Indlæg

Udgivet den

Mystik i storcenteret

Gjorde et underligt fund i Arnold Buscks boghandel i Lyngby Storcenter engang i 2013: Blandt tilbudsbøgerne lå en hel stak, cirka 15 stk, af Douglas Couplands bog Generation A. Det mærkelige var, at de alle var signerede. Couplands karakteristiske “Doug” var der i sort, blå eller rød tusch, alt efter hvilket eksemplar man fik fat i. De kostede kun 30 kroner stykket, så jeg købte fire – gav et af dem væk, solgte to af de andre og beholdt det sidste eksemplar selv. Men hvordan var de mon endt der til den pris, og hvorfor var det ikke annonceret at de var med signatur? Mystisk.

Udgivet den

Sammensmeltninger

Har for nylig læst The Coen Brothers, en ganske lækker coffee table-bog af Adam Nayman om Joel og Ethan Coens film fra 1985-debuten Blood Simple til og med Hail, Caesar! fra 2016. Fik en lille aha-oplevelse under læsningen af afsnittet om O Brother, Where Art Thou? Denne films titel er jo taget fra Preston Sturges’ gamle komedie Sullivan’s Travels, om en prætentiøs filminstruktør der drømmer om at lave et seriøst drama om Depressionen, baseret på en bog skrevet af en vittigt navngivet fiktiv forfatter:

The author of the book-within-a-film, also titled O Brother, Where Art Thou? is Sinclair Beckstein, whose name kids Sinclair Lewis, John Steinbeck and Upton Sinclair all at once.

Da jeg læste dette, gik det op for mig at jeg aldrig har skelnet mentalt mellem Sinclair Lewis og Upton Sinclair. Jeg har aldrig læst nogen af dem, men jeg må have hørt om dem begge og registreret dem som socialt indignerede forfattere fra en bestemt epoke – og så er de altså smeltet sammen inde i mit hoved, sjovt nok.

Det er et fænomen jeg har oplevet før. Da jeg var teenager forvekslede jeg George Orwell og H. G. Wells, og at Orson Welles også var inde i billedet med radio-udgaven af Klodernes kamp gjorde forvirringen komplet. Og en gang for ikke så længe siden gik det pludselig op for mig, at jeg altid havde tænkt på Paradise Lost af John Milton og Lost Horizon af James Hilton som det samme værk – sammenblandingen gik først op for mig da jeg læste sidstnævnte og undervejs havde en semi-bevidst, småforvirret følelse, for bogen var kulørt og underholdende, men den havde da ikke de store litterære kvaliteter, som jeg synes jeg havde hørt den skulle have!

Jeg mindes også at have læst om én der i årevis troede at P. H. og Piet Hein var den samme person. Det har jeg dog aldrig troet selv (og ej heller har jeg troet initialerne dækkede over Peter Høeg, Peer Hultberg eller Patricia Highsmith…), men jeg gad nok vide hvor mange andre forfattere der i skrivende stund stadig er sammensmeltede i min hjerne uden jeg er klar over det.

Udgivet den

Orwellian OCD

“It was a bright cold day in April, and the clocks were striking thirteen” begynder som bekendt Orwells Nineteen Eighty-Four. I The Ministry of Truth, Dorian Lynskeys nyligt udkomne studie af bogen, dens inspirationskilder og dens indflydelse, nævnes et sted i forbifarten at det faktisk er den sjette af Orwells bøger der indledes med en klokkeslætsangivelse. Jeg har læst alle Orwells romaner, samt de selvbiografiske skriverier i boglængde, men det var ikke noget jeg havde lagt mærke til, så det blev jeg lige nødt til at konstatere ved selvsyn. Den er god nok: af de seks romaner Orwell skrev, er det kun Animal Farm der nøjes med en mindre specifik tidsangivelse (“Mr Jones, of the Manor Farm, had locked the hen-houses for the night, but was too drunk to remember to shut the pop-holes”). Her er de øvrige, hhv Burmese Days, A Clergyman’s Daughter, Coming up for Air og Keep the Aspidistra Flying:

U Po Kyin, Sub-divisional Magistrate of Kyauktada, in Upper Burma, was sitting in his veranda. It was only half past eight, but the month was April, and there was a closeness in the air, a threat of the long, stifling midday hours.

