Endnu engang finder jeg anledning til at citere fra Finn Søeborgs erindringer. I en passage i Sådan var det bare omtaler han en roman han skrev inden Sådan er der så meget, men som aldrig blev udgivet. Den lagde sig i handling tæt op af hans eget liv:
Det er næsten unødvendigt at fortælle hvad bogen handlede om. Den handlede naturligvis om rod- og rastløse unge mennesker under krig og besættelse. Den mandlige hovedperson var naturligvis på min egen alder, og ligeså selvfølgeligt bliver han indkaldt, da krigen bryder ud. Her har han en affære med en pige, som han senere møder igen flere gange i bogen. Hans ægteskab går gradvis i opløsning, og bogen ender med at han og hans kone står ved vinduet i deres hidtil fælles lejlighed og ser halvdelen af deres indbo blive kørt bort på en flyttevogn. “Det er vores ægteskab der kører der” er konens patetiske slutreplik. Det er sikkert ikke svært at gætte, hvor jeg havde fået denne originale handling fra, men det mærkelige var, at på det tidspunkt hvor jeg skrev bogen havde kun nogle af de begivenheder jeg skildrede, for eksempel indkaldelsen til beredskabsstykren, fundet sted. Resten af handlingen udspillede sig i det virkelige liv først efter bogen var skrevet. Havde jeg en forudanelse om hvordan det ville gå, eller begyndte jeg ubevidst at handle som mine personer med det resultat at det påvirkede mit eget liv? Jeg ved det ikke, men jeg har senere erfaret at der er en mærkelig vekselvirkning på det område.
Det finder jeg interessant og dybsindigt og værd at tænke meget mere over. Grunden til jeg lige nu blev mindet om passagen nu er dog ikke så dyb: jeg stødte på en nyhedshistorie fra 2022 med overskriften:
‘ How to murder your husband’ writer sentenced for murdering husband
Der er tale om en Nancy Crampton Brophy, der blev dømt for forbrydelsen i Portland i 2018, og som altså tidligere havde skrevet et essay med omtalte titel. Det må siges at være det ultimative eksempel på den søeborgske vekselvirkning! Det lader til, at der nu er en film på vej om affæren.
Som adskillige kommentatorer bemærkede på Twitter da historien kom frem, må det siges at være en kapitalbrøler af Brophy, at hun ikke gav sit essay titlen How to murder your husband and get away with it.
Jeg læste for nylig Camilla Stockmarrs glimrende roman Noras tredje alder, der centrerer sig om den noget sjuskede antikvarboghandler Nora og hendes to børn. I et interessant og sjovt fire-siders forord fortæller Stockmarr om en af inspirationerne: boghandelen Shakespeare & Co i Paris. Hun beskriver sit første møde med den således:
Jeg kendte intet til stedet, men da jeg så at bøgerne var på engelsk, gik jeg derind. Jeg blev mødt af en meget lille og meget vred mand, der straks begyndte at overfuse mig, for hvad det lignede at komme på denne tid og ungdommen nu om dage, overhovedet ikke til at stole på og skidedovne er de, og imens han skældte og smældte stablede han bøger op i min favn som om det var pindebrænde. Dem kunne jeg passende begynde at stable op derhenne i vindueskarmen, komme her med sovehår og det var vel ikke for meget forlangt, en stakkels gammel mand som han, at bede om en smule hjælp. Og så stod jeg der og stablede bøger hele formiddagen og på et tidspunkt spurgte han, hvornår jeg havde tænkt mig at flytte ind, for det ville jo være meget rart at vide.Jeg svarede, at jeg ikke havde tænkt mig at flytte ind. Overhovedet ikke. Jeg var på ferie, jeg boede på et udmærket hotel og skulle i øvrigt hjem om en uge. Og så gjorde jeg det. Flyttede ind i Shakespeare & Co.
Hvorefter Stockmarr særdeles underholdende beskriver sit ophold og ejeren George Whitman, hans mildt sagt excentriske opførsel med hvad den indebærer af raserianfald, nærighed og grænseoverskridelser.
Jeg morede mig over beskrivelsen – Stockmarrs gengivelse lyder godt nok som noget der er løgn, men jeg tror hende gerne: jeg har selv set manden udfolde sig. Jeg boede i Paris 1998-2001 og besøgte af og til butikken. “Rodet” og “usoigneret” var ord der uvægerligt fald én ind. Og George Whitmans noget off-putting personlighed gjorde, at det aldrig var nogen ubetinget positiv oplevelse at være der.
