Romeo, Julie og plysbjørnen

Mere nostalgi: en Frank og Fred’rik-stribe af Bob Thaves, som jeg faldt over under oprydning af barndomsting. Klippet ud fra JyllandsPosten engang i 1980’erne. Romeo, Julie og plysbjørnen var en stående joke i familien i årevis derefter. Jeg synes stadig det er sjovt!

Cabin fever

En morbid lille bog-relateret historie, der cirkulerede i alverdens medier i 2018, men som havde undgået min opmærksomhed indtil nu: at en vis Sergei Savitsky på en russisk forskningsstation i Antarktis havde dolket sin kollega Oleg Beluguzov, fordi denne blev ved med at røbe slutningen i de bøger Savitsky var ved at læse.

Detaljerne varierer en del alt efter hvor man læser historien, så jeg tør ikke svare for hvor meget der er reelt. Kunne snildt være en primært alkohol-induceret hændelse, der har fået bog-detaljen hæftet på sig og er gået viralt af den grund. Ganske forventeligt giver mange af medierne historien en sort-humoristisk vinkel. CBS News brugte overskriften “Cold-Blooded: Scientist In Antartica Accused Of Stabbing Colleague For Spoiling The Endings Of Books“. Andetsteds så jeg refereret at Savitsky efterfølgende blev fragtet til Sankt Petersborg og arresteret der, med den trøstende tilføjelse “Although he faces criminal charges in the Russian city, Savitsky will probably have access to plenty of books that Beloguzov hasn’t already read.”

Historien minder mig om noget jeg fik fortalt af en vikar, jeg havde i én enkelt time engang i folkeskolen. Hun berettede om to tidligere medlemmer af Siriuspatruljen, der mødtes mange år senere og snakkede om deres tid sammen. Ved denne lejlighed gik det op for dem begge, at hver især havde haft små vaner, der nærmest havde drevet den anden til vanvid, selvom de aldrig havde snakket om det dengang. A havde fx set sig gal på B, fordi dennes seler ofte var snoede. B havde været ved at gå amok over at A altid hulede osten. De to fandt nu ud af, at det nærmest var et mirakel, at det ikke var endt med et voldeligt overfald dengang.

“Cabin fever” ville man kalde det på engelsk. Der er givetvis et dækkende dansk udtryk også, men jeg kan ikke komme i tanker om det.

Skuffelsesflashback

Så lige en annonce for denne bog på dba.dk:

Det gav mig straks et flashback til min barndom – minder om at læse denne bogserie generelt, og mere specifikt følelsen af skuffelse over at handlingen i bogen her overhovedet ikke matchede forsiden. Der var aldeles ikke tale om et fysisk hus, der på mystisk vis blev mindre. Derimod var det noget med en serie malerier på hvilke et hus var malet en lille smule mindre for hvert af dem. Den dag i dag føler jeg mig faktisk stadig lidt snydt, nu jeg blev mindet om det!

Jeg har ikke genbesøgt bogserien siden dengang i 80’erne. Jeg husker, at der var mindst 5-6 forskellige forfattere involveret, og at deres navne kun fremgik af en en diskret “Fortalt af”-notits på titelbladet. Jeg husker også, at Robert Arthur var den bedste af forfatterne. Han var også den med det mest gyser-klingende navn. Nick West var der også en der hed, de andre husker jeg ikke.

Lyngby-løsningen

Jeg skriver dette i håb om, at der et sted i Danmark sidder en person, der med mellemrum søger på nettet efter “Lyngby-løsningen”, fordi han har et unikt forhold til dette udtryk. Der ligger en litterær kreditering her, som burde tildeles dens rette ophavsmand.

Det handler i første omgang om Svend Åge Madsens roman Lad tiden gå fra 1986, som skildrer tidsrejser tilbage i tiden, men med et originalt tvist, der undgår “bedstefar-paradokset”. Madsens ide er intet mindre end genial: på Århus universitet opdager “kronofysikeren” professor Jeyde en metode til at springe 23 dage tilbage i tiden. Problemet er, at tilbagespringet er absolut: ethvert spor af hvad der er sket i 23-dages perioden er udvisket, inklusive alles erindringer om den. Jeyde kan således ikke bevise at metoden virker, for i samme øjeblik han sætter eksperimentet i værk, ophører det med at have fundet sted! I romanens begyndelse spekulerer Jeyde sig gråhåret over denne tilsyneladende uoverstigelige forhindring.

