Måned: marts 2025

Udgivet den

Arthur C. Clarkes yndlingsfilm

Da jeg gik i gymnasiet var jeg en flittig gæst på byens lokale bibliotek, og dér opdagede jeg en dag en tyk blå bog kaldet Who’s Who. Whaddayknow, der var opslag om alle mulige kendte personer, og der var endda angivet adresser på mange af dem! Jeg fik straks lyst til at skrive til mine helte i bøgernes og filmens verden. Vi taler her om årene 1988-1991, altså stadig med det dersens “internet” et stykke ude i fremtiden som noget man snakkede om, så papirbreve var muligheden.

I første omgang fik jeg ikke så meget ud af det. Svarene udeblev til min ærgrelse. Så fandt jeg ud af, at man skulle vedlægge IRC’er, såkaldte “International Reply Coupons”, så man reelt sendte noget der svarede til en frankeret svarkuvert. Det gjorde en verden til forskel. Nu indløb der adskillige svar. Den eneste person jeg fik svar fra inden jeg begyndte af vedlægge IRC’er var Terry Gilliam, bless him.

Jeg læste meget science fiction i de år, og da en af mine favoritter var Arthur C. Clarke, blev han en af de første jeg skrev til. Jeg fik den ide, at jeg ville prøve at opbygge en autografsamling, og for at den skulle være lidt speciel, ville jeg spørge autografofrene, om de havde lyst til at sætte titel på en eller flere af deres yndlingsfilm.

Nogle uger senere lå der i posten en tyk kuvert fra Sri Lanka. Svar fra Clarke! Jeg ringede straks til min gymnasiekammerat Mogens, der kendte til mit projekt, og som var lige så stor Clarke-fan som jeg var. Han kastede sig på sin cykel og kom til stede en halv times tid senere. Vi beså forsendelsen sammen. Det meste af den bestod af en længere fortrykt skrivelse, der beskrev Clarkes mange igangværende projekter. Tydeligvis et dokument Clarke vedligeholdt løbende og brugte som standardsvar til fans. Men så var der også en fotokopi af mit oprindelige brev, og på dette havde Clarke tilføjet et par håndskrevne kommentarer (blandt andet en kompliment til mit engelskniveau, som jeg på forhånd havde undskyldt for!). Til spørgsmålet om yndlingsfilmene havde han svaret:

Don’t really have one – how can you rate LAWRENCE, DUNE, PATHER PANCHELLI, INDIANA JONES.. G. W. T. W… ?

Jeg gættede på at Lawrence måtte være ham fra Arabien. Derimod tog det mig temmelig lang tid at regne ud at G. W. T. W. formentlig refererede til Gone With the Wind.

Satyajit Rays Pather Panchali har jeg til dato aldrig fået set, og det er nok en fejl. Derimod går det over min forstand at David Lynchs Dune kan være nogens yndlingsfilm. Som jeg husker den består den primært af endeløse nærbilleder af folk der ser alvorlige ud og mumler “The worms… the spice…”.

Derudover indeholdt brevet et Ex Libris-klistermærke med en autograf på. De små personaliserede dele af forsendelsen beholdt jeg; standardskrivelsen smed jeg senere ud. Det har jeg svært ved at forstå i dag, men jeg var en ren begynder dengang.

At Clarke svarede, var en positiv oplevelse, som jeg levede højt på længe. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og jeg er sikker på at hans svar var med til at grundlægge min vedvarende interesse for signerede bøger.

Udgivet den

The Ice Storm Super Duper Deluxe Edition

Læste for nylig Rick Moodys roman The Ice Storm. Jeg så filmen i biografen i sin tid og syntes den var virkelig god; et fremragende 1970’er tidsbillede med suveræne skuespillere. For år tilbage bemærkede jeg så, at et antikvariat i København havde et signeret eksemplar af bogen stående, og jeg var fristet, men jeg lod den stå da jeg trods alt syntes den var for dyr. Den blev stående der i mange år, indtil forretningen endelig satte den ned til halv pris, hvorefter jeg slog til.

Desværre syntes jeg ikke nær så godt om bogen som om filmen. Jeg synes Moodys prosa er temmelig “show off”-agtig. (“Se hvor mange popkultur-referencer jeg kender!”). Og bogen er mere sex-fikseret end jeg husker filmen, eller også er den det bare på en mere irriterende måde. Jeg kommer ikke til at læse mere af Moody.

Bogens fysiske udformning har jeg også et problem med. Hvor glad jeg end er for signerede bøger, har jeg aldrig syntes at det trækker op når der indvendigt forkyndes at bogen er signeret af forfatteren. Det er selvfølgelig en god garanti for autenticitet, men det giver mig en lidt flad fornemmelse af kunstigt skabt eksklusivitet (samtidig med at jeg også godt ved, at den følelse er lidt fjollet).

Så lad gå med det. Men forlaget går et skridt videre: de reklamerer med signaturen på bogryggen.

Det synes jeg er et skridt for langt. Læg dertil bogmærke-bånd og hele tre indlægssedler. Helhedsindtrykket ender nærmest med at blive komisk. Det er en bog, dette her, ikke en schweizerkniv.

På en måde synes jeg faktisk indpakningen matcher indholdet: den giver samme oppustede “trying too hard”-indtryk, som jeg fik af prosaen under læsningen. Se det ville være subtilt, hvis det nu havde været tilsigtet fra forlagets side! Men ak nej, The Easton Press har udgivet bøger af adskillige andre forfattere efter samme super-bibliofile model.

