Indlæg

Udgivet den

Dirch Passer

Jeg påbegynder dette skriv den 18. maj 2026, 100-års dagen for Dirch Passers fødsel. Han døde jo desværre alt for tidligt, også for tidligt til at jeg fik en chance for at opleve ham live. Jeg husker hans død i 1980 – jeg var 8, han har været den første offentligt kendte person, hvis død gjorde et stort indtryk på mig. De to aviser vi holdt derhjemme havde næsten enslydende overskrifter: jeg mener det var Viborg Stifts Folkeblad der havde “Dirch er død” og JyllandsPosten der valgte “Dirch Passer er død”. Jeg kan huske en svag fornemmelse af at den korte version med bogstavrimet var for upassende… uværdig eller noget, selvom jeg jo nok ikke kendte det ord dengang.

Jeg har alle dage været umådeligt glad for Dirch Passer. Han var et geni, et kæmpetalent som jeg aldrig vil blive træt af. Klaus Rifbjerg skrev om ham – jeg mener det var i en anmeldelse af stykket Charles’ tante – at han var “åndedrætsstandsende vidunderlig”, og den lille karakterisering er det bedste denne stærkt overvurderede forfatter nogensinde har skrevet, punktum.

Eftersom dette her er en bog-blog, må jeg jo finde bogvinklen på manden. Her er de Passer-relaterede bøger jeg selv har:

Af de tre deciderede biografier var Malin Lindgrens den første. John Lindskogs er nok min foretrukne, og den fungerer også fint som et overskueligt opslagsværk. Ole Sønnichsens bog blev udgivet samtidig med en 4-dobbelt CD med den til dato mest omfattende samling af Passers sange og sketches. Jesper Gaarskjærs fokuserer, som titlen mere end antyder, kun på perioden hvor Passer samarbejdede med Kjeld Petersen. Den sidste, Passers pen, er en klejn sag der samler interviews Passer lavede til Billed-Bladet i 1970’erne.

Derudover har Jacob Wendt Jensen også for nylig udgivet Dirch 100 år: Mennesket, myten, geniet, en moppedreng i samme format/udstyr som nogle af hans tidligere bøger om Huset på Christianshavn, Matador m.fl. Den har jeg ikke anskaffet mig endnu – jeg har en vis modvilje mod bøger med for lavt informationsniveau pr kubikcentimeter – men Passer er Passer, så jeg modstår nok ikke så længe.

Nå ja, og så er der jo Dirchs filosofikum, den eneste i samlingen som udkom i Passer egen levetid, og dermed også sjovt nok den eneste han har sat sine kragetæer i.

Hvis jeg skal demonstrere, hvorfor jeg finder Passer så fantastisk, kunne jeg naturligvis hive en af de eviggrønne sketches frem, men istedet vil jeg henvise til en enkelt replik i en sketch jeg aldrig har hørt nogen omtale, I al fortrolighed, fra et af en serie af radioshows Passer lavede med kolleger i 1976. For at sætte scenen for sketchen – gamle venner der ikke har set hinanden i mange år og mødes til et middagsselskab – er en lidt klodset setup-replik nødvendig, og Passer gør en dyd af nødvendigheden og serverer den på en måde, der tilkendegiver hvor heavy-handed den er, og med en intensitetskurve som om han 1) tager et tilløb, 2) kravler op over et eller andet og 3) lander på den anden side og placerer fødderne meget solidt. Radioprogrammet ligger på YouTube her, hør indledningen inklusive Passers replik fra ca 38:10 til 38:53.

Jeg synes nærmest det er guddommeligt, og kollegerne lyder til sammenligning som om de er ved at lave dilettant-forestilling i det lokale forsamlingshus. Musikaliteten i replikken er karakteristisk for Passer når han er bedst. Tag en hvilken som helst af de klassiske indspilninger af Passers store monologer: hvis alle ordene blev sorteret fra og kun betoningerne var tilbage, ville man stadig kunne identificere de enelte replikker. Man ville også kunne bemærke stilistiske forskelle monologerne imellem – fx skiller Dirch på toppen, monologen om bjergbestigeren, sig ud fra de andre med en særlig staccato-rytme.

