For mange år siden købte jeg en paperback af Per Højholt, Intethedens grimasser, i hvilken Højholt havde skrevet en lille hilsen til Dan Turèll. Jeg har en forkærlighed for den type antikvariat-fund, og jeg kunne godt lide Turèll, samtidig med at jeg havde en forventning om, at jeg sikkert også ville sætte pris på Højholt, når jeg først kom i gang med at læse ham. Sådan er det ikke gået. Nu, mange år senere, kan jeg stadig godt lide Turèll (som jeg dog ikke kan sige jeg har læst voldsomt meget af), men Højholt står for mig som helt uigennemtrængelig. Højpandet. Og u-underholdende.
Bogen har nu stået ulæst i så lang tid, at jeg erkender, at den var et fejlkøb, og jeg vil skille mig af med den igen. Sådan går det engang imellem – Højholt er bare ikke for mig.
Jeg tror i øvrigt heller ikke Turèll kom igennem bogen. Der er enkelte markeringer med tuschpen i bogens første tredjedel, men så hører de op. Et enkelt sted er en linje understreget og forsynet med et spørgsmålstegn i marginen. Det kan passende blive gengivet her som en repræsentation af min forståelse af Højholts produktion i almindelighed.
Nogle bøger er sjove at snakke om, alene fordi handlingen er så absurd. En sådan er Antkind af Charlie Kaufman. Det er en moppedreng af en debutroman, ca 700 sider, af hvilke jeg nu er godt 200 sider inde. Den handler om en utåleligt selvoptaget og woke filmkritiker, B. Rosenberger Rosenberg, der tilfældigt møder en 119-årig mand, der har brugt 90 år på at lave en tre måneder lang stop-motion-film. Rosenberg får, som den første, lov at se denne film, som han efterfølgende ikke tøver med at udnævne til verdenshistoriens største kunstværk. En del af grunden til at det har taget så lang tid at lave filmen, er i øvrigt at kun ca en sjettedel af alle de stop-motion scener filmskaberen animerede foregik FORAN kameraet – han følte at de “Unseens” bag kameraet var lige så vigtige for processen.
Desværre
går filmen tabt i en ulykke der også sender Rosenberg i koma i et
stykke tid. Kun ét stillbillede fra filmen er bevaret, og da den gamle
filmskaber (som i øvrigt mens han levede kunne huske hændelser fra fremtiden på samme måde som hændelser fra fortiden) i mellemtiden er død, sætter Rosenberg sig for at rekonstruere resten af filmen.
Det står dog efterhånden klart, at hans realitetssans efter komaet er noget forstyrret. Det kommer bl.a. til udtryk i en scene hvor han diskuterer “Friends”. Det er hans yndlingsserie, han har set hvert afsnit mindst fem gange, men han har ingen erindring om at der medvirker personer ved navn Ross, Rachel, Joey, Phoebe, Monica og Chandler. Hans yndlingsafsnit er “the one where Freddy gets murdered in his sleep”. Freddy er “the fat one” forklarer han sin ven, som ikke husker Friends helt på samme måde…
Det er kun en lille brøkdel af den fuldstændigt forrykte handling indtil videre, og efter bagsideteksten at dømme bliver bogen kun mere og mere mærkelig som den skrider frem – Maria Semple citeres for “Antkind is a fever dream you don’t want to be shaken awake from, a thrill ride that veers down stranger and stranger alleys until you find yourself in a reality so kaleidoscopic you will question your own sanity – or: the novel only Charlie Kaufman could pull off”.
Han har i hvert fald en god track record med at skrive virkeligt sært materiale, der alligevel formår at være underholdende. Jeg husker da jeg første gang hørte om Being John Malkovich i slutningen af halvfemserne: jeg læste en kort handlingsbeskrivelse, og jeg tænkte at det lød som noget af det mest prætentiøse crap nogensinde. Men filmen viste sig at være fremragende. Adskillige år senere sad jeg i en biografsal og så Synecdoche, New York, og jeg tænkte flere gange undervejs at dette her var virkelig FOR mærkeligt, FOR meta, FOR meget… og dog blev filmen efterfølgende hængende, og jeg endte med at finde den både smuk og gribende. (Jeg ville også have sat Eternal Sunshine of the Spotless Mind højt, hvis det ikke havde været for den uudholdelige Jim Carrey, der med sin blotte tilstedeværelse spolerer alt han medvirker i).
