Blogbogstaveligt

Douglas R. Hofstadter er bedst kendt for bogen Gödel, Escher, Bach, som blev et fænomen da den udkom i 1979 – en svært definerbar moppedreng om bevidsthed, intelligens og begrebet “jeg”, som kommer ud af de særeste tangenter, og som endte med at vinde Pulitzer-prisen. Den gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste den omkring 1990, og meget af min senere læsning var inspireret af emner og personer jeg blev introduceret til via denne bog og Hofstadters øvrige bøger. Flere af hvilke jeg fandt endnu bedre – jeg tror faktisk ikke engang jeg ville placere Gödel, Escher, Bach på min Hofstadter-top-tre.

En af hans bøger – den mest tekniske i forfatterskabet – hedder Fluid Concepts and Creative Analogies. To pudsigheder om den, en generel og en personlig:

1) Den allerførste bog der blev solgt på Amazon, var et eksemplar af den titel. Det var i 1995.

2) Da jeg selv ville have fat i titlen, ikke længe efter den var udkommet, forsøgte jeg at bestille den i en boghandel i Århus. Personalet i boghandelen gav mig meldingen, at de ikke kunne bestille den hjem til mig, hvis jeg ikke kendte bogens ISBN-nummer. Det er nok den mærkeligste spørgsmål jeg har fået i en boghandel.

Nå, men det lykkedes mig, selv uden ISBN, at få fat i bogen på en eller anden måde, og jeg læste den med interesse. Den beskriver diverse forskningsprojekter Hofstadter lavede sammen med diverse studerende på Indiana University og University of Michigan – “The Fluid Analogies Research Group” er listet som medforfatter på bogen, og medlemmernes navne fremgår af individuelle kapitler – Daniel Defays, Melanie Mitchell, Robert French, David Chalmers og Gary McGraw.

Bogens hovedinhold er detaljerede beskrivelser af projekter med at udvikle computerprogrammer der modellerer en form for “intelligens” – mønstergenkendelse, kreativitet – i et eller andet mikrodomæne. Således har vi fx programmet Jumbo, der finder engelsk-lydende anagrammer. Der er Letter Spirit, som, givet nogle bogstaver i en bestemt font/stil, frembringer øvrige bogstaver i alfabetet i samme stil. Og programmet Copycat, som finder analogier i et domæne af tekststrenge: (“Suppose the letter-string abc was changed to abd; how would you change the letter-string ijk in “the same way”?).

Allermest interessant finder jeg faktisk et indledende kapitel, i hvilket Hofstadter beskriver undersøgelser han lavede som teenager, for at finde ud af hvordan trekanttal (dvs tal der kan skrives som summen af de første N heltal) og kvadrattal fordeler sig mellem hinanden. Et studie i mønstergenkendelse; som beskrivelse af en kreativ proces er dette kapitel en tour de force. Mange forskningsartikler ville være betydeligt lettere at forstå, hvis de var udstyret med et afsnit i denne stil, så man forstår baggrunden for processen i tænkningen, og ikke bare præsenteres for det færdigpudsede resultat. Men der er næppe mange, der så præcist som som Hofstadter har dokumenteret egne tankeprocesser gennem årtier.

Hofstadter er, der i 90’erne, overbevist om, at vejen frem er at beskæftige sig med diverse mikro-domæner, en man-må-krybe-før-man-kan-gå-tilgang. I et kapitel kaldet The Knotty Problem of Evaluating Research erkender han, at mange kolleger langtfra er enige med ham. Der er så mange forskelligartede tilgange til forskning i kunstig intelligens, at Hofstadter må ty til “A Crazy Bazaar” som fællesbetegnelse for hvad der foregår i feltet. Han udtrykker vantro over for en radikalt anderledes tilgang, som han hører præsenteret i en forelæsning af Doug Lenat, der præsenterer et projekt han kalder CYC:

CYC (pronounced as, and related to, the “cyc” in “encyclopedia”) involves the encoding of millions upon millions of everyday facts into a uniform representation language based on predicate calculus, in an attempt to imbue a computer with common sense of the kind that any ten-year old has. The basic message of Lenat’s talk was that this type of knowledge-intensity is the only way to go, if you really want to make models of intelligence. Anything less is baby stuff. He said that in his opinion, within twenty years or so, thanks to advances in hardware (both memory size and raw speed), the complexity of programs, and the amount of knowledge available, computers will reach and surpass humans in intelligence level. He seemed perfectly confident and quite happy about this. I was nonplussed that he could say or believe such things, but in private conversation later, he reaffirmed his statements and incidentally remarked that work in microdomains is hopelessly outmoded. It was hard to even know how to reply to this, except to say “I don’t think so.”

