Jeg så tilfældigt et indlæg på X, postet af Dr. M. F. Khan, om en historie jeg ikke kendte til:
Historien, navnet og fotoet af ‘Stålfarfar’ gav mig straks associationer til Finn Søeborgs novelle Stylte-onkel. (Vildt så mange indlæg på denne blog der kommer til at handle om Finn Søeborg, men so be it!). Denne novelle handler om den 67-årige Lars Peter Jensen, der til at begynde med kun er berømt i sit nære lokalsamfund, hvad han gerne ser ændret. I indledningen bliver han givet denne meget søeborgske karakteristik:
– En rigtig gammel viking, sagde folk om ham, når han en kold vintermorgen med raske skridt gik gennem byen på vej til badet, uden overtøj og med åbentstående skjorte, så man kunne se et stykke behåret bryst, og Lars Peter rankede sig og fælte selv, at han var en rigtig gammel viking. For yderligere at understrege ligheden havde han anlagt fuldskæg, og det var nu efterhånden blevet så langt, at det nåede ham et godt stykke ned på brystet. Det havde med tiden antaget en ubestemmelig grå farve, og ligheden mellem Lars Peter og en viking var nu slående, forudsat altså at de gamle vikinger så sådan ud, men det skal de jo nok have gjort.
Novellen fortsætter så med, at han finder et par gamle stylter, som han bliver besat af at stavre rundt på, i en grad så han til sidst beslutter sig til at gå på stylter hele vejen ind til hovedstaden, et projekt der tager ham fem dage. Det vækker opmærksomhed, og Søeborg satiriserer over hvordan medierne går i selvsving over ham,
De næste dage gik der en begejstringens bølge over landet. Alle aviserne havde resolut strøget de ligegyldige meddelelser om truende krigsfare det ene og andet sted for i stedet at kunne bringe de sidste bulletiner om Lars Peters færd. Stylte-onkel, døbte en avis ham og mente det venligt, og dette navn blev omgående accepteret af alle. Hver dag kunne man nu på forsiden af sin avis læse alt om Stylte-onkel, hvad han spiste, hvad han drak og hvordan han havde lært sig at gå på stylter, og små, kloge bemærkninger, som Stylte-onkel var fremkommet med, blev omgående spredt ud over hele landet. Lars Peter var ganske viste ikke særlig god til at komme med kloge bemærkninger, men når de kom på tryk, tog de sig alligevel ud.
Novellen ender med at Lars Peter fuldfører sit projekt og i et par dage er landsberømt, indtil aviserne så med ét slag mister enhver interesse for ham, fordi en hidtil ukendt mand helt uventet besejrede alle sine konkurrenter og hjemfører verdensmesterskabet i ping-pong til landet.
Søeborgs novelle udkom i samlingen Kun for sjov i 1954. Mon ikke han er blevet inspireret af Gustaf Håkansson? Jeg tror det.