Romanen fortsætter med at Jeyde indvier sin kollega Johanne Fraser i sine overvejelser, og senere bliver hun i stand til at udføre tilbagespringene og, som den eneste, huske hvad der er sket i de “slettede” perioder. Hun kan således lære af sine erfaringer og benytte sig af dem i en ny runde, som Bill Murray i Groundhog Day. (Det er således også en vigtig grundpræmis for handlingen, at verden ikke er deterministisk men kan udvikle sig forskelligt i hver runde).

Hændelsen, der sætter Johanne i stand til at huske, er at hun bliver udsat for tortur og hendes sind således bliver så dybt præget, at de almindelige regler sættes ud af kraft. Det er et litterært greb, som jeg synes er lidt ærgerligt, fordi det går imod renheden i grundideen, men samtidig synes et postulat af den art nødvendigt for at romanens handling overhovedet kan lette. Da jeg læste romanen første gang, omkring 1988, var jeg i hvert fald sikker på at Jeyde havde ret i sin antagelse om, at det var en logisk umulighed at påvise tilbagespringene.

Men jeg skulle blive klogere. Tyve år efter udgav Svend Åge Madsen romanen Det syvende bånd, i hvilken Johanne Fraser optræder igen i en birolle. Hun har i mellemtiden nået den indsigt, at det faktisk kan lade sig gøre. Hun beskriver det pædagogisk for bogens hovedpersoner, for nemheds skyld nu med én-uges interval:

Hvis man fandt en metode så man kunne spole tiden for eksempel en uge tilbage. Simpelthen slette alt det der er sket i de mellemliggende syv dage. Hvordan kunne man afsløre at det havde fundet sted?’ Hvis alt blev fjernet rub og stub ville man selvfølgelig aldrig kunne vise det.
    Johanne er så ivrig at hun må lægge kniv og gaffel. ‘Det troede jeg også. Indtil jeg kom på Lyngby-løsningen. Det kalder jeg den fordi jeg fik den engang efter at have holdt foredrag på et bibliotek der. En fyr dukkede op, foreslog løsningen og forsvandt inden jeg nåede at få fat i ham.

Man skriver i sin dagbog: Hver dag klokken 12 vil jeg slå ét slag med en terning og kun ét. Første gang man gør det, er det den første januar. Slår man nu en sekser denne dag, skriver man i dagbogen: I dag slog jeg en sekser. Så lader man tiden gå til næste dag. Næste middag slår man igen, og nu blir det ikke en sekser. Derpå lader man en uge på nær fem minutter gå, før man iværksætter en tilbagespoling: Man sletter den foregående uge, og befinder sig nu fem minutter i 12 den anden januar. Man har lige tid til at gøre sig klar til at slå med terningen. Blir det ikke en sekser gentager man processen: En uge frem og så tilbage. Indtil det endelig lykkes, så man i sandhed kan skrive: 2. januar, i dag slog jeg en sekser. Nu har vi to i træk af dem, nemlig den første og den anden. Man lader en dag gå, kaster terningen. Videre frem til den tredje. Samme procedure, indtil det bliver en sekser. I dag, den tredje januar, slog jeg en sekser. Sådan at man sidder den 20. juli og kan kigge tilbage på sin dagbog. Hver dag, to hundrede dage i træk, er der noteret at man har slået en sekser. Vel at mærke uden man har løjet og sådan at man kun har foretaget ét kast hver dag. To hundrede seksere i træk. Det er ikke noget bevis, men et særdeles stærkt indicium på at der er sket en række tilbagekoblinger.

Sådan som beskrivelsen af mødet i Lyngby er formuleret, fik jeg det indtryk at det var selvoplevet af Svend Åge Madsen. For nogle år siden, da jeg ganske kort fik lejlighed til at snakke med ham ved en signering til Bogforum, spurgte jeg ham om det var tilfældet, og han bekræftede det. Så – hvem du end er, kære Lyngby-løsning-ophavsmand: hvis du læser dette, så giv dig til kende!

Jeg er SUPERmisundelig over at jeg ikke selv kom på den ide. Jeg tilbragte ellers tid nok med at tænke over romanen, som jeg læste gentagne gange i halvfemserne. Lad tiden gå er en fremragende roman, en af Madsens bedste (og det siger ikke så lidt), men jeg ville også elske at læse en variant, i hvilken personerne ikke kan huske mellem tidsspringene, men må nøjes med at udnytte indsigten fra Lyngby-løsningen.

