Jeg stødte i Ib Spang Olsens erindringsbog Ung mand i fyrrerne på en fascinerende lille litteraturhistorisk detalje. Olsen skriver om sit bekendtskab med Tove Ditlevsen og går derfra videre til at omtale de bogomslag, han tegnede til hendes bøger:
Bogomslagene blev gjort over en årrække, idet de fulgte bøgerne, og de ser forskellige ud, alt efter indholdet i bogen, som jeg altid forsøgte at få omslaget til at stemme overens med. Ifølge sagens natur havde jeg ingen indflydelse på bogens øvrige fremtoning; kun én gang kom jeg til det. Det var den bog, der skulle hedde Ægteskab, og som handlede om forbindelsen med lægen Carl og tilværelsen i Gentofte. Dertil tegnede jeg til forsiden en kvinde, hvis stilling og udtryk i det hele taget skulle kunne passe med den pressede atmosfære i bogen. Men der var kun ringe plads tilovers til den lange titel, og derfor anmodede jeg om, at den kom til at hedde Gift. Derved kom der en dobbeltbetydning ind, og der blev plads til titlen. Jeg har ikke siden fået bebrejdelser over den indblanding.
Den forside måtte straks søges frem. Sørme ja, det giver mening hvad han skriver. Jeg mindes ikke at have hørt andre eksempler på, at et forsidedesign på den måde har dikteret en bogs titel.
Jeg skal dog ikke kunne afvise, at Ditlevsen til en af sine andre bøger kan have leget med titlen Barndommens busgade. Men så har hun nok tænkt, at en eventuel fremtidig paperback-genudgivelse i forbindelse med en filmatisering hellere måtte levne plads til hovedrolleindehaverskens kontrafej…
Og nu vi er ved fjolleri, og film med Ditlevsen-titler (og med Sofie Gråbøl på rollelisten), er der faktisk sært nok en forside mere, om hvilken der kan siges noget pudsigt om øverste venstre hjørne:
Klippet jeg hentyder til, vil nok være kendt af de fleste. I skrivende stund kan man se det på YouTube her:
Mit eksemplar af Finn Søeborgs roman Bare det løber rundt er et hyggeligt associationseksemplar, idet det er forsynet med en anden kendt herres navnetræk:
Det er velkendt at Finn Søeborg og Otto Leisner var ungdomsvenner. I erindringsbogen Sådan var det bare skriver Søeborg bl.a.:
Blandt dem der var ansat i Radio- og Fotoafdelingen var Otto Leisner. Han og jeg blev hurtigt endda meget nære venner og tilbragte en stor del af vores fritid sammen. Otto, der dengang endnu var ugift, var evig og altid på pigejagt, en sport der ikke krævede de store anstrengelser fra hans side, da det nærmest var pigerne der jagtede ham. Han havde en fantastisk tiltrækning på det andet køn, og på den måde var han ret irriterende at være sammen med. […] Udover piger interesserede han sig meget for god litteratur og klassisk musik, som han lærte mig meget om. Man kan ikke sige andet end at hans interesserer lå på et ret højt plan, og hvis der havde været fjernsyn dengang, tror jeg ikke han ville have drømt om at åbne for en Otto Leisner udsendelse.
Søeborg nævner også, at Leisner i romanen Navn ukendt er brugt som forbillede for personen omtalt som “den morsomme mand fra fjernsynet”.
Også Leisner omtaler venskabet, i begyndelsen af sin egen erindringsbog Mine mange minder, hvor han fortæller om sit studenterjob i Prisdirektoratet:
Det var Finn Søeborg, der havde skaffet mig jobbet. Han kalkulerede priser på farver og kemiske stoffer, men drømte om at blive forfatter. Han og jeg kendte hinanden fra gammel tid, da vi læste til studentereksamen på aftenkursus og samtidig var ansat i FDB. Allerede dengang blomstrede hans humoristiske sans lifligt, og jeg kan huske at han lavede en sprudlende vittig festavis for mig på min 20 års fødselsdag. Nu havde han i mellemtiden fået ansættelse i Prisdirektoratet, og da jeg kom derind, fortsatte vi vores gamle bekendtskab på hyggeligste vis. Vi ‘sænkede slagskibe’ og holdt gilder, og jeg var en af de første , der læste en stor stak gule ark, som var manuskriptet til hans roman ‘Sådan er der så meget’. Heri udmøntede han sine erfaringer fra den daglige trummerum i bureaukratiets verden, og det blev begyndelsen til en karriere som humoristisk forfatter.
