Julen 2021 ønskede jeg mig for en gangs skyld ingen bøger. Da min ønskeseddel ellers som regel stort set kun består af bogtitler, var det en ret sær ting for mig at melde ud, men jeg har simpelthen så mange ulæste bøger liggende, at jeg synes det er på tide at gøre et større indhug i dem før der bliver tale om flere nyanskaffelser. Min kæreste fandt dog en glimrende måde at tackle situationen på: hun gav mig en bog jeg allerede havde læst. Brilliant, ikke? Et rent columbus-æg.
Der er ikke tale om en hvilken som helst udgave af en hvilken som helst bog. Men om en imponerende faksimile-udgave af manuskriptet til en af mine yndlingsforfatteres bedste bøger: The Grapes of Wrath af John Steinbeck.
(Inden jeg går videre er der jo simpelthen ingen vej uden om at nævne den mange gange fortalte historie om, at Steinbecks enke engang i en japansk boghandel spurgte om butikken førte nogle bøger af hendes afdøde mand, og fik at vide at, ja, de havde The Angry Raisins. Jeg ved ikke hvor meget der er sandt i den historie, men god er den. Dyk eventuelt mere ned i det her: https://angryraisins.wordpress.com/angry-raisins-what/).
På trods af at Steinbecks håndskrift er ganske sirlig, finder jeg den ret svær at læse, og man skal have fat i de stærke læsebriller. Som der står i forordet:
The manuscript open with with words ‘New Start’- in reference to the novels he had previously discarded – and also ‘Big Writing’. Prone to miscroscopic handwriting, the writer must have made a promise to himself to write legibly and stick to the lines of his pad – rather than in between them – so that Carol, his proofreader and typist, wouldn’t have to waste time deciphering it. Carol Steinbeck put it as follows: “It all boils down to the fact that I did all John’s typing, and in previous manuscripts, he had been carried away by a plot or situation that his writing got smaller and smaller, at times jamming four to six lines between the blue ledger lines of the books he always wrote in. I extracted a promise that he would write big, and that was merely a reminder to himself – which you can see didn’t hold for too long. I’m sure he could engrave the Lord´s Prayer on the head of a pin”.
Set med danske øjne er det sjoveste manuskriptets slutning. Der står nemlig SLUT med store røde bogstaver:
Jeg har erfaret at Steinbeck-eksperter i årevis har undret sig over dette ord, som hvis man læser det på engelsk da også i sandhed forekommer malplaceret og out of character for Steinbeck! Efter denne faksimiles udgivelse har både danskere og svenskere imidlertid henvendt sig med forklaringer på den skandinaviske betydning. Formentlig har Carol Steinbeck skrevet det for sjov – hun og John besøgte Sverige året forinden og de kendte forfatteren Bo Beskow, søn af børnebogsforfatteren Elsa Beskow. Så blev der etableret en association i min hjerne mellem Steinbeck og Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla – det havde jeg ikke lige set komme.
Flere detaljer om “Slut”-sagen her: https://www.theguardian.com/books/2021/oct/11/solved-the-mystery-of-the-slut-scrawled-on-the-grapes-of-wrath-manuscript
Et sidste bizart kuriosum i denne forbindelse: jeg har engang drømt at jeg købte Steinbecks originalmanuskript til Perlen på en auktion. Desværre viste det sig at han havde skrevet teksten med vandfast tusch på siderne af en swimmingpool, en halv meter under vandoverfladen, så jeg kunne ikke fragte det med mig hjem. Så er det man vågner op badet i sved…