Der er et andet godt eksempel i et portrætprogram fra 1977, Lørdagshjørnet, hvor Passer fortæller om sin ungdoms inspirationskilder. Det er et supergodt interview, Passer dykker ned i stof han ikke har snakket om før; man hører ligefrem han overrasker sig selv: “Jeg startede jo – det har jeg aldrig røbet for nogen – men jeg startede jo som Peter Malberg. En BLANDING af Peter Malberg og en amerikansk komiker der hed Joe E. Brown”, hvorefter han – igen på helt magisk vis – hiver en fantastisk Brown-imitation op af hatten. Hele programmet ligger i skrivende stund på nettet her, og Passers imitation af Brown kan ses fra 28:40.

(Jeg elsker iøvrigt at Passer allerede går i Brown-mode mens han stadig snakker dansk; som om forvandlingen lige tager et par sekunder!)

Jeg kan huske jeg blev overrasket første gang jeg så det interview, for jeg kendte kun Joe E. Brown som rigmanden Osgood Fielding III i Some Like it Hot, i hvilken jeg ikke syntes han mindede meget om Passer (det store gab dog lige undtaget). Efter at have søgt nogle gamle klip frem på YouTube kan jeg dog bestemt se inspirationen. Både Sønnichsen og Gaarskjær nævner også kort Brown i deres biografier, men det kunne være interessant med en mere tilbundsgående undersøgelse af Passers inspirationskilder.

Det er eksempler af den art jeg elsker mest i Passers produktion – dem, hvor det føles som om han legende let åbner for en kanal, det ikke er andre beskåret at have adgang til overhovedet. Tidligere har jeg tit ærgret mig over paradokset: når han nu kunne det, hvorfor gjorde han det så ikke meget mere? Istedet for at ty til dårlige vittigheder, som han gjorde pr automatik, og som han i særdeleshed brugte som afværgemanøvre når nogen kom for tæt på. Og deltage i dusinvis af fladpandede film, der ikke kom i nærheden af at udnytte hans talent. Det tænker jeg ikke så meget mere – nu er jeg mere tilbøjelig til at være taknemlig for at han var så generøs og produktiv. De geniale ting er der, man kan søge dem ud, og alt resten kan man tage med som en bonus eller man kan lade være.

For ca 20 år siden besøgte jeg en mand jeg var kommet i kontakt med via et eller andet auktionssite og som, vistnok fra Klaus Pagh, havde erhvervet sig nogle mapper af fotos og andre Passer-effekter. Blandt andet havde han en vinylplade jeg siden ærgrede mig over, at jeg ikke også købte af ham: en optagelse af Passer i Fiffer-revyen i 1949, Passers tidligste revyoptræden. Efter hvad jeg fik at vide fandtes den plade kun i det ene eksemplar, så det ville da have været et klenodie at eje den.

Men jeg købte nogle få af de mange fotos, og et par af dem gengiver jeg her. Om de har været offentliggjort før ved jeg ikke. Det har de jo nok. NU har de i hvert fald. Petersen og Passer, obviously, og kvinderne er Sigrid Horne-Rasmussen og Clara Østø.

Udgivet den

Den tomme oversættelse

Jeg skrev tidligere om Stanislaw Lems bog Fremtidskongressen og oversætterens pudsige undskyldende forord om, at bogen ikke primært er oversat fra den polske original. Jeg er stødt på en bog der forholder sig endnu mere utraditionelt til oversættergerningen. Hyman Kaplan af Leonard Q. Ross. Oprindeligt udgivet som The Education of Hyman Kaplan i 1937, og udsendt i Danmark af Skars Forlag i 1966.