Hvordan skulle man bære sig ad med dette? Til en begyndelse skal man sikre sig, at man i hvert fald aldrig springer længere tilbage end til det tidspunkt hvor man erkendte, at tilbagespring er mulige. Lad os så sige, at man ønsker at udnytte sin viden økonomisk. En oplagt ide er fx at spille lotto, og så hoppe en uge tilbage hver gang man IKKE vinder den store gevinst. Sandsynlighedsberegning godtgør at man vinder før eller siden – men her bliver man nødt til at tage andre risici i betragtning: Statistisk set ville man skulle igennem så mange “levede uger”, at der er en stor risiko for, at man dør i en eller anden tilfældig ulykke som fx et færdselsuheld. Så det må man sikre sig mod. Død og ulykke er i øvrigt ikke den eneste fare – jo flere levede uger, jo større er også risikoen for at en anden person OGSÅ opdager tilbagespringsmuligheden, og lærer at udnytte den. Og det er oplagt at tilbagespringsmekanismen mister størstedelen af sit potentiale, når man ikke længere er den eneste der kender den – hvad nytte er der i møjsommeligt at udnytte mekanismen til at vinde lotto-kæmpegevinsten, hvis en anden straks efter springer tilbage? Af samme grund bør man være varsom med at alliere sig med nogen, der kunne udføre et tilbagespring i ens sted, hvis man skulle blive forhindret – man ville i hvert fald skulle kunne stole 100% på vedkommende. Det ideelle ville være, hvis man kunne automatisere tilbagespringsprocessen, så det sker automatisk på en given dato, med mindre man aktivt gør noget for at forhindre det.

Man kunne speede processen med at vinde den store gevinst op ved at gå på casino: Sætte alt ind på et tal på rouletten og springe tilbage med mindre man vinder. På den måde ville man kunne 36-doble sin formue med cirka lige så mange tilbagespring. Men det ville vække opsigt, hvis man gentog det nummer ret mange gange. Allerede hvis man 36-dobler sin formue 2-3 gange på kort tid, begynder det at se mistænkeligt ud. Et set udefra så usædvanligt held ville give uheldig opmærksomhed, som igen fører til risiko for ens fysiske sikkerhed (og måske over for skarpsindige iagttagere, som selv arbejder på sagen, signalerer at her er en person, der kan have knækket koden).

Det bliver helt filosofisk, når man begynder at tænke over hvad et “jeg” egentlig er i en verden hvor tilbagespring er mulige. Ville man være villig til at risikere død og skader på førlighed, fra Casino-gorillaer eller andre, blot for at det kommer en anden, en tilbagespolet, instans af en selv til gode?

Én ting er at man kan give sig selv indicier for at tilbagespring er mulige, men kan man også give sig selv mere detaljeret viden om fremtiden? Kunne man, med passende forberedelse, generalisere ideen med terningeslagene til noget hvor det der ender med at stå i dagbogen ikke bare er en sekvens af sekserslag, men en sekvens af forskellige tal, og at denne sekvens koder for information om hvad der er sket i den fremtid det er blevet sprunget tilbage fra? Det kan jeg ikke lige gennemskue – men jeg kunne jo så heller ikke finde på Lyngby-løsningen, så meget muligt at begrænsningen ligger hos mig!

Stort hurra for Lad tiden gå. Den bedste danske science fiction-roman jeg kender. Det er den allerede på sine egne præmisser, men den får en ekstra dimension på grund af alle de tankeeksperimenter, den giver anledning til at man selv fortsætter med.

