Måned: maj 2020

Udgivet den

Finn Søeborg og Otto Leisner

Mit eksemplar af Finn Søeborgs roman Bare det løber rundt er et hyggeligt associationseksemplar, idet det er forsynet med en anden kendt herres navnetræk:

Det er velkendt at Finn Søeborg og Otto Leisner var ungdomsvenner. I erindringsbogen Sådan var det bare skriver Søeborg bl.a.:

Blandt dem der var ansat i Radio- og Fotoafdelingen var Otto Leisner. Han og jeg blev hurtigt endda meget nære venner og tilbragte en stor del af vores fritid sammen. Otto, der dengang endnu var ugift, var evig og altid på pigejagt, en sport der ikke krævede de store anstrengelser fra hans side, da det nærmest var pigerne der jagtede ham. Han havde en fantastisk tiltrækning på det andet køn, og på den måde var han ret irriterende at være sammen med. […] Udover piger interesserede han sig meget for god litteratur og klassisk musik, som han lærte mig meget om. Man kan ikke sige andet end at hans interesserer lå på et ret højt plan, og hvis der havde været fjernsyn dengang, tror jeg ikke han ville have drømt om at åbne for en Otto Leisner udsendelse.

Søeborg nævner også, at Leisner i romanen Navn ukendt er brugt som forbillede for personen omtalt som “den morsomme mand fra fjernsynet”.

Også Leisner omtaler venskabet, i begyndelsen af sin egen erindringsbog Mine mange minder, hvor han fortæller om sit studenterjob i Prisdirektoratet:

Det var Finn Søeborg, der havde skaffet mig jobbet. Han kalkulerede priser på farver og kemiske stoffer, men drømte om at blive forfatter. Han og jeg kendte hinanden fra gammel tid, da vi læste til studentereksamen på aftenkursus og samtidig var ansat i FDB. Allerede dengang blomstrede hans humoristiske sans lifligt, og jeg kan huske at han lavede en sprudlende vittig festavis for mig på min 20 års fødselsdag. Nu havde han i mellemtiden fået ansættelse i Prisdirektoratet, og da jeg kom derind, fortsatte vi vores gamle bekendtskab på hyggeligste vis. Vi ‘sænkede slagskibe’ og holdt gilder, og jeg var en af de første , der læste en stor stak gule ark, som var manuskriptet til hans roman ‘Sådan er der så meget’. Heri udmøntede han sine erfaringer fra den daglige trummerum i bureaukratiets verden, og det blev begyndelsen til en karriere som humoristisk forfatter.

Den omtalte festavis kunne det da være forrygende om en Søeborg-entusiast med forbindelser fik opsporet og gravet frem. (Tommy Kenter, hvis du skulle læse dette…). Søeborg går i sin fremstilling i mange flere detaljer om hvordan Sådan er der så meget blev til, i særdeleshed beskrives hvordan en håndværker, der var involveret i et absurd sagsforløb om en klage over et linoleumsgulv, dannede forlæg for figuren Momberg, som i øvrigt også optræder i Bare det løber rundt. (Er han ikke den eneste af Søeborgs figurer der optræder i mere end én roman? Jeg tror det).

Både Leisner og Søeborg nævner også at en af deres andre kolleger i FDB var Anker Jørgensen. (Søeborg: “I F.D.B. beskæftigede vi også nogle små rapkæftede fyre som stikirenddrenge. Jeg husker en særlig fræk en af slagsen, som hed Anker, og som efter sigende senere skal have drevet det så vidt som til at blive statsminister”). I en specialudgave af Her er dit liv i anledning af Leisners 70-års fødselsdag og 40-års jubilæum, samlede Gregers Dirckinck-Holmfeldt trekløveret. I skrivende stund er klippet minsandten at finde på DRs hjemmeside, og det er faktisk ret herligt. Søeborgs medvirken begynder godt 27 minutter inde:

https://www.dr.dk/bonanza/serie/62/her-er-dit-liv/70567/her-er-dit-liv-otto-leisner-12

Jeg bliver aldrig træt af Finn Søeborg, og jeg kommer til at vende tilbage til ham i senere blogindlæg.

Udgivet den

En træls tjener

Hvem skulle have troet, at ordet “træls” optrådte i Bibelen? Det er ganske vist: Dommerbogen, kapitel 19, vers 19:

Hvor åndssvagt det end er, morer den slags false positives mig altid lidt. Jeg kunne forestille mig, at ganske mange pudsigheder af den art kunne komme for en dag, efterhånden som digitalisering gør en stadig større procentdel af al publiceret tekst søgbar med et enkelt klik. For eksempel kunne jeg forestille mig, at en søgning på ordet “musemåtte” ville vise den forventelige tilsynekomst i stor stil fra og med 1980’erne – og så en enkelt underlig forekomst flere hundrede år tidligere. Som viser sig at være et klagesudbrud fra en digter der ville skrive “Ak, min Muse maatte saa gerne indfinde sig!” men glemte et mellemrum.

Udgivet den

Jeanne Moreau på Fyn

Jeg har for nylig læst Erik Nørgaards erindringer i fem bind. Som man kunne forvente af en garvet journalist, er de rige på gode anekdoter.

