Tilfredsstillende

Det hænder ikke sjældent, at jeg “opgraderer” en afholdt bog jeg har i forvejen, især hvis jeg falder over et mere indbydende eksemplar til billig penge. Tilbage i 2004 havde jeg for nylig læst Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, som jeg havde i en paperbackudgave, da jeg på et hollandsk udsalg fandt en førsteudgave med håndskreven hilsen:

Det er ikke fordi det er specielt svært at finde et eksemplar af denne trebinds-bogboks med Hansens signatur, for han skrev i virkelig mange af dem. Jeg vidste ikke hvem Søren Seedorf var, men straks jeg kom hjem med bogen kunne jeg hive Mellem Brøndkjær og Nørholm – Dagbog fra Hamsun-årene 1975-78 ud af reolen og slå op og læse mere om 13. 11.78:

Kl 18 over til en bøf i Hereford sammen med Seedorff fra Boghandlerklubben og vores trofaste Kurt. Ole Wivel går også med. Kl 20.00 begynder forestillingen: Strøghus-Teatret er næsten fyldt, og jeg har hele forsamlingen, da jeg til indledning takker dem for deres indsats; aldrig i danske boghandels historie er så meget skrevet af en enkelt blevet solgt af så få til så mange. Jeg har kun øvet mig en enkelt gang på oplæsningen (begyndelsen af Hitler-kapitlet , men den går iflg. de andre vældig godt igennem og suppleres fortræffeligt af Inger Rauf, som læser udvalgte stykker af “Pan” og “Sværmere”). […] Aftenen slutter i en atmosfære af kammeratlighed og succes, den har ikke været spildt.

Jeg finder den slags små det-hele-hænger-sammen-oplevelser ganske tilfredsstillende.

The Sense of an Ending

Jeg havde for nylig en underlig oplevelse med en bog, noget jeg aldrig tidligere har været ude for.

Prologen er, at jeg i 2017 købte Julian Barnes’s lille roman The Sense of an Ending, dels fordi jeg fandt et signeret eksemplar af den, og dels fordi jeg tidligere havde læst og syntes godt om en essaysamling, Letters from London, af samme forfatter.

Jeg fandt romanen virkelig god. Handlingen skal ikke røbes her, men et centralt element i den er, at ens hukommelse kan være upålidelig i chokerende grad.

Få måneder efter jeg havde læst den, opdagede jeg, at der pludselig var kommet en filmatisering – med så gedigne navne som Jim Broadbent og Charlotte Rampling. Den måtte selvfølgelig ses. Også den fandt jeg glimrende, og den var meget trofast over for bogen. (Jeg ser at den i skrivende stund kun har rating 6.3 på imdb, hvad jeg synes er ufortjent lavt).

Det underlige indtraf i foråret 2020, da jeg skulle på en togrejse og som sædvanligt tog et par bøger med mig i tasken. En af dem jeg snuppede var The Sense of an Ending, for den havde jeg jo ikke fået læst endnu, jeg havde kun fået set den udmærkede filmudgave. Det skræmmende var, at jeg kom virkelig langt ind i bogen – måske 30-40 sider – før det dæmrede at jeg sgu da havde læst den før, og at det kun var et par år siden! Jeg genkendte tydeligt scenerne, men jeg troede længe det var fra filmen jeg huskede dem.

Det er ikke nyt for mig, at det er gået tilbage med min hukommelse. I Svend Åge Madsens seneste bog Enden på tragedie får en af personerne en ide til en app, der får ens telefon til at vibrerere, hvis man begynder at fortælle en anekdote man tidligere har fortalt i samme selskab – en sådan app ville jeg have meget glæde af! Dog, der i toget blev jeg nu alligevel lidt rystet. Jeg blev mindet om vittighedstegninger om Alzheimer-patienter der med spænding genlæser den samme kriminalroman gang på gang. Og småkomisk var det hele jo i betragtning af bogens tema.