De senere års eksplosive udvikling inden for AI fik mig til at tænke tilbage på denne passage. For det synes jo unægtelig som om Lenat har fået mere ret i sine forudsigelser end Hofstadter. Jeg kunne godt tænke mig at se, om Hofstadter inden for nyere tid havde udtalt sig om emnet og eventuelt skiftet mening. Det har han, viser det sig. Eftertrykkeligt endda, og det er ikke noget der har beredt ham glæde. I et interview fra 2023 med Amy Jo Kim siger han om udviklingen: “It’s like a tidal wave that is washing over us at unprecedented and unimagined speed, and to me it’s quite terrifying, because it suggests that everything that I used to believe was the case is being overturned.”

Hele interviewet er dybt interessant, og kan p.t. ses på Kims YouTube-kanal Game Thinking TV her:

https://www.youtube.com/watch?v=R6e08RnJyxo

Et lidt længere citat, fra ca 30 minutter inde i interviewet:

Hofstadter: I grew up with a certain feeling about what computers can or cannot do, and I thought that artificial intelligence when I heard about it was a very fascinating goal which is to make rigid systems act fluid, but to me that was a very long, remote goal. It seemed infinitely far away, it felt as if artificial intelligence was the art of trying to make very rigid systems behave as if they were fluid, and I felt that would take enormous amounts of time, you know I felt it would be hundreds of years before anything even remotely like a human mind would be asymptotically approaching the level of the human mind, but from beneath. I never imagined that computers would rival or let alone surpass human intelligence, and in principle I thought they could rival human intelligence, I didn’t see any reason that they couldn’t but it seemed to me like it was a goal that was so far away I wasn’t worried about it, but when certain systems started appearing, maybe twenty years ago, they gave me pause, and then it started happening at an accelerating pace where unreachable goals and things that computers shouldn’t be able to do started toppling – the defeat of Garry Kasparov by Deep Blue and then going on to Go systems, Go programs… well, systems that could defeat some of the best Go players in the world, and systems got better and better at translation between languages, and then in producing intelligible responses to difficult questions in natural language, and, even writing poetry, and my whole intellectual edifice, my system of beliefs… it’s a very traumatic experience when some of your most core beliefs about the world start collapsing.

And especially when you think that the human beings are soon going to be eclipsed. It felt as if not only are my belief systems collapsing, but it feels as if the entire human race is going to be eclipsed and left in the dust. Soon. People ask me, “What do you mean by soon?”, and I don’t know what I really mean, I don’t have any way of knowing, but some part of me says five years, some part of me says twenty years, part of me says I don’t know, I have no idea. But the progress, the accelerating progress, has been so unexpected, so completely caught me off guard, not only myself, but many, many people, that there’s a certain kind of terror of an oncoming tsunami that is going to catch all of humanity off guard. It’s not clear whether that will mean the end of humanity in the sense of the systems we’ve created destroying us, it’s not clear if that’s the case, but it’s certainly conceivable. If not, it just renders humanity a small, a very small phenomenon compared to something else that is far more intelligent, and will become incomprehensible to us, as incomprehensible to us as we are to cockroaches.

Kim: That’s an interesting thought.

Hofstadter: Well I don’t think it’s interesting, I think it’s terrifying. I hate it…

Kim: You can’t help thinking it.

Hofstadter: I think about it practically all the time every single day…

Kim: Wow.

Hofstadter: … and it overwhelms me and depresses me in a way that I haven’t been depressed for a very long time.

