Satiriske parodi-bogtitler

I forlængelse af dette blogindlæg om prins Harrys bog Spare (som jeg ikke har læst og heller ikke kunne drømme om at læse), noterer jeg mig til min morskab, at South Park i en nylig episode har gjort grin med prinsen og Meghan Markle: i afsnittet er de på “The Worldwide Privacy Tour” for at promovere prinsens nye bog betitlet WAAAGH.

Det fik mig til at ransage min hukommelse efter andre parodi-bogtitler af samme skuffe. Jeg kunne umiddelbart komme i tanker om to eksempler. Det ene så jeg i Blæksprutten, eller muligvis Svikmøllen, for år tilbage, da Maria Hirse udgav en bog som satireårsskriftet tilsyneladende ikke mente bragte så meget nyt til bordet i forhold til hendes foregående: de kaldte den så vidt jeg husker Mere om min anoreksi – og forresten brækkede jeg også en tå engang.

Eksempel to er fra 2015, kort tid efter at Harper Lee overraskende udsendte Go Set a Watchmen, en form for opfølger til den årtier gamle klassiker To Kill a MockingBird. Onde tunger mere end antød at det ikke udelukkende var hendes egen beslutning, og The Onion kvitterede med en historie om at en tredje bog var på trapperne, med titlen My Excellent Caretaker Deserves my Entire Fortune. Jeg ser nu, at denne historie i skrivende stund stadig kan søges frem her:

https://www.theonion.com/harper-lee-announces-third-novel-my-excellent-caretak-1819577999

Skulle nogen kende andre eksempler på satiriske parodier på bogtitler, hører jeg gerne om det. Jeg er sikker på der er mange flere, men jeg kan ikke komme i tanker om nogen, og jeg ved heller ikke hvilke søgeord jeg skulle benytte for at finde flere på nettet.

Astounding Days

Har lige læst Arthur C. Clarkes Astounding Days fra 1989. Undertitlen “A Science Fictional Autobiography” dækker over, at Clarke tager afsæt i sin ungdoms læsning af SF-magasiner såsom Astounding: Han er simpelthen dykket ned i de gamle blade igen og bruger historierne som udgangspunkt for anekdoter om sit liv, bekendtskaber, andre forfattere – eller hvad den enkelte historie nu lige giver anledning til at mindes. Det er en sjov model for en selvbiografi, velegnet hvis man ikke orker den store forkromede kronologiske gennemgang.

I kapitel 29 forener Clarke adskillige personer fra min interessesfære i et kapitel om Wernher von Braun:

Those who knew him only from TV appearances, or identified him with Dr Strangelove,* may be surprised to know that he was full of fun and had a great sense of humour – though it was once tested to the breaking point at a party where some tactless person played Tom Lehrer’s brilliant song, with its satirical refrain

    If the rocket goes up, who cares vhere it comes down?
    That’s not my department, says Wernher von Braun

Clarke citerer vist linjerne en anelse forkert, men ikke på meningsforstyrrende måde. Stjernen efter “Strangelove” henviser til denne fodnote:

Stanley Kubrick once said to me, “Tell Wernher I wasn’t getting at him.” I never did, because (a) I didn’t believe it (b) even if Stanley wasn’t, Peter Sellers certainly was.

Og til slut:

Finally, although it is a painful subject (recently reopened by the declassification of the “Paperclip” files) I do not believe I am doing a disservice to the memory of a good friend, if I close this chapter with words which, for the sake of Truth and History, I believe he would have wished to have on record:
    “No – I never knew what was happening in the concentraion camps. But I suspected it, and in my position I could have found out. I didn’t, and I despise myself for it.”

Tankevækkende, på flere måder.

En anden fodnote i bogen fortæller os at “cybersquatting”-fænomenet havde en forløber hundrede år før internettet:

There was once a popular English literary journal called The Nineteenth Century. As the crucial year 1901 approached, the editor was annoyed to find that some cultured kidnapper had registered the title The Twentieth Century and was holding it to ransom.
    He was out of luck. The magazine became The Nineteenth Century – and After.

I det højst usandsynlige tilfælde at jeg selv nogensinde skulle skrive en selvbiografi, tror jeg jeg ville vælge et lignende uforpligtende format, som det Clarke benytter her. Jeg kan godt lide den flyvske hoppen omkring, med de uventede associationer og småopdagelser der følger med. Som Clarke også skriver:

The chief pleasure of browsing lies in the unexpected discoveries one makes – I would use the word “serendipitous”, if ti wasn’t so badly overworked, and my Wordstar Dictionary knew how to spell it.

Jeg havde ikke hørt om bogen, før jeg fandt den i et antikvariat for nylig. Jeg nævnte for antikvarboghandleren, at jeg som teenager skrev et fanbrev til Clarke og fik et svar. Da jeg forlod butikken en halv times tid senere, sagde han at han var glad for, at det var mig der købte bogen, for “en del af det at drive et antikvariat er at sørge for at bøgerne får et godt hjem”. Det er en boghandler efter mit hoved!

