Småtterier om bøger
Det var pokkers! Et forfatternavn jeg har haft galt fat i i mere end 35 år. Jeg har kendt det siden filmen Betty Blue storhittede i slutfirserne, men jeg har altid troet at manden hed Philippe Dijan, og så understår han sig faktisk i at hedde Philippe Djian:
Gad nok vide om jeg har fejllæst andre forfatteres navne på lignende vis? Nå, det er nok trods alt usandsynligt. Jeg vil straks sætte Fordømte liv på hvad jeg nu ved er dens rette plads i reolen. Lige mellem Diltevsen og Dotsojevski.
Jeg har en svaghed for dedikationseksemplarer med interessante hilsner, og noget af det bedste er en dedikation fra én forfatter til en åndsbeslægtet kollega. Jeg har tidligere vist mit eksemplar af Radiator i hvilket Jan Sonnergaard skrev “Tak for sprut” til F. P. Jac. Endnu højere sætter jeg dog mit eksemplar af Mod Lyset med en hilsen fra Martin Andersen Nexø til Hans Scherfig, der ikke kunne være mere perfekt:
Og så har jeg faktisk ikke engang fået den læst endnu. Skændsel! Det er måske skrivningen af dette blogindlæg, der får mig til endelig at gøre det.
I direkte forlængelse af forrige indlæg: i fredags besøgte jeg en butik i København, der afholdt hollandsk bogudsalg. Det var i lokaler jeg ikke kendte, så jeg blev en smule forvirret da jeg drejede om et hjørne, kiggede til højre og så dette:
Var et øjeblik i tvivl om jeg kiggede ind i et spejl eller en døråbning. Så faldt mit blik på bogryggen med “MAO”, og jeg nåede at tænke at det altså ikke var et spejl. Først derefter blev de andre bogrygge tydelige for mig og tiøren faldt.
Jeg så denne bog i en Røde Kors-butik i går. Lad gå med forsidedesignet – men i varianten brugt på bogryggen bryder ideen fuldstændig sammen! Hvis den bog stod i min bogreol, ville jeg få nervøse trækninger hver gang mit blik faldt på den…
Dominique Gonzales-Foerster er en fransk kunstner, der blandt andet har lavet diverse installations-kunstværker der benytter bøger. Jeg er specielt glad for dette:
Jeg vil straks lave en tilsvarende post om det på min separate blog helliget mursten.
Jeg er ved at læse Daniel C. Dennets selvbiografi I’ve Been Thinking. Dennett, som døde for nylig, var en amerikansk tænker, der har skrevet mange fascinerende bøger om “the philosophy of mind” – bevidsthed, fri vilje og lignende dybe emner. Han fortjener et længere blogindlæg ved lejlighed, men her vil jeg bare slå ned på en lille sproglig finurlighed fra den anekdoterige bog. I et kapitel on sin tid på University of California, Irvine, skriver Dennett følgende:
Another great logician visitor from UCLA was Alonzo Church, famous for Church’s Thesis and Church’s Theorem, two of the foundational ideas of computer science. Church gave several talks at UCI, meticulously filling the blackboards with formulae. He insisted that you should never say what some term or sentence meant without subscripting the language thus: “snowEnglish” refers to snow, because the same ortographic symbol might possibly mean different things in different languages – “chairFrench” means “flesh”; “GiftGerman” means “poison”. I decided to call this Church’s Possibility and issued a challenge to one and all to come up with a sentence that was grammatical in two different languages and had two very different meanings, with high points for length and naturalness. Donald Davidson had an oral candidate: “Empedocles leaped” and “Empedocles liebt” (“loves” in German). The pre-Socratic philosopher Empedocles is fabled to have committed suicide by leaping into Mount Etna. My sailing shipmate Don Heiney came up with “Grand legs? Seize ours!” (French for “Large legacy? Sixteen bears!”). I wrote a letter to Vladimir Nabokov, my favorite novelist, polyglot and wordsmith; his wife, Very, wrote me a nice reply saying that she asked him and he said he hadn’t ever considered the exercise and was sorry to say he had no examples. The challenge remains. I have wasted many hours trying to improve on Don Heiney’s terse example without success, and I will gratefully consider any examples longer and better than his and duly announce prizes for any good candidates.”