Den omtalte festavis kunne det da være forrygende om en Søeborg-entusiast med forbindelser fik opsporet og gravet frem. (Tommy Kenter, hvis du skulle læse dette…). Søeborg går i sin fremstilling i mange flere detaljer om hvordan Sådan er der så meget blev til, i særdeleshed beskrives hvordan en håndværker, der var involveret i et absurd sagsforløb om en klage over et linoleumsgulv, dannede forlæg for figuren Momberg, som i øvrigt også optræder i Bare det løber rundt. (Er han ikke den eneste af Søeborgs figurer der optræder i mere end én roman? Jeg tror det).
Både Leisner og Søeborg nævner også at en af deres andre kolleger i FDB var Anker Jørgensen. (Søeborg: “I F.D.B. beskæftigede vi også nogle små rapkæftede fyre som stikirenddrenge. Jeg husker en særlig fræk en af slagsen, som hed Anker, og som efter sigende senere skal have drevet det så vidt som til at blive statsminister”). I en specialudgave af Her er dit liv i anledning af Leisners 70-års fødselsdag og 40-års jubilæum, samlede Gregers Dirckinck-Holmfeldt trekløveret. I skrivende stund er klippet minsandten at finde på DRs hjemmeside, og det er faktisk ret herligt. Søeborgs medvirken begynder godt 27 minutter inde:
Hvem skulle have troet, at ordet “træls” optrådte i Bibelen? Det er ganske vist: Dommerbogen, kapitel 19, vers 19:
Hvor åndssvagt det end er, morer den slags false positives mig altid lidt. Jeg kunne forestille mig, at ganske mange pudsigheder af den art kunne komme for en dag, efterhånden som digitalisering gør en stadig større procentdel af al publiceret tekst søgbar med et enkelt klik. For eksempel kunne jeg forestille mig, at en søgning på ordet “musemåtte” ville vise den forventelige tilsynekomst i stor stil fra og med 1980’erne – og så en enkelt underlig forekomst flere hundrede år tidligere. Som viser sig at være et klagesudbrud fra en digter der ville skrive “Ak, min Muse maatte saa gerne indfinde sig!” men glemte et mellemrum.
Jeg har for nylig læst Erik Nørgaards erindringer i fem bind. Som man kunne forvente af en garvet journalist, er de rige på gode anekdoter.