Jeg er spændt på om Kaufman formår at holde så meget struktur, at Antkind bliver ved med at være interessant.
“The Big Lebowski” is the film that keeps on giving: Charlie Kaufman sidder bagest i teatersalen som anonym tilskuer til den bizarre dansecyklus, det er klart.
November 2020, tilføjelse efter endt læsning: Jeg synes desværre bogen blev ringere og ringere som den skred frem. Hvis alle dens bedste elementer var bibeholdt og samlet i en koncentreret version på omkring 300 sider, ville den have være et absurd-humoristisk mesterværk.
Stødte på, og grinede højt af, denne teater-anekdote på Twitter:
Den mindede mig straks om en meget lignende historie jeg engang i en anekdotesamling læste om forfatteren Paul Bailey. Han havde i sine yngre dage spillet med i en opsætning af “Richard III” sammen med Christopher Plummer. I akt 3, scene 5 skulle Bailey komme ind på scenen og sige “Here is the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings”. Men en aften havde han glemt sin replik, og efter en lang og pinlig pause spurgte Plummer “Is that the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings?”. Hvortil Bailey svarede “… Yes.”
Det hænder ikke sjældent, at jeg “opgraderer” en afholdt bog jeg har i forvejen, især hvis jeg falder over et mere indbydende eksemplar til billig penge. Tilbage i 2004 havde jeg for nylig læst Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, som jeg havde i en paperbackudgave, da jeg på et hollandsk udsalg fandt en førsteudgave med håndskreven hilsen:
Det er ikke fordi det er specielt svært at finde et eksemplar af denne trebinds-bogboks med Hansens signatur, for han skrev i virkelig mange af dem. Jeg vidste ikke hvem Søren Seedorf var, men straks jeg kom hjem med bogen kunne jeg hive Mellem Brøndkjær og Nørholm – Dagbog fra Hamsun-årene 1975-78 ud af reolen og slå op og læse mere om 13. 11.78:
Kl 18 over til en bøf i Hereford sammen med Seedorff fra Boghandlerklubben og vores trofaste Kurt. Ole Wivel går også med. Kl 20.00 begynder forestillingen: Strøghus-Teatret er næsten fyldt, og jeg har hele forsamlingen, da jeg til indledning takker dem for deres indsats; aldrig i danske boghandels historie er så meget skrevet af en enkelt blevet solgt af så få til så mange. Jeg har kun øvet mig en enkelt gang på oplæsningen (begyndelsen af Hitler-kapitlet , men den går iflg. de andre vældig godt igennem og suppleres fortræffeligt af Inger Rauf, som læser udvalgte stykker af “Pan” og “Sværmere”). […]Aftenen slutter i en atmosfære af kammeratlighed og succes, den har ikke været spildt.
Jeg finder den slags små det-hele-hænger-sammen-oplevelser ganske tilfredsstillende.
Jeg havde for nylig en underlig oplevelse med en bog, noget jeg aldrig tidligere har været ude for.
Prologen er, at jeg i 2017 købte Julian Barnes’s lille roman The Sense of an Ending, dels fordi jeg fandt et signeret eksemplar af den, og dels fordi jeg tidligere havde læst og syntes godt om en essaysamling, Letters from London, af samme forfatter.
Jeg fandt romanen virkelig god. Handlingen skal ikke røbes her, men et centralt element i den er, at ens hukommelse kan være upålidelig i chokerende grad.
Få måneder efter jeg havde læst den, opdagede jeg, at der pludselig var kommet en filmatisering – med så gedigne navne som Jim Broadbent og Charlotte Rampling. Den måtte selvfølgelig ses. Også den fandt jeg glimrende, og den var meget trofast over for bogen. (Jeg ser at den i skrivende stund kun har rating 6.3 på imdb, hvad jeg synes er ufortjent lavt).
Det underlige indtraf i foråret 2020, da jeg skulle på en togrejse og som sædvanligt tog et par bøger med mig i tasken. En af dem jeg snuppede var The Sense of an Ending, for den havde jeg jo ikke fået læst endnu, jeg havde kun fået set den udmærkede filmudgave. Det skræmmende var, at jeg kom virkelig langt ind i bogen – måske 30-40 sider – før det dæmrede at jeg sgu da havde læst den før, og at det kun var et par år siden! Jeg genkendte tydeligt scenerne, men jeg troede længe det var fra filmen jeg huskede dem.
Det er ikke nyt for mig, at det er gået tilbage med min hukommelse. I Svend Åge Madsens seneste bog Enden på tragedie får en af personerne en ide til en app, der får ens telefon til at vibrerere, hvis man begynder at fortælle en anekdote man tidligere har fortalt i samme selskab – en sådan app ville jeg have meget glæde af! Dog, der i toget blev jeg nu alligevel lidt rystet. Jeg blev mindet om vittighedstegninger om Alzheimer-patienter der med spænding genlæser den samme kriminalroman gang på gang. Og småkomisk var det hele jo i betragtning af bogens tema.
I 2013 fik jeg det påfund at lave ultra-forkortede udgaver af bøger ved at tage første og sidste sætning i hver af dem. Det er jo let nok – sjovt bliver det først, hvis man finder meningsfulde eksempler, og ideelt set nogen hvor forfatterens tone bibeholdes – ELLER ændres fuldstændig. Her er nogle eksempler fra min bogreol. Først Kirk, Hemingway og Blixen:
FISKERNE Der stod en lille Flok yderst på Broen og spejdede ud over Fjorden i den lune Sommeraften. En Sky gik for Solen, og Skyggen drev hen over Vandet som en stor, mørkeblaa Flage.
HVEM RINGER KLOKKERNE FOR? Han laa, saa lang han var, i den brune fyrreduftende Skovbund; han støttede hagen paa de korslagte arme, og højt oppe blæste Vinden i Fyrretræernes Toppe. Han kunde føle, hvordan Hjertet bankede imod Fyrrenaalene i Skovbunden.
DEN AFRIKANSKE FARM Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong. Bjærgets Omrids blev langsomt glattet og jævnet ud af Afstanden.
Ja, bjerget staves faktisk forskelligt i de to sætninger. Next up, H. C. Branner. Hans tone overlever på en eller anden måde også:
RYTTEREN Susanne vågnede først helt da hun hørte Bertas stemme. “Uundgåelige menneske,” sagde hun.
Hans Scherfig og Finn Søeborg forbliver sjove i koncentrat, omend på en anden måde:
IDEALISTER Der ligger en Mand i en Himmelseng og forbereder sig paa at falde i Søvn. Senere vil der maaske ske andre Begivenheder, som der engang kan skrives om.
BARE DET LØBER RUNDT – Mit navn er Momberg. – Det var da dejligt, sagde fru Momberg.
Svend
Åge Madsens ungdomsværk bibeholder mildt sagt sit avantgardiske præg,
og Michel Houllebecqs sorte livssyn (her i engelsk oversættelse)
bibeholdes også:
LYSTBILLEDER Nøgne pigelemmer der flyder i sandet frataget deres magt. Man kunne, i stedet for, de lyse.
PLATFORM Father died last year. I’ll quickly be forgotten.
De sidste her, Willard Motley, Horace McCoy og Knud Sønderby, ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal karakterisere, men jeg kan godt lide resultaterne:
LEV STÆRKT – DØ UNG Han var et fromt barn. Man kan finde ham i enhver eneste opgang i den gade.
JAMEN, MAN SKYDER DA HESTE? Jeg rejste mig op. “Jamen, man skyder da heste?” sagde jeg.
MIDT I EN JAZZTID Peter Hasvig huskede fra sin yngste barndom, at han engang havde tabt et stykke mad med honning, som faldt sådan, at honningsiden vendte opad. Så gik han ned ad trappen og cyklede bort.
Endnu et indlæg der har lidt med Johannes V. Jensen at gøre, foruden et andet nationalklenodie, nemlig Matador. I TV-seriens syvende afsnit vises på et tidspunkt en avisartikel om Fru Fernando Møhge – men zoomer man ind på teksten, kan man se at den slet ikke handler om hende, men derimod om Johannes V. Jensens besynderlige (og, synes jeg, ikke specielt velllykkede) roman Dr. Renaults Fristelser.
Ud over at må siges at være et sært akkompagnement til overskriften og Fru Fernandos foto, er det også en anakronisme, idet bogen først udkom i 1935, to år efter at afsnittet finder sted. Og underligt nok kan Røde alligevel læse Møhge-citater op fra artiklen. Måske er han ordblind i meget svær grad…
(Jeg har tidligere postet denne observation til fejlfinder-sektionen på matadoronline.dk).