Vekselvirkning

Endnu engang finder jeg anledning til at citere fra Finn Søeborgs erindringer. I en passage i Sådan var det bare omtaler han en roman han skrev inden Sådan er der så meget, men som aldrig blev udgivet. Den lagde sig i handling tæt op af hans eget liv:

Det er næsten unødvendigt at fortælle hvad bogen handlede om. Den handlede naturligvis om rod- og rastløse unge mennesker under krig og besættelse. Den mandlige hovedperson var naturligvis på min egen alder, og ligeså selvfølgeligt bliver han indkaldt, da krigen bryder ud. Her har han en affære med en pige, som han senere møder igen flere gange i bogen. Hans ægteskab går gradvis i opløsning, og bogen ender med at han og hans kone står ved vinduet i deres hidtil fælles lejlighed og ser halvdelen af deres indbo blive kørt bort på en flyttevogn. “Det er vores ægteskab der kører der” er konens patetiske slutreplik.
    Det er sikkert ikke svært at gætte, hvor jeg havde fået denne originale handling fra, men det mærkelige var, at på det tidspunkt hvor jeg skrev bogen havde kun nogle af de begivenheder jeg skildrede, for eksempel indkaldelsen til beredskabsstykren, fundet sted. Resten af handlingen udspillede sig i det virkelige liv først efter bogen var skrevet. Havde jeg en forudanelse om hvordan det ville gå, eller begyndte jeg ubevidst at handle som mine personer med det resultat at det påvirkede mit eget liv? Jeg ved det ikke, men jeg har senere erfaret at der er en mærkelig vekselvirkning på det område.

Det finder jeg interessant og dybsindigt og værd at tænke meget mere over. Grunden til jeg lige nu blev mindet om passagen nu er dog ikke så dyb: jeg stødte på en nyhedshistorie fra 2022 med overskriften:

‘ How to murder your husband’ writer sentenced for murdering husband

Der er tale om en Nancy Crampton Brophy, der blev dømt for forbrydelsen i Portland i 2018, og som altså tidligere havde skrevet et essay med omtalte titel. Det må siges at være det ultimative eksempel på den søeborgske vekselvirkning! Det lader til, at der nu er en film på vej om affæren.

Som adskillige kommentatorer bemærkede på Twitter da historien kom frem, må det siges at være en kapitalbrøler af Brophy, at hun ikke gav sit essay titlen How to murder your husband and get away with it.

George Whitman

Jeg læste for nylig Camilla Stockmarrs glimrende roman Noras tredje alder, der centrerer sig om den noget sjuskede antikvarboghandler Nora og hendes to børn. I et interessant og sjovt fire-siders forord fortæller Stockmarr om en af inspirationerne: boghandelen Shakespeare & Co i Paris. Hun beskriver sit første møde med den således:

Jeg kendte intet til stedet, men da jeg så at bøgerne var på engelsk, gik jeg derind. Jeg blev mødt af en meget lille og meget vred mand, der straks begyndte at overfuse mig, for hvad det lignede at komme på denne tid og ungdommen nu om dage, overhovedet ikke til at stole på og skidedovne er de, og imens han skældte og smældte stablede han bøger op i min favn som om det var pindebrænde. Dem kunne jeg passende begynde at stable op derhenne i vindueskarmen, komme her med sovehår og det var vel ikke for meget forlangt, en stakkels gammel mand som han, at bede om en smule hjælp.
    Og så stod jeg der og stablede bøger hele formiddagen og på et tidspunkt spurgte han, hvornår jeg havde tænkt mig at flytte ind, for det ville jo være meget rart at vide. Jeg svarede, at jeg ikke havde tænkt mig at flytte ind. Overhovedet ikke. Jeg var på ferie, jeg boede på et udmærket hotel og skulle i øvrigt hjem om en uge.
    Og så gjorde jeg det. Flyttede ind i Shakespeare & Co.

Hvorefter Stockmarr særdeles underholdende beskriver sit ophold og ejeren George Whitman, hans mildt sagt excentriske opførsel med hvad den indebærer af raserianfald, nærighed og grænseoverskridelser.

Jeg morede mig over beskrivelsen – Stockmarrs gengivelse lyder godt nok som noget der er løgn, men jeg tror hende gerne: jeg har selv set manden udfolde sig. Jeg boede i Paris 1998-2001 og besøgte af og til butikken. “Rodet” og “usoigneret” var ord der uvægerligt fald én ind. Og George Whitmans noget off-putting personlighed gjorde, at det aldrig var nogen ubetinget positiv oplevelse at være der.

Stockmarrs vidnesbyrd er også konsistent med andre beskrivelser jeg har læst. John Baxter skriver om Whitman i A Pound of Paper:

George Whitman, the unkempt émigré octogenarian who co-opted the name ‘Shakespeare and Company’ after Sylvia Beach’s death and opened a shop under that name, used to brew both coffee and soup – it was hard to tell the difference – on a gas ring next to the cash desk. It took a fire which nearly destroyed the place to stop him.

