligence, I didn’t see any reason that they couldn’t but it seemed to me like it was a goal that was so far away I wasn’t worried about it, but when certain systems started appearing, maybe twenty years ago, they gave me pause, and then it started happening at an accelerating pace where unreachable goals and things that computers shouldn’t be able to do started toppling – the defeat of Garry Kasparov by Deep Blue and then going on to Go systems, Go programs… well, systems that could defeat some of the best Go players in the world, and systems got better and better at translation between languages, and then in producing intelligible responses to difficult questions in natural language, and, even writing poetry, and my whole intellectual edifice, my system of beliefs… it’s a very traumatic experience when some of your most core beliefs about the world start collapsing.
And especially when you think that the human beings are soon going to be eclipsed. It felt as if not only are my belief systems collapsing, but it feels as if the entire human race is going to be eclipsed and left in the dust. Soon. People ask me, “What do you mean by soon?”, and I don’t know what I really mean, I don’t have any way of knowing, but some part of me says five years, some part of me says twenty years, part of me says I don’t know, I have no idea. But the progress, the accelerating progress, has been so unexpected, so completely caught me off guard, not only myself, but many, many people, that there’s a certain kind of terror of an oncoming tsunami that is going to catch all of humanity off guard. It’s not clear whether that will mean the end of humanity in the sense of the systems we’ve created destroying us, it’s not clear if that’s the case, but it’s certainly conceivable. If not, it just renders humanity a small, a very small phenomenon compared to something else that is far more intelligent, and will become incomprehensible to us, as incomprehensible to us as we are to cockroaches.
Kim: That’s an interesting thought.
Hofstadter: Well I don’t think it’s interesting, I think it’s terrifying. I hate it…
Kim: You can’t help thinking it.
Hofstadter: I think about it practically all the time every single day…
Kim: Wow.
Hofstadter: … and it overwhelms me and depresses me in a way that I haven’t been depressed for a very long time.
Hofstadter er en meget højt begavet person, og han har beskæftiget sig indgående med emnet i årtier, så jeg må sige, at hans pessimisme gør indtryk. Der findes dog også andre højt begavede og vidende personer, der ikke deler hans syn på sagen, og de er måske i flertal. At der nok allerede er opnået så meget som der kan opnås med LLM-baserede systemer er jeg tilbøjelig til at give klap-lige-hesten-typerne ret i. Man finder hurtigt systemernes begrænsninger, når man prøver dem af.
Men det beroliger mig ikke stort, for jeg forventer, at mange andre gennembrud er lige om hjørnet, og hvem kan sige hvad konsekvenserne bliver af yderligere tre-fire stykker i samme størrelsesorden som dem vi har set de seneste år? Vi lever afgjort i interessante tider.