Jeg skrev tidligere om Karen Blixens hobby med at lave anagrammer ud af forfatterkollegers navne, og jeg sluttede mit blogindlæg med at spekulere over, om der mon lå et strålende beskrivende anagram og ventede på at blive opdaget, a la det klassiske engelske eksempel Alec Guinness – Genuine Class.
Jeg har i dag puslet lidt med at finde eksempler, og jeg endte faktisk med at finde ét, som jeg er ganske tilfreds med. Men først lidt baggrund:
Jeg er egentlig ikke specielt vild med anagrammer. Som oftest synes jeg det i forhold til udbyttet kræver urimeligt lang tid at verificere, at de faktisk er korrekte. For at jeg skal finde et anagram godt eller sjovt, skal anagram-naturen enten umiddelbart springe i øjnene (“Trine Byld” og “Inga Golfbold” er jeg tilfreds med som eksempler, der er tilstrækkeligt indlysende til at de rigtige navne ikke behøves angivet), eller også skal anagrammet være meningsfuldt.
Hvad mener jeg så med meningsfuldt? Well, der skal være en association, der i det mindste forekommer rimelig. “Hans Kirk” er et anagram af “rank sikh”, men næppe nogen i verdenshistorien har associeret fra den danske nordjyske forfatter til strunke følgere af den indiske religion, eller vice versa. “Kassedame Olsen” har formentlig heller aldrig fået nogen til at tænke på Aksel Sandemose, eller omvendt. Så selvom de to eksempler er moderat underholdende, er de ikke gode nok.
“Monster-insekt” er et anagram af “Tom Kristensen”. Dette faktum gør mig decideret ærgerlig over, at novellen Forvandlingen ikke er skrevet af Tom Kristensen istedet for Franz Kafka! Havde det været tilfældet, havde vi haft et virkeligt godt anagram her. Istedet må vi søge videre.
Med Dan Turèll kan vi begynde at nærme os. Hans navn er faktisk anagram-velegnet. Med noget (OK: meget!) god vilje, kunne nedenstående lille digt bestående af fire anagrammer af hans navn, tjene til at beskrive hans sprudlende og mangeartede tekster:
Trallen ud Dunlet ral Nat-duller Nedtur-lal
(Den sidste linje kunne siges at beskrive hans digt For Meget, Mand!).
Eller hvad med:
Vove letsindet Tvivlende etos Tove Ditlevsen
Højpandet, jovist, og mere overflade end indhold, men et eller andet sted lyder det rigtigt!
Mit næstbedste fund er dette:
Siri Hustvedt – Uvis tristhed
Jeg har dog kun læst én bog af forfatteren, og er ikke sikker på hvor beskrivende det (eller varianten “Trist uvished”) er… til gengæld kan jeg til fulde stå inde for sandhedsværdien i mit bedste fund, som er:
Jeg har netop læst Jeppe Aakjærs erindringsbind Før det dages, og jeg morede mig over nogle levende skildringer af Knut Hamsun, som Aakjær oplevede til et foredrag i 1893 i København:
Hamsun var en Kæmpe paa tre Alen, rødmusset, bredbringet og stærk som en Bamse at se paa, struttende af Postulater og Selvglæde. Det var i Badstuestræde han holdt et bidsk Foredrag mod Henrik Ibsen og hans trang til at mystificere. Jeg husker især en Udtalelse saalydende: “Hvorfor Fa’en skal alt være saa dunkelt som hos denne Ibsen dèr? – Jeg vil paatage mig at forklare Spektralanalysen for en Amagerkjærring!” Georg Brandes sad paa første Bænk og vred sig af Latter. Da Taleren var færdig med sit Foredrag, gik Brandes ham smilende i Møde, omfavnede ham og sagde: “Jeg elsker Dem, Knut Hamsun”. Hamsun havde nogle Aar før udsendt sin Roman “Sult” og levede i en Rus af Beundring, ikke mindst fra Bourgeoisiets Damer. Flere Aar efter saa jeg ham igen i Studentersamfundet på Nørrevold. Da lignede han en grønlig Skygge af sig selv, saa ud som om han i mange Aar ikke var gået ædru i Seng, pralede og skrydede og var fuld af giftige Udfald mod sine skikkelige norske Kolleger, bl.a. Thomas P. Krag. Da jeg blev præsenteret for ham sagde han: “Ja, jeg ved godt, at De er en snild og brav Kár! Jeg har hørt Tale om Dem. Jeg skal læse Dem engang, naar jeg kommer hjem til Norge. Jeg faar her altfor litet læst.” Kort efter forlod han København og alt Intelligens-Selskab overhovedet og lod kun høre fra sig gennem sine tykke Bøger, der blev til dybt inde mellem dunkle Fjelde, hvor ingen mennesker fik lov at komme til ham. Han havde ødelagt sin Sundhed og sine Nerver hernede i København i en rasende Hvirvel af Svir og Natterangel. Johannes V. Jensen maa kunne fortælle noget derom og har da ogsaa fortalt bl.a. i sit Digt om “Helled Haagen”.