Udgivet den

Grossberger, Grok og Hirschfeld

I slutningen af 90erne lavede Time Magazine diverse temanumre om århundredets mest betydningsfulde mennesker i forskellige kategorier. Time 100 var fællestitlen for disse, og et af dem var om Artists and Entertainers of the Century. Som en joke bragtes i dette nummer også en artikel om en fiktiv kunstner, en vis Cranford Glimp, der, på trods af sin umådelige produktivitet og store indflydelse på andre kunstnere, forsvandt i glemslen. Jeg læste historien dengang og morede mig, og for nogle dage siden mindede et eller andet mig om den, og jeg kiggede efter, om den kunne søges frem på nettet. Det kunne den godt, den er skrevet af Lewis Grossberger, og den ligger på Times webarkiv her:

https://time.com/archive/6732926/the-unknown-cranford-glimp

Jeg genlæste, og jeg genmorede mig. For en bog-blog som denne er det mest relevant at citere at “Hemingway was suspected of lifting passages in A Farewell to Arms from Glimp’s novella Say Goodbye to Your Feet, a tender love story set amid the depravities of the Bulgarian-Estonian war” og “Later that day, he bumped into Henry Miller and startled him by shouting, “Your stuff is boring! Get some sex into it!”. Men jeg synes hele artiklen er uhyre sjov, og jeg grinede mest af passagen om sønnen, som “died tragically on the Lusitania, though not on the voyage on which it sank”.

Da jeg for tiden er i færd med at eksperimentere med forskellige AI’er, faldt det mig ind at spørge Grok om den vidste noget om Cranford Glimp. Det gjorde den ikke, men den efterfølgende konversation, efterhånden som jeg gav flere detaljer, var dybt fascinerende. Efter at jeg fortalte “Time Magazine had a story about Cranford Glimp in 1998”, lykkedes det Grok at finde en Reddit-tråd Glimp var nævnt i, men det var det hele. Da jeg derimod nævnte forfatteren, sporede Grok sig straks in på at der nok var tale om en humoristisk satire:

Grossberger’s style leaned heavily on satire, absurdity, and cultural commentary, often poking fun at media, society, or obscure figures. A story about “Cranford Glimp” by him in Time Magazine would likely be a humorous or fictional profile rather than a factual biography, given his track record. The name “Cranford Glimp” itself doesn’t appear in any verifiable historical or artistic context – no artist, sculptor, painter, or notable figure by that name shows up in records tied to 1998 or otherwise. This suggests “Cranford Glimp” could be a pseudonym, a typo, or, most plausibly, a made-up character Grossberger invented for the piece.

Jeg var allerede lidt imponeret over dette svar. Derefter skrev jeg: “You are right, it is a satirical humorous story. I found it now on time.com’s website archive. It is called “The Unknown Cranford Glimp”. Can you not access it?”. Det detaljerede svar gav mig næsten kuldegysninger:


Jeg er vildt imponeret over så spot-on Grok rammer Grossbergers stil og tone – den her opsummerede artikel virker som noget Grossberger lige så godt kunne han skrevet, som det han faktisk skrev (det var en noget klodset formulering).

Hvad skal man konkludere af dette? At Grossberger når det kommer til stykket egentlig ikke var så kreativ? Der er i hvert fald mange ting, som jeg tidligere har tænkt på som kreativitets-indikatorer, som AI’er nu kan sprøjte ud uden problemer. Det er meget fascinerende at se i hvilken rækkefølge de forskellige områder erobres.

Jeg spurgte også detaljeret ind til hvordan Groks hukommelse virker, og jeg fik hvad der virkede som faktuelle svar om for eksempel hvordan ting bliver gemt i dens vidensbase med en vægtet sandsynlighed for sandhedsværdi. Det er den længste konversation jeg har haft med en AI, uden at jeg havde en følelse af at noget var “off”. Man slipper stadig ikke for hallucinationer, men jeg har oplevet langt flere med ChatGPT og Perplexity. Om et par måneder ser AI-landskabet sikkert allerede helt anderledes ud igen – jeg kan ikke komme mig over hvor hurtigt udviklingen går på dette område.

On another note: det omtalte Time-temanummer havde på forsiden et lækkert maleri af Al Hirschfeld:

Jeg er stor fan af Hirschfeld, “The Line King”, og, som redaktøren skrev på bladets indledende sider, var han det helt oplagte valg til at at tage sig af coveret. Hirschfeld var lige så gammel som århundredet, så han må have været 97 eller 98 da han lavede dette maleri, og han havde lavet karikaturer af kultur-personligheder igennem årtier. Læg i øvrigt mærke til at der på Spielbegs ærme står “NINA” – Hirschfelds datter, hvis navn han som regel skjulte i sine tegninger. (Lidt ligesom Don Rosa plejede at gemme bogstaverne “D.U.C.K.” på første billede af sine Disney-tegneserier – om der er tale om kollega-inspiration der ved jeg ikke).

Jeg husker også at Time-redaktøren takkede Hirschfeld for at have været fleksibel mht nogle sidste-øjebliks ændringer af motivet. Hvad disse bestod i, stod der ikke noget om – men det fik jeg tilfældigvis opklaret, da jeg nogle år senere fik bogen Hirschfeld On Line i fødselsdagsgave. På side 223 er den originale illustration gengivet:

Så ud med Armstrong, og ind med Dylan! Hvorfor Chaplin røg med som collateral damage skal jeg ikke kunne sige. Måske var der grænser for hvor meget Hirschfeld gad at gøre om; man fornemmer i hvert fald hans irritation i den ledsagende tekst.