I det tredje bind, En troløs mand, skriver Nørgaard om sit korte møde med Jeanne Moreau:
Og så blev jeg forelsket igen, næsten for alvor, i hvert fald vildt betaget! Det gjaldt den franske skuespillerinde Jeanne Moreau, der kom til Odense for at læse op i H. C. Andersens hus på digterens fødselsdag den 2. april 1951, transmitteret af den franske radio. Måske var det hele indbildning, udslag af en løbsk fantasi. Men Jeanne Moreau var så usigeligt smuk; ikke noget at sige til, at hun var blevet kåret som ‘Frankrigs smukkeste kvinde’. Vi var næsten jævnaldrende, hun 21, og jeg 20 år. Tilfældet ville, at vi – trods en emsig opvartning af turistchef Forchhammer og redaktør Secher fra Stiftstidende – var en del på tomandshånd. Pjankede lidt, så langt mine sprogkundskaber rakte. Nippede til et glas champagne i et hjørne midt i det store virvar. På afskedsdagen var der et kiks i arrangementet. Måske en fejl i oplysningerne om Nordekspressens afgang fra Odense. I hvert fald: hun ville have stået en halv snes minutter alene på perronen, hvis jeg ikke var dukket op for at være i god tid til et sidste glimt. Jeg mente at høre hende sige: ‘Kommer du aldrig til Paris?’ og udlagde ‘you’ for ‘du’. Hun var gift, men hendes mand var pt. i Amerika. Men så kom Secher og Forchhammer farende med mange undskyldninger og favnen fuld af blomster. Hun kyssede farvel med fingeren til læberne fra kupévinduet. Til hvem? Den svageste opfordring og jeg var stået på toget! Jeanne Moreau var en opadgående stjerne, men endnu kun med én film bag sig, Mordet. Og jeg skal ikke prale med noget dybere bekendtskab med en senere verdensberømthed, men vi fik da nogle lattermilde øjeblikke sammen, og jeg gjorde mig en masse – sikkert helt urealistiske – illusioner. […] Flere år senere læste jeg, at Jeanne Moreau-arrangementet i Odense indirekte havde været med til at give den unge journalist Thorkild Hansen i Paris et knæk i hans selvtillid. Thorkild Hansen fortæller i Et Atelier i Paris, at han to gange blev brændt af ved aftalte møder med redaktør Cavling i Paris. Først blev han slukøret og skuffet, men derefter indså han, ‘at jeg tværtimod bør være taknemmelig for denne præcise pejling af, hvad jeg er værd for en mand, jeg er totalt økonomisk afhængig af, nemlig: ikke en skid!’
Ole Cavling måtte aflyse møderne, fordi han var optaget af et andet møde, nemlig med Jeanne Moreau om oplæsningen i Odense.
Selv stiftede jeg vist bekendtskab med Moreau første gang da jeg så Viva Maria!, i hvilken film Brigitte Bardot dog gjorde et større indtryk… men jeg lærte senere, primært efter at have set Le journal d’une femme de chambre, at sætte stor pris på hende. Jo, det må være liflige minder om det farvel på perronen i Odense.
Også et tredje dansk forfatter har Moreaus besøg åbenbart gjort indtryk på: Bent William Rasmussen kaldte ligefrem sin novellesamling fra 1967 for Jeanne Moreau i Middelfart. Hendes “medvirken” i titelnovellen begrænser sig dog til en lille stemningsskabende vignet med de to hovedpersoner, der diskuterer en avisartikel:
“Hvad er det, du læser, Erik?” “Bare noget.” Mogens rejste sig: “Det ser ud til, at det er spændende.” Jeg kendte hans smag, der så tit havde påvirket mig derhjemme og var blevet til meninger hos mig, når vi havde snakket en hel aften i mit værelse på Åboulevarden. Jeg svarede med tydelig udtale af hvert ord: “Det er noget om Jeanne Moreau.” Han kom nærmere: “Hvad er der med hende?” “Hun er p.t. i Middelfart.” “I Middelfart? Umuligt. Hvad fanden skulle hun lave i Middelfart?
Mit eksemplar af novellesamlingen, med dedikation til forfatterkollega.
Om Moreau også var har været i Middelfart, enten der i 1951 eller ved en senere lejlighed, er det ikke lykkedes mig at opspore. Men på danskkulturarv.dk kan man se et lille klip om hendes Odense-besøg:
Og for at fortsætte yderligere ud af en tangent, har jo også andre danske forfattere skrevet om deres forhold til og fantasier om uopnåelige filmstjerner: Peter Poulsen udgav en digtsamling betitlet måske jane fonda kommer forbi (uden versaler, a la e. e. cummings – en grille jeg har aldrig har kunnet vænne mig til!). I titeldigtet sidder hovedpersonen på en bar og grunder over tilværelsen: “måske jane fonda kommer forbi / det er ikke mere usandsynligt / end så meget andet: / meteorsten / tipsgevinster”.