I det tredje bind, En troløs mand, skriver Nørgaard om sit korte møde med Jeanne Moreau:

Og så blev jeg forelsket igen, næsten for alvor, i hvert fald vildt betaget!
        Det gjaldt den franske skuespillerinde Jeanne Moreau, der kom til Odense for at læse op i H. C. Andersens hus på digterens fødselsdag den 2. april 1951, transmitteret af den franske radio.
        Måske var det hele indbildning, udslag af en løbsk fantasi.
        Men Jeanne Moreau var så usigeligt smuk; ikke noget at sige til, at hun var blevet kåret som ‘Frankrigs smukkeste kvinde’. Vi var næsten jævnaldrende, hun 21, og jeg 20 år. Tilfældet ville, at vi – trods en emsig opvartning af turistchef Forchhammer og redaktør Secher fra Stiftstidende – var en del på tomandshånd. Pjankede lidt, så langt mine sprogkundskaber rakte. Nippede til et glas champagne i et hjørne midt i det store virvar. På afskedsdagen var der et kiks i arrangementet. Måske en fejl i oplysningerne om Nordekspressens afgang fra Odense. I hvert fald: hun ville have stået en halv snes minutter alene på perronen, hvis jeg ikke var dukket op for at være i god tid til et sidste glimt. Jeg mente at høre hende sige: ‘Kommer du aldrig til Paris?’ og udlagde ‘you’ for ‘du’. Hun var gift, men hendes mand var pt. i Amerika. Men så kom Secher og Forchhammer farende med mange undskyldninger og favnen fuld af blomster. Hun kyssede farvel med fingeren til læberne fra kupévinduet. Til hvem? Den svageste opfordring og jeg var stået på toget!
        Jeanne Moreau var en opadgående stjerne, men endnu kun med én film bag sig, Mordet. Og jeg skal ikke prale med noget dybere bekendtskab med en senere verdensberømthed, men vi fik da nogle lattermilde øjeblikke sammen, og jeg gjorde mig en masse – sikkert helt urealistiske – illusioner. […]
        Flere år senere læste jeg, at Jeanne Moreau-arrangementet i Odense indirekte havde været med til at give den unge journalist Thorkild Hansen i Paris et knæk i hans selvtillid. Thorkild Hansen fortæller i Et Atelier i Paris, at han to gange blev brændt af ved aftalte møder med redaktør Cavling i Paris. Først blev han slukøret og skuffet, men derefter indså han, ‘at jeg tværtimod bør være taknemmelig for denne præcise pejling af, hvad jeg er værd for en mand, jeg er totalt økonomisk afhængig af, nemlig: ikke en skid!’
        Ole Cavling måtte aflyse møderne, fordi han var optaget af et andet møde, nemlig med Jeanne Moreau om oplæsningen i Odense.

Selv stiftede jeg vist bekendtskab med Moreau første gang da jeg så Viva Maria!, i hvilken film Brigitte Bardot dog gjorde et større indtryk… men jeg lærte senere, primært efter at have set Le journal d’une femme de chambre, at sætte stor pris på hende. Jo, det må være liflige minder om det farvel på perronen i Odense.

Også et tredje dansk forfatter har Moreaus besøg åbenbart gjort indtryk på: Bent William Rasmussen kaldte ligefrem sin novellesamling fra 1967 for Jeanne Moreau i Middelfart. Hendes “medvirken” i titelnovellen begrænser sig dog til en lille stemningsskabende vignet med de to hovedpersoner, der diskuterer en avisartikel:

        “Hvad er det, du læser, Erik?”
        “Bare noget.”
        Mogens rejste sig: “Det ser ud til, at det er spændende.”
        Jeg kendte hans smag, der så tit havde påvirket mig derhjemme og var blevet til meninger hos mig, når vi havde snakket en hel aften i mit værelse på Åboulevarden. Jeg svarede med tydelig udtale af hvert ord: “Det er noget om Jeanne Moreau.”
         Han kom nærmere: “Hvad er der med hende?”
“Hun er p.t. i Middelfart.”
         “I Middelfart? Umuligt. Hvad fanden skulle hun lave i Middelfart?

Mit eksemplar af novellesamlingen, med dedikation til forfatterkollega.

Om Moreau også var har været i Middelfart, enten der i 1951 eller ved en senere lejlighed, er det ikke lykkedes mig at opspore. Men på danskkulturarv.dk kan man se et lille klip om hendes Odense-besøg:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/jeanne-moreau-i-h-c-anders-hus-i-odense/

Og for at fortsætte yderligere ud af en tangent, har jo også andre danske forfattere skrevet om deres forhold til og fantasier om uopnåelige filmstjerner: Peter Poulsen udgav en digtsamling betitlet måske jane fonda kommer forbi (uden versaler, a la e. e. cummings – en grille jeg har aldrig har kunnet vænne mig til!). I titeldigtet sidder hovedpersonen på en bar og grunder over tilværelsen: “måske jane fonda kommer forbi / det er ikke mere usandsynligt / end så meget andet: / meteorsten / tipsgevinster”.

Og så er der jo Hans Jørgen Lembourns 40 dage med Marilyn, som jeg endnu ikke har fået læst. I nyere tid har vi et eksempel der i bedste Hollywoodremake-stil har omvendt kønsfordeling: norske Hedda H. Robertsons roman Helt skudt i Mads Mikkelsen. Er der andre?