Hofstadter er en meget højt begavet person, og han har beskæftiget sig indgående med emnet i årtier, så jeg må sige, at hans pessimisme gør indtryk. Der findes dog også andre højt begavede og vidende personer, der ikke deler hans syn på sagen, og de er måske i flertal. At der nok allerede er opnået så meget som der kan opnås med LLM-baserede systemer er jeg tilbøjelig til at give klap-lige-hesten-typerne ret i. Man finder hurtigt systemernes begrænsninger, når man prøver dem af.

Men det beroliger mig ikke stort, for jeg forventer, at mange andre gennembrud er lige om hjørnet, og hvem kan sige hvad konsekvenserne bliver af yderligere tre-fire stykker i samme størrelsesorden som dem vi har set de seneste år? Vi lever afgjort i interessante tider.

Jeg kan huske at jeg for år tilbage i København kom forbi en butik med et skilt, der forkyndte “Sidste fyldepennenbutik på Strøget”. Det morede mig at tolke ordlyden som handlede det om geografi snarere end historie – som havde det været et skilt på en amerikansk motorvej der meddeler at efter næste benzintank er der 80 miles til den næste igen. Jeg kan se det for mig: man kommer gående der mod Rådhuspladen og er drevet til det yderste: man har de VILDESTE fyldepen-abstinenser, man kan næsten ikke klare at gå ti skridt længere, og så – i sidste øjeblik – redningen! Pyha, det var tæt på.

Jeg kommer til at tænke på den hændelse, hver gang jeg kommer forbi en af de beundringsværdige “Bogbørsen”-standere. Optankning af åndelig føde! Jeg bliver altid lige nødt til at stoppe op og kigge, og ofte er der jo ikke noget særligt at komme efter, men det er også altid lidt sjovt i sig selv at notere sig hvilke bøger og forfattere der i særlig grad er at træffe her.

Og jeg HAR faktisk fundet nogle glimrende ting i tidens løb – og har da også selv deponeret nogle bøger, især når jeg opgraderet en favorit-titel til en mere interessant udgave og dermed er endt med at stå med en dublet.

Det var pokkers! Et forfatternavn jeg har haft galt fat i i mere end 35 år. Jeg har kendt det siden filmen Betty Blue storhittede i slutfirserne, men jeg har altid troet at manden hed Philippe Dijan, og så understår han sig faktisk i at hedde Philippe Djian:

Gad nok vide om jeg har fejllæst andre forfatteres navne på lignende vis? Nå, det er nok trods alt usandsynligt. Jeg vil straks sætte Fordømte liv på hvad jeg nu ved er dens rette plads i reolen. Lige mellem Diltevsen og Dotsojevski.

Jeg har en svaghed for dedikationseksemplarer med interessante hilsner, og noget af det bedste er en dedikation fra én forfatter til en åndsbeslægtet kollega. Jeg har tidligere vist mit eksemplar af Radiator i hvilket Jan Sonnergaard skrev “Tak for sprut” til F. P. Jac. Endnu højere sætter jeg dog mit eksemplar af Mod Lyset med en hilsen fra Martin Andersen Nexø til Hans Scherfig, der ikke kunne være mere perfekt:

Og så har jeg faktisk ikke engang fået den læst endnu. Skændsel! Det er måske skrivningen af dette blogindlæg, der får mig til endelig at gøre det.

I direkte forlængelse af forrige indlæg: i fredags besøgte jeg en butik i København, der afholdt hollandsk bogudsalg. Det var i lokaler jeg ikke kendte, så jeg blev en smule forvirret da jeg drejede om et hjørne, kiggede til højre og så dette:

Var et øjeblik i tvivl om jeg kiggede ind i et spejl eller en døråbning. Så faldt mit blik på bogryggen med “MAO”, og jeg nåede at tænke at det altså ikke var et spejl. Først derefter blev de andre bogrygge tydelige for mig og tiøren faldt.

Jeg så denne bog i en Røde Kors-butik i går. Lad gå med forsidedesignet – men i varianten brugt på bogryggen bryder ideen fuldstændig sammen! Hvis den bog stod i min bogreol, ville jeg få nervøse trækninger hver gang mit blik faldt på den…

Dominique Gonzales-Foerster er en fransk kunstner, der blandt andet har lavet diverse installations-kunstværker der benytter bøger. Jeg er specielt glad for dette:

Jeg vil straks lave en tilsvarende post om det på min separate blog helliget mursten.

