Stødte på, og grinede højt af, denne teater-anekdote på Twitter:
Den mindede mig straks om en meget lignende historie jeg engang i en anekdotesamling læste om forfatteren Paul Bailey. Han havde i sine yngre dage spillet med i en opsætning af “Richard III” sammen med Christopher Plummer. I akt 3, scene 5 skulle Bailey komme ind på scenen og sige “Here is the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings”. Men en aften havde han glemt sin replik, og efter en lang og pinlig pause spurgte Plummer “Is that the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings?”. Hvortil Bailey svarede “… Yes.”
Lige så længe jeg kan huske har det været almindeligt at nævne Orwells Nineteen Eighty-Four og Huxleys Brave New World i samme sætning. De to store dystopiske romaner fra det tyvende århundrede. De to store undtagelser fra reglen om at science fiction ikke er værd at beskæftige sig med (og som derfor, til min irritation, ofte blev givet skudsmålet ikke rigtig science fiction!). I essayet The Dystopian Imagination, trykt i samlingen Our Culture, What’s Left of It graver Theodore Dalrymple (selv en værdig arvtager til Orwell i mine øjne) i en lighed mellem de to bøger:
In both dystopias, people find themselves cut off from the past as a matter of deliberate policy. The revolution that brought about the Brave New World, says Mustapha Mond, was “accompanied by a campaign against the Past” – the closing of museums (as in the Taliban’s Afghanistan), the banning of old books. In 1984 “the past has been abolished.” “History has stopped. Nothing exists except as an endless present in which the Party is always right.” Such dystopian engineering is at work in my own country. By the deliberate decision of pedagogues, hundreds of thousands of children now leave school without knowing a single historical fact about their own country. The historical principles that museums have traditionally used to display art have given way to ahistorical thematic displays – portraits of women from a jumble of eras, say. A meaningless glass box now sits on a pediment in London’s Trafalgar Square as a “corrective” to the historical associations of that famous urban space. A population is being deliberately created with no sense of history.”
Dalrymple skrev disse ord i 2001, og hvor meget værre er det dog ikke blevet siden! Nu synes alle begivenheder i både nær og fjern fortid at skulle omdefineres efter moderne moralbegreber. Den grassatgående politiske korrektheds ødelæggende effekt på civilisation og menneskelighed er svær at overvurdere. Dalrymple fortsætter med at påpege en interessant lighed mellem de to værker, som jeg ikke selv havde lagt mærke til:
For both Huxley and Orwell, one man symbolized resistance to the dehumanizing disconnection of man from his past: Shakespeare. In both writers, he stands for the highest pinnacle of human self-understanding, without which human life loses its depth and its possibility of transcendence. In Brave New World, possessing an old volume of Shakespeare that has mysteriously survived protects a man from the enfeebling effects of a purely hedonistic life. […] And when Winston Smith wakes in 1984 from a dream about a time before the Revolution, when people were still human, a single word rises to his lips, for reasons that he does not understand: Shakespeare.
Dalrymple afslutter med en selvoplevet anekdote, der står for mig som noget af det mest rystende og tankevækkende jeg længe har læst:
This scene takes me back to Pyongyang. I was in the enormous and almost deserted square in front of the Great People’s Study House – all open spaces in Pyongyang remain deserted unless filled with parades of hundreds of thousands of human automata – when a young Korean slid surreptitiously up to me and asked, “Do you speak English?” An electric moment: for in North Korea, unsupervised contact between a Korean an a foreigner is utterly unthinkable, as unthinkable as shouting, “Down with Big Brother!” “Yes,” I replied. “I am a student at the Foreign Languages Institute. Reading Dickens and Shakespeare is the greatest, the only pleasure of my life.” It was the most searing communication I have ever received in my life. We parted immediately afterward and of course will never meet again. For him, Dickens and Shakespeare (which the regime permitted him to read with quite other ends in view) guaranteed the possibility not just of freedom but of truly human life itself. Orwell and Huxley had the imagination to understand why – unlike me, who had to go to Pyongyang to find out.
Jeg lavede – i min uoplysthed – lige et double take da jeg så denne bogryg i et antikvariat for et par dage siden:
En trykfejl var min første tanke – jeg har selv både “Johannez V. Jensen” og “Nis Pedersen” stående hjemme på hylderne – men nej, stavemåden gik igen indvendigt:
Kunne så godt svagt huske, at Shakespeares navn vist var blevet stavet på mange mærkelige måder i tidens løb, men jeg troede bare, at det lå længere tilbage i tiden. Åbenbart ikke: Wikipedia fortæller: ” The standard spelling of the surname as “Shakespeare” was the most common published form in Shakespeare’s lifetime, but it was not one used in his own handwritten signatures. […] The spelling of the name was later modernised, “Shakespear” gaining popular usage in the 18th century, which was largely replaced by “Shakspeare” from the late 18th through the early 19th century. “
Og altså i dette tilfælde så sent som 1854. Så lærte man det.
Jeg har aldrig fået læst nogen af Bill Brysons mange rejsebøger men kun hans lille bog om Shakespeare. Den er letlæst og underholdende og rig på fornøjelige oplysninger om England omkring år 1600, hvilket også er hvad jeg primært kommer til at huske den for. Eksempel:
Folk af alle klasser holdt meget af at deres mad var sød. Mange retter var dækket af klistrede søde glasurer, og selv vin fik sommetider en rundhåndet dosis sukker, og det samme gjaldt fisk, æg og kød af enhver art. Så populært var sukker at folks tænder ofte blev sorte, og de der ikke opnåede denne tilstand på naturlig vis, farvede ofte deres tænder kunstigt sorte for at vise at de også havde fået deres andel af sukker.
Tydeligst fornemmer jeg historiens vingesus i en lille passage, der fortæller at King James og hans svoger, kong Christian IV af Danmark, i 1606 drog på et “fordrukkent og tøjlesløst gæsteri” til herregårdene i Thames Valley, hvor Christian IV på et tidspunkt faldt sammen, “indsmurt i gele og fløde”. Et par dage senere kunne man imidlertid se dem begge sidde og opmærksomt overvære Macbeth.
Til tider får man det indtryk, at Bryson ligefrem stræber efter at trække de mest Monty Python-agtige småfacts om perioden frem: OmThe Gunpowder Plot, der forpurredes i 1605, oplyses det at det resulterede i skrappe sanktioner mod katolikker: de blev forment adgang til nøglestillinger og måtte en overgang ikke rejse mere end 8 km hjemmefra. Man foreslog endda en lov der skulle påbyde dem at gå med opsigtsvækkende og latterlige hatte, så man lettere kunne genkende dem, men denne lov blev ikke indført.
Så er der spørgsmålet om hvorvidt værkerne virkelig var skrevet af Shakespeare, eller om der var en eller flere andre forfattere på spil, en teori der vandt udbredelse i 1800-tallet. En af de påståede ophavsmand var Edvard de Vere, den syttende jarl af Oxford, om hvem det i parentes bemærkes at han som syttenårig myrdede en tjener i raseri, men slap for straf efter at nogle letpåvirkelige nævninge blev overtalt til at afsige en kendelse om at tjeneren var løbet ind i hans sværd.
Af og til i bogen citeres en Shakespeare-ekspert ved navn Sidney Lee, hvilket virker noget distraherende for en dansk læser. Det er dog intet mod navnene på nogle af de skribenter, der bekender sig til teorien om at værkerne ikke skyldes Shakespeare: med slet skjult fryd fortæller Bryson, at de hedder J. Thomas Looney, George M. Battey og Sherwood E. Silliman!