As the alarm clock on the chest of drawers exploded like a horrid little bomb of bell metal, Dorothy, wrenched from the depths of some complex, troubling dream, awoke with a start and lay on her back looking into the darkness in extreme exhaustion. […] It was just half past five, and coldish for an August morning.

The idea really came to me the day I got my new false teeth.
I remember the morning well. At about a quarter to eight I’d nipped out of bed and got into the bathroom just in time to shut the kids out.

The clock struck half past two. In the little office at the back of Mr McKechnie’s bookshop, Gordon – Gordon Comstock, last memeber of the Comstock family, aged twenty-nine and rather moth-eaten already – lounged across the table, pushing a four-penny packet of Player’s Weights open and shut with his thumb.

Og endelig den selvbiografiske Down and Out in Paris and London:

The Rue du Coq d’Or, Paris, seven in the morning. A succession of furious, choking yells from the street.

Hvis det ikke var fordi jeg ejer romanerne samlet i ét bind, (The Penguin Complete Novels of George Orwell som i øvrigt spøjst nok ordner titlerne alfabetisk snarere end efter udgivelsesår), ville jeg naturligvis straks arrangere bøgerne på hylden efter klokkeslæt, bare for at sætte en ære i denne unikke mulighed for at nørde igennem!

TL, DR:
05:30 – A Clergyman’s Daughter
07:00 – Down and Out in Paris and London
07.45 – Coming up for Air
08:30 – Burmese Days
13:00 – Nineteen Eighty-Four
14:30 – Keep the Aspidistra Flying

Udgivet den

Lemistry

En af mine yndlingsforfattere er polske Stanislaw Lem (1921-2006), som jeg nok kommer til at skrive adskillige blogindlæg om. Alt han har skrevet, som findes på sprog jeg kan forstå, har jeg slugt. På dansk findes kun den filosofiske science fiction-roman Solaris og den kortere, satiriske og helt rablende Fremtidskongressen, men på engelsk er en god snes titler tilgængelige. Hans hovedværk er nok ikke-fiktionsværket Summa Technologiae, et 400-siders essay om menneskehedens muligheder, der udkom på polsk i 1964 og først blev oversat i sin helhed til engelsk i 2013.

i 2011 udkom antologien Lemistry – A Celebration of the Work of Stanislaw Lem. En af samlingens absolutte pletskud er The Apocrypha of Lem af Jacek Dukaj. Denne novelle er udformet som en fremtidig anmeldelse af en bog om “Literature issuing from imitated minds”, med Stanislaw Lem selv som case study.  Vi fortælles at der i midten af det 21. århundrede var tre software-simuleringer af Lem – “the Heidelberg postLem, the Krakow-Viennese postLem and the Japanese postLem” og så ridses der op hvordan disse simuleringer blev forfinede indtil de var virkelig pålidelige:  

[Heidelberg’s] apocryphologist programmers found their postLem to be one hundred percent in tune as he generated Fiasco, more Lem-like than the version published in 1987, differing from it in numerous small details which ‘in reality’ editors and proof-readers had changed.  

Den nye litterær disciplin “Non-linear literary studies” er herefter en realitet:  

For years, Lem’s apocrypha were started, reset and started anew with ever more subtly deviating parameters; now in hundreds and thousands of versions. Thus we came to know Lem’s work disordered according to the mathematics of chaos: from those very similar to each other, concentrated around the attractor of obsession (the orbital of The Investigation is almost a point) to those which differ drastically due to a small change in the initial premises, set into disarray by literary bifurcations (e.g. the orbital of Solaris which appears as a great cloud of novels with the same beginning but diametrically various narratives and endings).  