Jeg er ved at læse Daniel C. Dennets selvbiografi I’ve Been Thinking. Dennett, som døde for nylig, var en amerikansk tænker, der har skrevet mange fascinerende bøger om “the philosophy of mind” – bevidsthed, fri vilje og lignende dybe emner. Han fortjener et længere blogindlæg ved lejlighed, men her vil jeg bare slå ned på en lille sproglig finurlighed fra den anekdoterige bog. I et kapitel on sin tid på University of California, Irvine, skriver Dennett følgende:

Another great logician visitor from UCLA was Alonzo Church, famous for Church’s Thesis and Church’s Theorem, two of the foundational ideas of computer science. Church gave several talks at UCI, meticulously filling the blackboards with formulae. He insisted that you should never say what some term or sentence meant without subscripting the language thus: “snow_English” refers to snow, because the same ortographic symbol might possibly mean different things in different languages – “chair_French” means “flesh”; “Gift_German” means “poison”. I decided to call this Church’s Possibility and issued a challenge to one and all to come up with a sentence that was grammatical in two different languages and had two very different meanings, with high points for length and naturalness. Donald Davidson had an oral candidate: “Empedocles leaped” and “Empedocles liebt” (“loves” in German). The pre-Socratic philosopher Empedocles is fabled to have committed suicide by leaping into Mount Etna. My sailing shipmate Don Heiney came up with “Grand legs? Seize ours!” (French for “Large legacy? Sixteen bears!”). I wrote a letter to Vladimir Nabokov, my favorite novelist, polyglot and wordsmith; his wife, Very, wrote me a nice reply saying that she asked him and he said he hadn’t ever considered the exercise and was sorry to say he had no examples. The challenge remains. I have wasted many hours trying to improve on Don Heiney’s terse example without success, and I will gratefully consider any examples longer and better than his and duly announce prizes for any good candidates.”

Efter at have læst det tænkte jeg straks, at det da for pokker ikke kunne være så svært at finde længere eksempler! I går aftes, da jeg ikke kunne sove, begyndte min hjerne at tumle med udfordringen. “Fast and faster” meldte sig hurtigt – på dansk kan det være en kompliment til et familiemedlems glimrende indkøb til julemiddagen: “Fast and, faster!”. Ret hurtigt fandt jeg på en udvidelse til syv ord: på dansk et kryptisk spørgsmål om samme familiemedlems sært kølige fremtoning:

Sad dog is fast i dig, faster?

og på engelsk en konkurrence med en trist vovse om hvem der kan grave hurtigst:

Sad dog is fast, I dig faster!

Det fremgår ikke helt hvor meget vægt Dennett lægger på, at tegnsætningen også skal være den samme på begge sprog. Skal den det, bliver det naturligvis sværere. Skriver man med lutter store bogstaver, slipper man for skønhedspletten at “I” er med stort på engelsk, men ikke på dansk. Tegnsætningen bliver straks værre at homogenisere. Måske “SAD DOG IS FAST, I DIG, FASTER?” er det bedste kompromis.

Anyway – udfordringen er hermed givet videre, og jeg kommer sikkert også selv til at lede efter bedre eksempler.

En af de sjovere nyhedshistorier fra de seneste dage var om en indbrudstyv i Rom, der blev arresteret af politiet, efter at han under et indbrud faldt i staver og fordybede sig i en bog om Homers Illiaden. Man kan læse om sagen mange steder, fx her:

https://www.standard.co.uk/news/world/burglar-read-book-rome-house-homer-italy-b1178330.html

Den pågældende bog, The Gods at Six O’Clock, er skrevet af en vis Giovanni Nucci. Hvis jeg var ham ville jeg skatte den episode højere end selv den mest positive kritikeranmeldelse.

Knud Erik Pedersen døde her i sommer. Jeg tror ikke der er nogen romanfigurer, der står så levende for mig, som personerne i hans seks romaner om Esben Poulsen og hans familie. Det siger alligevel meget, i betragtning af hvor mange tusinder af fiktive personer jeg har stiftet bekendtskab med i årenes løb.