Lidt senere skriver Aakjær om en sammenkomst med Holger Drachmann og frue i 1904, også disse kunne fortælle om Hamsun:
Hans [Drachmanns] Hustru, Soffy, var næsten ligesaa skånselsløs i sin Mund. Hun fortalte om Knut Hamsun, at naar han havde en Rus, gav han bort alt, hvad han havde paa sig. Han havde saaledes engang villet nøde hende til at tage sit Guldur. Dagen efter kom han dog i al Ædruelighed og vilde havde det igen, og Drachmann sekunderede sin Hustru med at sige: “Ja, Hamsun minder mig om, hvad Holberg lader Jeppe sige: Naar jeg er fuld, saa kan jeg give mine Bøvser bort, men jeg vil have dem igen, naar jeg bliver ædru!””
Man må sige, at den opførsel lyder fuldstændig konsistent med hvordan man kan forestille sig hovedpersonen i Sult kunne opføre sig.
I Leif Nedergaards biografi om Johannes V. Jensen, også omtalt i forrige blogindlæg, findes en fodnote, der afslører at Hamsun, hvad man ikke kan fortænke ham i, ikke var ovenud begejstret for Aakjærs omtaler:
Da Knut Hamsun, der i længere tid var intenst optaget af at Aakjær i Før det dages s. 163 og 170 hade fortalt et par småting om ham, bombarderede JVJ med breve herom, bad JVJ i et brev af 25/9-29 indstændigt Aakjær ikke at være for åbentmundet i de flg. bind; det blev desværre kun til de på sygesengen dikterede Efterladte Erindringer.
Det er pudsigt hvordan den slags historier på hundrede års afstand fremstår som andet og mere end den omgang sladder de jo dybest set er. Man føler en lille smule af historiens vingesus – ligesom når man læser, at H. C. Andersens besøg hos Charles Dickens var så stor en katastrofe, at Dickens efterfølgende beskrev ham som a “bony bore” og i gæsteværelset satte et skilt op, der proklamerede hvordan Andersens ophold hos familien havde føltes som en evighed.
I et (måske) selvbiografisk afsnit af Kort over Paradis skriver Knud Romer om at have stjålet bøger i antikvariater og senere, stærkt tynget af dårlig samvittighed, leveret dem tilbage igen:
Så snart jeg kom til København, tog jeg turen gennem antikvariaterne i Fiolstræde og placerede de mest værdifulde bøger, hvor jeg havde taget dem. Pragtstykket var Kongens Fald i tre signerede bind, før de blev samlet til en roman i 1901: Foråret, Den store sommer og Vinteren – han skrev aldrig Efterår. Hvert af dem havde en forsideillustration af Hentze – han var en af symbolisterne, som Johannes V. Jensen ellers ikke brød sig om. De var så sjældne og kostbare og eftertragtede, at der burde være dødsstraf for at stjæle dem.
Jeg kunne være lige ved at tro, at det er mig der nu er den lykkelige ejer af netop de tre bind (hvoraf det første jo altså retteligen hedder Foraarets Død). I hvert fald erhvervede jeg mig dem i sin tid i et antikvariat i Pilestræde. Imidlertid er det dog kun to af de tre bind, der er signerede – Den store Sommer på forsiden, og Vinteren på titelbladet, med dedikation til en C. E. Jensen (familie?):
Det er næsten blevet en kliché at udnævne Kongens Fald som yndlingsbogen over dem alle. Men klichéer er til for at blive brugt, og for mit eget vedkommende har jeg ganske svært ved at se, hvor konkurrencen skulle komme fra. Jeg har vel været igennem den i sin helhed 7-8 gange, og udvalgte passager har jeg læst snesevis af gange. Det er selvfølgelig også grunden til, at jeg har tilladt mig en så eksorbitant luksus som denne førsteudgave – ikke mit dyreste bogkøb nogensinde, men tæt på. Det var så at sige den logiske afslutning på en progression, en tre-trins raket. I første omgang, omkring 1990, stiftede jeg bekendtskab med romanen i den lysegrønne tranebogsudgave fra 1970’erne. Cirka ti år senere opgraderede jeg til et eksemplar fra 1944 med Sikker Hansens definitive og vidunderlige – men for fåtallige! – illustrationer. Og efter yderligere et årti så altså dårskabs-købet, because what the hell!
Jeg har leget med tanken om at forsøge at samle et eksemplar af hver af romanens danske udgaver – der er ikke så få efterhånden. Et eller andet sted håber jeg på at jeg trods alt er ikke-nørdet nok til at modstå denne ide, men det kribler altid lidt i fingrene, når jeg ser en ny udgave. Forleden stod jeg således i en boghandel og bladede i en af de nyeste, og jeg blev via forsatsbladet mindet om, at der faktisk er visse forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver: Der er ikke kapiteltitler i førsteudgaven – kapitlerne er blot nummererede med romertal, og titlerne kom først på fra og med 1913, samtidig med at Johannes V. Jensen fjernede et par sider fra det centrale kapitel, der nu hed Kongen falder. Disse sider består af filosofiske betragtninger om kraft og tvivl, og ligger også i forlængelse af en tidligere passage fra kapitlet Mikkel synker, der drager en parallel mellem dødens uomgængelighed og tyngdekraften.
(I parentes bemærket: i sin Johannes V. Jensen-biografi skriver Leif Nedergaard “Og at opfatte dødens uforbigængelighed lig med den ligeså universelle tyngdekraft der drager alt mod jorden, er en original betragtning. Den kan bare ikke siges at være sandsynligt opdukkende i Mikkels egen tankegang. Selv om massetiltrækningen altid har gjort sig gældende […] var det nu først Newton der over halvandet årh. senere påviste den.” Jeg synes dog godt man kan læse de pågældende sammenlignende beskrivelser som værende fortællerens snarere end Mikkels, så jeg ser ikke en egentlig anakronisme her. (Til gengæld peger Nedergaard på en klokkeklar en af slagsen i romanens sidste kapitel, hvor Jakob Spillemand i sin delirium tremens ser gigantiske kaniner, på trods af at kaniner ikke var indført i Danmark midt i 1500-tallet!))
Jeg fik lyst til ved selvsyn at konstatere, om der var skulle være andre interessante forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver, så jeg satte mig ved stuebordet og bladede forsigtigt de skrøbelige førsteudgavebind igennem med venstre hånd, og 1944-udgaven med højre. Jeg fandt nu ikke det store. Jeg studsede over at se, at der i enkelte tilfælde ikke var en en-til-en korrespondance mellem kapitlerne: De to kapitler vi kender som Kongen falder og Skatten, og som dårligt kunne være mere forskellige i tone, var således oprindeligt samlet i ét og samme kapitel af Den store Sommer, kapitel XIV.
Derudover spottede jeg kun meget små ting. Et “mens” på side 108 af Foraarets Død er mærkeligt nok blevet til “medens” i 1944-udgaven. I Vinteren er kapitel IV fejlnummereret VI. Og der er trivielle trykfejl i alle tre bind, som er blevet rettet sidenhen. Den sjoveste er i kapitletom vanskabningen Carolus:
Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning, Hukommelsesarbejde – giv ham et Tal at hæve i anden Grad. 3719, sagde Mikkel. Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen. 13830861, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en Padde.
I 1944-udgaven er Carolus blevet dygtigere: Her giver han det rigtige svar, som er 13830961.
Jeg håber som sagt at være så modstandsdygtig, at jeg undlader at anskaffe mig 20 forskellige udgaver af romanen, selvom det ville give mig mulighed for at se hvornår de forskellige fejl er blevet rettet. Til gengæld ville jeg være sikker køber af en udgave, der viste Jensens oprindelige kladder og udkast, om hvilke jeg ved at flere navne var anderledes: Mikkel Thøgersen hed således oprindeligt Jesper Petri, og Susanna havde det – lidet jødiske – navn Bodil. Måske en sådan udgave allerede findes?