Og så er der jo Hans Jørgen Lembourns 40 dage med Marilyn, som jeg endnu ikke har fået læst. I nyere tid har vi et eksempel der i bedste Hollywoodremake-stil har omvendt kønsfordeling: norske Hedda H. Robertsons roman Helt skudt i Mads Mikkelsen. Er der andre?
Jeg læste Preben Geertingers dybt fascinerende erindringsbind Af en retsmediciners bekendelser da bogen udkom omkring 1994. Den lidt mere filosofiske efterfølger fra 1995, Lualaba, læste jeg nogle få år senere, og hvad jeg primært husker fra den læsning var et afsluttende afsnit om “mikroberne” – bakterier og virus, som Geertinger mente menneskene var dårligt rustede til at stille noget op over for. Ikke overraskende har jeg i disse tider fået lyst til at genopfriske hvad det egentlig var han skrev i de afsnit. Nogle af disse tankevækkende passager er gengivet her:
Væsentlige afsnit i min bog handler om, at menneskene på alle leder og kanter er omgivet af umiddelbart ikke synlige artsfjender, mikroberne, og jeg har særlig interesseret mig for virus, som i størrelse er de mindste af disse fjender, men til gengæld langt de farligste. […] Naturen kører naturligvis sit eget løb, i store træk uafhængig af mennesket. Mikroberne, de fremmede gener, opholder sig lige så gerne i en kloakrotte som i dronning af Saba. Bare de har det godt. Rundt om i verdenen befinder de sig i lange perioder i for mennesket vanskeligt tilgængelige områder. Der deltager de så i naturens storstilede eksperimenter, skifter nu og da værtsorganisme, springer over til en anden art og boltrer sig i det hele taget af hjertens lyst. Mutationer, store som små, finder ustandselig sted. Såfremt vi havde anet faren for godt hundrede år siden, ville vi vel nok have overvejet fordelen ved at begrænse menneskets teknologiske betingede, eksplosive fremstød til den del af verden, vi allerede kendte godt til. […] Mennesket er meget klogt, men så klogt er det ikke. Det værste er, at vi næppe kan gøre noget effektivt ved den ubehagelige situation, vi er havnet i. Den enorme, lynhurtige kommunikation mellem Jordens mennesker, vi har skabt i løbet af de sidste tyve år, kan vi ikke standse. Eller rettere. Vi vil ikke. Det har ikke skortet på advarselssignaler. Jeg har nævnt nogle af dem: HIV, Marburg, Ebola. Og der er flere, hvor de kom fra. Men intet vil blive gjort, før katastrofen er der. Det føler jeg mig overbevist om. […] Jeg er ret sikker på, at De på dette tidspunkt vil være tilbøjelig til at se lidt frem for Dem og tænke efter. Et eller andet må der da kunne gøres. Ordet isolation vil falde dem ind. Jeg vil bede dem lægge mærke til, at det var Dem selv, der fik den indskydelse. Det var ikke mig, der sagde det. […] Det bekymrer mig, at vi opfører os, som om der var oceaner af tid foran os til at indse og eventuelt løse virkelige problemer. Tværtimod har vi stor forkærlighed for skinproblemer, d.v.s. problemer, som i virkeligheden slet ikke eksisterer, og hvis løsning er ligegyldig og i hvert fald ganske uforpligtende. Et eksempel på dette narrespil er CO2-udslippet, kultveilten.
Og i efterskriften, som zoomer lidt ud og ser tingene i et større perspektiv:
De mange usynlige fjender, mikroberne, som jeg har beskrevet i denne bog, og som naturen omgiver Dem med fra fødsel til grav, behøver de heller ikke, når alt kommer til alt, bekymre Dem så værst meget om. De kan næppe gøre noget ved det, når det kommer til stykket. Syng, drik og vær glad. Glæd Dem over at være menneske.
