Jeg skriver dette i håb om, at der et sted i Danmark sidder en person, der med mellemrum søger på nettet efter “Lyngby-løsningen”, fordi han har et unikt forhold til dette udtryk. Der ligger en litterær kreditering her, som burde tildeles dens rette ophavsmand.
Det handler i første omgang om Svend Åge Madsens roman Lad tiden gå fra 1986, som skildrer tidsrejser tilbage i tiden, men med et originalt tvist, der undgår “bedstefar-paradokset”. Madsens ide er intet mindre end genial: på Århus universitet opdager “kronofysikeren” professor Jeyde en metode til at springe 23 dage tilbage i tiden. Problemet er, at tilbagespringet er absolut: ethvert spor af hvad der er sket i 23-dages perioden er udvisket, inklusive alles erindringer om den. Jeyde kan således ikke bevise at metoden virker, for i samme øjeblik han sætter eksperimentet i værk, ophører det med at have fundet sted! I romanens begyndelse spekulerer Jeyde sig gråhåret over denne tilsyneladende uoverstigelige forhindring.
Romanen fortsætter med at Jeyde indvier sin kollega Johanne Fraser i sine overvejelser, og senere bliver hun i stand til at udføre tilbagespringene og, som den eneste, huske hvad der er sket i de “slettede” perioder. Hun kan således lære af sine erfaringer og benytte sig af dem i en ny runde, som Bill Murray i Groundhog Day. (Det er således også en vigtig grundpræmis for handlingen, at verden ikke er deterministisk men kan udvikle sig forskelligt i hver runde).
Hændelsen, der sætter Johanne i stand til at huske, er at hun bliver udsat for tortur og hendes sind således bliver så dybt præget, at de almindelige regler sættes ud af kraft. Det er et litterært greb, som jeg synes er lidt ærgerligt, fordi det går imod renheden i grundideen, men samtidig synes et postulat af den art nødvendigt for at romanens handling overhovedet kan lette. Da jeg læste romanen første gang, omkring 1988, var jeg i hvert fald sikker på at Jeyde havde ret i sin antagelse om, at det var en logisk umulighed at påvise tilbagespringene.
Men jeg skulle blive klogere. Tyve år efter udgav Svend Åge Madsen romanen Det syvende bånd, i hvilken Johanne Fraser optræder igen i en birolle. Hun har i mellemtiden nået den indsigt, at det faktisk kan lade sig gøre. Hun beskriver det pædagogisk for bogens hovedpersoner, for nemheds skyld nu med én-uges interval:
‘Hvis man fandt en metode så man kunne spole tiden for eksempel en uge tilbage. Simpelthen slette alt det der er sket i de mellemliggende syv dage. Hvordan kunne man afsløre at det havde fundet sted?’ Hvis alt blev fjernet rub og stub ville man selvfølgelig aldrig kunne vise det.‘
Johanne er så ivrig at hun må lægge kniv og gaffel. ‘Det troede jeg også. Indtil jeg kom på Lyngby-løsningen. Det kalder jeg den fordi jeg fik den engang efter at have holdt foredrag på et bibliotek der. En fyr dukkede op, foreslog løsningen og forsvandt inden jeg nåede at få fat i ham.‘
‘Man skriver i sin dagbog: Hver dag klokken 12 vil jeg slå ét slag med en terning og kun ét. Første gang man gør det, er det den første januar. Slår man nu en sekser denne dag, skriver man i dagbogen: I dag slog jeg en sekser. Så lader man tiden gå til næste dag. Næste middag slår man igen, og nu blir det ikke en sekser. Derpå lader man en uge på nær fem minutter gå, før man iværksætter en tilbagespoling: Man sletter den foregående uge, og befinder sig nu fem minutter i 12 den anden januar. Man har lige tid til at gøre sig klar til at slå med terningen. Blir det ikke en sekser gentager man processen: En uge frem og så tilbage. Indtil det endelig lykkes, så man i sandhed kan skrive: 2. januar, i dag slog jeg en sekser. Nu har vi to i træk af dem, nemlig den første og den anden. Man lader en dag gå, kaster terningen. Videre frem til den tredje. Samme procedure, indtil det bliver en sekser. I dag, den tredje januar, slog jeg en sekser. Sådan at man sidder den 20. juli og kan kigge tilbage på sin dagbog. Hver dag, to hundrede dage i træk, er der noteret at man har slået en sekser. Vel at mærke uden man har løjet og sådan at man kun har foretaget ét kast hver dag. To hundrede seksere i træk. Det er ikke noget bevis, men et særdeles stærkt indicium på at der er sket en række tilbagekoblinger.‘
Sådan som beskrivelsen af mødet i Lyngby er formuleret, fik jeg det indtryk at det var selvoplevet af Svend Åge Madsen. For nogle år siden, da jeg ganske kort fik lejlighed til at snakke med ham ved en signering til Bogforum, spurgte jeg ham om det var tilfældet, og han bekræftede det. Så – hvem du end er, kære Lyngby-løsning-ophavsmand: hvis du læser dette, så giv dig til kende!