Efter at have læst det tænkte jeg straks, at det da for pokker ikke kunne være så svært at finde længere eksempler! I går aftes, da jeg ikke kunne sove, begyndte min hjerne at tumle med udfordringen. “Fast and faster” meldte sig hurtigt – på dansk kan det være en kompliment til et familiemedlems glimrende indkøb til julemiddagen: “Fast and, faster!”. Ret hurtigt fandt jeg på en udvidelse til syv ord: på dansk et kryptisk spørgsmål om samme familiemedlems sært kølige fremtoning:
Sad dog is fast i dig, faster?
og på engelsk en konkurrence med en trist vovse om hvem der kan grave hurtigst:
Sad dog is fast, I dig faster!
Det fremgår ikke helt hvor meget vægt Dennett lægger på, at tegnsætningen også skal være den samme på begge sprog. Skal den det, bliver det naturligvis sværere. Skriver man med lutter store bogstaver, slipper man for skønhedspletten at “I” er med stort på engelsk, men ikke på dansk. Tegnsætningen bliver straks værre at homogenisere. Måske “SAD DOG IS FAST, I DIG, FASTER?” er det bedste kompromis.
Anyway – udfordringen er hermed givet videre, og jeg kommer sikkert også selv til at lede efter bedre eksempler.
En af de sjovere nyhedshistorier fra de seneste dage var om en indbrudstyv i Rom, der blev arresteret af politiet, efter at han under et indbrud faldt i staver og fordybede sig i en bog om Homers Illiaden. Man kan læse om sagen mange steder, fx her:
https://www.standard.co.uk/news/world/burglar-read-book-rome-house-homer-italy-b1178330.html
Den pågældende bog, The Gods at Six O’Clock, er skrevet af en vis Giovanni Nucci. Hvis jeg var ham ville jeg skatte den episode højere end selv den mest positive kritikeranmeldelse.
Knud Erik Pedersen døde her i sommer. Jeg tror ikke der er nogen romanfigurer, der står så levende for mig, som personerne i hans seks romaner om Esben Poulsen og hans familie. Det siger alligevel meget, i betragtning af hvor mange tusinder af fiktive personer jeg har stiftet bekendtskab med i årenes løb.
Pedersens debutroman Puslinglandet kom bag på det litterære parnas. Poul Borum skrev: “Jamen, hvor er det dog dejligt! En 43-årig jysk kommunelærer debuterer med en roman om sin barndom i besættelsestiden, og den er simpelthen fremragende. Mens man sluger den, fyldes man af den samme varme og glæde som første gang man læste Knuth Becker. Det her er ikke bare årets store, folkelige bog – det er også en roman, der med det samme indtager sin plads i litteraturhistorien.” Det var i 1977. I 1980 fulgte fortsættelsen Fra asken, og tredje bind, Lystgården, kom i 1980. Så var der et intermezzo med en anden roman, Hanegal bag muren, en underlig sag om reinkarnation, men læserne ville hellere høre mere om Esben, og Pedersen skrev videre på serien: I fjederhammen udkom i 1989, Sommerblusset i 1999 og Under kommando i 2004.
De vigtigste personer i romanserien er, ud over den følsomme bogorm Esben, faderen Anders, der er enkemand, og brødrene Karl og Povl. Fra tredje bind også Lise, som bliver Esbens hustru. I de tidlige bind fortælles historien næsten ligeligt på skift mellem Esbens og Anders’ synsvinkel. I de senere bind bliver Esbens synsvinkel mere dominerende, og der er nogle enkelte sekvenser, hvor det er Lises indre monolog vi følger. Der er ingen afsnit skrevet fra brødrenes synsvinkel – af gode grunde: Povl dør tragisk som ung, netop som hans historie skal til at udfolde sig, og Karl er retarderet. Men Karls tilstedeværelse sætter et unikt præg på bøgerne på en anden måde. I Gunnar Jakobsens bog om forfatteren karakteriser Knud Erik Pedersen Karl således:
Karl har sit eget sprog, bl.a. kendetegnet ved at han aldrig bruger ordet ‘jeg’. Det er overflødigt, for han er der jo. […] I en efterrationalisering kan jeg se, at han slet ikke kunne undværes, da jeg begyndte at skrive. Det var helt oplagt, han skulle med, fordi han er den, han er, og man kan i høj grad sige at han ikke er noget gennemsnitsmenneske.