Bogens introduktion er et uddrag af en kronik Jens Kruuse skrev i Jyllands-Posten 1952. Det begynder: “Det drejer sig aldeles ikke om en god bog. Jeg vil gerne sige det så tydeligt som muligt: det drejer sig om den morsomste bog i verden.” Et opsigtsvækkende prædikat, og det der fik mig til at købe bogen i første omgang, da jeg fandt den i et antikvariat for nogle år siden. Bogen handler om en hjertelig og småkomisk østeuropæisk immigrant (Ross hed selv oprindeligt Leo Calvin Rosten og kom fra Polen) og hans problemer med at lære det engelske sprog. I erkendelse af dette handlingsforløb ville være problematisk at gengive på andre sprog, har forlaget simpelthen konsekvensen og undladt at oversætte bogen! Den eneste danske tekst i den således Kruuses forord, samt bagsideteksten.

Jeg ved ikke af at være stødt på noget lignende med andre bøger, men der skal jo nok være andre eksempler.

At Kruuse kunne finde på at betegne bogen som den morsomste i verden går over min forstand. Jeg har intet mod gammeldags humor, sætter faktisk ofte stor pris på det, men der er intet her der fik mig til trække på smilebåndet.

Udgivet den

Da Storm P. irriterede Adrian Doyle

Det morer mig altid at høre om uventede forbindelser mellem personer i min interessesfære. Her er et sjovt eksempel jeg har fra De nyere kulørte hæfter, et privattryk af Knud Nielsen fra 1994. Nielsen beskriver Anker Kirkeby, der stod bag Stjerne-Hæfterne, der med Kirkebys ord havde til formål at komme den “rædselsfulde kiosklitteratur til livs” med mere lødige alternativer. I sit forsøg på gøre genren mere lødig, udgav han værker af anerkendte forfattere som Conan Doyle, Edgar Allan Poe, Georges Simenon, Jack London og mange andre. Også omslagene blev givet opmærksomhed, med motiver af bl.a. Storm P,, Sikker Hansen og Des Asmussen. Der udkom i alt 44 bind mellem 1944 og 1947.

Det var imidlertid ikke altid let, særligt ikke i krigsårene, at skaffe rettigheder til udgivelserne rettidigt:

Han udsendte bl.a. et Sherlock Holmes-hæfte uden tilladelse fra Doyle-familien, der naturligvis vogtede forfatter-arven. Det resulterede 1946 i et bistert brev fra Doyles søn, Sir Adrian, der krævede tilbagetrækning af af hæftet samt 2000 pund i erstatning.
    Kirkeby sendte straks en check, og for at formilde Sir Adrian vedlagde han en af Storm P.s noget særprægede Holmes-tegninger.
    Resultatet var et nyt brev fra Sir Adrian, der ophidset meddelte, at hans fars berømte opdager i tidens løb var blevet udødeliggjort i tegninger, film og på teatret, men endnu havde ingen dristet sig til at fremstille Holmes som en åndssvag på cykel og med en stor sikkerhedsnål i bukserne. Sir Adrian havde derfor personligt tilintetgjort tegningen og instrueret sin advokat om at fordoble erstatningskravet.
    Tegningen med det nævnte motiv var dog slet ikke anvendt til hæftet, og den har heller ikke kunnet spores i andre Holmes-publikationer, og uvejret drev over. Faktisk hørte man aldrig mere fra Sir Adrian, der måske alligevel har kunnet se det pudsige i situationen.

Jeg kunne godt tænke mig at se den tegning. Nielsens fremstilling giver det indtryk, at det var originalen Sir Adrian Doyle fik tilsendt, så hvis dennes vrede melding står til troende, er den altså gået tabt. Men måske en reproduktion af den kan opspores? En ud- og opfordring til evt Storm P.-kendere der måtte læse dette.

