Småtterier om bøger
God ide som matematikeren Jordan Elleberg fik i 2014: at benytte brug af Kindles highlight-feature til at estimere hvor mange procent af en given bog den gennemsnitlige læser fuldender. Humoristisk navngivet efter Stephen Hawking, hvis bog Hawkings univers har haft ry som verdens mindst læste bestseller.
Jeg hørte først om indexet i dag, via Futility Closet, en uudtømmelig samling af pudsigheder af enhver art. Blogpost her:
Min yndlings-internetforkortelse er ROFLYSST, som står for Rolling On Floor Laughing, Yet Somehow Still Typing. Credit til den engelske komiker Bill Bailey for at have fundet dette meget billedskabende udtryk.
Åndsnærværelselsen under ekstreme fysiske omstændigheder kan siges at have en forløber i en anekdote jeg stødte på i The Cassell Dictionary of Anecdotes. En butler snubler og falder ned ad trappen. Herren i huset spørger hvad det er for en larm, og butleren svarer “‘Tis I, sir, rolling rapidly”.
Et sjældent eksempel på flegma og dannelse i skøn forening, må man sige. Det er Thomas Campbells digt Hohenlinden, som butleren refererer til. Dets første vers lyder således:
On Linden, when the sun was low,Hvem der er ophavsmand til denne historie er ikke helt klart. Den er inkluderet i et bind memoirer af en amerikansk kirurg ved navn W. W. Keen skrevet omkring 1915-17.
Har et stykke tid haft filmen I’m Thinking of Ending Things på måske-listen over film at se på Netflix ved lejlighed. På den ene side kan jeg godt lide Charlie Kaufman (selvom hans roman Antkind, som jeg skrev om her ikke var så tilfredsstillende, som den burde have været). På den anden side har diverse foromtaler og anmeldelser givet mig det indtryk, at filmen vist ikke er helt så clever, som den gerne selv vil være. Sidste weekend faldt jeg så tilfældigt over Iain Reids roman, som filmen er bygget over, og da den kun kostede 20 kroner, stak jeg den til mig.
Den var hurtigt læst, og jeg kan ikke sige, at læseoplevelsen gav mig mere lyst til at se filmen. Den benytter sig af et kneb, jeg efterhånden synes man har set til bevidstløshed, et som til nød kan realiseres i bogform, men kun vanskeligt på film. Her skal jeg vel så med store bogstaver skrive SPOILER ALERT før jeg går videre – knebet er følgende: at en eller flere personer langt henne i handlingen viser sig kun at eksistere i hovedpersonens fantasi.
Jeg føler mig altid snydt, når den kanin bliver hevet op af hatten. Især på film. Ligesom alle andre så jeg Fight Club, da den kom ud for godt 20 år siden, og jeg kender mange der sætter den højt, men selv fandt jeg den iditiotisk, en af de mest overvurderede film i moderne tid. Der var også en endnu mere åndssvag thriller, Identity fra 2003 med blandt andre John Cusack, med et tema der minder ganske meget om Iain Reids bog her.
En anden nylig bestseller, der benytter sig af det samme clou, er Delphine Vigans Baseret på en sand historie, som blev filmatiseret af Roman Polanski i 2017. Filmisk en anelse mere spiselig end de andre, idet fantasipersonen her på intet tidspunkt ses interagere med andre end hovedpersonen. Det er ganske fikst lavet – og hvis man absolut SKAL dele hjerne med en fiktiv person, er det i det mindste forståeligt at man vælger at lade hende se ud som Eva Green…
Nå – men alt i alt er dette en trend, som jeg gerne snart ser afløst af noget andet, både i bøger og på film.