Haruki Murakami besøgte årets Louisiana Literature-festival i august, og jeg var derude den formiddag han signerede. Jeg havde taget mit eksemplar af Norwegian Wood med, og i museumsbutikken købte jeg endvidere nyudgivelsen Novelist as a Vocation, en samling af selvbiografiske essays. Jeg troede egentlig jeg var i god tid, men køen til ham var allerede monsterlang – en kø jeg end ikke kunne se enden (eller rettere: begyndelsen) på. Jeg turde ikke engang bruge de ekstra minutter det ville tage at gå ned og danne mig et overblik.
Et par timer senere havde jeg min signatur, men på vej hjem i toget var jeg for en gangs skyld lidt træt af min hobby og syntes den styrer mig lidt rigeligt! Så lang tid for så lidt, og tilmed stress det meste af tiden, fordi ingen vidste hvor længe han ville blive ved at signere. Jeg tror, at mange af dem der stod længere tilbage i køen endte med at gå forgæves.
En underlig måde at bruge en formiddag på. Men jeg fik da læst Novelist as a Vocation undervejs, og den var interessant. Giver et billede af Murakami som en person, der arbejder på en meget disciplineret måde, hvilket også var hvad jeg havde forestillet mig.
Dette enormt charmerende brev, som blev fundet i Marilyn Monroes bo, har jeg efterhånden set nogle gange på diverse sociale medier; jeg kan ikke modstå fristelsen til også at gengive det her:
Uden sammenligning den bedste må-jeg-bede-om-en-autograf-anmodning jeg har set! Jeg håber at Jon Atkinson fik sit foto.
Der findes et forbløffende stort antal fotos af Monroe i færd med at læse en bog, langt flere end jeg tror jeg har set af nogen anden person. Det museres der lidt over i nedenstående link, af hvilket man også kan udlede, at hun formentlig har læst flere af Steinbecks bøger – i hvert fald talte hendes bogsamling klassikeren Tortilla Flat (aka Dagdriverbanden), den mere forglemmelige The Short Reign of Pippin IV og artikelsamlingen Once There Was a War:
Edit: har lige søgt lidt mere og konstateret at Atkinson ikke fik et foto! En Michael Alberty har gravet dybere og skrevet om det, her er en opsummering der ikke er bag en paywall:
Et indlæg mere fra børne- og ungdomsafdelingen, stadig fra min søns bogreol, men nu nogle år længere tilbage. Da jeg i sin tid læste højt for ham af Barbapapa, syntes jeg der var noget velkendt over den leopard, der slap ud af zoologisk have. Jeg checkede efter, og ganske rigtigt: den er tydeligvis baseret på Franquins jaguar fra tegneseriealbummet Den vilde spiril:
Det fik mig til at få lidt dårligere samvittighed over, at jeg selv engang skelede lige lovligt kraftigt til en Franquin-tegning, da jeg havde brug for at tegne en løve. (Må i øvrigt skrive mere om Franquin en anden gang: kontrasten mellem hans ubegribeligt store tegnetalent og hans egen opfattelse af samme er fascinerende).
Jeg har tidligere skrevet om dette eksempel på serieland.dk. Her vil jeg tilføje en pudsig anekdote. Omkring 1998 gik jeg en tur i Luxembourghaven i Paris og kom forbi en bod der solgte lyserødt candyfloss. Her så jeg for første gang det franske navn på denne spise, barbe à papa, og forstod pludselig hvorfor figuren hedder som den hedder. En sjov aha-oplevelse, der fik en endnu pudsigere fortsættelse, da Talus Tyler, den ene halvdel af parret der skabte Barbapapa, døde i 2015: I en avisnekrolog over ham læste jeg nemlig, at han gudhjælpemig havde fået ideen til figuren i Luxembourghaven i Paris! Her er Wikipedias nuværende fremstilling:
The inspiration for Barbapapa came by chance in the Luxembourg Garden in Paris one day in May 1970. […] While walking in the park with Annette Tison, Talus Taylor thought he heard a child ask his parents for something called “Baa baa baa baa”. Not speaking French, he asked Tison what the words meant. She explained that the child was asking for a treat called Barbe à papa (cotton candy, literally ‘daddy’s beard’). Later at a restaurant, the couple began to draw on the tablecloth and came up with a character inspired by the candy: a pink and round character. When it came time to give it a name, Barbapapa came naturally.
Jeg var også selv glad for Barbapapa-bøgerne da jeg var barn. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg stejlede da jeg så en af figurerne forme sig som en stige. Jeg kunne acceptere at de kunne forme sig om til hvad som helst, men IKKE at der blev “huller” i dem! Jeg kendte ikke ordet topologi dengang, men begrebet havde jeg åbenbart en fornemmelse for.