Sammenlign med Stockmarr:

Det næste raserianfald kommer, da han opdager, at jeg har smidt alle de gamle tebreve ud, der lå i håndvasken. Hvad fanden tænker jeg på? Er jeg da splitter ravende gal? Det er dem, han skal bruge til teselskabet og til isteen til kunderne i forretningen.

Nu synes jeg ligefrem jeg kan selv kan huske at have set usle tebreve for mig i butikken, men det er utvivlsomt et falsk minde, som disse levende beskrivelser netop har plantet i mit hoved! Baxter skriver endvidere:

Buying up a prime piece of the river frontage almost directly opposite Notre-Dame, hed turned it into a setting for his crusty-old-bugger performance as Paris’s pre-eminent literary exile. The shop became a famous crash-pad, with half a dozen sway-backed beds installed in the book room on the first floor. A backpacker could trade a few nights on one of these for some light janitorial work or serving in the shop.
      On Sunday, George hosted afternoon ‘teas’, where visitors could ‘meet the legend’. He also produced postcards identifying the shop, which stood near the point from which all distances were measured in France, as ‘Kilometre zero’ for literature as well, the point from which all literary journeys should be calculated. A large rubber stamp with the same message was slammed onto every book sold. If you protested, he was quite likely to refuse to sell you the book at all: ‘People ask to have that put on their books,’ he’d snarl. ‘It makes it a collector’s item.’ Periodically, the stamp would be stolen, either as a souvenir or to protected books from defacement, but another always turned up a few days later.

Det svarer fuldstændig til min oplevelse første gang jeg købte en bog i butikken. Jeg blev overrasket og lidt irriteret over det stempel – så vidt jeg husker, blev det endda sat umiddelbart efter jeg havde betalt. Havde der været tale om en dyr bog, havde jeg nok protesteret, men nu var det bare en lille paperback af Heinrich Böll (underligt nok på dansk), så jeg lod det fare. Men snobberiet irriterede mig afgjort.

Tror kun jeg købte én anden bog i butikken nogensinde, en lille Orwell-biografi der heller ikke kostede noget videre.

I Richard Linklaters film Before Sunset fra 2004 er det i Shakespeare & Co at Ethan Hawkes Jesse genfinder sin ungdoms kærlighed Céline, spillet af Julie Delpy. Så vidt jeg ved havde Whitman stadig boghandelen på dette tidspunkt, men i filmen er han erstattet af en skuespiller. Formentlig klogeligt – jeg kan lige se for mig hvordan han kunne have forstyrret den romantiske stemning ved at begynde at smide kopper på gulvet i raseri eller lignende.

I øvrigt er der også en boghandel kaldet Shakespeare & Co i Bratislava, kunne jeg konstatere, da jeg var der for få år siden. Her var boghandleren jeg mødte dog ikke i excentrisk-gammel-mand-kategorien, men i yngre-kvinde-med-kat-kategorien. (Med fare for at lyde fordomsfuld synes jeg, at begge disse kategorier er forbløffende almindelige blandt boghandlere…)

Ret skal være ret: der var også en lejlighed hvor Whitman gjorde et positivt indtryk. Et af årene jeg boede i Paris, gik jeg en tur i byen den 1. januar. Alle butikker jeg kom forbi var lukkede – undtagen Shakespeare & Co. Her stod Whitman og sagde godt nytår til alle der dukkede op og bød endda på et lille glas. Jeg følte mig dog ikke som nok af en stamkunde til at tage imod.

Wikipedia fortæller at han døde i 2011, som 98-årig i lejligheden over sin boghandel. Han ligger nu begravet på Père-Lachaise-kirkegården i Paris.

Peter Freuchen og Niels Bohr

Min julegave til mig selv i 2023 var et eksemplar af Peter Freuchens roman Diamantdronningen. Den indeholdt en dedikation, jeg simpelthen ikke kunne stå for:

Jeg vidste ikke, hvad der lå bag udsagnet om en kontrakt, og boghandleren vidste det heller ikke men havde blot beskrevet dedikationen som “enigmatisk” i kataloget. Det syntes jeg var det rette ord – sjældent har jeg set en dedikation, der i den grad sætter fantasien i sving. Det føles jo næsten som en optakt til en Dan Brown-roman!