Svært ikke at tænke på bøgerne uden at høre Karls hyppige udbrud (“Gør ikke! Plejer aldrig!”) for sig – han er i den grad med til at gøre bøgerne levende. Men alle de nævnte personer, såvel som adskillige bipersoner, fremstår aldeles overbevisende.
Jeg synes ikke der er nogen synderlig kvalitetsforskel mellem de seks bøger, men Lystgården er en tand mere intens end de andre, alene fordi den skildrer en usædvanligt mættet periode af Esbens liv. (Pedersen sagde i et interview at dette bind i serien blev skrevet på for ham usædvanligt kort tid, ca et års tid. Det er samtidig den længste bog i serien, så man kan sige han havde mest ild i maven her.) Jeg synes nok også Under kommando er en anelse mindre interessant end de andre, alene fordi den er lidt mere enstrenget i handlingen, som skildrer Esbens soldatertid. Men alt i alt udgør de seks romaner et imponerende konsistent værk, især taget i betragtning at de er skrevet over så lang en årrække.
Mine eksemplarer af de ældre bøger har jeg anskaffet antikvarisk, og de er tilfældigvis indlagt diverse avisudklip, så jeg har kunnet konstatere, at de fleste anmeldere har været begejstrede hele vejen igennem. Kun Claes Hastholm Hansen drypper lidt malurt i bægeret i en anmeldelse af Fra asken: han synes det bliver for meget med al den jyskhed, al den “nedstemte lidenskab”. “Den populære vendelbo-sanger Niels Havsgaard (sic) driver på det nærmeste rovdrift på den, og den himmerlandske skolelærer og romanforfatter Knud Erik Pedersen er på nippet til at gøre den til en manér” skriver han. Selv har jeg intet problem med dette element (den ultimative kompliment Esben kan få fra sin far er “Du er nu ingen hønerøv”). Min eneste anke mod bøgerne er, at jeg ikke egentlig ikke synes Esben er så interessant som barn. Så i Puslinglandet er jeg mere interesseret i de andre personer, særligt faderen, og i miljøskildringen generelt. Men det fungerer på den anden side også ganske godt, at scenen sættes på den måde.
Førsteudgavernes forsider ses herover. Alle seks omslag er af Sven Reiner Johansen, så det er mærkeligt, at sidste bind ikke er holdt i samme stil som de øvrige. Også hvad titel angår synes jeg den falder lidt udenfor – i de andre er der en eller anden dobbeltbetydning og/eller en litterær reference, hvilket jeg ikke lige kan gennemskue der skulle være i titlen Under kommando. Sommerblusset er den bedste titel synes jeg – en direkte reference til Johs. V Jensens digt Sommersolhvervssang, som spiller en rolle i en gåsehudsfremkaldende scene.
I hvor høj grad bøgerne er selvbiografiske ved jeg ikke, men jeg antager, det er i temmelig høj grad. Esben er, som sin forfatter, søn af en landpost i nærheden af Limfjorden. Han er yngste søn i en drengeflok – Esben har to brødre, Pedersen havde tre. (I parentes bemærket: hvor dejligt at det, selvom man nu desværre må omtale Pedersen i datid, er naturligt at bruge nutidsform om Esben!). Karl er også inspireret af et familiemedlem – Pedersen bekræftede det direkte over for Gunnar Jakobsen i ovennævnte bog. Men meget mere detaljeret end det har Pedersen vist ikke været over for offentligheden. I en artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af hans 80-års dag kunne man læse følgende:
Mange gange er han blevet spurgt om, hvor tæt Esben er på ham selv. Over for Kristeligt Dagblad har han svaret sådan: ”Jeg plejer at værge for mig, fordi jeg ikke er tilfreds med hans karakterudvikling. Jeg kan dog ikke rende fra, at han har den samme oprindelse og den samme historie, som jeg selv har. Men når jeg har holdt foredrag, har jeg sagt, at jeg ikke vil tage skylden for alt, hvad han foretager sig”.
Hele artiklen kan p.t. stadig ses her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/mennesker/2014-07-03/omveje-jyske-f%C3%B8lelser.