Jeg er SUPERmisundelig over at jeg ikke selv kom på den ide. Jeg tilbragte ellers tid nok med at tænke over romanen, som jeg læste gentagne gange i halvfemserne. Lad tiden gå er en fremragende roman, en af Madsens bedste (og det siger ikke så lidt), men jeg ville også elske at læse en variant, i hvilken personerne ikke kan huske mellem tidsspringene, men må nøjes med at udnytte indsigten fra Lyngby-løsningen.
Hvordan skulle man bære sig af med dette? Til en begyndelse skal man sikre sig, at man i hvert fald aldrig springer længere tilbage end til det tidspunkt hvor man erkendte, at tilbagespring er mulige. Lad os så sige, at man ønsker at udnytte sin viden økonomisk. En oplagt ide er fx at spille lotto, og så hoppe en uge tilbage hver gang man IKKE vinder den store gevinst. Sandsynlighedsberegning godtgør at man vinder før eller siden – men her bliver man nødt til at tage andre risici i betragtning: Statistisk set ville man skulle igennem så mange “levede uger”, at der er en stor risiko for, at man dør i en eller anden tilfældig ulykke som fx et færdselsuheld. Så det må man sikre sig mod. Død og ulykke er i øvrigt ikke den eneste fare – jo flere levede uger, jo større er også risikoen for at en anden person OGSÅ opdager tilbagespringsmuligheden, og lærer at udnytte den. Og det er oplagt at tilbagespringsmekanismen mister størstedelen af sit potentiale, når man ikke længere er den eneste der kender den – hvad nytte er der i møjsommeligt at udnytte mekanismen til at vinde lotto-kæmpegevinsten, hvis en anden straks efter springer tilbage? Af samme grund bør man være varsom med at alliere sig med nogen, der kunne udføre et tilbagespring i ens sted, hvis man skulle blive forhindret – man ville i hvert fald skulle kunne stole 100% på vedkommende. Det ideelle ville være, hvis man kunne automatisere tilbagespringsprocessen, så det sker automatisk på en given dato, med mindre man aktivt gør noget for at forhindre det.
Man kunne speede processen med at vinde den store gevinst op ved at gå på casino: Sætte alt ind på et tal på rouletten og springe tilbage med mindre man vinder. På den måde ville man kunne 36-doble sin formue med cirka lige så mange tilbagespring. Men det ville vække opsigt, hvis man gentog det nummer ret mange gange. Allerede hvis man 36-dobler sin formue 2-3 gange på kort tid, begynder det at se mistænkeligt ud. Et set udefra så usædvanligt held ville give uheldig opmærksomhed, som igen fører til risiko for ens fysiske sikkerhed (og måske over for skarpsindige iagttagere, som selv arbejder på sagen, signalerer at her er en person, der kan have knækket koden).
Det bliver helt filosofisk, når man begynder at tænke over hvad et “jeg” egentlig er i en verden hvor tilbagespring er mulige. Ville man være villig til at risikere død og skader på førlighed, fra Casino-gorillaer eller andre, blot for at det kommer en anden, en tilbagespolet, instans af en selv til gode?
Én ting er at man kan give sig selv indicier for at tilbagespring er mulige, men kan man også give sig selv mere detaljeret viden om fremtiden? Kunne man, med passende forberedelse, generalisere ideen med terningeslagene til noget hvor det der ender med at stå i dagbogen ikke bare er en sekvens af sekserslag, men en sekvens af forskellige tal, og at denne sekvens koder for information om hvad der er sket i den fremtid det er blevet sprunget tilbage fra? Det kan jeg ikke lige gennemskue – men jeg kunne jo så heller ikke finde på Lyngby-løsningen, så meget muligt at begrænsningen ligger hos mig!
Stort hurra for Lad tiden gå. Den bedste danske science fiction-roman jeg kender. Det er den allerede på sine egne præmisser, men den får en ekstra dimension på grund af alle de tankeeksperimenter, den giver anledning til at man selv fortsætter med.