Jeg har læst Thorkild Hansens interviewbog Søforhør to gange, første gang for over tyve år siden. I indledningen forkyndes kækt om samtalerne: “Der blev hver gang anvendt båndoptager, idet båndene siden blev afskrevet og derefter tilintetgjort på foranledning af spørgeren, der ønskede at forblive anonym”. Det undrede mig dengang, og først da jeg læste bogen anden gang, adskillige år senere, gik det op for mig, at det selvfølgelig var et kunstgreb der dækkede over, at spørgeren var Thorkild Hansen selv! D’oh.
Ved anden gennemlæsning bed jeg også mærke i en bemærkelsesværdigt klarsynet observation. Hansen kommer mod slutningen af bogen ind på, at det billede mennesker har af deres samtid ofte er meget forkert: “For eksempel tror jeg ikke, at den konflikt, som til overmål har beskæftiget min generation, konflikten mellem kapitalismen og kommunismen, er den egentlige konflikt i vor tid. Begge dele er europæisk fremstillede masse-produkter, men kommer man til u-landene, opdager man, at der ikke altid er interesserede købere.” I stedet peger han på konflikten mellem religion og vestlig rationalisme, og lidt senere følges op:
– Hvad sejrer, rationalismen eller religionen?
– Dem begge, for de er begge fundamentalt uudryddelige kræfter i den menneskelige natur, men det kommer meget an på, hvor du befinder dig i verden. Hvor den økonomiske nedgang fortsætter, som det formentlig vil være tilfældet i vesten, vil anti-rationalismen trænge frem. Hvor den økonomiske opgang fortsætter, vil rationalismen befæstes yderligere, først og fremmest i Japan og Kina, der formentlig bliver kapitalismens nye stærke bastion. I den retning er vi nok færdige, til gengæld vil vi få den religiøse fanatisme at føle, med alle dens velsignelser.
Imponerende set i 1982, ti år før Huntingtons The Clash of Civilizations.