Arne Myggen

En kuriositet jeg faldt over for nylig: en lille roman af Arne Myggen betitlet Rapport fra en stjålen skrivemaskine.

Jeg havde aldrig hørt om den. Eneste bog jeg kendte af Myggen var den lille Lær at huske det du glemmer, som jeg blev vildt begejstret for som 14-årig med dens humoristiske og lette indføring i mnemoteknik. Hans forslag til hjælpeord til at knytte billeder til tallene 1-25 husker jeg den dag i dag – nogle af dem var højst besynderlige valg (Romtoddy? Fem-teen? Gitte Hænning? Ja, man skulle nok have være der).

Jeg vidste også han var journalist og radiomand, og jeg husker de klummer han i firserne skrev i JyllandsPosten om livet i Californien, hvor han var bosat på det tidspunkt. En af dem handlede udelukkende om at han havde genset den første James Bond-film, Dr. No, og at han ikke syntes Bond var så kvik i den som han senere blev, Jeg kan huske at jeg tænkte at det var imponerende så tyndt indhold man kunne slippe afsted med at formidle… måske har der været tale om en eller anden intern konkurrence journalister imellem, a la den gamle traver om journalister der kappedes om at få publiceret den mest kedelige overskrift (Claud Cockburns bidrag Small Earthquake in Chile – Not Many Dead var det vindende bidrag).

Anyway, jeg vidste ikke der fandtes romaner fra Arne Myggens hånd, endsige alvorlige af slagsen. Forlaget må have tænkt at de fleste potentielle kunder nok ville reagere med samme overraskelse, for bagsideteksten gør et stort nummer ud af det:

Tricket virkede på mig, min nysgerrighed blev vakt. Jeg læste bogen på en togtur, og den var faktisk fin. Myggen leger med tanken om hvad der ville ske hvis elektricitet pludselig holder op med at fungere, og vi følger et gradvist samfundsnedbrud fra nogle få personers synsvinkel. Der er en indbygget (morbid?) fascination i den slags skildringer, så man kan som forfatter gøre meget med små midler. En bagatel af en bog, javist, men jeg fortryder ikke jeg læste den.