Det ville faktisk ikke undre mig om sådan noget bliver reel forskning engang. Og i øvrigt har jeg samme fornemmelse af at det ville gå sådan med hhv The Investigation (en af de mærkeligste bøger jeg har læst) og Solaris!  Novellen går meget længere ud i komplikationer og fejder mellem de forskellige teams. Meget velskrevet, brain-spinning, og helt i Lems egen ånd.

Udgivet den

Sven Holm 1940-2019

Sven Holm døde tidligere på måneden. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham i gymnasiet, hvor vi i dansk læste et uddrag af Min elskede. En skabelonroman. Jeg var på det tidspunkt tilstrækkeligt interesseret i science fiction til at navnet blev liggende i baghovedet, og mange år senere kom jeg i tanker om ham igen og læste nogle af hans bøger. Den lille roman Jomfrutur syntes jeg bedst om; en yderst charmende fortælling om ung kærlighed i et gartnermiljø, skrevet i et sprudlende og helt bogstaveligt talt blomstrende sprog.

Sven Holm skrev dedikationer med sirlig, mikroskopisk skrift. Jeg er faldet over en del dedikationseksemplarer fra hans hånd i årenes løb, og i anledning af hans død fandt jeg en af de endnu ulæste frem: novelleudvalget Sin egen vogter, en blandet landhandel der dækker det meste af karrieren, “fra lidt efter vugge til noget før krukke” som han skriver i hilsenen til Klaus Rifbjerg og frue:

Udgivet den

A void

Jeg lavede – i min uoplysthed – lige et double take da jeg så denne bogryg i et antikvariat for et par dage siden:

En trykfejl var min første tanke – jeg har selv både “Johannez V. Jensen” og “Nis Pedersen” stående hjemme på hylderne – men nej, stavemåden gik igen indvendigt:

Kunne så godt svagt huske, at Shakespeares navn vist var blevet stavet på mange mærkelige måder i tidens løb, men jeg troede bare, at det lå længere tilbage i tiden. Åbenbart ikke: Wikipedia fortæller: ” The standard spelling of the surname as “Shakespeare” was the most common published form in Shakespeare’s lifetime, but it was not one used in his own handwritten signatures. […] The spelling of the name was later modernised, “Shakespear” gaining popular usage in the 18th century, which was largely replaced by “Shakspeare” from the late 18th through the early 19th century. “

Og altså i dette tilfælde så sent som 1854. Så lærte man det.

Udgivet den

Dwarsliggers

Så for kort tid siden i Schiphol lufthavn hvad hollænderne kalder “dwarsliggers”: små bøger i liggende format, med supertynde sider og med skriften på den lange led. Måske er det bare mig, der har været uopmærksom, men jeg mindes ikke at have set dem andre steder. Forstår ikke rigtigt ideen. Ja, de fylder kun ganske lidt, og ja, man kan have dem i én hånd, og bladre i dem omtrent som man swiper på en smartphone – men hvis man synes det er væsentlige kriterier, er man så ikke allerede typen der hellere vil læse på en ebook reader? Og omvendt, hvis man kan lide rigtige bøger, vil man så ikke synes de her er lige usle nok?

Formatet har været brugt i Holland i cirka 10 år, men det ville overraske mig hvis det vandt stor udbredelse.

Udgivet den

Langt om længe

Thorkild Bjørnvig skrev fire bind erindringer, dækkende årene 1918 til 1948: Solens have og skolegården, Hjørnestuen og månehavet, Jordens hjerte og Ønsket. I 2006 fandt jeg i et antikvariat i Nakskov et eksemplar af fjerde bind med denne lille (typisk for Bjørnvig versificerede) dedikation:

Modtagerne må være billedkunstneren Meta May Holmboe og komponisten Vagn Holmboe, med hvem Bjørnvig samarbejdede i forskellige sammenhænge.