Udgivet den

Stålfarfar og Stylte-onkel

Jeg så tilfældigt et indlæg på X, postet af Dr. M. F. Khan, om en historie jeg ikke kendte til:

Historien, navnet og fotoet af ‘Stålfarfar’ gav mig straks associationer til Finn Søeborgs novelle Stylte-onkel. (Vildt så mange indlæg på denne blog der kommer til at handle om Finn Søeborg, men so be it!). Denne novelle handler om den 67-årige Lars Peter Jensen, der til at begynde med kun er berømt i sit nære lokalsamfund, hvad han gerne ser ændret. I indledningen bliver han givet denne meget søeborgske karakteristik:

– En rigtig gammel viking, sagde folk om ham, når han en kold vintermorgen med raske skridt gik gennem byen på vej til badet, uden overtøj og med åbentstående skjorte, så man kunne se et stykke behåret bryst, og Lars Peter rankede sig og fælte selv, at han var en rigtig gammel viking. For yderligere at understrege ligheden havde han anlagt fuldskæg, og det var nu efterhånden blevet så langt, at det nåede ham et godt stykke ned på brystet. Det havde med tiden antaget en ubestemmelig grå farve, og ligheden mellem Lars Peter og en viking var nu slående, forudsat altså at de gamle vikinger så sådan ud, men det skal de jo nok have gjort.

Novellen fortsætter så med, at han finder et par gamle stylter, som han bliver besat af at stavre rundt på, i en grad så han til sidst beslutter sig til at gå på stylter hele vejen ind til hovedstaden, et projekt der tager ham fem dage. Det vækker opmærksomhed, og Søeborg satiriserer over hvordan medierne går i selvsving over ham,

De næste dage gik der en begejstringens bølge over landet. Alle aviserne havde resolut strøget de ligegyldige meddelelser om truende krigsfare det ene og andet sted for i stedet at kunne bringe de sidste bulletiner om Lars Peters færd. Stylte-onkel, døbte en avis ham og mente det venligt, og dette navn blev omgående accepteret af alle. Hver dag kunne man nu på forsiden af sin avis læse alt om Stylte-onkel, hvad han spiste, hvad han drak og hvordan han havde lært sig at gå på stylter, og små, kloge bemærkninger, som Stylte-onkel var fremkommet med, blev omgående spredt ud over hele landet. Lars Peter var ganske vist ikke særlig god til at komme med kloge bemærkninger, men når de kom på tryk, tog de sig alligevel ud.

Novellen ender med at Lars Peter fuldfører sit projekt og i et par dage er landsberømt, indtil aviserne så med ét slag mister enhver interesse for ham, fordi en hidtil ukendt mand helt uventet besejrede alle sine konkurrenter og hjemfører verdensmesterskabet i ping-pong til landet.

Søeborgs novelle udkom i samlingen Kun for sjov i 1954. Mon ikke han er blevet inspireret af Gustaf Håkansson? Jeg tror det.

Udgivet den

Nicholas Monsarrats elefant

For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg læste en masse bøger af Nicholas Monsarrat. Jeg var havde fundet en lille hardback fra Stjernebøgerne, der havde pirret min nysgerrighed: Skibet der døde af skam. Af bogens tre noveller syntes jeg rigtig godt om H. M. S. “Marlborough” og om Kort orlov, og jeg gik straks i gang med at anskaffe mig andre bøger af forfatteren, både på dansk og på engelsk.

Monsarrat viste sig at være en spøjs forfatter. Emnemæssigt spænder hans bøger vidt. Hvad der forekommer mere usædvanligt er at “lødighedsniveauet”, om man så må sige, også er ret varierende. I den ene af spektret har vi Monsarrats mest kendte og aner-ditto bog, The Cruel Sea (eller Havet sletter alle spor, som den hedder på dansk), som bygger på hans oplevelser som kaptajnløjtnant på forskellige skibe under Anden Verdenskrig. I den anden ende har vi en fjollet potboiler som Castle Garac, der er præcis lige så ugebladsroman-agtig som forsiden af paperback’en giver indtryk af.