For noget tid siden læste jeg med kort mellemrum helt tilfældigt bøger der skildrede den samme situation, et bestemt møde med Prins Charles, på to, må man nok sige, ganske forskellige måder. Den første bog var Penn Jillettes God, No! Den anden var et af Stephen Frys memoire-bind, jeg husker ikke længere om det var The Fry Chronicles eller More Fool Me. Ligesom det er svært at forestille sig en mere amerikansk amerikaner end Penn Jillette, er det svært at forestille sig en more engelsk englænder end Stephen Fry, så ikke bare indholdsmæssigt men også hvad stil angår er der stor kontrast mellem de to. Om de to herrer er bekendte med hinandens vidnesbyrd ved jeg ikke. Her er først Penn Jillettes skildring:
Typing “eighteen-wheeler” makes me feel really butch. It’s so purely American. In England they call trucks “fully articulated lorries”, which is another reason we kicked their asses in the Revolutionary War. When Teller and I did a show for Prince Charles, we got in a line to meet the big-eared cheese after the show. Some royal handler gave us instructions about how we were to greet the prince. I explained to His Majesty’s official officious butt boy that I myself was an American, and I would greet Chuck exactly like I greet anyone else. I would be polite, but that was all he was getting out of this freedom fighter – real Americans don’t kiss royal ass. I was much more excited about meeting Stephen Fry and Hugh Laurie anyway; those are asses I’ll gladly kiss. Chuck was really nice, though. He said, “Oh, you’re the fellow who runs over the other chap with the fully articulated lorry.” He had seen me running over Teller with a trick truck in the truck trick on our first NBC TV special, and part of being English royalty is using “chap” and “fully articulated lorry” in one sentence to polite but classless Americans.
Og her er Stephen Frys:
Afterwards I stood one more in the line-up. Next to me was Penn Jillette, one half of the brilliant Penn and Teller, American magicians, pro-science, sceptics of the highest rank. Penn turned to me as he watched the Prince slowly coming down the line. ‘Do I have to call him “Your Majesty” or any of that shit? ‘No, no. Not at all. If you were to use a title it would be “Your Royal Highness”, and from then on “sir”, but there’s no need. After all, I haven’t called you Penn once in this conversation until now, have I, Penn?’ ‘Oh, OK, just so long as he understands that we don’t talk like that. And what about bowing? I have to bow? We don’t bow in America.’ ‘No, no,’ I reassure him, ‘no bowing necessary’. ‘Cuz I’m an American and we don’t bow.’ ‘Yes, he knows you’re an American.’ ‘I won’t get put in the Tower of London or anything?’ People always thinks that sojourns in the Tower of London, like knighthoods, are somehow in the gift of members of the royal family. I reassured him on these points. No highnessing, no kowtowing. At last the Prince reaches Penn, who immediately falls almost prostrate to the floor. ‘Your Majesty Highness. Your Royal Sir…’ and so on and so forth, babbling like a gibbon on speed. The Prince passes on to me and whoever was the other side of me without turning a hair. Seen it all before. After he had gone, I watched Penn, an enormous man, crouching on the floor, rolling about, beating the planks of the stage, sobbing, stuffing his fist into his mouth and moaning up to the fly-tower: ‘ Why did I do that? What came over me? What power do they have? I betrayed my country!’
