Sjov anekdote fra Jens Kruuses erindringsbog De uforberedte. Kruuse er til digteraften i Studentersamfundet omkring 1926. Her tager han telefonen, da den ringer. “Samtale fra Klampenborg” meldes der, hvorefter en “forfrossen og syg stemme” spørger om digteren Jens August Schade er til stede.
– Ja, han er, svarede jeg. Skal jeg hente ham?
– Nej tak, lød den høfligt døende røst. Nej, tak. Vil De sige en besked til ham?
Han ventede på mit svar. Det ville jeg.
– Sig til ham, at det er digteren NN. Fortæl ham, at jeg ringer fra Dyrehaven. Sig ham, at det planlagte er opgivet.
– Javel, sagde jeg, og der blev ringet af.
Jeg fandt Schade og fortalte ham, hvad jeg skulle sige til ham.
Han blev vred.
Ikke sådan skrigende vred, men tydeligt ærgerlig.
– Det er for dårligt, sagde han.
Han fortalte, at NN havde meddelt, at han ikke ville komme til digteraften i Samfundet, men begive sig ud i Dyrehaven for at begå selvmord. Kan jeg stole på det? havde Jens August Schade spurgt. (Vi levede i sådan en mærkeligt smukt alvorlig verden, og vi sagde De til hinanden) Ja, aldeles bestemt, lød svaret.
Og nu klagede Schade sig, vi syntes med rette. For han havde skrevet en lille artikel til Politiken, hvori han havde talt om poesiens sørgelige kår – i anledning af den unge NNs tragiske død. Og han havde fået penge for artiklen.
Han bestemte sig til at ringe til redaktionssekretariatet.
– Det er så svært at stole på nogen, sagde han.
Han ringede, det lykkedes at få standset artiklen, og vi satte os skuffede hen, nogle stykker, mens de støjede uden om os.
Vi havde oplevet døden, der svigtede.
Vi glemte de dårlige poeter, men vi var sårede i et eller andet af den mand, som ikke derude havde kunnet fuldføre sit forsæt. Vi plejede ikke meget selv at tænke på døden. Vi ville slet ikke være onde.
Vi stod ganske på Jens August Schades side, da den milde kosmiske kærligheds store digter lagde sit vældige hoved på skrå og sagde:
– Det var nu ikke pænt af ham.