Sensitivity Readers

Jeg har ikke ord for at udtrykke hvor meget jeg hader woke-bevægelsen i alle dens afskygninger.

Seneste offer for idiotien er Roald Dahl, hvis børnebøger nu i forbindelse med nyudgivelser er blevet gennemgået af “sensitivity readers”, som har omskrevet og fjernet adskillige passager. De seneste dage er nettet flydt over med eksempler, mange af dem så groteske at man tænker “Det her MÅ være satire!”. Men nej.

Her er nogle eksempler. De to første er fra The Witches, det tredje fra Matilda:

Før:
“Don’t be foolish,” my grandmother said. “You can’t go round pulling the hair of every lady you meet, even if she is wearing gloves. Just you try it and see what happens.”

Efter:
“Don’t be foolish,” my grandmother said. “Besides, there are plenty of other reasons why women might wear wigs and there is certainly nothing wrong with that.”

Før:
Even if she is working as a cashier in a supermarket or typing letters for a businessman.

Efter:
Even if she is working as a top scientist or running a business.

Før:
She went on olden-day sailing ships with Joseph Conrad. She went to Africa with Ernest Hemingway and to India with Rudyard Kipling.

Efter:
She went to nineteenth century estates with Jane Austen. She went to Africa with Ernest Hemingway and California with John Steinbeck.

Ubegribeligt! Andre ændringer består i at fjerne ord som “crazy” og mad”, “white” og “black”, og selvfølgelig “fat”, for guderne forbyde at det skulle traumatisere nogen at støde på disse adjektiver. Denne ændring er fra Charlie and the Chocolate Factory:

Før:
A nine-year-old boy who was so enormously fat he looked as though he had been blown up with a powerful pump […] Great flabby folds of fat bulged out from every part of his body, and his face was like a monstrous ball of dough.

Efter:
A nine-year-old boy who was so enormous he looked as though he had been blown up with a powerful pump […] Great folds bulged out from every part of his body, and his face was like a monstrous ball of dough.

Beskrivelser af personers køn bliver systematisk ændret i ligestillingens navn: “Okay, girls” bliver til “Okay, folks”. “Fully grown women” bliver til “Fully grown people”. “mothers and fathers” bliver til “parents”. Og Mr. Fox fra Fantastic Mr Fox har nu tre døtre istedet for tre sønner.

Jeg ville ønske, jeg kunne nøjes med at betragte de ansvarlige mennesker som spild af kulstof, men det kan jeg ikke. Revisionisme af denne type besidder en destruktiv kraft, der er svær at overvurdere. Disse anonyme idioter er et symptom – et blandt mange – på den vestlige civilisations dødsdans. Deres historieomskrivning svarer til Talebans statue-destruktioner. De har min dybeste foragt.

For nylig fremførte en vis Rhiannon Lucy Cosslet i The Guardian (hvor ellers?) det synspunkt, at det at eje en stor bogsamling er et tegn på at man er “smug and middle class”. Nuvel, Dahl-revisionisterne her har lige leveret det bedste argument for at holde sig fra eBogs-læsere og holde sig til bøger af papir – i de oprindelige udgaver. Jeg vil læse det mine yndlingsforfattere faktisk skrev, så jeg beholder min store bogsamling. Tilsvarende er jeg glad for min store DVD-samling – jeg vil for fremtiden aldrig have tillid til at en gammel film vist på en streamingtjeneste vil være ucensureret.

Titeltrend II

Sidst jeg var i Københavns lufthavn så jeg en hel del bøger med lidet varierede titler. Først disse:

How edgy, how in-four-face! Men så alligevel ikke mere edgy, end at det centrale ord er tonet ned med en asterisk. Så helt f*cking, eller fucking, ligeglad er Mark Manson alligevel ikke. Det finder jeg ironisk og egentlig også en smule ynkeligt.

Manson har tydeligvis fundet en formel, der virker for ham. Går man videre til den engelske afdeling finder man ham selvfølgelig også repræsenteret her, men ikke nok med det – adskillige andre forfattere er hoppet med på samme vogn:

For mere end fyrre år siden kunne Shubidua, i blødeste og mest ufarlige inkarnation, kalde en sang Fuck you uden nogen løftede et øjenbryn, men tiderne har åbenbart ændret sig.

Der er flere eksempler. I Used to be a Miserable F*ck af John Kim. Unf*ck Your Brain af Faith G. Harper. F*ck Feelings af Michael I. Bennett og Sarah Bennett. Og så er der enkelte forfattere, der en anelse mere kreative i deres variationer. Sofie Linde brugte titlen Fårking gravid.

Hermed en opfordring til forfattere af selvhjælpsbøger til at udvise lidt mere kreativitet fremover. Skulle det virke helt uoverkommeligt, viser Vishen Lakhiani her en mulig vej. Det er da en begyndelse…