Fra den ene ende af spektret til den anden: jeg kunne lide det meste. This is the Schoolroom er social indignation a la Saturday Night and Sunday Morning. Tiden der fulgte er en science fiction-bagatel. The Nylon Pirates (på dansk: Pirater i nylon, hvilken titel!) en underholdende historie om svindlere på et krydstogtskib. Esther Costello – inspireret af Helen Kellers historie – om filantropisk svindel. Smith og Jones hopper af er en spionhistorie hængt op på en gimmick der først afsløres til allersidst. The Pillow Fight en glimrende roman om idealisme og et parforhold i problemer. Monsarrat bearbejdede også yderligere stoffet fra The Cruel Sea i diverse noveller, fx i samlingen Tre korvetter.

Som jeg har for vane, når jeg finder en forfatter jeg synes om, og når det kan lade sig gøre for rimelige priser, begyndte jeg at anskaffe mig hans bøger i signerede udgaver. Det var ikke så svært at finde; der var masser af eksemplarer på eBay.

Hvad hovedværket angår fandt jeg et eksemplar i et dansk antikvariat, forsynet med dedikation til en dansk samler, der simpelthen havde sendt bogens titelblad til Monsarrat, fået det retur i signeret stand og ladet bogen privatindbinde – det fremgår af et indlagt brev:

En pudsighed: Jeg har bidt mærke i, at både Michael Palin og Richard Dawkins i selvbiografiske skriverier har omtalt The Cruel Sea, og at begge har samme erindring om den. Palin skriver følgende i forordet til Erebus:

I’ve always been fascinated by sea stories. I discovered C.S. Forester’s Horatio Hornblower novels when I was eleven or twelve, and scoured Sheffield city libraries for any I might have missed. For harder stuff, I moved on to The Cruel Sea by Nicholas Monsarrat – one of the most powerful books of my childhood, even though I was only allowed to read the ‘Cadet’ edition, with all the sex removed.

Og Richard Dawkins, i selvbiografien An Appetite for Wonder:

Every Sunday evening, Mrs. Galloway used to read to us in the family’s private sitting room. We had to leave our shoes outside and we all sat on the floor, cross-legged amid a faint smell of damp socks. She would read a chapter or two each week, and would get through a book a term. They were usually stirring adventure stories like Moonfleet or Maddon’s Rock or The Cruel Sea (the ‘cadet edition’ with the sex scenes removed).

Jeg har svært ved at tro at det er denne ‘cadet edition’ der er oversat til dansk, men jeg husker ikke noget sex-relateret i romanen, bortset fra snak om matrosernes lægebesøg i forbindelse med kønssygdomme.

Apropos Michael Palin: selvom man skulle tro det, handler romanen på fotoet herunder faktisk IKKE om Palins figur i filmen A Fish Called Wanda:

Derimod er det en blodig historie om stridigheder på en fiktiv afrikansk ø, Pharamaul, i nærheden af Sydafrika, hvor Monsarrat arbejdede i diplomatiets tjeneste i 1950’erne. Nogle betragter denne, og dens fortsættelse, som Monsarrats væsentligste værk.

Monsarrats sidste bog, The Master Mariner, forblev ufuldendt. Det skulle have været et stort anlagt tobindsværk i fiktionsform om den engelske flådes historie, set fra en udødelig matros’ synsvinkel. Kun første bind nåede at blive færdigskrevet; det er udgivet på dansk under titlen Havets herskere.

De sidste ti år eller så har jeg ikke læst noget af Monsarrat – men for nylig fandt jeg til billig penge en spøjs lille tegning i en rodekasse i et københavnsk antikvariat:

Havde det ikke været fordi jeg kunne genkende Monsarrats signatur, havde jeg ladet den ligge. Nu købte jeg den naturligvis. Der var flere elefanttegninger i kassen i antikvariatet – de øvrige var af danskere. Jeg formoder de alle var hevet ud af en tema-autografbog, eller gæstebog. Hvordan Monsarrat havnede i det selskab aner jeg ikke. Ejheller ved jeg hvem autografbogen, eller hvad det nu var, har tilhørt.

Og netop nu læser jeg mig, på Wikipedia, til at Monsarrat en overgang boede på den lille maltesiske ø Gozo. Der var jeg sidste år, så nu ærgrer det mig at jeg ikke vidste det dengang.