Stockmarrs vidnesbyrd er også konsistent med andre beskrivelser jeg har læst. John Baxter skriver om Whitman i A Pound of Paper:
George Whitman, the unkempt émigré octogenarian who co-opted the name ‘Shakespeare and Company’ after Sylvia Beach’s death and opened a shop under that name, used to brew both coffee and soup – it was hard to tell the difference – on a gas ring next to the cash desk. It took a fire which nearly destroyed the place to stop him.
Sammenlign med Stockmarr:
Det næste raserianfald kommer, da han opdager, at jeg har smidt alle de gamle tebreve ud, der lå i håndvasken. Hvad fanden tænker jeg på? Er jeg da splitter ravende gal? Det er dem, han skal bruge til teselskabet og til isteen til kunderne i forretningen.
Nu synes jeg ligefrem jeg kan selv kan huske at have set usle tebreve for mig i butikken, men det er utvivlsomt et falsk minde, som disse levende beskrivelser netop har plantet i mit hoved! Baxter skriver endvidere:
Buying up a prime piece of the river frontage almost directly opposite Notre-Dame, he‘d turned it into a setting for his crusty-old-bugger performance as Paris’s pre-eminent literary exile. The shop became a famous crash-pad, with half a dozen sway-backed beds installed in the book room on the first floor. A backpacker could trade a few nights on one of these for some light janitorial work or serving in the shop. On Sunday, George hosted afternoon ‘teas’, where visitors could ‘meet the legend’. He also produced postcards identifying the shop, which stood near the point from which all distances were measured in France, as ‘Kilometre zero’ for literature as well, the point from which all literary journeys should be calculated. A large rubber stamp with the same message was slammed onto every book sold. If you protested, he was quite likely to refuse to sell you the book at all: ‘People ask to have that put on their books,’ he’d snarl. ‘It makes it a collector’s item.’ Periodically, the stamp would be stolen, either as a souvenir or to protect books from defacement, but another always turned up a few days later.
Det svarer fuldstændig til min oplevelse første gang jeg købte en bog i butikken. Jeg blev overrasket og lidt irriteret over det stempel – så vidt jeg husker, blev det endda sat umiddelbart efter jeg havde betalt. Havde der været tale om en dyr bog, havde jeg nok protesteret, men nu var det bare en lille paperback af Heinrich Böll (underligt nok på dansk), så jeg lod det fare. Men snobberiet irriterede mig afgjort.
Tror kun jeg købte én anden bog i butikken nogensinde, en lille Orwell-biografi der heller ikke kostede noget videre.
I Richard Linklaters film Before Sunset fra 2004 er det i Shakespeare & Co at Ethan Hawkes Jesse genfinder sin ungdoms kærlighed Céline, spillet af Julie Delpy. Så vidt jeg ved havde Whitman stadig boghandelen på dette tidspunkt, men i filmen er han erstattet af en skuespiller. Formentlig klogeligt – jeg kan lige se for mig hvordan han kunne have forstyrret den romantiske stemning ved at begynde at smide kopper på gulvet i raseri eller lignende.
I øvrigt er der også en boghandel kaldet Shakespeare & Co i Bratislava, kunne jeg konstatere, da jeg var der for få år siden. Her var boghandleren jeg mødte dog ikke i excentrisk-gammel-mand-kategorien, men i yngre-kvinde-med-kat-kategorien. (Med fare for at lyde fordomsfuld synes jeg, at begge disse kategorier er forbløffende almindelige blandt boghandlere…)
Ret skal være ret: der var også en lejlighed hvor Whitman gjorde et positivt indtryk. Et af årene jeg boede i Paris, gik jeg en tur i byen den 1. januar. Alle butikker jeg kom forbi var lukkede – undtagen Shakespeare & Co. Her stod Whitman og sagde godt nytår til alle der dukkede op og bød endda på et lille glas. Jeg følte mig dog ikke som nok af en stamkunde til at tage imod.
Wikipedia fortæller at han døde i 2011, som 98-årig i lejligheden over sin boghandel. Han ligger nu begravet på Père-Lachaise-kirkegården i Paris.
