Måned: februar 2020

Jeg tror det var på den sidste dag af 2019, at jeg læste en netavis-overskrift der forkyndte “Monty Python-medlem død”, og jeg nåede at tænke, at det nok måtte være Terry Jones. Det viste sig dog at der var tale om den lejlighedsvise sparringspartner Neil Innes – men tre uger inde i det nye år blev det så Terry Jones’ tur. Det er trist som det tynder ud: Kun fire pythons tilbage nu, og kun to beatler…

Jeg har mødt Terry Jones ved to lejligheder. Første gang var i 1992, da jeg boede i Århus og han gæstede byen i forbindelse med promovering af europæiske film, der havde vundet hvad der dengang hed “Felix Awards” og sidenhen skiftede navn til “European Film Awards”. Tre film blev vist i Musikhuset i Århus, Jones var konferencier, og som den store Monty Python-nørd jeg var, måtte jeg naturligvis derned. Den første af de tre film var den islandske Children of Nature, som ganske rammende blev betegnet som “a geriatric road movie”. Jeg så den, og syntes om den, men jeg ærgrede mig over ikke at have haft mulighed for at få en autograf fra mit idol. Da filmen var slut, begav jeg mig på gåben mod centrum af Århus. Og – hvilket lykketræf! – hvem kom slentrende imod mig da jeg nåede op i nærheden af Rådhuspladsen? Såmænd Terry Jones, i selskab med komponisten af musikken i den film jeg just havde set, Hilmar Örn Hilmarsson. Sidstnævnte ville jeg selvfølgelig ikke have kunnet kende, havde han ikke været på scenen før filmen blev vist. Jeg fik fremstammet mit “Excuse me”, fortalte at jeg lige havde været oppe at se filmen, hvis kvaliteter jeg heldigvis uhyklerisk kunne rose, og jeg fik en autograf på min medbragte VHS-kopi af Life of Brian. Fantastisk.

Anden gang jeg mødte ham var i efteråret 1994, på hvilket tidspunkt jeg boede i London. I de måneder kunne Monty Python fejre 25-års jubilæum, og National Film Theatre havde nogle særarrangementer i den anledning. Et af dem var en screening af gamle kortfilm Terry Jones og Michael Palin havde lavet før der var noget der hed Monty Python, og Jones blev interviewet bagefter. Da jeg ventede i foyeren før forestillingen, kom Jones pludselig til stede og fik øje på en gammel ven, han ikke lod til at have set i årevis. “Ian!” udbrød han og omfavnede vennen varmt. Som den Python-entusiast jeg var, genkendte jeg ham som Ian Davidson, der af og til havde spillet småroller i Monty Python’s Flying Circus (og som siden har skrevet materiale til et hav af andre komikere). Min ven Kasper og jeg sad tilfældigvis lige bag de to i biografsalen, så vi fik den ekstra bonus at kunne høre Jones fortælle små private anekdoter til Davidson om hvad der blev vist på skærmen.
          Ved denne lejlighed fik jeg Jones’ navnetræk i mit eksemplar af Monty Python’s Big Red Book. Denne bog indeholder på indersiden af omslaget en rubrik:

This Big Red Book Belongs to …………………………………….
And not to …………………………………………………………………….

Så selvfølgelig skrev jeg mit eget navn på første linje, og fik Jones til at skrive sit på den anden, hvilket han morede sig over. Ellers husker jeg bedst aftenen for en hyggelig, easy-going stemning. Jones nævnte at ordet “pythonesque” for nylig var blevet optaget i engelske ordbøger, hvilket for ham var det ultimative bevis på at gruppen havde fejlet i alle deres bestræbelser på at bryde rammer og ikke lade sig kategorisere!

Terry Jones nævnte også i 1994 (stolt!) at af de fire film der på det tidspunkt nogensinde var blevet forbudt i Irland, havde han instrueret de tre: Monty Python’s Life of Brian, Monty Python’s the Meaning of Life og Personal Services. Sidstnævnte har jeg også en svaghed for, og det kan godt ærgre mig lidt nu, at jeg ikke benyttede lejligheden til at snakke med ham om den film: Det må være rart for kunstnere når folk bringer deres mindre kendte ting på bane, snarere end de evindelige Greatest Hits.