Jeg tror det var på den sidste dag af 2019, at jeg læste en netavis-overskrift der forkyndte “Monty Python-medlem død”, og jeg nåede at tænke, at det nok måtte være Terry Jones. Det viste sig dog at der var tale om den lejlighedsvise sparringspartner Neil Innes – men tre uger inde i det nye år blev det så Terry Jones’ tur. Det er trist som det tynder ud: Kun fire pythons tilbage nu, og kun to beatler…
Jeg har mødt Terry Jones ved to lejligheder. Første gang var i 1992, da jeg boede i Århus og han gæstede byen i forbindelse med promovering af europæiske film, der havde vundet hvad der dengang hed “Felix Awards” og sidenhen skiftede navn til “European Film Awards”. Tre film blev vist i Musikhuset i Århus, Jones var konferencier, og som den store Monty Python-nørd jeg var, måtte jeg naturligvis derned. Den første af de tre film var den islandske Children of Nature, som ganske rammende blev betegnet som “a geriatric road movie”. Jeg så den, og syntes om den, men jeg ærgrede mig over ikke at have haft mulighed for at få en autograf fra mit idol. Da filmen var slut, begav jeg mig på gåben mod centrum af Århus. Og – hvilket lykketræf! – hvem kom slentrende imod mig da jeg nåede op i nærheden af Rådhuspladsen? Såmænd Terry Jones, i selskab med komponisten af musikken i den film jeg just havde set, Hilmar Örn Hilmarsson. Sidstnævnte ville jeg selvfølgelig ikke have kunnet kende, havde han ikke været på scenen før filmen blev vist. Jeg fik fremstammet mit “Excuse me”, fortalte at jeg lige havde været oppe at se filmen, hvis kvaliteter jeg heldigvis uhyklerisk kunne rose, og jeg fik en autograf på min medbragte VHS-kopi af Life of Brian. Fantastisk.
Anden gang jeg mødte ham var i efteråret 1994, på hvilket tidspunkt jeg boede i London. I de måneder kunne Monty Python fejre 25-års jubilæum, og National Film Theatre havde nogle særarrangementer i den anledning. Et af dem var en screening af gamle kortfilm Terry Jones og Michael Palin havde lavet før der var noget der hed Monty Python, og Jones blev interviewet bagefter. Da jeg ventede i foyeren før forestillingen, kom Jones pludselig til stede og fik øje på en gammel ven, han ikke lod til at have set i årevis. “Ian!” udbrød han og omfavnede vennen varmt. Som den Python-entusiast jeg var, genkendte jeg ham som Ian Davidson, der af og til havde spillet småroller i Monty Python’s Flying Circus (og som siden har skrevet materiale til et hav af andre komikere). Min ven Kasper og jeg sad tilfældigvis lige bag de to i biografsalen, så vi fik den ekstra bonus at kunne høre Jones fortælle små private anekdoter til Davidson om hvad der blev vist på skærmen. Ved denne lejlighed fik jeg Jones’ navnetræk i mit eksemplar af Monty Python’s Big Red Book. Denne bog indeholder på indersiden af omslaget en rubrik:
This Big Red Book Belongs to ……………………………………. And not to …………………………………………………………………….
Så selvfølgelig skrev jeg mit eget navn på første linje, og fik Jones til at skrive sit på den anden, hvilket han morede sig over. Ellers husker jeg bedst aftenen for en hyggelig, easy-going stemning. Jones nævnte at ordet “pythonesque” for nylig var blevet optaget i engelske ordbøger, hvilket for ham var det ultimative bevis på at gruppen havde fejlet i alle deres bestræbelser på at bryde rammer og ikke lade sig kategorisere!
Terry Jones nævnte også i 1994 (stolt!) at af de fire film der på det tidspunkt nogensinde var blevet forbudt i Irland, havde han instrueret de tre: Monty Python’s Life of Brian, Monty Python’s the Meaning of Life og Personal Services. Sidstnævnte har jeg også en svaghed for, og det kan godt ærgre mig lidt nu, at jeg ikke benyttede lejligheden til at snakke med ham om den film: Det må være rart for kunstnere når folk bringer deres mindre kendte ting på bane, snarere end de evindelige Greatest Hits.
I Thorkild Bjørnvigs erindringer om forholdet til Karen Blixen, Pagten, studsede jeg over følgende passage:
Hun morede sig undertiden med at lave anagrammer over navne, således lavede hun et over Jørgen Gustava Brandt; som bekendt er det nøjagtigt de samme bogstaver, der skal bruges; her blev det til: Antag vi er Guds Børn. Martin A. Hansen, som hun havde et meget dobbelttydigt forhold til, beundrede og afskyede, blev til: Han er min Satan.