Jeg fandt et enkelt foto af Freuchen og Bohr sammen:

https://arkiv.dk/vis/5905902

hvilket jeg dog ikke blev klogere af. Men tilfæl- og heldigvis var der i familien nogen der kunne hjælpe: Hans Borchersen, der er næstformand i Peter Freuchen Selskabet. Han gættede på, at forbindelsen havde været i USA, da både Freuchen og Bohr var flygtninge der på omkring dedikationens tidspunkt. Et andet medlem af foreningen, Svend Skottfelt, kunne bekræfte og uddybe:

Ja , Niels Bohr var med i Los Alamosprojektet om atombomben 1942-45 og  var jøde og flygtet fra DK til USA ligesom Peter – men Peter spillede også fodbold i AB  sammen med Niels Bohr og hans bror Harald, som var særlig god ( landshold ) det var i årene 1908-1912  før Thule  at de mødtes på fodboldbanerne er jeg sikker på – men jeg faktachecker lige 

Og:

Peter nævner i “ I al frimodighed” at han mødte de brødre under filosofikum delen som var den eneste akademiske examen han iøvrigt bestod , at han var meget betaget af de 2 Bohr brødres kvikke hoveder og spec Haralds evner på fodboldbanen og at han senere lavede den aftale med Niels Bohr “at Peter skulle sende ham et eksemplar af alle hans bøger på den udtrykkelige betingelse, at Bohr  aldrig sendte ham nogle af sine. På den måde har vi holdt balancen”    –  så det forklarer jo fint dedikationen !!

En meget tilfredsstillende forklaring! Stor tak til både Hans og Svend for den hurtige opklaring.

Peter Freuchen Selskabets hjemmeside, som bestemt er et besøg og mere til værd, kan man finde her:

https://peterfreuchen.dk/

Libri Muti

Set i en boghandel i Rom: paperback-udgaver af diverse store klassikere – bortset fra, at indholdet er lutter blanke sider. Jeg kan ikke rigtigt se pointen med dem. Og dog: Hvis man går meget op i signalværdien af bogreolens indhold er her selvfølgelig en mulighed for at fylde hylderne op med imponerende udseende værker. Så kan man uden at lyve hævde at have læst hvert et ord i dem.

Emma Gad om bøger

Jeg er blevet foræret et eksemplar af Takt og Tone, hvad jeg prøver at undlade at lægge for meget i. Her er hvad fru Gad har at sige om emnet bøger:

Køb helst de Bøger, De har Lyst til at læse. Ikke alene gavner De dermed Literaturen, men De faar ogsaa Bøgerne kær og skaber Dem derved Venner, som ikke skuffer.
     De Bøger, De laaner, maa De huske at levere tilbage efter ikke altfor lang Tids Forløb. At Efterladenhed paa det Punkt er almindelig, gør den ikke mindre dadelværdig.
     Lad det være Dem særlig magtpaaliggende at tilbagegive enkelte laante Bind af en Forfatters samlede Værker. Disse har nemlig for Ejeren tabt megen for ikke at sige al Værdi, naar et enkelt Bind mangler.
     Har de faaet et Bog tilsendt i Foræring med en egenhændig Dedikation af Forfatteren, kan De ikke afhænde den til en Antikvar. I literære Kredse betragtes det ikke engang som hensynsfuldt at lade en saadan Bog gaa rundt til Laans i sin Kreds.
     Hvis de omgaas en Bogs Forfatter, da lad ikke Bogen henligge uopskaaret paa Deres Bord. Skær den op. Hvis ikke, vil Deres Ligegyldighed røbe sig ved hans første Besøg hos Dem. Forfattere har i den Henseende Argusøjne, især hvis Deres Bøger ikke gør Lykke.

Det lyder jo meget rimeligt altsammen. Jeg kan blot konstatere at forfattere i Emma Gads øjne må være et meget udannet folkefærd, for som jeg tidligere har skrevet på denne blog, så er det mere reglen end undtagelsen, at de dedikationseksemplarer de sender til hinanden forbliver uopskårne. I hvert fald hvis jeg skal dømme efter de mange af slagsen jeg har fundet i antikvariater i årenes løb.

