Jeg har aldrig fået læst nogen af Bill Brysons mange rejsebøger men kun hans lille bog om Shakespeare. Den er letlæst og underholdende og rig på fornøjelige oplysninger om England omkring år 1600, hvilket også er hvad jeg primært kommer til at huske den for. Eksempel:
Folk af alle klasser holdt meget af at deres mad var sød. Mange retter var dækket af klistrede søde glasurer, og selv vin fik sommetider en rundhåndet dosis sukker, og det samme gjaldt fisk, æg og kød af enhver art. Så populært var sukker at folks tænder ofte blev sorte, og de der ikke opnåede denne tilstand på naturlig vis, farvede ofte deres tænder kunstigt sorte for at vise at de også havde fået deres andel af sukker.
Tydeligst fornemmer jeg historiens vingesus i en lille passage, der fortæller at King James og hans svoger, kong Christian IV af Danmark, i 1606 drog på et “fordrukkent og tøjlesløst gæsteri” til herregårdene i Thames Valley, hvor Christian IV på et tidspunkt faldt sammen, “indsmurt i gele og fløde”. Et par dage senere kunne man imidlertid se dem begge sidde og opmærksomt overvære Macbeth.
Til tider får man det indtryk, at Bryson ligefrem stræber efter at trække de mest Monty Python-agtige småfacts om perioden frem: OmThe Gunpowder Plot, der forpurredes i 1605, oplyses det at det resulterede i skrappe sanktioner mod katolikker: de blev forment adgang til nøglestillinger og måtte en overgang ikke rejse mere end 8 km hjemmefra. Man foreslog endda en lov der skulle påbyde dem at gå med opsigtsvækkende og latterlige hatte, så man lettere kunne genkende dem, men denne lov blev ikke indført.
Så er der spørgsmålet om hvorvidt værkerne virkelig var skrevet af Shakespeare, eller om der var en eller flere andre forfattere på spil, en teori der vandt udbredelse i 1800-tallet. En af de påståede ophavsmand var Edvard de Vere, den syttende jarl af Oxford, om hvem det i parentes bemærkes at han som syttenårig myrdede en tjener i raseri, men slap for straf efter at nogle letpåvirkelige nævninge blev overtalt til at afsige en kendelse om at tjeneren var løbet ind i hans sværd.
Af og til i bogen citeres en Shakespeare-ekspert ved navn Sidney Lee, hvilket virker noget distraherende for en dansk læser. Det er dog intet mod navnene på nogle af de skribenter, der bekender sig til teorien om at værkerne ikke skyldes Shakespeare: med slet skjult fryd fortæller Bryson, at de hedder J. Thomas Looney, George M. Battey og Sherwood E. Silliman!