Udgivet den

Gerhardt – den tyske hyrdedreng

Hvorfor har jeg aldrig tidligere opdaget denne genialitet?? Torben Steno i samtale med Niels Hausgaard om den oversete Limfjordsforfatter Jens Haaning Sørensen, “bødkeren fra Nibe”, er noget af det sjoveste jeg har set i årevis.

Torben Steno har selv lagt et klip op, der viser d’herrers – uhyre forståelige – problemer med at holde masken under diskussionen om bogen “Gerhardt – den tyske hyrdedreng”.

Tak, Steno og Hausgaard, for et par klip jeg kommer til at gense mange gange!

Udgivet den

Selvportrætter

Nogle forfattere lader dedikationer ledsage af små tegninger, doodles eller sågar selvportrætter – det kan jeg godt lide. Martin Kongstads lille selvportræt her, i mit eksemplar af Fryser jeg, er ikke ueffent:

Udgivet den

Brigitte Bardot 1934-2025

Ak, nu er Brigitte Bardot også væk, en af de allerstørste stjerner der var tilbage. Sikke en afslutning på året.

Jeg har en lille bog om hende, Nina Companez’ Le Livre de Brigitte Bardot, som jeg købte antikvarisk i 2019. Med den fulgte et kort med en charmerende lille tegning af en blomst og en håndskrevet besked, hvis kontekst jeg ikke kender. Bardot havde en særegen håndskrift, der blandede store og små bogstaver på uortodoks vis, og der er et par ord jeg ikke kan dechifrere, men det meste er læseligt: Fev. 2012 Le gentil Prince est sauvé, ma Fondation est arrivée à le prendre et à lui redonner un peu confiance en l’être [?] qui lui à fait tout de mal! Brigitte.

Jeg forstår så meget, at et eller andet dyr er blevet reddet, men den midterste del af næstsidste linje kan jeg ikke læse. Kan nogen hjælpe?

Bardots La Madrague vil blive spillet mange gange på verdensplan de næste dage. Det samme vil Initials B. B., Serge Gainsbourgs monumentale hyldestsang til hende. For slet ikke at tale om duetten Je t’aime… mon non plus.

Eftersom Bardot trak sig tilbage fra film- og underholdningsbranchen for et halvt århundrede siden, skulle man måske ikke synes at hendes bortgang er nogen særlig big deal. Det er det imidlertid for mig: det føles som om det er en del af Frankrig, der er død. Jeg følte noget lignende – og i endnu højere grad – mht Storbritannien, da dronning Elizabeth døde i 2022. Jeg har boet i begge lande i 1990’erne, og jeg elskede begge deres respektive kulturer, men det var dengang. Europas igangværende dødsspiral er generelt så deprimerende, at jeg normalt gør hvad jeg kan for at undlade at tænke på den. Det kan bare ikke lade sig gøre, når der forsvinder et pejlemærke af Bardots størrelsesorden.

Og så var hun i en lang periode simpelthen bare den smukkeste kvinde i verden. RIP BB.

Udgivet den

Skrabelodder

Jeg kan godt lide at gå på jagt efter dedikationseksemplarer i antikvariater, og jeg bilder mig ind, at jeg efterhånden har fået en vis næse for hurtigt at finde sådanne i hollandske bogudsalgs bjerge af bøger. En del af det har at gøre med at bese udvalget af bogrygge og straks ekskludere bøger, der IKKE er stor chance for at finde et navnetræk i – bogklubsudgaver, genoptryk osv. Med tiden bliver denne førstesortering helt automatisk, lidt ligesom en erfaren skakspiller simpelthen ikke ser indlysende dårlige træk.

At tage en bog ud af reolen, slå op på første side og finde en dedikation er en oplevelse, der minder mig lidt om at vinde på et skrabelod. Jeg skal af høflighed undlade at sætte navn på forfattere, hvis navnetræk svarer til rene bagatelbeløb.

