Jeg læste Preben Geertingers dybt fascinerende erindringsbind Af en retsmediciners bekendelser da bogen udkom omkring 1994. Den lidt mere filosofiske efterfølger fra 1995, Lualaba, læste jeg nogle få år senere, og hvad jeg primært husker fra den læsning var et afsluttende afsnit om “mikroberne” – bakterier og virus, som Geertinger mente menneskene var dårligt rustede til at stille noget op over for. Ikke overraskende har jeg i disse tider fået lyst til at genopfriske hvad det egentlig var han skrev i de afsnit. Nogle af disse tankevækkende passager er gengivet her:
Væsentlige afsnit i min bog handler om, at menneskene på alle leder og kanter er omgivet af umiddelbart ikke synlige artsfjender, mikroberne, og jeg har særlig interesseret mig for virus, som i størrelse er de mindste af disse fjender, men til gengæld langt de farligste. […]
Naturen kører naturligvis sit eget løb, i store træk uafhængig af mennesket. Mikroberne, de fremmede gener, opholder sig lige så gerne i en kloakrotte som i dronning af Saba. Bare de har det godt. Rundt om i verdenen befinder de sig i lange perioder i for mennesket vanskeligt tilgængelige områder. Der deltager de så i naturens storstilede eksperimenter, skifter nu og da værtsorganisme, springer over til en anden art og boltrer sig i det hele taget af hjertens lyst. Mutationer, store som små, finder ustandselig sted.
Såfremt vi havde anet faren for godt hundrede år siden, ville vi vel nok have overvejet fordelen ved at begrænse menneskets teknologiske betingede, eksplosive fremstød til den del af verden, vi allerede kendte godt til. […] Mennesket er meget klogt, men så klogt er det ikke. Det værste er, at vi næppe kan gøre noget effektivt ved den ubehagelige situation, vi er havnet i. Den enorme, lynhurtige kommunikation mellem Jordens mennesker, vi har skabt i løbet af de sidste tyve år, kan vi ikke standse. Eller rettere. Vi vil ikke. Det har ikke skortet på advarselssignaler. Jeg har nævnt nogle af dem: HIV, Marburg, Ebola. Og der er flere, hvor de kom fra. Men intet vil blive gjort, før katastrofen er der. Det føler jeg mig overbevist om. […]
Jeg er ret sikker på, at De på dette tidspunkt vil være tilbøjelig til at se lidt frem for Dem og tænke efter. Et eller andet må der da kunne gøres. Ordet isolation vil falde dem ind. Jeg vil bede dem lægge mærke til, at det var Dem selv, der fik den indskydelse. Det var ikke mig, der sagde det. […]
Det bekymrer mig, at vi opfører os, som om der var oceaner af tid foran os til at indse og eventuelt løse virkelige problemer. Tværtimod har vi stor forkærlighed for skinproblemer, d.v.s. problemer, som i virkeligheden slet ikke eksisterer, og hvis løsning er ligegyldig og i hvert fald ganske uforpligtende. Et eksempel på dette narrespil er CO2-udslippet, kultveilten.
Og i efterskriften, som zoomer lidt ud og ser tingene i et større perspektiv:
De mange usynlige fjender, mikroberne, som jeg har beskrevet i denne bog, og som naturen omgiver Dem med fra fødsel til grav, behøver de heller ikke, når alt kommer til alt, bekymre Dem så værst meget om. De kan næppe gøre noget ved det, når det kommer til stykket. Syng, drik og vær glad. Glæd Dem over at være menneske.