Men anagrammet med Jørgen Gustava Brandt passer jo overhovedet ikke! Der er intet ‘i’ i hans navn, og der mangler desuden to bogstaver i sætningen. Efter lidt pusleri er jeg kommet frem til, at 1) Bjørnvig formentlig har citeret efter hukommelsen og glemt et ‘at’, og 2) Blixen formentlig har snydt lidt og stavet Jørgen med I. Så kan det i hvert fald passe med sætningen “Antag at vi er Guds Børn”.
Blixens anagram over Bjørnvigs navn blev : “Vridbor! Kling højt”, hvilket hun retfærdiggjorde med en floromvunden passage der begyndte:
“Jeg synes sommetider, at De i Deres Milieu er blevet blødt op, som man bløder en Tvebak op i en Kop Kaffe, til den kan gumles uden Besvær. Da vilde jeg gerne kunne have sagt til Dem: vær haard. For det kan være meget godt med blødt Brød, bløde Tæpper og blød Grønsvær. Men det er kun de haarde Ting, der klinger.“
Jeg synes nu bedst om “Han er min Satan”. Jeg kender ikke flere blixenske anagrammer af forfatternavne, men er blevet fristet til at forsøge selv at finde nogle beskrivende af slagsen. Hvem ved om der skulle ligge en perle og vente på at blive fundet. Hvad skuespillere angår er der jo klassikeren (hvis ophavsmand jeg ikke kender): Alec Guinness – Genuine Class.
I marts 2009 fik jeg et brev i min postkasse, der sendte hjertet op i halsen på mig: Det var fra “U. S. Department of Justice”. Jeg havde ikke den ringeste anelse om hvad det kunne handle om! Min hjerne gik i overdrive: jeg havde ikke været i USA siden sommeren 2000 – jeg kunne da umuligt have rodet mig ind i noget dengang…? Det var imponerende så langt jeg nåede omkring i fantasien, før jeg fik brevet åbnet og læste den prosaiske forklaring: en fyr var blevet anklager for “Customer Fraud”: han havde opkøbt adskillige bøger, forsynet dem med falske signaturer og solgt dem videre på eBay. Jeg var en af hans ofre, havende købt et eksemplar af John Irvings memoir My Movie Business. Nu skrev de amerikanske myndigheder altså til mig og gjorde mig opmærksom på et retsmøde i Pennsylvania jeg kunne have deltage i, hvis jeg ville. De skrev også, at svindleren endvidere havde forfalsket signaturer af Truman Capote, Michael Crichton, James Michener, Norman Mailer, Leon Uris, Kurt Vonnegut, Tom Clancy, John Grisham, Toni Morrison, Annie Proux, Anne Rice og Tom Wolfe.
Jeg fandt bogen frem og tilføjede en note så eventuelle fremtidige ejere ikke også lader sig narre:
Jeg var faktisk ikke engang ærgerlig over at jeg blev snydt på den måde. Jeg gav ikke meget for bogen, og der var kommet en sjov anekdote ud af det! Og året efter fik jeg alligevel en Irving-signatur indlemmet i samlingen (ægte denne gang er jeg ret sikker på): I en rodekasse på Blågårds Plads fandt jeg denne her for en rund tikrone:
I øvrigt har jeg det lidt blandet med Irving. Han er en af de forfattere, som jeg synes ville have stået sig bedre ved at have skrevet nogle færre bøger! Jeg husker jeg var ret optaget af A Prayer for Owen Meany, som var det første jeg læste af ham, omkring 1990. Senere læste jeg The Hotel New Hampshire, The World According to Garp og A Widow for One Year – og så var det som om det var for tydeligt, hvad han havde i sin “bag of tricks”. (Og hvorfor var han så besat af incest?) Jeg stoppede med at læse ham, havde i øvrigt også opdaget Robertson Davies, som jeg syntes kunne noget lignende, (men bedre): Skrive barokke, underholdende skildringer af menneskeskæbner forbundet på usandsynlig vis på kryds og tværs.