Udgivet den

Efterlysning

I Johannes Møllehaves meget fornøjelige anekdotesamling Replikker og pointer skriver han:

Humor har altid forekommet mig mest fortryllende, når den var ubevidst. I en roman fra Victoria-tiden har den danske oversætter været rørende omhyggelig med noter og kommentarer og præcise udredninger. Et sted i bogen står der:
    »Da han så hende nøgen, ønskede han sig ti tusinde mile under jorden.«
     I en note nederst på siden tilføjer oversætteren oplysende:
     »Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«

Hvis anekdoten virkelig er sand, er jeg meget interesseret i at få bogen identificeret. Jeg har dog en formodning om at den, som så mange andre gode historier, kunne være en and. Det eneste jeg kan søge mig frem til (her: https://bogmarkedet.dk/artikel/humor-i-bogmarkedet ), er at en variant af historien mere end en gang sås i fagbladet BogMarkedet:

En, der dukkede op med jævne mellemrum, var denne kommentar fra en oversætter: »Grevinden ønskede sig tusind mile under jorden,« til hvilket oversætteren tilføjede denne fodnote: »Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«

Jeg vil være lige så rørende omhyggelig som oversætteren og bemærke, at hankønsvæsenet i Møllehaves udgave af citatet blev ti gange så påvirket, som grevinden blev i denne udgave.

Muligvis har Møllehave selv historien fra BogMarkedet og citerede den efter hukommelsen, med en vis erindringsforskydning til følge. Det er selvfølgelig ren spekulation, men i hvert fald indeholder  hans bog på en af den nærliggende sider et replikskifte, der involverer en grevinde:

»Du fortjente, jeg behandlede dig som en hund,« sagde grevinden.
»Vov,« sagde greven.

Hvorom alting er: Replikker og pointer er en sjov bog.

Udgivet den

Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaard savner jeg. Det er trist at tænke på, at der ikke kommer flere sorte og grumme og umulige-at-lægge-fra-sig bøger fra hans hånd.

Efter de tre novellesamlinger Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen kan jeg huske jeg tænkte, at han vel for pokker ikke kunne blive ved med stadig længere titler, men minsandten om han ikke holdt stilen: i 2009 udkom hans første roman: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. SÅ var jeg også sikker på, at han måtte krybe til korset med den næste, men nej: han diskede op med Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. OK, strengt taget var der også novellesamlingen Gamle historier imellem, men den indeholdt jo netop gammelt materiale, så med lidt god vilje kan man sige, at det først var svanesangen Frysende våde vejbaner der brød reglen!

Jeg hørte engang Sonnergaard til et forfatterarrangement på Paludans Bogcafé, dengang de tre første bøger blev genudgivet som Radiator-triologien. Det jeg husker bedst fra den aften er hans svar på spørgsmålet “Hvem skriver du for?”. Efter en lille pause svarede han “Jeg tror jeg skriver for dem, der stadig køber CD’er”. Mange holder op på et tidspunkt, når til et punkt hvor de synes, at nu har de egentlig nok. Formuleringen føltes ganske meningsfuld. (I dag ville han selvfølgelig have været nødt til at sige det på en anden måde, men streaming var ikke udbredt den gang).

Jeg ejer et eksemplar af Radiator med en ualmindeligt charmerende dedikation fra Sonnergaard til kollegaen F. P. Jac:

Man kan slutte, at der muligvis er et lignende eksemplar out there et eller andet sted. Kunne være sjovt at få de to samlet!

Ud over at være eminent til at skrive om dumme svin var Sonnergaard også en mester i spøgelseshistorier. Da jeg i 2016 hørte om hans død, blev min egen lille markering at genlæse Spøgelset på Ottmachauer Steig. Jeg mindes ikke at have læst en novelle i den genre med en mere isnende uhyggelig slutning.