Pedersens debutroman Puslinglandet kom bag på det litterære parnas. Poul Borum skrev: “Jamen, hvor er det dog dejligt! En 43-årig jysk kommunelærer debuterer med en roman om sin barndom i besættelsestiden, og den er simpelthen fremragende. Mens man sluger den, fyldes man af den samme varme og glæde som første gang man læste Knuth Becker. Det her er ikke bare årets store, folkelige bog – det er også en roman, der med det samme indtager sin plads i litteraturhistorien.” Det var i 1977. I 1980 fulgte fortsættelsen Fra asken, og tredje bind, Lystgården, kom i 1980. Så var der et intermezzo med en anden roman, Hanegal bag muren, en underlig sag om reinkarnation, men læserne ville hellere høre mere om Esben, og Pedersen skrev videre på serien: I fjederhammen udkom i 1989, Sommerblusset i 1999 og Under kommando i 2004.

De vigtigste personer i romanserien er, ud over den følsomme bogorm Esben, faderen Anders, der er enkemand, og brødrene Karl og Povl. Fra tredje bind også Lise, som bliver Esbens hustru. I de tidlige bind fortælles historien næsten ligeligt på skift mellem Esbens og Anders’ synsvinkel. I de senere bind bliver Esbens synsvinkel mere dominerende, og der er nogle enkelte sekvenser, hvor det er Lises indre monolog vi følger. Der er ingen afsnit skrevet fra brødrenes synsvinkel – af gode grunde: Povl dør tragisk som ung, netop som hans historie skal til at udfolde sig, og Karl er retarderet. Men Karls tilstedeværelse sætter et unikt præg på bøgerne på en anden måde. I Gunnar Jakobsens bog om forfatteren karakteriser Knud Erik Pedersen Karl således:

Karl har sit eget sprog, bl.a. kendetegnet ved at han aldrig bruger ordet ‘jeg’. Det er overflødigt, for han er der jo. […] I en efterrationalisering kan jeg se, at han slet ikke kunne undværes, da jeg begyndte at skrive. Det var helt oplagt, han skulle med, fordi han er den, han er, og man kan i høj grad sige at han ikke er noget gennemsnitsmenneske.

Svært ikke at tænke på bøgerne uden at høre Karls hyppige udbrud (“Gør ikke! Plejer aldrig!”) for sig – han er i den grad med til at gøre bøgerne levende. Men alle de nævnte personer, såvel som adskillige bipersoner, fremstår aldeles overbevisende.

Jeg synes ikke der er nogen synderlig kvalitetsforskel mellem de seks bøger, men Lystgården er en tand mere intens end de andre, alene fordi den skildrer en usædvanligt mættet periode af Esbens liv. (Pedersen sagde i et interview at dette bind i serien blev skrevet på for ham usædvanligt kort tid, ca et års tid. Det er samtidig den længste bog i serien, så man kan sige han havde mest ild i maven her.) Jeg synes nok også Under kommando er en anelse mindre interessant end de andre, alene fordi den er lidt mere enstrenget i handlingen, som skildrer Esbens soldatertid. Men alt i alt udgør de seks romaner et imponerende konsistent værk, især taget i betragtning at de er skrevet over så lang en årrække.

Mine eksemplarer af de ældre bøger har jeg anskaffet antikvarisk, og de er tilfældigvis indlagt diverse avisudklip, så jeg har kunnet konstatere, at de fleste anmeldere har været begejstrede hele vejen igennem. Kun Claes Hastholm Hansen drypper lidt malurt i bægeret i en anmeldelse af Fra asken: han synes det bliver for meget med al den jyskhed, al den “nedstemte lidenskab”. “Den populære vendelbo-sanger Niels Havsgaard (sic) driver på det nærmeste rovdrift på den, og den himmerlandske skolelærer og romanforfatter Knud Erik Pedersen er på nippet til at gøre den til en manér” skriver han. Selv har jeg intet problem med dette element (den ultimative kompliment Esben kan få fra sin far er “Du er nu ingen hønerøv”). Min eneste anke mod bøgerne er, at jeg ikke egentlig ikke synes Esben er så interessant som barn. Så i Puslinglandet er jeg mere interesseret i de andre personer, særligt faderen, og i miljøskildringen generelt. Men det fungerer på den anden side også ganske godt, at scenen sættes på den måde.