Artiklens oplysning om at Pedersens adresse simpelthen var det forhenværende forsamlingshus, der danner rammen on en stor del af handlingen i Jens Smærup Sørensens Mærkedage, er da et ualmindeligt pudsigt stykke trivia. Ikke mindst fordi mange af de mest gribende scener i romanserien finder sted i forbindelse med mærkedage, når man tænker over det.
Når man har læst romanserien til ende, vil man uvægerligt savne personerne og ønske at høre mere om dem. Vi kan jo håbe på, at hvad der måtte være af smuler om Esbens videre skæbne vil blive udgivet posthumt – jeg husker et interview med Pedersen i hvilket han sagde, at der lå 15-20 sider i en skuffe, hvilket jo godt nok ikke er det store. I nogen grad kan man kompensere for savnet ved også at læse Pedersens børnebøger med samme persongalleri som voksenbøgerne. Dem er der også seks af: Esben, Esben og Jakob, Esbens hemmelighed, Esbens flugt (også udgivet i let modificeret form som Dommedag nu, Esben), Esben ved skillevejen og Esben i det fremmede. De overlapper tidsmæssigt med det første par bøger i voksenserien og skildrer tildels nogle af de samme begivenheder. Jeg afskrev disse i første omgang, men da jeg endelig gav dem en chance fandt jeg, at også de er aldeles glimrende og udgør et fint supplement til hovedserien, også for en voksen læser. Interessant nok er der diverse forskelle/inkonsistenser mellem serierne, fx tjenestepiger der har andre navne, og mindre forskelle i handlingsgengivelserne. Det virker ikke som sjusk, men som et bevidst valg – en tilkendegivelse af “billedopløsningen” i det stof der er blevet zoomet ind på.
For nylig fandt jeg i en rodekasse et eksemplar af Fra asken med dedikation fra Knud Erik Pedersen til forfatterkollegaen Vita Andersen. Hilsenen bærer præg af Pedersen er lidt af en outsider i det litterære miljø, hvilket fører tilbage til mit indledende citat fra Poul Borums anmeldelse.
Jeg kommer utvivlsomt til at læse Pedersens bøger igen – det er den type man vender tilbage til. Et rigt og menneskeligt værk, hvis eksistens jeg er meget taknemlig for.
Jeg så forleden et citat på X (fik ikke lige gemt navnet på den postende):
As a joke, Arthur Conan Doyle once sent five letters to five friends that read, “We are discovered, flee immediately”, to see what they would do. One of them disappeared and Conan Doyle never saw him again.
En god historie men hmmm, really? Jeg tillader mig at være skeptisk, også selvom de omtalte venner angiveligt var “people in high places in the government”.
Jeg kan finde anekdoten gengivet mange steder på nettet, men uden yderligere oplysninger. Mit gæt vil være at historien er debunked af en eller flere Doyle-biografer. Hvis nogen ved mere, hører jeg gerne om det.
Når man har læst en vis mængde Agatha Christie-romaner, begynder man uvægerligt at bide mærke i visse mønstre. Jeg tænker man kunne få en fornøjelig (meta-)roman ud af det, hvis ikke bare læseren, men også romanens personer kunne fornemme disse mønstre. Ser for mig en person, der glæder sig til et afslappende cruise – indtil han oplyses om, at en anden passager er Hercule Poirot og straks ræsonnerer, at det betragteligt øger risikoen for at der begås et mord om bord. Allerede inden mordet er begået kan vor helt så begynde at spekulere over hvem der vil afgå ved døden – det må formentlig være den, om hvem det gælder at flest mulige medpassagerer har et motiv til at slå vedkommende ihjel. (“Hmm… næppe Mrs. Waterstone, hende er der kun tre der har motiv til at dræbe. Mr. Stephens måske, der er mindst seks…”).
Der er sikkert allerede mange der har lavet noget i den retning, for det er ikke så original en ide. I min barndoms Jan-bøger var Jans tro følgesvend Erling i hvert fald opmærksom på, at vennen formelig tiltrak mysterier, der ventede på at blive opklaret. Men dybere end som så formulerede Erling sig aldrig; det syntes at forblive en underlig intuitiv fornemmelse hos ham. Det kunne ellers have været sjovt hvis han, efterhånden som den 81(!) bind lange bogserie skred frem, begyndte at ræsonnere på ovenstående vis, og udviklede sig til seriens egentlige helt…