Joe Matt 1963-2023

Jeg blev oprigtigt ked af det da jeg for nylig erfarede, at den amerikanske tegneserietegner Joe Matt døde i september måned, kun 60 år gammel. Tilsyneladende døde han af et hjerteanfald siddende ved sit tegnebord – hvad der er en grum ironi i, eftersom Matt i hvert fald de sidste 15-20 år har været kendt for at være umådeligt lidt produktiv.

Jeg opdagede Joe Matts tegneserier i 1990’erne, og via ham opdagede jeg også hans kolleger Seth (Gregory Gallant) og Chester Brown. De tre boede dengang alle i Toronto og de gebærdede sig alle tre, i større eller mindre grad, med at lave selvbiografiske serier. At de med konsistente karaktertræk optræder som figurer i hinandens værker, gør det til en sjov oplevelse at parallellæse de tre herrers produktion.

Hvor både Seth og Chester Brown for mig dog er noget af en “acquired taste” er Joe Matt anderledes tilgængelig: hans serier er af den type som man straks sætter tænderne i. En eller anden sagde engang om tegneserien Little Lulu at det nærmest var nemmere at læse den end at lade være med det – det er lige sådan har jeg det med Joe Matts serier. Grafisk kommunikerer de ekstremt effektivt. Indholdsmæssigt er de ofte så man-tror-det-er-løgn-grænseoverskridende at man sommetider ikke ved hvad man skal gøre af sig selv under læsningen. Joe Matt er selvudleverende i ekstrem grad, og han overdriver på Klovn-agtig vis sine dårlige sider. Der er side op og side ned om pornografiafhængighed, nærighed, dovenskab, giftig opførsel i parforhold og absurd detaljerede besættelser. Temamæssigt er Matt nært beslægtet med forbilledet Robert Crumb, men Matt er efter min mening sjovere. Han kan også ramme plet med alvorligere psykologiske observationer: særligt en sekvens i debutsamlingen Peepshow – the Cartoon Diary of Joe Matt om hvordan han reagerer på et familiemedlems sygdom er skarpt observeret.

I 2020, efter at jeg havde læst Matts kun fire bøger mange gange (og ærgerlig over at der ikke lod til at være udsigt til nye udspil), skrev jeg til ham, roste hans bøger og spurgte om han var interesseret i en kommission. Det var han. Jeg gav ham frie hænder, og han valgte at genbesøge et motiv han tilbage i 1990’erne havde lavet til en kalender for forlaget Drawn and Quarterly: “The Toronto Three”, Seth, Chester Brown og Joe Matt der spiller kort på en café, mens Joe Matt kigger længselsfuldt efter en kvinde off-screen.

Undervejs mens Matt arbejdede med maleriet fik vi udvekslet ikke så få beskeder, og jeg fandt ham entusiastisk, varm og sjov. På visse punkter gav han samme indtryk som hans tegneserie-alter ego, og på andre slet ikke. Nærigheden mærkede jeg i hvert fald ikke noget til, snarere tværtimod. Den legendariske “dovenskab” var til gengæld tydelig nok: adskillige gange undervejs undskyldte han for at være så langsom, for igen at have udskudt at arbejde videre, og NU skulle han også nok tage sig sammen osv osv. Men egentlig passede det mig fint, at det trak så længe ud, for det var sjovt at kommunikere med ham – i hver besked skrev han lidt om hvad han ellers lige arbejdede på, eller om et eller andet popkulturelt der faldt ham ind, hvorefter jeg så svarede i samme dur.

Langt om længe blev han færdig med maleriet og sendte det til mig. Det pryder nu væggen over trappen i min entré, og jeg har naturligvis hængt en passende pinup op til højre for det.

Den sidste besked jeg fik fra Matt handlede om Carl Barks. Jeg havde i min forudgående besked refereret til en side Matt havde lavet om et dilemma enhver samlertype kender til: skal man have det hele, eller skal man nøjes med the good stuff? Jeg tillader mig at gengive siden her:

Og Matts svar gav så fortsættelsen:

Re: Barks…I recently sold 5 of those 10 sets, once I reacquired them. To me, the ones worth keep are: The 3 Uncle Scrooge ones, and 2 of WD’ Comics & Stories (sets 8 & 9). THAT’S the peak stuff! Haha. Later, Kristian! Thanks again!

Jeg er glad for, at jeg nåede at skrive til ham og rose hans produktion inden det blev for sent, og nu sætter jeg lige så stor pris på vores lille mailudveksling som jeg gør på maleriet på min væg.