Kriminalroman-strøtanke

Når man har læst en vis mængde Agatha Christie-romaner, begynder man uvægerligt at bide mærke i visse mønstre. Jeg tænker man kunne få en fornøjelig (meta-)roman ud af det, hvis ikke bare læseren, men også romanens personer kunne fornemme disse mønstre. Ser for mig en person, der glæder sig til et afslappende cruise – indtil han oplyses om, at en anden passager er Hercule Poirot og straks ræsonnerer, at det betragteligt øger risikoen for at der begås et mord om bord. Allerede inden mordet er begået kan vor helt så begynde at spekulere over hvem der vil afgå ved døden – det må formentlig være den, om hvem det gælder at flest mulige medpassagerer har et motiv til at slå vedkommende ihjel. (“Hmm… næppe Mrs. Waterstone, hende er der kun tre der har motiv til at dræbe. Mr. Stephens måske, der er mindst seks…”).

Der er sikkert allerede mange der har lavet noget i den retning, for det er ikke så original en ide. I min barndoms Jan-bøger var Jans tro følgesvend Erling i hvert fald opmærksom på, at vennen formelig tiltrak mysterier, der ventede på at blive opklaret. Men dybere end som så formulerede Erling sig aldrig; det syntes at forblive en underlig intuitiv fornemmelse hos ham. Det kunne ellers have været sjovt hvis han, efterhånden som den 81(!) bind lange bogserie skred frem, begyndte at ræsonnere på ovenstående vis, og udviklede sig til seriens egentlige helt…

2 kommentarer til “Kriminalroman-strøtanke”

  1. Det lyder som en Alan Moore-reboot af Jan-bøgerne. Jan løser mysterier, mens Erling bliver bevidst om deres fiktionalitet, og i sidste ende bliver han skurken i et forsøg på at bryde ud i den virkelige verden.
    Den ville jeg sådan set gerne læse 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *