I forlængelse af mit forrige indlæg, nogle betragtninger om bøger der skal sprættes op. Af de ganske mange dedikationseksemplarer jeg er stødt på i tidens løb, har jeg bemærket, at langt størsteparten af dem har været uopsprættede. Det er faktisk så påfaldende, at jeg nærmest føler en smule pinlighed på forfatterfagets vegne. Man får indtryk af et folkefærd, der har høje tanker om egne frembringelser, som ingen andre gider læse.
For nogle år siden læste jeg Hans Bendix’ erindringer. Første bind, Troskyldigt forår, indeholdt en hilsen til en tidligere medarbejder:
Kun de første 20-30 sider af bogen var sprættet op. Resten blev det først, da jeg selv læste bogen. Fornøjeligt nok lader det til at Bendix må have opdaget, at hans skriverier ikke fandt et entusiastisk publikum i Philip, for bind 2, Urolig Sommer, havde denne inskription:
Philip har dog ikke ladet sig tyrannisere af Bendix’ store ego (at det var meget stort fremgår af bøgerne): i bind 2 var ikke en eneste side skåret op! Og de sidste to bind, Spraglet efterår og Lun vinter, indeholdt ingen dedikationer, om der så ligger noget i det eller ej…
At jeg nu selv har skåret bøgerne op for at læse dem har uundgåeligt ændret det indtryk hilsnerne giver for eftertiden, og jeg har en irriterende lille følelse af at have gjort mig skyldig i historieforfalskning! En bagatel i dette tilfælde, men hvor går grænsen? Min samling tæller også en førsteudgave af Aksel Sandemoses debutbog Fortællinger fra Labrador fra 1923, med inskription til Vilhelm Andersen, der var litteraturprofessor på den tid. Den bog var også uopskåret i årtier, men blev på et eller andet tidspunkt skåret op af ham jeg købte den af i 2005. Ville jeg selv gøre det, hvis jeg faldt over sådan en sag i dag? Det er jeg ikke sikker på.
Og hvordan forholder man sig til en kuriositet som Alice Thompsons roman Justine? Den er designet således at alle sider, der er synlige i uopskåret tilstand er blanke! Har ikke læst den, så jeg ved ikke om der er en statement i det design, men det ville sjovt, hvis der var.
Finn Søeborgs herlige roman Vi har det jo dejligt kommer også ind på problematikken:
– Men jeg forstår nu ikke, sagde han så, at der ikke er nogen, der køber denne her “Atomstøv”, for det er nu en mægtig god bog.
– Det kender du ikke noget til, sagde Gustafsen, for du har jo aldrig læst den.
– Det har jeg vel nok, bedyrede Thorvald, kan du ikke huske, at du lånte mig den.
– Jo, sagde Gustafsen, det kan jeg godt huske, men det eksemplar jeg lånte dig, var ikke sprættet op, og det var det heller ikke, da jeg fik det tilbage.
– Jamen det troede jeg ikke, jeg måtte, sagde Thorvald, og så nøjedes jeg med sådan at kikke op under siderne, du ved.
Findes der i øvrigt en roman med en på samme tid sjovere og mere bittersød afslutning? “Og aldrig havde de set et skønnere Sankt Hans bål.“