Et fin oplevelse var fra et besøg i et københavnsk antikvariat i 2012. Jeg havde min baby på venstre arm, så reol-scanningen var mere besværlig end sædvanligt, og jeg trak ikke så mange bøger ud til nærmere eftersyn. Men jeg fik øje på en Finn Søeborg-titel der var i god stand og lignede en førsteudgave, så den måtte der kigges nærmere på. Og hurra, der var gevinst:

Sølle 15 kr – glad ud af butikken med den. Noget senere, da jeg havde begge arme fri, tog jeg bogen i nærmere eftersyn, og så flagrede der minsandten et brev ud af den. Et skrabelod med TO gevinster! Dette er hvad Søeborg skrev til Hr. Overbibliotekar G. Heilskov:

Jeg er enig med Heilskov i at Glashusene ikke er blandt Søeborgs bedste. Jeg er for den sags skyld heller ikke så vild med den (ganske rigtigt temmelig meget anderledes) Navn ukendt. Af Søeborgs ni romaner er det Sådan er der så meget, Her går det godt, Vi har det jo dejligt, Bare det løber rundt og Den store gevinst jeg læser igen og igen. Det er i disse, han rammer den perfekte blanding af komik og tragedie. Med årene skiftede han vægten for meget over på det tragiske. I et TV-interview sagde han, at skiftet havde at gøre med at han syntes hans bøger blev “ringere og ringere”. Men jeg er uenig: af mine fem favoritter, er det den sidste af dem, Den store gevinst, som jeg synes er den allerbedste.

Udgivet den

Villy Sørensens bogopstillingsprincip

Bogen Når man mailer fra 2009 samler et uddrag af Svend Åge Madsens mailkorrespondance med Flemming Christian Nielsen. 6. april 2005 skrev Madsen:

Af kataloget over Villys [Villy Sørensen] bogsamling fremgår det at han havde nulevende forfattere til at stå i stuen. Afdøde i entreen (lokaliterne er ligegyldige, og sikkert forkerte). Når en forfatter døde bar han (højtideligt?) vedkommendes produkter fra stuen ud i entreen. En ganske smuk ritus – der ovenikøbet vil lette hukommelsen, så man ikke så tit kommer i tvivlssituationer: Lever han endnu?

Enig, en sympatisk ide er det. For nylig fandt jeg også det pågældende katalog, udgivet af Frederiksberg Antikvariat A/S i 2005, og det går i lidt flere detaljer:

Hvad dansk skønlitteratur angår, havde han midt i 1970’erne gjort det til et opstillingskriterium at skelne mellem afdøde og endnu levende forfattere. Kun de afdøde stod i dagligstuen (i den mindre lejlighed i Brede gjaldt det endda kun dem fra før hans egen levetid, resten var stillet op i hans arbejdsværelse), mens de levende havde plads i bagværelset. Når en dansk forfatter døde, bar han de bøger, han havde af vedkommende, fra bagværelset og skaffede plads til dem i reolen med de afdøde,

Det rejser jo spørgsmålet om hvad Villy Sørensen gjorde med bøger med TO forfattere. Hvis den ene døde, placerede han så bogen i dørkarmen mellem de to lokaler? Til stor daglig gene, så man må formode, at han efterhånden bare gik og håbede vrissende på, at den anden forfatter også kradsede af? Eller placerede han bøgerne på gulvet mellem de to reoler efter et afstandsprincip? Vægtede han i så fald forfatternes individuelle bidrag i udmålingen af afstanden, eller var det baseret på en vurdering af den tilbageværende forfatters forventede levetid? Måske han for nemheds skyld havde et særligt lille “limbo-rum” til bøger i den kategori? Og hvad hvis der var MERE end to forfattere? Måske afholdt han sig simpelthen bevidst så vidt muligt fra at anskaffe sig danske skønlitterære bøger med flere forfattere, for at overhovedet at undgå at skulle forholde sig til disse dilemmaer?

Store, spændende spørgsmål som vi nok aldrig får svar på!