Førsteudgavernes forsider ses herover. Alle seks omslag er af Sven Reiner Johansen, så det er mærkeligt, at sidste bind ikke er holdt i samme stil som de øvrige. Også hvad titel angår synes jeg den falder lidt udenfor – i de andre er der en eller anden dobbeltbetydning og/eller en litterær reference, hvilket jeg ikke lige kan gennemskue der skulle være i titlen Under kommando. Sommerblusset er den bedste titel synes jeg – en direkte reference til Johs. V Jensens digt Sommersolhvervssang, som spiller en rolle i en gåsehudsfremkaldende scene.

I hvor høj grad bøgerne er selvbiografiske ved jeg ikke, men jeg antager, det er i temmelig høj grad. Esben er, som sin forfatter, søn af en landpost i nærheden af Limfjorden. Han er yngste søn i en drengeflok – Esben har to brødre, Pedersen havde tre. (I parentes bemærket: hvor dejligt at det, selvom man nu desværre må omtale Pedersen i datid, er naturligt at bruge nutidsform om Esben!). Karl er også inspireret af et familiemedlem – Pedersen bekræftede det direkte over for Gunnar Jakobsen i ovennævnte bog. Men meget mere detaljeret end det har Pedersen vist ikke været over for offentligheden. I en artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af hans 80-års dag kunne man læse følgende:

Mange gange er han blevet spurgt om, hvor tæt Esben er på ham selv. Over for Kristeligt Dagblad har han svaret sådan: ”Jeg plejer at værge for mig, fordi jeg ikke er tilfreds med hans karakterudvikling. Jeg kan dog ikke rende fra, at han har den samme oprindelse og den samme historie, som jeg selv har. Men når jeg har holdt foredrag, har jeg sagt, at jeg ikke vil tage skylden for alt, hvad han foretager sig”.

Hele artiklen kan p.t. stadig ses her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/mennesker/2014-07-03/omveje-jyske-f%C3%B8lelser.

Artiklens oplysning om at Pedersens adresse simpelthen var det forhenværende forsamlingshus, der danner rammen on en stor del af handlingen i Jens Smærup Sørensens Mærkedage, er da et ualmindeligt pudsigt stykke trivia. Ikke mindst fordi mange af de mest gribende scener i romanserien finder sted i forbindelse med mærkedage, når man tænker over det.

Når man har læst romanserien til ende, vil man uvægerligt savne personerne og ønske at høre mere om dem. Vi kan jo håbe på, at hvad der måtte være af smuler om Esbens videre skæbne vil blive udgivet posthumt – jeg husker et interview med Pedersen i hvilket han sagde, at der lå 15-20 sider i en skuffe, hvilket jo godt nok ikke er det store. I nogen grad kan man kompensere for savnet ved også at læse Pedersens børnebøger med samme persongalleri som voksenbøgerne. Dem er der også seks af: Esben, Esben og Jakob, Esbens hemmelighed, Esbens flugt (også udgivet i let modificeret form som Dommedag nu, Esben), Esben ved skillevejen og Esben i det fremmede. De overlapper tidsmæssigt med det første par bøger i voksenserien og skildrer tildels nogle af de samme begivenheder. Jeg afskrev disse i første omgang, men da jeg endelig gav dem en chance fandt jeg, at også de er aldeles glimrende og udgør et fint supplement til hovedserien, også for en voksen læser. Interessant nok er der diverse forskelle/inkonsistenser mellem serierne, fx tjenestepiger der har andre navne, og mindre forskelle i handlingsgengivelserne. Det virker ikke som sjusk, men som et bevidst valg – en tilkendegivelse af “billedopløsningen” i det stof der er blevet zoomet ind på.

For nylig fandt jeg i en rodekasse et eksemplar af Fra asken med dedikation fra Knud Erik Pedersen til forfatterkollegaen Vita Andersen. Hilsenen bærer præg af Pedersen er lidt af en outsider i det litterære miljø, hvilket fører tilbage til mit indledende citat fra Poul Borums anmeldelse.

Jeg kommer utvivlsomt til at læse Pedersens bøger igen – det er den type man vender tilbage til. Et rigt og menneskeligt værk, hvis eksistens jeg er meget taknemlig for.